Academaniac har nærlæst Bue Bredsdorffs Hjem fra 2017 der både er en tegneserie og ikke en tegneserie.
Endnu et blogindlæg, endnu en konference. Denne gang er der ingen eksotiske flyveture og hoteller, for stedet er Aarhus, og rejsen bestod således i at cykle fra min egen ende af campus og knap en kilometer til de gamle kasernebygninger. Jeg sidder i forskningscentret Litteratur mellem Medier som altså var værter for den internationale konference “Modes of Reading” – mit oplæg handlede naturligvis om at læse tegneserier. For ikke at starte fra Adam og Eva, tog jeg udgangspunkt i en tegneserie der på én gang slet ikke ligner en tegneserie, og samtidig sætter læseren i præcis den læsesituation som en typisk tegneserie gør. Her deler jeg derfor, med jer, nogle tanker om Bue Bredsdorffs glimrende bog Hjem.
Hjem er udgivet på forlaget Basilisk, et litterært forlag der udgiver oversat skønlitteratur, ny dansk poesi, forfatterskolelitteratur samt forskellige akademiske essays og lignende. Bogen går på tværs af de forventninger man som læser har i mødet med betegnelsen ’tegneserie’, både i tegnestil, komposition samt selve bogens fysiske fremtræden. En lille kvadratisk boks med tre mindre bøger i – det er ikke sådan en ’normal tegneserie’ ser ud.
Værket består af en kasse med tre bøger i.
Fortælling eller ej
Hvor de to af bøgerne i kassen er vandringer gennem henholdsvis barndomshjem (”Huset i Sønderhå”) og ungdomshybel (”Husumgade 30”) er den tredje bog (”Ly”) glimt fra et byggeprojekt. De to førstnævnte er vandringer rundt i huse snarere end vandringer fra A til B. I huset og lejligheden bliver vi ført rundt i kroge, hjørner og udsigter, men vi styres ikke af en fortælling, og rækkefølgen er ikke pointen. Stederne vi får at se i disse to bøger, er placeret ved siden af hinanden, men værket vil have os til at se sammenhænge der ikke er kausale eller kronologiske. Det er stederne og tingene samt deres kvalitet som fysiske erindringer der er vigtige. Minderne er fysiske steder der, for det erindrende jeg, eksisterer på én gang – samtidig med at de har fundet sted i en specifik tid. For selvom det tydeligt er et værk der søger at afbryde og nedbryde den lineære fortælling, ja så er dette netværk af sidestillede steder stadig bundet ind i et fintmasket slør af fortælling.
Første side i “Huset i Sønderhå”
For enden af grusvejen
Første side i ”Huset i Sønderhå” viser os ”For enden af grusvejen”, en sætning der står i skarp kontrast til alle andre i bogen. Hver eneste side har én koncis sætning uden verber, domineret af et substantiv (eller substantiveret verbum), og tegningen viser så enten denne ting, dette sted eller en stedslig repræsentation af en følelse. Eksempelvis: ”Støvet på bøgerne”, ”Middagsluren på sofaen” eller ”Længslen efter byen”. Den første sætning, ”for enden af grusvejen” skiller sig ud ved ikke at være lukket om sig selv, men snarere være begyndelsen på noget – begyndelsen på en fortælling. Hvad ligger der for enden af grusvejen monstro? Det gør naturligvis det hus vi nu vandrer rundt i. Hvor alle de andre sider er vandringer-rundt-i er den første side en vandring-hen-til. På samme måde skiller sidste side sig ud. Efter 64 siders vandring rundt i dette barndomshjem møder læseren sætningen ”Alt sammen er til salg”, og på tegningen ser vi huset udefra med et til-salg skilt i forhaven. Denne ene sætning muliggør en læsning af hele bogen som én sætning, og sammen med den første side skabes en narrativ ramme for det ellers fragmenterede værk. Det er fortællingen om et barndomshjem der ligger for enden af grusvejen ude på landet, og efter mange år og mange følelser er huset nu til salg. Samtidig er det en poetisk gennemgang af hvordan følelser og erindringer er forbundet via de fysiske steder i og omkring dette hus. På den måde fastholdes ”Huset i Sønderhå”, ligesom værket som helhed, i et spændingsfelt der ikke endeligt lader sig definere som hverken fortælling eller ikke-fortælling.
Typisk side fra “Husumgade 30”
Larmen fra støvsugeren
I ”Husumgade 30” forhandles spændingsfeltet på næsten samme måde. Bogen begynder med gaden og vi vandrer så rundt i denne lejlighed og de erindringer som er fysisk aflejret i rummene, men også andre steder tæt tilknyttet lejligheden. Igen er der tekst ved hver tegning, placeret i et tekstfelt oven over tegningen – nærmest som en overskrift. Hvor vi i huset undersøgte hjørner og kroge af barndomshjemmet, er lejligheden tættere forbundet med steder rundt om i byen, og midtvejs i ”Husumgade 30” træder vi ud af bygningen med sætningerne ”underskuddet på kontoen” og ”det tomme blik i øjnene”. Tonen og rytmen er den samme, og resten af bogen veksler mellem udsagn som ”larmen fra støvsugeren” og ”ensomheden om søndagen”. Den (hjem)by vi møder i tegningerne er præget af lyskryds, cykelstier, broer, vaskerier og kirkegårde. Det er hverdagens steder som man passerer igen og igen, men nemt kan glemme at lægge mærke til. Det skaber den samme melankolske nostalgi som der var i beskrivelsen af barndomshjemmet. På sidste side ser vi ind i en bils bagagerum fyldt med flyttekasser, og teksten lyder ”altsammen skal væk”. Igen er værket udspændt mellem at være en lineær vandring fra A til B og en fragmenteret vandring rundt mellem sidestillede steder og rum.
Typisk side fra “Ly”
Poetisk fortælling
I ”Ly” er der ingen tekst, og tegningerne står frit svævende på siderne, kun forankret til en græsmark hvor to sæt af hænder bygger et simpelt hus. Det er som om blikket på hver side er fæstnet ved detaljer i græsset eller på byggeriet; spanden hvor betonen blandes, en boremaskine der skruer en skrue i, en kop kaffe i pausen. ”Ly” er poetisk på en anden måde end de to andre, men det er tegningerne selv der tilbyder denne poetiske kvalitet. Hver tegning er et udsnit af virkeligheden, men afgrænsningen er sløret, og det får tegningerne til at træde frem med en anden lethed. Blikket falder på de enkelte detaljer på byggepladsen, men selvom læseren er på vandring-rundt-i det lille afgrænsede område, modarbejder tingene denne sammenhæng. Det er som hvert element dukker frem fra sin egen virkelighed. Dette hjem er ikke en fysisk beholder for jegets minder og følelser. Ikke endnu. Det er i stedet selve konstruktionen af de fysiske rammer for kommende minder der lægges frem i tegningerne, og det siger sig selv, at konstruktion nødvendigvis altid også må forstås som et forløb – en fortælling. Langsomt bliver huset mere og mere hus, og til sidst ser vi det færdige hjem. I højere grad end i de to andre bøger er der tale om en lineær fortælling, og vores vandring rundt mellem detaljerne er også en vandring fra potentielt hjem til færdigt hjem.
”Hjem” handler om hjem, ikke som et sted man drager fra eller kommer tilbage til, men snarere som et sted der på én gang er katalysator for og beholder af jegets minder, følelser og oplevelser. Men det er også hjem som vi selv skaber – med hænderne, ja, men også ved hjælp af andre ting; lige fra snoren der måler grundarealet på en byggeplads til larm fra en støvsuger.
Det er tydeligt at Bue Bredsdorff ikke står sådan direkte på skuldrene af hverken Kirby, Hergé, Tezuka eller anden tegneseriehistorisk gods (i hvert fald har han intet behov for at vise det i så fald). Men samtidig har man en tydelig fornemmelse for, at dét han vil fortælle i denne bog, bedst kunne komme frem ved hjælp af disse billeder placeret ved siden af hinanden og alligevel sat sammen som en slags bog. På den måde er det både rigtig meget ikke en tegneserie og alligevel en meget tegneseriet tegneserie.
