Anmeldelse
Babysprog, pruttehumor og en handling, der næsten er blevet væk. Læg disse ting sammen og facit gør ikke noget godt for den gode gamle Spiril, når den optræder i sin egen serie.
Franquins palombianske jungledyr Spirillen, der blev opfundet som bifigur til Splint & Co. i 1952, viste sig hurtigt at have et stort potentiale. Så stort at den fik sit eget album i serien med Den vilde spiril. Da Franquin forlod Splint & Co. gjorde spirillen det samme, efter en kort gæsteoptræden hos Fournier, og dukkede først op igen i Spirillens vrede fra 2016. Det betød dog ikke at guldægget fik lov til at hvile sig.
Siden den i 1987 fik sin helt egen serie, er det blevet til et album om året, alle tegnet af Batem, mens forfatterne har skiftet en del. Der blev lagt ud med rutinerede og ekstremt produktive Greg, der ud over at have skrevet for Franquin til Splint & Co. også er kendt fra samarbejdet med Hermann i Bernard Prince samt Red Kelly og sin egen ordrige August Julius. Derefter gled skrivemaskinen videre til Yann, der nærmest har specialiseret sig i at videreføre klassikere som Lucky Luke, Splint & Co. samt Thorgals verden og i de senere år Stéphane Colman, Chok, der også har forfattet de album, som Cobolt har valgt at genoptage serien med.
Det kan virke som kynisk økonomisk kalkule, når en biperson fra én serie bliver hovedperson i sin egen, og er det sikkert i de fleste tilfælde. Eksemplerne er talrige, både fra hjemlige og udenlandske himmelstrøg. Jætteungen Quark fra Valhalla fik spalteplads i både aviser og egen albumserie. Ovennævnte Chok var oprindeligt skurk i Tim og Thomas og fængselshunden Ratata fra Lucky Luke måtte senere klare forbryderne med sin egen begrænsede hjernekapacitet.
Ironisk nok er Spirillen i Viva Palombia! blevet reduceret til biperson i sin egen serie, hvor junglen i stedet har fået hovedrollen. Colman har skruet en yderst fragmenteret historie sammen, der under forårsjævndøgn skal lade amorinerne få frit spil og kærligheden ramme både mennesker og dyr. Det krydres lidt med legenden om den første spiril, ”Spirilcoatl”, og en magisk kærlighedsblomst. Handlingen er dog mest en undskyldning for at lade en lang række af seriens trofaste persongalleri optræde i små sekvenser, hvor de kan gøre det, de plejer at gøre. Papegøjerne mister igen deres haler, leoparden får igen tæsk, Bring M. Backalive får igen tæsk, piratfisk bliver … igen spist.
Serien om Spirillen er nok mest henvendt yngre læsere, hvorfor det kan undre, når der pludselig dukker ovenstående reference til E.P. Jacobs Blake og Mortimer op midt i det hele. Når det kommer til navngivningen af de indfødte samt deres sprog, så er målgruppen dog klart så ung, at de ikke har hørt om Tintin i Congo endnu. Colman diverterer med navne som ”Fisirumpetten”, ”Drilpind” og ”Tænfortévé”. Sjovt? Måske til nøds i en tihestes brandert. Men det kan faktisk godt undre lidt, at de indfødte taler babysprog med replikker som:
- Vavardet?
- Manblirhelbang.
- Hvalavedduh?
Colman slår dog ”simultantolkningen” til de fleste gange, så de faktisk taler helt civiliseret, så det var selvfølgelig bare for sjov, kan man indvende, hvis den svenske censur skulle kigge forbi.
Batem leverer sin sædvanlige Franquin light, der jo på mange måder er klassisk ved første øjesyn, men også snyder rigtig meget på vægten, hvis der skal sammenlignes med originalen. Junglekulisserne er ofte barberet ned til et minimum. Antydningen af et par blade, lidt græs eller en enkelt træstamme og så må læserens fantasi fylde resten ud. Lidt som at se Disney sjov på DR, hvor man skiftevis glædes og fascineres over de gamle klassikere for bagefter at sidde målløs over hvor grimt man kan få det til både at lyde og se ud i de nye. Så slemt står det dog på ingen måde til med Batem, der, når han ellers gider, sagtens kan levere stemningsfulde og detailmættede billeder. Det gør han desværre bare ikke ret ofte i denne omgang.
Moralen om at der er en portion kærlighed til alle, uanset hvor grim man så end er, er naturligvis sympatisk. Det ændrer bare ikke ved, at det er svært at øse kærlighed ud over dette miskmask af en undskyldning for et album. At Spirillen som tidligere biperson i Splint & Co. nu er biperson i sin egen serie gør heller ikke noget godt. Vittigheder og ordlege på børnehaveniveau bidrager just heller ikke til at få morskaben i vejret. Hvis du tror, det hele måske bliver reddet af ”Prutfætteren” (ja, man tror det er løgn, men det er altså et dyr i historien), så bør du måske alligevel stifte bekendtskab med Viva Palombia!