Anmeldelse
Gys som vores amerikanske mormor lavede det, dvs. lige dele overnaturligt, ulækkert og underlødigt.
Den på 10 A3-ark printede, ombukkede og sammenhæftede Radbrækket syner umiddelbart af forgårsdagens fanzine, men et opslag i indholdsfortegnelsen afslører, at Zven Balslevs Cult Pump Comix står bag, og at bidragyderne til antologien udover Balslev selv også omfatter Søren Mosdal, Tue Sprogø og Benni Bødker. Så nogen amatørudgivelse er der ikke tale om, selv om samlingen af gysernoveller bevidst og velvilligt præsenterer sig som pulp, kitsch og alt andet en lødig underholdning.
Mosdal indleder med et forholdsvis klassisk, om end tidsmæssigt udspillende sig i noget, der i hvert fald minder om nutiden, gys i forlængelse af Poe, Bradbury og Hitchcock præsenterer. Hovedperson er en morder af den gamle skole, uden motiv, psykologisk profil eller andet nymodens pjat, der selvfølgelig skal have straffen for sine ubegrundede ugerninger udmøntet ved skæbnens ironi. Liget jeg glemte er ikke overrumplede original, men overordentligt tjekket illustreret og helt i orden.
Sammen med Tue Sprogø har Zven Balslev strikket historien til Det skal blive så godt! sammen. Eller rettere, der er en rammefortælling om noget svinezombiepest i Danmark, men det betyder ikke det store, når Balslev buldrer derudad med sine kollager af smat, gris og sprøjt. Ubehaget udspringer ikke så meget af handlingen som af Balslevs kombination af 70’er-naivisme og uhumskhed.
Tue Sprogø tegner mere traditionelt; han har til dette nummer af radbrækmagasinet illustreret Benni Bødkers skrevne novelle, I al evighed, og sin egen tegnede Ondskabens DNA. Førstnævnte er en i sammenligning med resten af magasinet egentlig ganske børnevenlig og udmærket skæbnefortælling om en mand, der kører en kronhjort ned under en voldsom snestorm og dermed påkalder sig overnaturlige kræfters opmærksomhed, mens sidstnævnte er en pastiche over og kærlighedserklæring til 50’ernes science/horror-blade. Sprogø har måske lige lovlig stor respekt for forlæggene og kunne godt opdatere et par af de tematiske elementer, så de føltes lidt mere nutidige, men EC-skabelonen er væligt appellerende og ikke den værste at kopiere.
Mårdøn Smet har leveret to bidrag, en kort omskrivning af tornerosefablen, Den sovende skønhed, og en lidt længere historie, Paraplyen, om en grå og undseelig funktionær, der nedkalder alskens ondskab over sig simpelthen ved at være så kedelig og regelret og vanestyret, at forfatteren ikke kan holde det ud. Smet introducerer i det alternative eventyr og udbygger under fuldmægtigetypens langstrakte pinsler det mest originale indslag i udgivelsen; nyfortolkningen af EC’s fortællere Vault og Crypt Keeper og Old Witch i form af en hærdebred, storbarmet dominatrix uden mellemgulv og med indvoldene dinglende omkring hendes muskuløse, højskaftbestøvlede ben: Det er godt nok en god, især i den længere historie, hvor hun rigtig folder sig ud, ond figur!
Radbrækket rummer masser af fortælleglæde og boltren sig i gysergenren, masser af den gode udgave af nostalgi for tidligere tiders tegneserier, fra dengang de var undergrund, underlødige; der man gik hen for at finde det, der ikke var pænt og passende i nogen andre sammenhænge: Det er vældig sympatisk og bærer udgivelsen et godt stykke hen ad vejen. Dog kan fortællingerne ikke helt gøre sig fri af deres lidt parantesiske præg; der er ikke nogen af dem, måske bortset fra Smets madamme, der bliver siddende i skoen og generer efter endt læsning.
Men det skal ikke opfattes som en nedadvendt tommelfinger herfra, tværtimod; undertegnede kan kun opfordre til at støtte det her projekt. Det er fedt, at det er der, lige som de par andre magasiner, der er dukket op i de seneste år herhjemme; det er vigtigt, at der er den slags samlede udgivelsesplatforme, og prisværdigt at der nogen, der sørger for, at de er der: Jeg håber, at kulten bliver ved med at pumpe.
