Anmeldelse
Første del af Angel Wings er tidligere blevet anmeldt her på sitet, og der er ikke meget mere at tilføje efter denne anden ombæring af flyverserien.
Angela McCloud er stadig som WASP, amerikansk kvindelig pilot under 2. verdenskrig, engageret ved fronten mellem de allierede og japanske styrker i Indokina, nærmere bestemt Burma, hvor nogle af de hårdeste lufthalse blandt amerikanerne har base. Hun kæmper stadig med at bevise sit værd i en fuldstændig mandsdomineret verden og mod stikkere og spioner af både professionelle og personlige grunde. Og hun har stadig problemer med kærlighedslivet og den mere traditionelt feminine konkurrent i form af sangerinden og entertaineren Jinx, der er strandet i Burma på sin turne blandt frontens kæmpende.
Handlingen skrider fremad i dette andet af planlagt tre album; Angelas kvaliteter bliver sværere at overse, der bliver vendt et par brikker i spionspillet, og de to umage kvinder køres i stilling til et påtvunget, tættere samarbejde; men det er stadig ikke så vigtigt eller udpræget vedkommende: Den erfarne forfatter, Yanns, opgave er stadig blot at sørge for et ikke decideret hullet eller historisk ukorrekt bagtæppe for showets stjerne, Hugaults, fetischistiske gengivelser af primært (krigs)tidens fly, sekundært dens pinuppede kvindetyper.
Og flyene er da også flottere end nogensinde; der er flere af dem, undervejs, i kamp, på jorden, i fart og stillestående, i morgengryets og skumringens og måneskærets helt rigtige lys: Det er virkelig wauv mange gange i løbet af albummet. De kvindelige hovedpersoner er også flotte et par gange, når Hugualt gider, men det gider han ikke nær så meget, som man måske skulle tro; det er altoverskyggende flyvere, der bliver lagt kræfter i at tegne. De mandlige piloter glider sammen i en brunlig grød af løse streger, for dem gider han slet ikke, med mindre det er tvingende nødvendigt for handlingen, f.eks. at vi kan skelne skurkene fra de øvrige personer, og selv da knap nok og ikke altid.
Det er fascinerede og sine steder helt overvældende at se frembringelserne fra en tegner, der er så meget bedre til og mere interesseret i maskiner end mennesker, da det som regel og af naturlige grunde oftest forholder sig omvendt. Men selv om Hugault album for album også bliver (lidt) bedre til at håndtere tegneseriens sekventielle forløb, så læser Black Widow, som dette 2. album i serien hedder, stadig stift og ikke særlig dynamisk. Det føles først og fremmest som en billedbog, med forstyrrende talebobler mellem de mange flotte fly og par pinups hist og her. Så bedømmelsen bliver den samme som af det 1. album, måske med en lille pil opad for de trods alt lidt mere fokuserede fyldtegninger.
Del på
