Alt for længe har de hvide, stærke, flotte, heteroseksuelle mænd domineret – det 21. århundredes tegneserier kan meget mere end det! Det ser Charlotte Johanne Fabricius nærmere på i Femi-nichen, hvor queer-brillerne kommer på og alt fra Batman til webcomics kan lære os noget om dem, der falder uden for normen.
For at være ærlig, så vil jeg altid vælge DC over Marvel, når det kommer til superhelte. Det skyldes både stilistiske valg og en god portion nostalgi, men det vil jeg ikke dvæle ved nu. I stedet vil jeg skrive om noget, jeg også fik sagt i mit sidste blogindlæg: selvom jeg altid vil være en DC fan først og fremmest, mener jeg altså, at Marvel gør det væsentligt bedre på det store og lille lærred.
Sjældent har der været så mange reboots, genoptryk, nyfortolkninger og hyldester, på tværs af platforme og formater. Der er svipsere og genistreger på begge sider af bordet, men – i hvert fald i mine øjne – det er Marvel, der har fat i den lange ende, når det kommer til at genopdage og genfortolke bagkataloget af helte for et nyere, yngre, skærm-kiggende publikum.
Marvel-metoden
Hvordan kan det være? Jeg tror, det handler om heltene. Historisk set er en stor del af Marvels succes kommet af, at de lavede superhelte, man kunne relatere til. Mange tegneserieforskere peger på 1960erne som en afgørende vending i superheltetegneseriers historie. Efter den omfattende (selv)censur, der blev indført i industrien efter psykologen Fredric Wertham i 1954 fik det meste af USA med på sin idé om, at tegneserier gjorde børn kriminelle, var superheltetegneserier en noget kedeligere affære. Endvidere havde frygten for censur gjort især DC meget konservative. Historierne blev formulariske, karaktererne udviklede sig stort set ikke og der var ikke megen plads til hverken psykologisk dybde eller ’voksne’ temaer.
Men så begyndte Marvel at skrive historier om helte, der ikke bare var helte, men også mennesker med hverdagsproblemer – kærestesorger, travle jobs, diskrimination; problemer, man som læser kunne spejle sig i. Teenageren Spiderman skal ikke kun redde New York, han skal også have sit liv som high school-elev til at hænge sammen. The Fantastic Four skal ikke bare forholde sig til nye evner, men til deres familie og deres ægteskaber. Marvel var også de første til at skrive en afrikansk-amerikansk mainstream superhelt (Falcon, der blev sidekarakter i Captain America i 1969) og de første til at give en afrikansk-amerikansk superhelt sin egen serie – Luke Cage, Hero for Hire fra 1972, som nu er blevet forvandlet til supergodt tv.
Inden for tegneserieverdenen taler man om ’Marvel-metoden’ – en produktionsform, hvor en tegneserieforfatter skriver en kort plotsynopsis, som vedkommende giver til en tegner, der så tegner hele historien, hvorefter forfatteren får den tilbage og tilføjer dialog og anden forklarende tekst (modsat den såkaldte ’DC-metode’, hvor forfatteren skriver et detaljeret manuskript, inklusive instrukser til tegneren, som derefter tegner materialet). Lidt kækt kan man sige, at vi nu er vidne til en anden ’Marvel-metode’, hvor Marvel Comics trækker på sin historiske evne til at give læsere (og nu seere) karakterer, der er interessante og har dybde. Karakterer hvis historier er lette at engagere sig i, måske især hvis man hører til et yngre publikum.
Hvad skal vi med helte?
Selvfølgelig har superhelte aldrig været helt almindelige mennesker med en hverdag, der ligner vores. Vi søger især det overmenneskelige, det fantastiske, det uforklarlige, når vi læser superheltetegneserier. Men hvis det er det eneste, der bliver lagt vægt på, kan det især som ny læser være svært at træde ind i de kappeklædtes verden. Jeg betragter stadig mig selv som relativt ny og uerfaren tegneserienørd, så da jeg for nylig kastede mig ud i Grant Morrisons Multiversity, blev jeg akut mindet om, hvor lidt jeg ved, og hvor lidt jeg forstår. En af de mange ting, Marvel gør rigtigt fremragende i sine tv-serier er at forudsætte meget lidt viden fra seerens side, men stadig have en solid forankring i de oprindelige tegneserier og en god portion referencer til deres fans.
Når jeg læser – eller ser – noget om superhelte, vil jeg have helte, jeg både kan relatere til og blive imponeret af. Jeg vil føle, at det er rigtige mennesker bag maskerne, men jeg vil også blæses bagover. Og den nye Marvel-metode leverer begge dele meget overbevisende. Hvis de så bare kunne tale med DC, så vi kunne få en ordentlig Batgirl tv-serie…
Er dette her virkelig det bedste, vi kan få?
Del på
