Ved første blik ligner Simon Hanselmanns ”Livet er en fucking fest” en typisk stoner-tegneserie fra indieskuffen. Men der gemmer sig mere under overfladen. Man skal bare tage et ORDENTLIGT hiv.
Og det har man så sandelig mulighed for i denne pragtudgivelse fra Forlaget Forlæns. De har nemlig samlet rub og stub af alt, hvad Hanselmann har lavet med de hashrygende ”venner” Megg, Mogg og Ugle i en telefonbogsstor bog komplet med stift bind og lækkert mat papir, der lugter godt. Man får med andre ord mulighed for at hænge ud med de tre bundeksistenser i en god, rum tid. Og det er faktisk nok pointen med tegneserien.
Der er tale om en slags situationskomedie fra kanten af samfundet. Megg er en heks med grøn hud og spids hat, Mogg er en talende kat, der sommetider dyrker forstyrrende grafisk (dyre)sex med Megg, og Ugle er… ja… en ugle på to lange, gule ben og sommetider iklædt et slips, hvis han er midt i et af sine evindelige forsøg på at gøre noget respektabelt med sit sørgelige liv. De bor sammen i en røvsyg forstad et sted, og størstedelen af deres dage går med at ryge sig skæve og ”feste” igennem. En række bifigurer vælter også ind og ud af narrativet, hvoraf den mest markante er Varulv Jones. Og ja, han er så en varulv. Han er en af den slags venner, man måske i virkeligheden burde udstøde fra vennekredsen. Fyldt med seriøst grænseoverskridende indfald og hele tiden på kanten af, hvad selv vores tre hovedpersoner kan holde til.
Så langt, så Flipkompagniet. Heldigvis er der mere at komme efter end bare grov og sort humor.
Mastodontbogen består af en række korte og længere historier udgivet diverse steder igennem årene. De første er – lad os være lidt ærlige her – ret groft, grænsende til primitivt tegnede. Dialogen er allerede på plads, men man kan godt se, at der er tale om undergrund. Et eksempel er den gode Varulv Jones, der altid er tegnet med hovedet til den ene eller den anden side og aldrig forfra. Siden hen bliver Hanselmann bedre og bedre og leger også mere og mere med de muligheder, der er i mediet. Når han i de senere historier tegner en historie (grimt) med farvekridt, virker det ikke som amatørisme, men som et billede på den opløsning, der finder sted i historien. For vi har allerede set, at han kan mere. Da Megg får en depression, forsvinder farverne, og den allerede eksisterende tristesse får lige et hak ekstra på nederenskalaen. Vi får også lov til at følge Megg igennem mareridtsagtige trips og depressioner, der skildres med stor gru og en sans for det surrealistiske. Hanselmann ser ud til at nyde at kaste sig ud i disse grafiske eskapader, og det er da også en deprimerende og angstfremkaldende fryd at følge med på rejsen.
For ikke overraskende dækker den grovkornede, prutte-bræk-pik-og-kusse-fnis-fnis-agtige humor nemlig over, at det hele i virkeligheden er ekstremt sørgeligt. Hanselmann har selv en del erfaring med at ryge diverse mere eller mindre lovlige substanser, og man sidder som læser og bliver lidt bekymret for ham. For det liv, han skildrer i “Livet er en fucking fest” er alt andet end en fest. Megg og Mogg kører lidt deres eget parløb, hvor Ugle fryses ude eller direkte mobbes. En practical joke udvikler sig for eksempel til en situation, hvor man som læser bagefter sidder og overvejer, om Ugle reelt set ikke blev voldtaget af sine venner i den scene. Selv Ugle er faktisk lidt i tvivl. I det hele taget eskalerer ting ofte udover, hvad der må regnes som rimeligt i ethvert mellemmenneskeligt forhold.
Venskab skildres som fjendskab. Fest skildres som det rene tortur. Men begge dele er ting, som vores hovedpersoner frivilligt deltager i. For hvad fanden skal de ellers gøre? Uden selv at have den mindste form for personlige erfaringer fra den type subkultur, som bogen foregår i, kan jeg alligevel godt nikke genkendende til ungdommelige aftener tilbragt sammen med mennesker, man ikke rigtigt var tryg ved eller havde lyst til at hænge ud med. Fester, der kører af sporet og hvor tonen bliver grovere, end hvad godt er. Situationer, hvor drengerøvsagtig hyggesnak mere og mere begynder at lugte af mobning og klikedannelse. Problemet for Megg, Mogg og Ugle er så selvfølgelig, at hele livet er en sådan (fucking) fest. Der er ikke andet. Ingen steder at flygte hen.
Hvis der er en spændingskurve at finde i disse løst sammenhængende, bevidst tilbagelænede og stenede situationshistorier, så er det i Ugles kamp for sin egen sjæl. Han er inderst inde nok lidt bedre end de andre. Der er et glimt af håb i Ugle. Før han blev lokket ned i hashtågerne af Megg og Mogg, havde han faktisk noget kørende for sig, hvilket vi da også ser i meget små glimt strøet udover hele bogen. Derfor er det faktisk ekstra hårdt at være vidne til Ugles forfærdelige opførsel og generelle deroute. For han KAN ikke ændre sig eller tage sig sammen. Kan han? Når han er virkelig væk på ulovlige substanser eller den alkohol, han indtager så rige mængder af, er han nok i virkeligheden den mest ondskabsfulde af dem alle sammen. Ugle skuffer KONSTANT!
Portrættet af de her figurer er nådesløst. Der er med andre ord langt fra Hanselmanns univers til det mere spraglede univers, vi fandt i Flipkompagniet i sin tid. Det er ikke bare for sjov hos Hanselmann, men derimod dødeligt alvor. Historien om disse randeksistenser føles almen og relevant – også for dem af os, der ikke kommer i slige kredse ude i den hårde virkelighed. Vi har vel alle prøvet at gøre noget, som vi nærmest skammede os over, IMENS vi gjorde det. Noget vi godt vidste, at vi egentlig var for gode til at gøre. Så selvom miljøet – i hvert fald for mig – føles fremmedartet og (anti)eksotisk, så rammer tegneserien alligevel ned i nogle følelser, jeg egentlig mere har lyst til at glemme, at jeg nogensinde har følt. Så point til Hanselmann.
Og så skal vi da heller ikke glemme, at det rent faktisk også er sjovt. Dialogen er skarp og føles autentisk – også i den virkeligt fine danske oversættelse, der på intet tidspunkt føles forceret. Den er også med til at skabe en oplevelse af, at man dykker ned i en verden og bliver hængende nede i dyndet sammen med persongalleriet. For bogens længde gør nærmest læseoplevelsen stærkere og forstærker indtrykket af et dagligt trummerum, der også fungerer som et fængsel for de stakkels tabere, som man så altså også både griner både af og med. Som det så ofte er tilfældet med rigtig god og effektiv humor, så gemmer der sig stor tragik ned på bunden af heksegryden med grove jokes.
Karakter: 5/6
Værkets titel: Livet er en fucking fest
Forfatter/tegner: Simon Hanselmann
Forlag: Forlæns
Form: 360 sider i farver. Hårdt bind.
Vejl. pris: 249,-
ISBN: 9788791611575
Udgivelsesår: 2015
Udgivelsesland: Danmark
Del på
