Weneetryhl ÅR 25.060/Ploid Spuni & Hullet i Havet
Weneetryhl er på LSD, og det hele er bare et langt halvpornografisk psykedelisk trip ud i galaksen, eller er det?
35 år efter hendes forsvinden, i det herrens år 25.060, drager vores tilbagevendte heltinde, Weneetryhl, ud på ikke bare én men to nye rum- odysséer. Bevæbnet til tænderne, men aldeles afklædt, kun iført sit multifunktionelle stripper-habit, er hun tilbage med Weneetryhl ÅR 25.060 og Ploid Spuni & Hullet i Havet. De to (gen)udgivelser i serien om Weneetryhl er et kærkomment gensyn med en superhelteskikkelse, der måske ikke ligefrem redder universet, men som bestemt kan redde ens eftermiddag.
Dobbeltudgivelsen markerede i 2017 44-året for den første udgivelse i serien, som kom i 1974 under navnet Weneetryhl Axtryhl. Sidenhen er der med flere års mellemrum klatvist udkommet et nummer, indtil sidste år, hvor altså hele to numre blev sendt på gaden. Og til trods for, at Weneetryhl efterhånden er en aldrende kvinde, så er hun stærk som aldrig før. Bag enhver stærk kvinde står som bekendt en veltegnende mand, og tilfældet her er ingen undtagelse. Manden hedder Paul Arne Kring. En for mange måske ikke specielt velkendt skikkelse i det danske tegneseriemiljø, hvilket i grunden er en skam. For han er en atypisk tegner med en særpræget stil, og ikke mindst med en baggrund, der rækker lidt ud over det sædvanlige. I en halv menneskealder har han slået sine folder indenfor teaterets verden, hvor han har bygget kulisser og rekvisitter. Med andre ord, så er han en, der bygger verdener. I tegneserien bygger han dog verdnerne med pennen, scenekanten er byttet ud med papiret, og kulissens rum er blevet til arkets billedrammer. Inspirationen til disse verdener henter han bl.a. i science- fiction genren, specifikt Roger Vadims kultklassiker Barbarella fra 1968, som også danner afsæt for de to nyeste udgivelser. Kring tager os her med ud på en rejse tilbage i tiden, til bl.a. 60’ernes flippede stilfigurer, 20’ernes noir, og ud i galaksens mest fjerne, outrerede og trippede egne.
Gosli Zley og Weneetryhl går på hinandens nerver i WENEETRYHL ÅR 20.060.
En feministisk antihelt
I den første af de to udgivelser, Weneetryhl ÅR 25.060, møder vi vores heltinde umiddelbart som hun vender tilbage efter sin forsvinden. Hendes ’prime directive’ er her at fange en mildest talt snotdum forbryder ved navn Gosli Zley – på papiret en nem opgave – hvis det da ikke lige var for Weneetryhls præpubertære forhandlingsevner. Før hun får set sig om, har hun nemlig lagt sig ud med intet mindre end tre civilisationer på planeten, hvor Zley befinder sig. Og i modsætning til, hvad én af universets måske klogeste mænd, Kaptajn Picard fra The USS Enterprise, ville have gjort, så terroriserer hun de kulturer, hun møder på sin vej. Det gør hun ikke blot, fordi det er en retfærdig kamp mod patriarkatet, men fordi Weneetryhl, når alt kommer til alt, kun følger ét direktiv: Prada. 5000 par Prada-sko. Det er tyngden af vores heltindes moralske gods. Hun er, med andre ord, først og fremmest sit udseende, sin frodige, storbarmede, kurvede og spandeksfikserede krop, som læseren er så heldig at få masseret sit blik med. Og så alligevel fornemmer man omridset af noget mere substantielt. Silhuetten af en slags feministisk antihelt, der slår et slag for undertrykte kvinder i galaksen kan skimtes. Denne dobbelthed gør Weneetryhl til et interessant og til tider også humoristisk bekendtskab. Særligt samtalerne mellem Zley og Weneetryhl er intet mindre end hylende morsomme, fordi de to karakterer komplimenterer hinanden ved på én og samme tid at rumme hinandens spejlbilleder og modsætninger.
Ploid Spuni og Weneetryhl filosoferer med kardinalen i Ploid Spuni & Hullet i Havet
Et slagkraftigt trekløver
Den anden udgivelse, nytegnede Ploid Spuni & Hullet i Havet, omhandler ligesom i den første udgivelse også mødet med den fremmede civilisation. Til forskel fra den første, så er tonen her dog noget mere seriøs, i den forstand at fortællingen behandler mødet med det fremmede på en anden facon. Fortællingen starter dog med, at Weneetryhl nødlander på en fremmed planet, hvor hun først møder den mandhaftige Ploid Spuni, og sidenhen den indfødte, amazone-agtige Lubscaya. De indgår sammen et uortodokst skæbnefællesskab mod planetens ondskab, patriarken, og mod den dogmatiske religion, der truer alle tre kvinders eksistens som sexhungrende, alkoholiserede og chauvinistiske skikkelser. Kvindernes opførsel fremstår gennemgående som et komisk snit i fortællingen, idet de grundlæggende set mangler næsten enhver form for selvindsigt. Under overfladen handler fortællingen dog om så meget mere. Den iscenesætter nemlig nogle af de mest grundlæggende filosofiske polemikker om bl.a. menneskets forsmåede perspektiv og om grænselandet mellem tro og viden. Fortællingen åbenbarer sig i lag, fra planetens flydende overflade til byens dybeste katakomber, på kryds og tværs af subkulturer, fra kirkens inderlighed til diskotekets yderlighed, fra klassicismen brutalistiske udtryk til 1920’ernes bløde art deco. Iscenesat i en fjern galakse på en fremmed planet konfronterer fortællingen således læseren med sin egen kulturhistorie, samtidig medat den giver et kig ind i krystalkuglen. For hvem ved, hvordan fremtiden ser ud.
Ploid Spuni og Weneetryhl synder på Kristus i Ploid Spuni & Hullet i Havet
Et psykedelisk trip
To gode trip ligner sjældent hinanden. I ét trip hallucinerer du måske menneskelignende vandmænd, og i et andet bliver du måske jagtet gennem en middelalderby af religiøse mørkemænd. Sådan er de to fortællinger Weneetryhl ÅR 25.060 og Ploid Spuni & Hullet i Havet to ulige, men alligevel ens trip ud i galaksen. For formen er overordnet den samme, bevægelsen gennem en regnbuefarvet verden, rum for rum, farve for farve – det er det organiserende princip i Krings fortællinger. Et univers, der er sirligt struktureret i et 1:1 forhold, én-farvet og entydigt i klassiske paneler, og så alligevel fremstår det aldeles outreret. Alting fremtræder således forvrænget, farverne virker fraudulente, næsten psykedeliske, på den unaturligt skrighvide high-key belyste baggrund. Og så er der Weneetryhl, vores visuelle lækkerbisken, der i sin fysiske fremtoning næsten gør sit alterego, Barbarella, til skamme. Hun er mesterligt ført i en fed streg, som bærer referencer til især 60’ernes kitsch, mens den mere ironiske pop art-kultur spiller en birolle i kraft af universets ekspressive former og farvekomposition.
Paul Arne Krings to nye fortællinger i serien om Weneetryhl er som et bevidsthedsudvidende stof, der ganske enkelt eksploderer i hovedet på en, når man læser dem. For Paul Arne Kring har en fantastisk fornemmelse for at skabe verdener, i Weneetryhl af den komiske, halvpornografiske og forunderlige slags, med en fumlende-feministiske, storbarmet, brunette-dum, ilter og absolut uforberedte superheltinde i hovedrollen. Det er et kærligt gensyn.
