Two is a coincidence, three is a trend. Charlotte Johanne Fabricius undersøger fænomenet ’den talende vulva’ i nyere danske tegneserier. For kusserne har meget at sige, om alt fra sexlyst over fødselstraumer til kønsligestilling.
Siden 2020 er der udkommet ikke færre end tre danske tegneserier, der har en talende kusse i persongalleriet. Vi har altså at gøre med en ubenægtelig trend her, som er værd at dykke ned i (der er en joke her et sted…) Fra Gyldendal kom i 2020 Kristine Tiedts Orgasmebogen, og Cobolt er fulgt op med Under Livet af Line Nordskjold i 2022 og Hul af Maya Elisabeth i 2023. Egentlig er de ret forskellige – Tiedts er en gennem-researchet feministisk info-tegneserie af den Strömquist’ske skole, Nordskjolds er en videospils-inspireret slapstick-komedie om nedslag i en kvindes liv, og Hul er et mere klassisk ungdoms-næsten-drama om bøvlede sex- og vennerelationer. Men alle tre har de altså en talende kusse/fisse/Sheela som en af de bærende – og navnlig talende – karakterer.
Så hvad er det, de gerne vil sige os, de talende vulvaer? Hvad vil kussen?
Kussen vil gerne have (mere) sex
Vulvaer kan og betyder meget andet og mere end sex – men, især i populærkulturen, kommer de mest i spil når det handler om sex. De tre tegneserier her er ingen undtagelse.
Fra Hul
Fra Under Livet
Mest tydeligt i Hul, hvor hovedpersonen Sally kommer i problemer, fordi hun overgiver sig til sin kusses insisterende lyst til sex, uanset hvor dårlig en idé det måtte være. Lige så driftstyret er Fissen i Under Livet, hvis primære motivation er seksuel nydelse.
Fra Orgasmebogen
Kussen i Orgasmebogen har også lyst, men på en mere trist og undselig måde. Den er skuffet over altid at blive overset, udskammet og kaldt ved sære navne. Den vil bare så gerne have lov til at have, ikke bare sex, men god sex. Meget af Orgasmebogen handler om fraværet af orgasmer hos personer med vulvaer og de mange historiske og sociale forhold, det skyldes. Kussen vil bare gerne røres, okay??
De talende vulvaer tjener altså på overfladen et typisk budskab, der ikke burde vække hverken overraskelse eller forargelse efterhånden: ”folk med kusser har også sexlyst og bliver liderlige, og det er der ikke noget skamfuldt i”.
Kussen giver lysten krop, især hos Line Nordskjold og Maya Elisabeth. Ved at lægge sexlysten over i en selvstændiggjort kusse bliver det noget udefrakommende, der tager styringen. Jeg benægter ingenlunde den erfaring, men der er noget mere tænksomt og kompliceret i Kristine Tiedts udforskning. Når kussen reelt gøres til en helt separat person, som ikke er en del af hovedpersonens krop, kan den blive andet og mere end blind, overvældende lyst.
Kussen vil gerne i tale
De tre eksempler er ikke bare kropsliggjorte kusser – de talende kusser taler netop. Og i alle tre tegneserier giver det mulighed for at gå i dialog og bryde enetalerne op.
Jeg vil ikke spekulere i motiver, men jeg læser både Orgasmebogen, Under Livet og Hul som tegneserier med et feministisk budskab. Tiedt er mest eksplicit med sin interesse i køns- og seksualpolitik og Maya Elisabeth sætter fokus på skam og kvindelig seksualitet. Nordskjold gør sig ikke i budskaber i samme grad, men interessen i at fremstille kropslige forandringer uden filter og med humor ligger klart i tråd med de to andre. Ved at give kusserne taletid skriver de tre tegneserieskabere mere dynamik ind i fortællinger, der ellers kunne blive monologer.
Fra Under Livet
Både i Orgasmebogen og i Under Livet skal Kussen og Fissen samarbejde med andre for at få deres projekter ført ud i livet. Seksualiteten skal passe ind i liv med mange facetter, og den letteste vej dertil er gennem ærlig samtale. Det demonstrerer Hul også, bare med omvendt fortegn – Sally er somme tider nødt til at sidde Sheela overhørig og tale med sine medmennesker i stedet for bare at knalde først og tænke bagefter.
Og helt simpelt giver taletiden også plads til humor. Kussens tristesse og Sheelas liderlighed er, hver især, ironiske og sjove indslag i deres respektive tegneserier. Og som én, der har gennemgået en vaginal fødsel, oplever jeg utroligt stor genkendelse i og grinede højt af Fissens traumatiserede vantro; ”DET.VAR.GRUFULDT. DET.GØR.JEG.ALDRIG.IGEN.”
Kussen vil gerne tegnes
Tegneserier kan, for at sige det banalt, vise det, der ikke kan siges, og sige det, der ikke kan vises. Det kan tegneserieskabere udnytte til deres fordel – jeg har mange internationale forskerkolleger, der hævder at det gør tegneserieformen særligt velegnet til at udforske svære og tabubelagte emner såsom krig, vold, traumer og, ja, seksualitet. Så en del af det at give kussen taletid i en tegneserie består også i faktisk at tegne den og give den visuel plads i fortællingen.
Fra Orgasmebogen
Der er tre meget forskellige visuelle strategier på spil her. I Under Livet er Fissen genkendelig men nærmest afseksualiseret, fordi den skal passe ind i den nuttede og meget cartoony stil. Den har en synlig klitoris – det har de alle sammen, hurra! – men vi er meget langt fra realisme eller groteskeri.
Orgasmebogens Kusse er også cartoony, men på en mere syret og voluptuøs måde. Der er fuld skrald på svulmelegemer hos Tiedt, og de mange hudfolder giver indtryk af en kusse, der er mega klar på sex men også trukket helt ind i sig selv af usikkerhed og skuffelse. Anderledes udadvendt er Maya Elisabeths abstraktion: Sheela er et ansigt, hvor munden er en kusse, der ligger på siden. Den mindst naturtro bliver nærmest den frækkeste – for her er en kusse, der kigger direkte på læseren.
Fra Hul
Tegneserieformen er nødvendig i alle tre henseender, fordi alle tre tegneserier har brug for at kussen får synlig krop og evnen til at tale. I tre meget forskellige tegnede universer får vulvaerne fysisk form og talebobler så det virker, om ikke realistisk, så i hvert fald troværdigt. Og så vi undgår det pornografiske og i stedet når derhen, hvor kusserne starter en samtale.
Hvad skal vi med kusserne?
Vi er slemme til at lægge tegneserier som disse tre i en kasse med titlen ’Femi-tegneserier’ (jeg selv, qua denne blog, er ingen undtagelse!) Det giver god mening, på sin vis – Orgasmebogen, Under Livet og Hul er alle tre, som jeg læser dem, tegneserier der behandler emner vi forbinder med ’kvinder’ ud fra et feministisk standpunkt. Seksualoplysning, kropsforståelse og aftabuisering er feministiske projekter, der passer særligt godt ind i tegneseriens tekst-billede-hybrid. Men de tre tegneserier er forskellige – især henvender de sig til forskellige læsere.
Hos Kristine Tiedt kommer nuancerne ind gennem samtale-grebet; alle skal lære af hinanden og gøre hinanden klogere – og kussens synliggørelse er et politiske projekt, der skal modgå usynliggørelsen af især klitoris og feminiseret nydelse.
Fra Under Livet
Hos Line Nordskjold får vi mere nuance på ’kussen styrer lysten’, fordi den skal samarbejde med andre driftskilder – og det insisterende ’lette’ og humoristiske taler til et publikum, der ikke er helt klar til Tiedt.
Og endelig, hos Maya Elisabeth bliver kussen et korrektiv til den ellers mere ligefremme ’Sally har meget sex og nægter at skamme sig’-fortælling – hendes drifter giver konflikter; ikke fordi hun har sex men fordi hun har sex der får hende til at lyve og skade sine venskaber.
Så hvad vil kusserne os? De vil lære os mere om kroppe og seksualitet, og bruge den viden til at bryde sociale tabuer. Så er der bare tilbage at vurdere, om man vil have det serveret med ungdomsdrama, slapstickhumor eller grundig research – eller alle tre i skøn forening.
For som kusserne sikkert også ville sige: Hold dig ikke tilbage!
Fra Orgasmebogen
Del på
