Fem dage med tegneserieforskning i Skotland. Tag med Academaniac til endnu en konference.
I midten af Dundee står en statue der hylder Desperate Dan – figuren fra tegneseriebladet Dandy, der startede i 1937.
Det kan se ud som om jeg er en rigtig ’travelling man’, men jeg hader egentlig at flyve. Derfor passede det mig helt perfekt at tage to konferencer lige i rap i samme del af verden – så kunne jeg nemlig tage toget i stedet.
Turen fra York og op langs kysten over Newcastle og Edinburgh op til udmundingen af floden Tay som man krydser før man så er i Dundee. Sikke en tur. Alle pengene værd. Og det var ellers ret dyrt. Dundee i sig selv er til gengæld ikke noget at råbe hurra for. De fleste mellemstore provinsbyer i Danmark ville tage sig godt ud ved siden af denne kedelige og grå by. Med én undtagelse! Tegneserieforsknings-mæssigt er dette et epicentrum! Den første i verdenen der er blevet ansat som professor i tegneserier (og altså betitlet som dette, ikke bare har det som hyggeprojekt!) sidder i denne by, og der er derfor et livligt miljø af yngre forskere og studerende.
Den årlige IGNCC (International Graphic Novel and Comics Conference) afholdt i samarbejde med IBDS (International Bande Dessinée Society) gik ned på universitetet i Dundee i sommers, og undertegnede var til stede for at lære fra alle de bedste. Det der følger her bliver en gennemgang af højdepunkter og pudsige indslag fra konferencen krydret med personlige oplevelser (okay, dvs. hvad jeg spiste…).
Thierry Groensteen tager imod spørgsmål og får hjælp af skotske Laurence (Billy) Grove.
Smalltalk med kongen
Et af de store scoop på konferencen var at mandagens keynote speaker (den slags hvor taleren er særligt inviteret til at holde et langt foredrag) var selveste Theirry Groensteen fra Frankrig/Belgien – vel nok den vigtigste tegneserieforsker vi har haft i Europa nogensinde. Det var også en god forelæsning, men i frokostpausen fik jeg sneget mig til at sidde og sludre med ham og to andre over den kedelige konference-mad. Mest ville han fortælle om sin nye nebengesjæft som krimiforfatter, men jeg fik da sneget ind i samtalen at jeg havde skrevet et speciale hvor jeg brugte hans begreber i en analyse af Chris Ware. Som mange sikkert kan gætte, så er det lidt af en kliche i tegneserieakademien at skrive sit store ungdomsværk om ham der Chris Ware. Og Groensteen rullede også åbenlyst med øjnene – han frygtede tydeligvis at han skulle bruge sin frokostpause på at høre endnu en ung, håbefuld forsker komme med studendikose analyser af anmelder-darlingen over dem alle.
Thierry Groensteens Chris Ware-bog endte som kapitel i denne nye (oversatte) gennemgang af 10 mesterværker fra tegneseriens historie.
I stedet fortale han en pudsig historie om en bog han har skrevet om Chris Ware…som aldrig blev udgivet. Tanken var at lave en bogserie i høj kvalitet om de store mesterværker i tegneseriens historie, og Groensteen har fået samlet det sammen til en enkelt udgivelse her. Men den oprindelige Chris Ware bog var en udfordring af monografi-genren (ikke ulig denne spritnye udgivelse), og Groensteen fik overbevist forlaget om at trykke ét enkelt eksemplar. Til de ægte fans derude: den ultimative hipster-Ware-udgivelse. Ét eksemplar på fransk på en hylde hos Thierry Groensteen.
Tørgær
På konferencer får man dårlig mad. I hvert fald anderledes mad. Jeg er endda vegetar og min krop er totalt skrøbelig og vattet. Derfor havde jeg besluttet mig for at bo på et hostel med køkken frem for et hotel med komfort. Jeg ville bage mit eget brød i Skotland. Det var en oplevelse i sig selv. For det første virker det ikke som om ’brød’ er en ting i Dundee. Nu er jeg godt en hippie-akademiker-speltfar-type, men jeg var altså overrasket da jeg konstaterede at 0% af byens bagere førte produktet ’brød’. De lavede sandwich, kager og butterdej med smums i. Så gik ned i det aldrig-rengjorte køkken og fandt den nærmeste australske backpacker der kunne låne mig noget gær. Næste oplevelse. Tørgær! Jeg havde ikke fanget at vi er vildt naturlige og helse-agtige når vi i Danmark render og bruger rigtig, frisk gær i vores brød (for da slet ikke at tale om surdej!). Men bollerne blev fine, og jeg imponerede en del misundelige akademikere den dag.
Køkkenet på hostel i Dundee. Here the magic happens.
Tegneseriens krop
I løbet af ugen var der mange fede oplæg der inspirerede, underholdte, udfordrede eller provokerede mig. Tom Sewel fra Skotland holdt et oplæg som på mange måder lignede det projekt jeg drømmer om at bruge de næste tre år på. Derfor var det en skøn forening af glæde og frustration. Glæde over at jeg har fat i noget fedt, og frustration over at der er nogen derude der har fat i det samme OG er bedre end mig. Jeg skal ikke kede jer med hele hans oplæg (og det ville også have krævet væsentligt bedre noter fra min side), men jeg vil fremhæve én væsentlig pointe som jeg ganske givet kommer til at vende tilbage til her på bloggen. Det handler om materialitet. Om hvor vigtigt det er at tale om tegneseriers materialitet når vi vil sige noget fornuftigt om dem.
Det kan koges ned til dette: Vi har en tendens til at se tegneserier som en form, hvorigennem en eller flere kunstnere vil sige noget til en læser – og så er tegneseriens materiale en art modstand eller medhjælper. Det er eksempelvis dyrt at trykke en farvet bog, så mange nøjes med sort/hvid. Vi tænker på tegneserier (og al slags kunst naturligvis) som noget der findes i kunstnerens hoved, og så gælder det om at få det bedst muligt videre til læseren. Den dygtige kunstner er dén der klarest får sin ide ud gennem materialets modstand og hen til læserens hjerne og følelser. Men sådan bør vi ikke forstå tegneserier. Materialet er ikke en modstand eller et vilkår. Materialet er en af de vigtigste medspillere i det arbejde det er at lave en tegneserie. Der findes bogstavelig talt ingen tegneserier der ikke er materielle (billeder på en skærm er også materielle). Uanset om man ser på det historisk eller ser på den enkelte kunstner, ja så var der ingen tegneserie før der var materiale – papir, pen, indbinding, forlag, redaktør, hvad som helst. Sådan har det altid været, og det er der i princippet ikke ændret noget ved, og så alligevel. For det interessante er jo, at flere og flere tegneserier ser ud til at være bevidste om det her. Flere og flere tegneserier forholder sig aktivt til deres egen fysiske krop. Men alle tegneserier har en krop – et materiale. Vi er bare nødt til at blive bedre til at tale om det.
Opslag fra “O Beijo Adolescente” af Rafael Coutinho
Rafael Coutinho
Et af de andre oplæg kom med et eksempel på en tegneserie der er bevidst om sin krop, og også vil tale om dette i en bredere forståelse end blot om tegneserier. Edward King der sidder på University of Bristol, er ekspert i brasilianske tegneserier og han viste os en masse af tegneseriekunsteren Rafael Coutinho – og det var for vildt altså. Det var virkelig en påmindelse om at man burde kunne læse alle sprog, for der er bare så mange fede tegneserier derude. King talte især om Coutinhos trilogi ”O Beijo Adolescente” – et værk der forsøger at bearbejde menneskets fysiske og digitale bevægelse i byen. Nye netværker der skabes på tværs af geografiske steder og sociale grupper gennem det digitale. Som man fornemmer i nedenstående eksempel hvor fokus er mindre på den opbrudte handling i tid, og mere på den samtidighed tingene har. Det betydningsfulde i de her menneskers samtaler er deres geografiske forhold til hinanden – såvel i byens tredimensionelle arkitektur som på sidens todimensionelle arkitektur. Lad os håbe at nogen snart oversætter dem til et sprog jeg har fået lært.
Side fra “O Beijo Adolescente” af Rafael Coutinho
Afsked
Der er åh så mange fantastiske mennesker jeg gerne ville namedroppe og lovprise, og der er åh så mange tegneserier jeg gerne ville anbefale og snakke om, men der her er jo bare et sølle blogindlæg, så jeg stopper nu. Planen var at tage til Skotland for at se hvad det er for noget der her med store konferencer, og for at forstå hvor tegneserieforskningen er henne af i disse år. Begge dele lykkedes helt sikkert, og så er det jo kun glædeligt at det tredje og vigtigste mål også blev nået – networking. Det er en fjollet verden hvor man sådan skal være ekstra glad for at få nye venner fordi de jo også er kontakter, men omvendt er den slags nok nærmest endnu værre for forfattere og tegnere. Jeg glæder mig over at jeg faktisk mødte en masse rigtig søde mennesker som jeg vil holde fast i er mere end blot ”kontakter”.
Til sidst blev det dog tid. Pakke rygsækken og drage mod Edinburgh næste morgen hvorfra flyet skulle få mig hjem. Jeg nåede dog lige at besøge den hyggelige lille Deadhead Comics i Edinburgh hvor jeg investerede i et par tegneserier og spiste vegetarburger med min nye ven Alex Fitch. Næste gang jeg gør sådan noget her (hvis det nogensinde sker), ja så vil jeg have sparet op, så jeg kan købe ALLE de tegneserier jeg gerne vil…eller i hvert fald lidt flere.
Deadhead Comics butik i Edinburgh
Det var afslutningen på min saga for denne gang. Vi høres ved på bloggen i løbet af efteråret hvor den står på et oplæg om Zenobia, et seminar i Aarhus, en lillbitte tur til Seattle (hvor jeg bl.a. skal besøge Fantagraphics!) samt en helvedes masse undervisning med uvidende sjæle der skal indoktrineres i tegneseriens navn.
Del på
