Søren Mosdal og Jacob Ørsted (Foto: Matthias Wivel)
Et af sommerens lune hits på tegneseriescenen er Fahrenheit-skæringen Rockworld af Jacob “FZA” Ørsted og Søren “hard-to-get” Mosdal. Den både funky og ambient-stenede hudfletning af thirty-forty-somethings har fortjent afstedkommet megen ros, men efter endt læsning tårner spørgsmålene sig op: “Er det her selvbiografisk?” “Havde du virkelig sådan en stor byld på røven?” “Klemte du virkelig pudset ud i hovedet på en storbarmet autist?” og så videre. Nummer9 kontaktede ophavsmændene for at får svar.
Nummer9: Jeg vil godt starte med at spørge til det forhold, at Bjørn og Steen ligner Jacob og Søren ret meget. Hvor meget ligner de egentlig og hvorfor?
Søren: Jeg plejer at sige at Steen er mig og to andre venner, en fra min tidlige ungdom, og en af nyere dato, som Jacob også kender. Bjørn består på samme måde af dels Jacob, som han selvfølgelig også ligner fysisk, og igen to fælles venner, hvoraf især den éne har været kilde til meget inspiration. Ja, man kunne nærmest kalde Rockworld en regulær “nøgle-serieroman”.
Jacob: Jeg må tilføje: For mit vedkommende har det under arbejdet med manus helt klart bidraget til morskaben at kunne benytte sig af egne erfaringer eller historier, der var inspireret af en fælles omgangskreds. Eksempelvis er der en del om dødsangst i historien ‘Boilworld’, som vitterligt er selvoplevet. Under Komiks i Øksnehallen i 2010 dukkede der pludselig en betændt byld op på min røv, der i løbet af 24 timer voksede sig så stor som en tennisbold. Heldigvis var der en læge tilstede (Doktor Ole Comoll), som efter et hurtigt kig på min lyserøde balle og med ro i stemmen, straks kunne feje min dødsangst af banen.
Søren: Sikke en historie, Jacob. Men nu skal det hele jo ikke handle om dig og din røv.
Nummer9: Fair nok, det besvarer allerede et af mine andre, planlagte spørgsmål,selvom jeg lidt havde håbet, at det også passede, at materien i Jacobs røvbyld I VIRKELIGHEDEN var endt i fjæset på en storbarmet, nøgen autistpige i en svensk skovsø. Men anyway, der er altså et element af selvbiografi i Rockworld. Derudover er der jo også sådan en hudfletning af gamle drengerøvstyper, dem der, der bare bliver ved med at holde fast ungdommens attitudespil, hvor man definerer sig med attributter, her dyrkelse af obskure bandnavne og hån mod det fiktive mainstreamband “Fucking Chimps”. Hvad handler det nu om?
Søren: Selvudlevering? Gøren nar af sig selv og sine egne snobbe-tendenser? Det skulle jo være sundt.
Det er vist bare det det handler om. jeg er da ihvertfald ikke bleg for at indrømme min egen nogen gange halsløse afvisning af såkaldt “mainstream” kultur, som i indskudt sætning er aftaget kraftigt med årene. Derfor synes jeg også det er endnu sjovere nu at gøre nar af den her indadvendte og intolerante kultur-elite, som man selv har et ben i, stadig. Men aftagende. meget.
eller. Jeg så forresten “World War Z” igår. Den var så ikke særlig god.
Jacob: I mit lille hoved synes jeg også, der er noget interessant i den måde, som ‘Rockworld’ udstiller Bjørn og Steens forholden sig til musik på. Det er identitetsskabende for dem begge to på en nærmest selvdestruktiv facon. Og i min virkelighed foregår der stadig massivt meget navlepilleri, når vi snakker om musik – med hinanden – med vennerne, kollegaerne, til festen eller på bodegaen! Hvad vi kan li’? Hvad er hot og hvad er not. Folk i alle aldre har en tendens til at banke hinanden i hovedet med deres opfattelse af, hvad den gode musiksmag er for noget. Selvom det jo netop IKKE er en absolut størrelse. Jeg er sikker på, at der er et par forliste kæresteforhold der ude på grund af en kraftig forbindelse mellem identitet og musiksmag – for ja, den gik sgu’ bare ikke, hun var til happy jazz og han var til hård rawk. Det gik bare slet slet ikke … Nå – men det var lige i forlængelse til det dér, som Søren sagde om snobberiet. Jeg gasser lidt ned nu.
Søren: “Fucking Chimps” er forresten ikke ment som et mainstreamband. Er de? Eller jo, det er de vel, i forhold til Bjørns verdenssyn. Selv synes “Fucking Chimps” nok de er alternative. Jeg synes nu i øvrigt lige præcis i kæresteforhold, det er der man ligger sit musiksnobberi på hylden, og accepterer at ens dame mest er til Gnags. Eller Paul McCartney. I den forbindelse, synes jeg også det er morsomt at tænke på at jeg og Jacob jo HADER hinandens musiksmag. Han kan bedst lide sådan noget chill-wave lounge de spiller om sommeren ovre i Ørstedparken, mens jeg tit tager i ungdomshuset for at høre NWOBHM. Men heldigvis er vi jo enige om at Bob Marley bare er det bedste..
Jacob: Ah, kan vi ikke lige blive enige om, at man hvis man får ny dame på, så er det sgu’ lidt nederen, hvis hun KUN er til Dansk Top? Nå, men lad det nu bare ligge…
Nummer9: jeg har altid syntes, at det var synd for musikere, når deres musik havnede i den der klemme, du beskriver, Jacob, hvor en fan pludselig ikke vil røre et ellers fedt nummer med en ildtang, fordi en eller anden poor sucker, man i hvert fald ikke vil associeres med, pludselig kaster sin kærlighed på det. Omvendt er det jo klart, at det også er den måde, tøj og mange andre ting indlysende og åbenlyst fungerer på. Nå, men Rockworld skriver sig jo ind i en sjov og fornem tradition af selvudleverende smadretegneserier som fx Sjukkerne og Flipkompa’niet og lidt Buddy Bradley. Søren, for dit vedkommende – både med og uden the FZA som ordsnedker – er Rockworld noget nyt, noget mere folkeligt, humoristisk og lunt sammenlignet med dine mere højstemte og lyriske herointegneserier … Er du blevet mere rund med alderen eller er det bare det, der sker når man laver et frikvarter fra art-viking-tegneserier eller syredrømme-Hank Williams-tegneserier?
Søren: Jo, det er klart, hvis ens kæreste kommer hjem fra arbejde en dag og sætter den nye med Hansi Hinterseer på, ville man måske nok genoverveje forholdet. Jeg mente bare at hun ikke nødvendigvis behøver forstå hver en lille, obskur musik reference man kommer med. Jeg synes til gengæld, og det er noget jeg har fået mod til med alderen, at det er meget tilfredsstillende, at indrømme overfor sådan en avantgarde-noise musik purist, at man tit hører Supertramp eller faktisk elsker “Sweet Home Alabama” med Lynyrd Skynyrd og se deres lille, stramme ansigt bagefter. Nå, men jo, det er da korrekt at RW er en slags frikvarter fra de der mere tunge viking/cowboy/heroin historier, men der er egentlig ikke noget nyt i, at JEG vil lave den slags, jeg har jo læst Sjukkerne og Flipkompa’niet siden min barndom, og da jeg første gang læste HATE i 90’erne, tænkte jeg, at jeg en dag ville lave et dansk modsvar. Men frikvarter er egentlig så meget sagt, tro det eller la vær, men der ligger jo mindst lige så meget arbejde bag de her Rockworld-historier som de der mere “seriøse” ting. Og selv om de er meget mere folkelig og fornøjelige, ja så i mit stille indre håber jeg da, at om mange år, når folk vil vide hvordan det egentlig var i København i 00’erne, ja så vender de sig mod RW, og på den måde bliver den er vigtigt historisk tidsdokument. Ja, tør jeg sige “generations-tegneserieroman”?
Nummer9: Men så skal der jo laves mere. Er der mere på vej?
Jacob: Ja, vi har en ny historie om Bjørn og Steen på vej. Hvornår den møder sit publikum er dog uvist. Måske i efteråret 2014. En løs arbejdstitel er ‘Comedy World’, men mere vil jeg dog ikke røbe her – og så har vi en masse sporadiske idéer på skitseblokken. Der er nok historier om Bjørn og Steen og vennerne til et hæfte eller to mere, skulle jeg mene. Lige nu sidder vi dog begge med hænderne i skødet og venter på et telefonopkald fra Regner Grasten, som skal spørge os om, hvor stor checken skal være for at få fingrene i filmrettighederne til Rockworld. Der er dog ingen, der ved hvad det koster.
Søren: Vi håber at kunne gentage succesen med filmatiseringen af Slim, Slam og Slum.
Jacob: Hvis Nicolas Bro gider spille Totte blir’ det kanon!
Søren: Og Nicolas elsker jo tegneserier! Perfekt. Udover det tror jeg vi måske, når vi vender tilbage med mere, går videre, eftersom ingen af os rigtigt går “i byen” mere, og jeg for min del har tabt følingen med hvad der sker på rawk-scenen og sådan, tager fat i slidstærke emner som forstæderne, den tabte barndom, russiske postordre koner og livet som institutioneret.
Nummer9: … Men er sigtet om at lave “generationstegneserie” ikke lovlig vidtløftigt? Altså, for nu at være djævelens advokat her, så handler Rockworld vel om om nogle nøje definerede typer i et meget lille segment, ikke? Altså, med musik har i jo chancen for virkelig at beskæftige jer med bredde, men det ville kræve at I gad beskæftige jer med Grøn Koncert og sådan, og selvom Steen sætter AC/DC på, er det jo stadig en helt særlig, snæver københavnergruppering, Rockworld beskæftiger sig med, og i virkeligheden også servicerer i forhold til læsere? Eller hvad?
Jacob: Nej, det er klart, at hvis vi havde rocket rundt til Grøn Koncert til Nephew eller Kashmir i 00’erne og havde haft Tivoli-årskort ville Rockworld naturligvis have haft et andet udgangspunkt. Der skulle en anden sø til for at finde sit spejlbillede. Tivoli-søen, måske? Og så vil jeg påstå, at historierne om Bjørn og Steen er almengyldige på trods af det meste af det foregår i en eller anden form for musikalsk undergrund i København. Teddy Harpsøe er fra Århus, ikke? Han gav da en flot anmeldelse af “Boilworld” på Nummer 9, dengang den udkom på engelsk…
Søren: Med fare for at tage luften ud af hvad der kunne have været en dejlig diskussion om “hvad er en gernerationsroman”, vil jeg gerne sige at jeg sagde det før i et på en gang vidtløftigt og ironisk øjeblik, og at vi naturligvis aldrig har hafte noget udtalt “sigte” med at ville lave et generations-portræt. Formålet har hele tiden været, med afsæt i vores egen pinlige virkelighed, at lave uforplgitende komik til at læse mens man skider i sommerhuset. Jeg er ikke bange for at det ikke kan nå ud til andet end et snævert kæbenhavnersegment, der findes trods alt snobberi, idioti og afføring i alle dele af landet. Bortset fra det, tror jeg ikke Steen, sådan som vi har udviklet figuren nu ville tøve med at tage til Grøn koncert, hvis der var noget rawk han ville se.
Han er jo i øvrigt også blevet til Kim Larsen-fan i den danske version. Når det er sagt, vil jeg alligevel spørge om sådan noget som On the Road af Kerouac ikke omtales som en g.roman, på trods af af det nok var en brøkdel af USAs ungdom i sluthalvtredserne der spillede bongotrommer, røg marihuana og kørte i bil hele natten?
Nummer9: … hvad er forskellen på at score en rawk-tøs og en electronica-chick?
Søren: Hvad? Det må du lige uddybe, jeg tror ikke jeg forstår hvor du vil hen.
Nummer9: …altså, hvis du vil lave en generationskrønike, må du da kende dine kvindetyper?
Søren: Tør jeg bede dig gen-læse hvad jeg lige sagde om ønsket om at lave “generations-tegneserieromaner”? Jeg tror forresten jeg ved lige så lidt om hvordan man scorer en rocktøs eller en “electronica-chick” som Bjørn gør.
Nummer9: Rooooolig nu. Det var ikke for at intimidere, men mere for at dykke ned i fascinationen af de her typer, og de ting, der gør dem interessante. Hvorfor tager Steen ikke stoffer? Eller gør han?
Søren: Haha, ja, ok, jeg troede bare du ville hænge mig op på det med generationsromanen… Men Steen tager ikke stoffer, og det er der heller ikke nogen af de andre der gør, af den simple årsag at… det ved jeg faktisk ikke, det er aldrig noget der er dukket op. Jeg tager ikke selv stoffer, og jeg kan godt lide idéen om at Steen er af den gamle skole, hvor øl, det er sgu godt nok. Måske en whisky hvis han er i det humør. Han er jo lidt sådan en flyttemand Olsen type, inden i. Bjørn er nok bare for bange og neurotisk til at eksperimentere med euforiserende midler. De er nok begge to sådan lidt altmodisch… Fascination…af kvindetyper. Gah…
Jacob: De eneste stoffer, der er med i historierne i Rockworld er fra de mystiske bær, som Bjørn spiser i skoven. Og det kunne vel også have været svampe, han var kommet til at spise til morgenmad – dog uden at vide at de var euforiserende. Bortset fra det, så anser jeg dog al øl-indtaget – både for Steen og Bjørns vedkommende – og alle de andre – som at være en slags metafor for ‘beruselse’ i en eller anden grad. Og igen, da vi har taget udgangspunkt i os selv og vores omgangskreds er der her ingen som sniffer cola eller skyder herion i armenen for at klare hverdagenes kampe.
S: Det passer ikke, Jacob tager coke hver weekend i Ørstedsparken.
Nummer9: pyha, det var godt at høre! I lød lige pludselig lovligt vandkæmmede. Men altså, hvis den næste Rockworld hedder Comedy World, lyder det jo som om I forlader musikscenen. Kunne en Comics World komme på trapperne a la Sjukkerne og Gimenez’ De professionelle [spansk semiselvbiografisk tegneserie om industrielle tegneserietegnere i Madrid i 70’erne, red.]?
Jacob: Shubberne? (…)
Søren: Mjah, måske, når vi vender tilbage med mere, går videre, eftersom ingen af os rigtigt går “i byen” mere, og jeg for min del har tabt følingen med hvad der sker på rawk-scenen og sådan, tager fat i slidstærke emner som forstæderne, den tabte barndom, russiske postordrekoner og livet som institutioneret). Men noget a la De professionelle lyder også skæg, bortset fra jeg ikke gider at tegne om én der sidder og tegner. Desuden er der heller ikke nogle af vores tre hovedpersoner der tegner. Det tætteste vi kommer mediebranchen, er vel at Bjørn jo faktisk havde sin egen stribe på Euroman, hvor han under navnet Charlie pludselig var ankermand på en tv-station, der hed Kanal Zoo. Den kørte et helt år (“TO år!” siger Jacob og fniser så han er lige ved at tisse i bukserne) og blev lavet lige efter den første Rockworld, tror jeg.
Jacob: Apropos mht. at score ‘electronica-chicks’, så kan jeg huske, at jeg som en ung viril fyr engang klokken fire en sommermorgen stod ovre på Pavillionen i Fælledparken og rykkede til nogle armsvedige techno-beats og spottede to frække italienske tøser i dansemængden – og så stillede jeg mig lige bag dem og råbte: “Do you likez ze music”. De vendte sig bare om og kiggede underligt på mig – og dansede så videre med dem selv. Så nej, jeg ved ikke hvordan man scorer ‘electronica-chicks’… desværre. Hvis der nogen, som læser det her og ved hvordan man gør så skriv til mig: jacob@anport.dk – tak !
Søren: Nu kommer jeg til at tænke på Slim, Slam og Slum igen.
Jacob: Virkelig? Det var nu ikke meningen, at den anekdote skulle lede dig den vej. Men nu mere i retning af, at Rockworld også handler meget om damer. Som jo er et vigtigt ‘Spice of Life’. Bortset fra det, så så jeg en fantastisk film her til morgen i Grand. ‘Lys efter mørke’, hedder den på dansk. Et lille mesterværk, intet mindre.
Søren: Ja, damerne er selvfølgelig et omdrejningspunkt i ihvertfald de to første historier. Ikke så meget i tre’eren. Der er kun én, som kun er med for at Bjørn/Jacob kan trykke sin røvbyld ud i fjæset på hende. Til gengæld er hun nøgen. Jeg så tre afsnit af Buffy the Vampire Slayer i går. Det var min fredag aften. Skal vi lave en Vampyr-world næste gang? Hov, hvor blev Thomas T af?
Nummer9: Jeg er jo lige her! Jeg har lidt udenfor flow noteret et andet spørgsmål, I bedes besvare: hvad handler jeres besættelse af afføring om?
Søren: Jeg vil først og fremmest sige, at det selvfølgelig er Jacob der står bag hovedparten af lort-referencerne i Rockworld. Ja, jeg var ærlig talt chokeret, da jeg gen-læste “Steen på stranden” på dansk, den går jo langt over stregen hvad god smag angår. Det er som om, der er mere distance til al svineriet, når man læser den på engelsk. Når det er sagt, ja, så er lort jo universelt, alle kan li en god lorte-joke!
Nummer9: Jamen, vi er ved at være der. Lad mig stille mit sidste spørgsmål: i Cav Bøgelunds fnisende videoindslag m d’herrer nævnes en pige ved navn Stine, som man fornemmer havde en hovedrolle i jeres partnerskab. Men siden I nu har undveget de andre damespørgsmål, synes jeg I skylder at forklare Stine?
Søren: Stine, hvor er du? Du førte os sammen, og nu er du væk…! Narmn, okay: det hele begyndte tilbage i start-90erne, og jeg gik stadig i gymnasiet. Tre af pigerne i b-klassen var alternative, eller flippere, som det hed dengang. Jeg var helt pjattet med dem alle tre, og én af dem var Stine. For at gøre indtryk på dem, tog jeg en dag toget til københavn og investerede i et par doc martins, og en tæppejakke, som var allerhøjeste mode den sommer. Netop som jeg stod i hmv og så på Nirvanas nye plade, og –
Jacob: Faktisk er det sådan, at Søren og jeg altid har delt vores kærester med hinanden. Så gode venner er vi, nemlig! Nej, det er bare gas… Historien om Stine er kompliceret. Det vil bare trætte, at skulle udrede hele miseren, tror jeg.
Søren: Historien om Stine er lang og smertefuld, og jeg vil måske hellere ikke sige meget mere end at, som før antydet det trods alt var takket være hende, vi rendte ind i hinanden. Og at jeg fik besøgt en kibbutz i Israel, og set hvor bananerne kommer fra.
LINK: Læs det første Rockworld-hæfte her (Engelsk).
