I bloggens tredje episode jager vi skatte og undersøger mysterier. Vores hovedperson er antihelten, libertineren og globetrotteren over dem alle: Hugo Pratts Corto Maltese.
Man kan vist godt kalde Corto Maltese-serien en institution i europæisk tegneseriekunst. Corto er en lakonisk skibsløs kaptajn af gådefuld oprindelse. Hans eventyr i det tidlige 1900-tal bringer ham i kontakt med mange farverige, semi-historiske figurer og geopolitiske konflikter. Han inkarnerer på mange måder idealet om den evigt uafhængige og omstrejfende lykkeridder.
Cortos bekendtskaber og interesser spænder vidt. Fra pirater og revolutionerer til voodoopræstinder og frimurere. Han vinder kvindehjerter overalt og citerer skødesløst fra verdenslitteraturen. Han er en gådeløser og en problemknuser, som færdes hvor kortet er blankt og virkeligheden ikke er fastsat.
Serien stammer fra 1967 og er skabt af venetianske Hugo Pratt (1927-1995). I Danmark har serien en indviklet udgivelseshistorie, som jeg ikke skal forsøge at gøre rede for. Forlaget Faraos Cigarer har flotte hardcover-udgaver som samler historierne. Men samme forlag udgiver også den forsatte serie der ikke er af Pratt himself. Så pas på!
Noget af det læste – Corto Maltese i Sibirien
Serien er kendt for de fine akvareller som Pratt maler til og de gode kontekstforord. Det er ikke alle der kender til de historiske omstændigheder omkring puppet state’en Manchukuo, eksempelvis. Selvfølelig skal Corto ende der. De mange forskellige nøglepersoner med hver deres agenda og bagland kræver hjernekraft, så det godt med en solid forankring i form af forordet.
Manden & myterne
Som det nok anes i det lidt forhalede forspil, inkarneres det interessante ved Corto-serien for mig i selve Corto-figuren. Dét at han er en karakter der er moduleret efter/på en bestemt litterær arketype. Corto er en livsnyder, romantiker og uforpligtet eventyrer. En godhjertet rebel without a cause.
Det peger på noget spændende, at en sådan figur stadig populær så længe efter typens rent historiske levetid er forbi. En egentligt en lidt romantisk og barnlig fantasi. Og alligevel længes vi tilbage til den. Men måske er det ikke så dårligt endda.
Måske har vi brug for sådan en højkvalitets eskapisme i de tider vi lever i nu. Det virker til, at alting altid skal optimeres og tælles. Kaos er en dødssynd. Selve tiden er blevet den vigtigste ressource.
Tiden er uden betydning for Corto Maltese når han skal opklare et arabisk okkult mysterium fra middelalderen. Når han ser udover havet. Eller ind i en kvindes øjne. I hans verden bliver alle hverdagens kedelige prioriteter vendt på hovedet. Normalvirkelighedens konturer flyder ud. Kun det for alvor vigtige, nemlig det tidløse, står tilbage.
Corto Maltese – For helvede! Det er flot, du!
Fiktionens kode
Dette er ikke kun tilfældet rent tematisk eller plotvalget. I Pratts tegneserier oplever i også indimellem træk fra den litterære tradition der kaldes magisk realisme, som især er kendt fra sydlandsk litteratur. Det betyder at fortællingen for det meste er realistisk. Undtagen når den ikke er. Så ophører de fiktionens regler vi troede gjaldt. Og der er sjældent en forklaring.
Corto snakker pludselig med en lampeånd og hele skattejagten var en spøg – eller var den nu også det? Det er usikkert – uklart. Helt med vilje.
Mere af det læste. “I Piraternes Fodspor”
På den måde får serien også et eksistentialistisk islæt – eventyret og oplevelsen er til for deres egen skyld. Forklaring og mening er noget udefrakommende – en efterrationalisering der ikke er påkrævet – eller ønsket. Måske forvrænger en rationel forklaring den ægte indsigt oplevelsen har givet.
Ikke alting kan forklares med hovedet. Som læser får man indimellem en lidt foruroligende fornemmelse af, at der er ting der overgår os, som kun kan forstås indirekte gennem fiktionens kode. Det er måske dét historierne om Corto Maltese giver os; en anderledes, mere følelsesmæssig og mere tidløs måde at forstå verden på. En art modgift til præstationssamfundet.
GIV MIG MERE! JEG DØR SÅ FLOT DET ER!
Corto – Mr. trying too hard
Selv efter alle disse badutspring har jeg dog svært ved – gisp – for alvor at blive tændt på Corto Maltese. Lad mig forsøge at forklarer hvorfor.
For det første. Forventningsafstemning. Serien blev til over en lang periode og det virker naturligt, at Pratt også blev en bedre tegner undervejs. Visse af tegningerne siger mig ingenting, mens andre er rigtig flotte. Regulærere kunstværker faktisk. De kvalitetsmæssige skift er meget menneskelige, men ikke videre befordrende for læseoplevelsen af serien som en helhed. I hvert fald ikke for mig personligt.
Som læser vil jeg ideelt set gerne vide omtrent hvad jeg får fra day one. Som forfatter/tegner må du gerne lidt lade som om, at jeg ikke må vide det. Men kun fordi vi to har lavet en underhåndsaftale på forhånd. Der skal altid være genkendelsesglimt.
Eksempel på noget lidt grovere Corto. Lidt grimmere, altså.
Det samme med slutninger. Slutningen eller løsninger må gerne være åben. Bare ikke wide open uden ledetråde og med løse ender. Det er dovent. Mysterier og at bryde fiktionens regler uden clousure er sprængfarligt. Mysterier må ikke kamme over og blive lazy writing. Dét sker efter min bedste overbevisning for Pratt. En vis skat i et vist album er der simpelthen ikke. Det er en fupskat. Et helt album med skattejagt for ingenting! Er det ikke bare lidt forkert? Jeg synes det.
James Dean prøver for hårdt!
For det andet. Forsøget på at være voksentegneserie, kulturel og edgy bliver for meget. Det bliver fortærsket, og det er som om Corto ”prøver for hårdt”, som ungdommen ville sige, på at være sømands-James Dean. Jeg har læst et sted at Cortos yndlingslæsning er Miltons Paradise Lost – som han selvfølgelig aldrig bliver færdig med. Jeg kan ikke lade være med at føle, at både Corto og hans skaber tager sig selv lidt for alvorligt. Selv i forsøget på at være cool ved netop lade være. Men det er selvfølgelig personligt.
Jeg kommer til tegneserier med bestemte behov. Og at være finlitterær voksen er ikke entydigt blandt dem. Dét er da en vigtig indsigt fra min egen lille verdensomsejling. Og dog har jeg stadig også på fornemmelsen, at Corto Maltese og jeg stadig har et vist udestående. Som om jeg ikke er færdig med ham – endnu. Ganske som han selv aldrig rigtig lader til behørigt at afslutte noget som helst.
/Aske
Jeg læste: Corto Maltese-albumene ”I Sibirien”, ”I Piraternes Fodspor” og ”Legenden Om Venedig” . Historier og tegninger: Hugo Pratt. Forlaget Faraos Cigarer.
I Ekspedition Classico tygger nørd og filosof Aske Sparrebro sig som ny tegneserielæser gennem alle de klassikere, han slet ikke vidste han havde forsømt. På bloggen dykker han hver gang ned i et nyt univers, værk, eller figur med særstatus og skriver om læseoplevelsen. Og han modtager gerne forslag – der er så meget derude!
Del på
