Når selv FN er hoppet på Wonder Woman-vognen og erklærer i dag for international Wonder Woman-dag, er det faktisk på tide, at DCs førstedame kommer til sin ret. Det sker næsten i Greg Ruckas nye, lovende serie.
Når man taler om forlaget DCs treenighed, så har man det med at nævne Superman og Batman først. De er trods alt drengene, og dem vi alle sammen kender fra film og legetøj. Wonder Woman har det med at blive sat sidst i køen og er ofte blevet beskyldt for at være umulig at skrive gode, seriøse, voksne historier om. For voksne mænd omkring de 40 vil helst læse mørke, gritty historier om andre mænd. Så Wonder Woman kan man ikke meget med. Hun har sin lasso, sin usynlige jet og sine pigelus og rødder i græsk mytologi. Hvordan skal det nogensinde fungere for målgruppen?
Jeg var lidt led ved Grant Morrisons “Wonder Woman: Earth One”, som i min optik nærmest bekræftede alle disse fordomme. Selvom han genintroducerede de oprindelige under- og overtoner af S/M, så blev det aldrig den opdaterede back to basic-historie, det kunne have været, og så var der altså også et eller andet galt med kvindeportrætterne.
Måske skulle man bare sætte en kvinde til at skrive serien? Det har DC ikke gjort. De har dog gjort noget, der i lighedens navn – for mænd kan vel også godt skrive kvinder? – er nærmest lige så godt. De har nemlig genhyret Greg Rucka til at styre serien, og Rucka er om noget en forfatter med holdninger til kønsrepræsentation og den ulige magtfordeling i verden.
Men betyder det, at der er dømt internet-feminisme og politiske kampråb over hele linjen? Er det som at se en Michael Moore-film at læse denne tegneserie? Får man nok, selvom man faktisk er enig med manden? Nej. For Rucka er en bedre forfatter end det. Først og fremmest skal det være underholdende, og det virker så absolut som om, at Rucka har besluttet sig for at pakke sine kønspolitiske holdninger ind i et godt, dækkende lag af fint fungerende mainstreamfernis og ramasjang. Så må Wonder Womans bedrifter og personlighed tale for sig selv.
DC har ønsket, at serien skulle udkomme to gange om måneden, og den redaktionelle beslutning har Rucka indarbejdet i sin historie. Relancheringen af Wonder Woman skete som led i ENDNU et reboot af forlagets titler, denne gang med titlen “Rebirth”. Det kom i kølvandet på det meget udskældte “New 52”, der genstartede samtlige serier med “et twist”. Nu vil DC så vende tilbage til den gode, gammeldaws måde at gøre tingene på. Eller noget. Det betyder, at Wonder Womans baghistorie nu laves om for anden gang på kun få år.
Og det er netop omdrejningspunktet i Ruckas plot. Wonder Woman kan nemlig huske begge udgaver af sin baghistorie. Nogen har fucked med hendes historik, og hun vil gerne vide, hvad der er sandt. Er hun formet af ler, eller er hun datter af en græsk gud? I bedste fantasy-stil drager hun ud på en færd, der først fører hende til kattekvinden Cheeta, der er en af de ældste skurke i serien.
Det er det ene plot. For det er kun i hvert andet nummer, at Rucka beskæftiger sig med dette spor. Det andet bærer den sigende titel “Wonder Woman: Year One”. Her får vi, hvad vi må formode er den gældende sandhed om Diana (som WW jo hedder) og hendes rejse fra den feministiske paradisø til mændenes noget mindre paradisiske verden. Det kunne godt lyde lidt irriterende, at der skiftes imellem plots, men jeg vil sammenligne det lidt med en tv-serie med et nutidsforløb og en række opklarende flashbacks.. De to spor spejler sig i hinanden og følges fint ad. I hvert fald, når man læser herligheden i løshæfter.
Helt perfekt ville det have været, hvis de to spor havde været lige gode, men selve færden er indtil videre det mindst interessante ved serien. Det er lidt for meget en lige-ud-ad-landevejen superheltefortælling uden de store overraskelser. Vi møder den benhårde soldat Steve Trevor (som jo er WW’s Lois Lane) og resten af birollegalleriet, men historien adskiller sig ikke synderligt fra den normale grøde af superheltefortællinger. Sætter man dette spor op imod “Year One”, så sker der dog noget. Vi møder den mere uskyldige og unge Steve Trevor, ligesom resten af galleriet opfører sig anderledes. Der skal ske en udvikling fra fortid til nutid, og det lover jo godt for fremtiden. Et helt hæfte dedikeres også til Cheetas baghistorie, så selv en Marvel-dreng som mig bliver langsomt klogere.
Year One er en underholdende historie. Kort sagt. Replikkerne flyder fint, historien er veldoseret (modsat nutidssporet, der er lidt mere hakket og ujævnt), og vigtigst af alt, så møder vi Diana som en ung, mindre kamphærdet kvinde. Og det er her, at Rucka vinder stort over Morrison. For den unge Diana virker faktisk som en troværdig yngre udgave af den voksne Wonder Woman. Hos Morrison var hun fjantet og lige lovligt naiv, imens vi hos Rucka sagtens kan se hende blive til den seje, handlekraftige og imponerende krigerkvinde med hjertet på rette sted, som Wonder Woman vel bør ende med at være.
På tegnersiden har hvert spor sin egen tegner. De er begge ret standard for genren. Nicola Scott er den bedste af de to (og ja… hun er faktisk en kvinde). I Year One er hendes tegninger fyldt med energi og magisk stemning. Hun tegner Wonder Woman med melankolske øjne fyldt med udlængsel og ungdommelig energi. Liam Sharp står for nutidssporet, og han er altså lidt mindre interessant. Han er god til monstre og miljøer og står også for nogle fine sidekompositioner og lidt anderledes brug af rammer, men hans mennesker (og guder) er ofte lidt livløse. Begge tegnere har det tilfælles, at de ikke tegner Wonder Woman som eyecandy for forvoksede drengemænd, men som en heltinde, der fortjener sin plads i den hellige treenighed hos DC. Ingen af dem vil omvende læsere, der ikke bryder sig om, hvordan moderne superheltetegneserier ser ud, men de gør begge to nogenlunde, hvad de skal.
Batman har “The Dark Knight Returns” og “Batman: Year One”, og Superman har “All-Star Superman” (her ramte Grant Morrison plet) som definerende, ikoniske (mester)værker. Et sådant værk mangler Wonder Woman, og Rucka er ikke engang tæt på disse giganter. Men måske er vejen nu banet for en eller anden visionær tegneserieskaber, der griber bolden. For Wonder Woman efter “Rebirth” er en superhelt, man kan tro på. Også selvom Rucka vakler lidt hist og her.
Karakter: 4/6
Værkets titel: Wonder Woman: Rebirth #1 og Wonder Woman 1-8 (2016)
Forfatter/tegner: Greg Rucka, Liam Sharp og Nicola Scott
Forlag: DC Comics
Form: Løshæfter.
Udgivelsesår: 2016
Udgivelsesland: USA
