Alt for længe har de hvide, stærke, flotte, heteroseksuelle mænd domineret – det 21. århundredes tegneserier kan meget mere end det! Det ser Charlotte Johanne Fabricius nærmere på i Femi-nichen, hvor queer-brillerne kommer på og alt fra Batman til webcomics kan lære os noget om dem, der falder uden for normen.
Vi starter med en indrømmelse: Jeg har været en dårlig tegneserienørd i den forgangne uge. I stedet for at bruge weekenden på fornuftige gøremål, såsom at skrive speciale (om tegneserier), arbejde på konferenceoplæg (om tegneserier) eller forfatte et blogindlæg (om tegneserier), har jeg set Netflix.
I know. Jeg og resten af verden (Netflix var faktisk nede verden over et par timer forrige lørdag aften, fordi der var for mange, der ville se med). Og det kan til nøds retfærdiggøres, fordi jeg selvfølgelig så Marvel’s Luke Cage (baseret på en tegneserie). Så helt skidt nørd er jeg måske ikke. Men nu sidder jeg fast i at skulle mene noget om tegneserier, rigtige tegneserier, og jeg har hovedet fyldt af et sammensurium af tanker om, hvorfor Netflix og Marvel laver så åndssvagt godt fjernsyn for tiden.
Så nu skriver jeg noget om det. Sgu.
For nogle af de bedste tv-serier, jeg har set inden for det sidste år, har været baseret på tegneserier. Med udvidelsen af the Marvel Cinematic Universe, hvor genopdagelsen af klassiske superhelte er nået til de små skærme, har vi alene på Netflix fået Daredevil (især første sæson er fremragende), Jessica Jones (som man kan høre mig begejstres over i små 40 minutter her) og nu Luke Cage. Og der er mere på vej. Meget mere. Og jeg glæder mig. Det er gode tider at være tegneserienørd, især hvis man også godt kan lide, når tegneserier bliver fortolket og brugt som inspirationskilder til andre medier. Ikke mindst fordi gode tv-serier og film kan skaffe nye tegneserielæsere, der gerne vil lære mere om karaktererne eller universet. Jeg er – i hvert fald når det kommer til underholdning – stor fan af det, men kunne kalde ’gateway drugs’: noget lettilgængeligt, der får dig hooked på genren eller formatet. Det er et af nørdens største privilegier at kunne sige ”Var du vild med det? Orv, så skal du læse tegneserien!”
”I’m not for hire”
Det nyeste skud på Marvel-serie-stammen er Luke Cage, også kendt som Power Man – i sin nye version, vel at mærke, for der er sket en del siden serien først udkom i 1972. De oprindelige Luke Cage-tegneserier skrev sig ind i den genre, der kaldes blaxploitation, som var enormt populær i USA i begyndelsen af 1970erne. Blaxploitation-film benytter sig heftigt af race-stereotyper i deres karakterer, dialog og visuelle udtryk og var nogle af de første film til at bruge meget funk og soul i deres soundtracks. Marvel gik med på trenden med Luke Cage-karakteren, der med sit flamboyante disco-outfit og ghetto-slang var et forsøg på at fange de samme fans som gik i biografen og så Sweet Sweetback’s Baadasssss Song og Shaft. Filmfolk, forskere og fans kan ikke blive enige om, hvorvidt blaxploitation var en dybt racistisk genre, vi helst skal glemme, eller et skridt på vejen til at inkludere sort kultur i mainstreamfilm. Den diskussion vil jeg heller ikke tage her. På godt og ondt markerer Luke Cage et skel i superheltetegneseriers historie – og nu er han blevet genopdaget.
Fans af tegneserierne har nok at grine af og lægge mærke til i Netflix’ genfortolkning, der er fyldt med ironiske referencer til forlægget. Uden at spoile for meget, bliver der gjort grin med hans oprindelige kostume, dæknavnet ’Power Man’, blaxploitation-stereotyper og mange andre definerende træk. Allerede i første afsnit afviser Luke Cage noget af sin tegneserie-fortid med replikken ”I’m not for hire’ – en direkte reference til titlen Luke Cage, Hero for Hire. Netflix og Marvel har opdateret serien til det 21. århundrede ved at erstatte blaxploitation-æstetikken med både skjulte og direkte referencer til #blacklivesmatter, politivold og afrikansk-amerikansk politik og kultur. Ligesom Daredevil – hvor en af klimaksscenerne består af to mandlige helte, der er reduceret til tårer over, at deres venskab står på spil – og Jessica Jones – der har en stærk kvindelig helt, som får lov ikke at være ’pæn’, men vred og handlekraftig – er Luke Cage en ny fortolkning af et klassisk forlæg, der er relevant for sin samtid.
Og en ting er i hvert fald sikkert. Luke Cage gør lige præcis det, tegneserie-baserede tv-serier skal gøre: give mig lyst til at læse flere tegneserier. Min to-read-liste er blevet væsentligt længere på det seneste!
Del på
