Linda og Valentin klarer ikke tidsrejsen fra 1972 til 2011 uden skrammer. Men rumtidsagenterne står stadig på benene.
Med serien om rumtidsagenterne Linda og Valentin rystede forfatteren Pierre Christin og tegneren Jean-Claude Mézières en potent cocktail af rumramasjang og venstresnoet samfundssatire.
I sin storhedstid fra starten af 70’erne til midt i 80’erne, var ‘Linda og Valentin’ med rette en af Europas mest populære tegneserier for unge og voksne.
Nu genoptrykker forlaget Cobolt de klassiske rumeventyr i tykke samlebind. Vi er nået til anden ombæring, der indeholder tre historier fra de tidlige 70’ere, ”Landet uden stjerner” (1972), ”Velkommen til Alflolol” (1972) og ”Herskerens Fugle” (1973). Serien fik taget de første falmende skridt i første samlebind, og har her i bind to fundet sine egne ben.
Rumramasjang og samfundskritik
Her ved et gensyn små 40 år senere er det store spørgsmål om historierne stadig er friske og stærke, eller om tidens tand har gnavet huller i holdbarheden. Det har den til dels, for som det meste gode science fiction, spejler seriens fremtid den nutid, den er skabt i – og de tidlige 70’eres politiske diskussioner kan let virke firkantede og forældede i dag.
I ”Landet uden stjerner” er det for eksempel den dengang højaktuelle kønskamp der ironiseres over, når den patriarkalske by og den matriarkalske by udkæmper en altødelæggende krig i en hul planet. Her er Christins pointer banale, hans løsninger letkøbte og science fiction-elementerne utroværdige. Til gengæld fyrer Mézières den visuelt af med elegante art deco byer, og luftslag med ballonskibe og insekt-jagere.
Bedre går det for historien i ”Velkommen til Alflolol”, hvor de oprindelige øko-beboere fra planeten Alflolol vender hjem efter en smuttur i rummet på 4000 år, og finder deres hjem koloniseret og industrialiseret. Det er et veloplagt forsvar for indianere og andre oprindelige folks kampe mod civilisationens bureaukratiske rationalitet, men historien er fortalt mange gange siden, og pointerne har ikke den samme friskhed, som jeg forestiller mig de havde i 1972.
Bedst af de tre album er ‘Herskerens Fugle’, hvor en mørkere og mere voksen tone sniger sig ind i serien (her vises Lindas søde numse også for første gang til husarene). Linda og Valentin fanges og indrulleres i en intergalaktisk slavehær, der tjener den mystiske hersker. Vore helte flygter sammen med en gruppe af gale udstødte, for at finde og besejre herskeren.
Det bliver på en gang en politisk-filosofisk undersøgelse af hvordan magt og undertrykkelse fungerer, og et dramatisk og hæsblæsende eventyr. Her bliver cocktailen af ramasjang og samfundskritik for alvor eksplosiv og langtidsholdbar. Måske fordi spørgsmålet, albummet stiller er evigt: hvorfor finder vi os i vores undertrykkere?
Den organiske streg
Og efter en lidt svag levering i ‘Velkommen til Alflolol’ er Mézières er igen i god form. Selv om ‘Linda og Valentin’ er science fiction, er serien i denne tidlige inkarnation smukkest, når Mézières bruger sin organiske streg til at tegne vilde ydre og indre landskaber.
Med undtagelse af hovedpersonernes lækre rumskib, er det ikke billederne af rumhavne, rumfartøjer og fremtidsbyer der imponerer. Der gør til gengæld planeter, bjerge og have, lavteknologiske kulturer, psykedeliske drømme og mareridt.
Og så har serien, når den er bedst, og tegneren får rum, en dejlig flydende rytme, med harmonisk konstruerede helsider og rig brug af baggrunde, der løber gennem flere billeder. Andre steder er der dog knapt plads til billederne for tekstbokse og talebobler, og vigtige dramatiske forløb hastes igennem og komprimeres unødigt. Eksempelvis bruges der kun en splashside på det dramatiske højdepunkt i ”Velkommen til Alflolol”, hvor Galaxitys jagere angriber Alflolol-familien under en jagt på havet.
Pointen kommer fint hjem, men spændingen, og engagementet i personernes følelser, følger ikke med. Serien har et højt ambitionsniveau, og man føler ikke altid at de givne (og af datiden krævede) 46 sider giver historierne den plads de har brug for.
Bonussjusk
Ekstramaterialet består dels af en introduktion af Stan Barets, med fokus på Christin, dels af et lækket kasseret opslag til de to første sider af ‘Herskerens Fugle’. Barets tekst savner dybde og tyngde, og så irriterer det, at han ikke bliver introduceret – hvem er Stan Barets, og med hvilken autoritet skriver han om serien og dens skabere? Jeg savner også årstal på indledningens fotografier, og forklarende tekster til illustrationerne fra tegneserier der ikke er udkommet på dansk. Det er sjusket redaktionelt arbejde, og ikke samlebindet værdigt.
De tre klassiske album har ikke klaret de 40 års tidsrejse uden skrammer. Men de holder stadig, trods ujævnheder og forældede politiske paroler, og særligt ‘Herskerens Fugle’ og i lidt mindre grad ‘Velkommen til Alflolol’, står som underholdende fremtidsfabler med hjerne og hjerte.
Karakter: 3 /5
Titel: Rejser I tid og rum – Linda og Valentins samlede eventyr 2
Forfatter: Pierre Christin
Tegner: Jean-Claude Mézières
Oversætter: Jens Peder Agger
Forlag: Cobolt
Farve og form: Farver, indbundet
Sidetal: 164
Pris: kr. 298
ISBN: 978-87-7085-425-2
Udgivelsesår: 2011
