Serietegneren som gav verden Spider-Man og Dr. Strange, Steve Ditko, er gået bort i en alder af 90! Det vil sige, han er død, og døde mænd går ingen vegne, hvis man skal se strengt objektivt på det. En petitesse vil nogen mene, dog havde den slags detaljer for manden med det sære sind en endda overordentlig stor betydning.
Bliver det større end Spider-Man og Dr. Strange? I denne dag og time, hvor vi i vores krænkelseskultursforhippelse helt har glemt at se skævt til voksne mænd, der leger med modeljernbane, eller som bare i al almindelighed hengiver sig til barnlige sysler, er svaret nej! Marvels udødelige superhelte, og deres tilsvarende udødelige filmiske dobbeltgængere, er så udødelige i dag, som de nogensinde har været.
Steve Ditko, hvis skæbne det var sammen med kollegaen Jack Kirby at form- og livgive nogle af verdens mest ikoniske superhelte blev født i 1927 i Pennsylvania, og efter endt uddannelse på Cartoonist and Illustrators School var hans ferme streg op gennem halvtredserne at finde i alskens horror- og adventureblade for udgivere som Charlton, Farrell, Prize og endelig Atlas, der senere skiftede navn til Marvel. Men det pertentlige og virtuose håndelag, han vægtede i de tidlige år, bevægede sig i en stadig mindre sprudlende og mere spartansk og funktionel retning. En vis maskinel minimalisme dominerede billedsproget i hans første helt egen superheltetitel, Spider-Man, i 1962.
Paradoksalt nok klædte den mere nøgterne stil seriens kitschede ungdomsromance på fænomenal vis. Nærmest som en underspillet pastiche på datidens hastigt voksende teenagekulturs grænseløse knopskydning i snart sagt alle retninger og indenfor alle medier. Jack Kirbys kosmiske primalkraft ville aldrig have matchet Spider-Mans uskyldsrene drømmeverden, som den blev formet af hans noget mindre eksplosive kollega. Ikke fordi Ditko ikke kunne lukke op for sluserne, hvad han mange gange før og siden demonstrerede, men hans finindstilling som tegner af Spider-Man, fik ham til at fremså tilforladeligt anonym. Godt nok har man aldrig kunne beskylde Steve Ditko for at have et glimt i øjet, men historien om Spider-Mans borgerlige jeg, Peter Parkers tornede vej gennem teenageårene, virker i hans streg på samme tid så naivt sød og så fladpandet usandsynlig i sin tilknappede alvor, at den lyser op som intet mindre end en af tegneseriens store klassikere.
Spider-Man blev et gennembrud seriemediet sjældent har set magen til, men Ditko selv kom aldrig til at profitere på det. I 1963 startede hans nyeste frembringelse, Dr. Strange – hurtigt blev det med egen titel og alting, og denne gang var der mere visuelt overumplende boller på suppen dog med den nærmest statisk funktionelle stil intakt, men allerede i 1966 forlod tegneren Marvel efter en uoverensstemmelse med seriernes forfatter Stan Lee, og resten af Ditkos karriere blev et kludetæppe af mindre engagementer uden større gennemslagskraft som en hyret hånd.
Indtil for nylig har hele Marvelmaskineriet ikke nævnt Ditko som meget andet end en fodnote, af den slags en hyret hånd kan forvente at blive til del, i halen på de endeløse reboots af hans skabninger, der har oversvømmet markedet. Men historien slutter ikke der.
Tegneren med den prunkløse stil havde en passion! Af den ild der brændte i ham, har verdens millioner og atter millioner af superhelteramte kun set en svag skygge. I Alan Moores Watchmen – og Hollywoodfilmen af samme navn – fremstår karakteren Rorschach som en af superheltegenrens absolutte outsidere. Med sin lurvede fremtoning og kompromisløse øje for øje-politik er han det diamentralt modsatte, af det vi forstår som heltemod i klassisk forstand. Nok var Watchmen som mediestunt et fænomen for det nye årtusinde, men tankegodset bag daterer sig tilbage til tiden før Dirty Harrys selvtægtseskapader. Moore har aldrig gjort en hemmelighed ud af at Rorschach var kraftigt inspireret af Ditkos Mr. A.
Samme år Ditko forlod Marvel, startede kollegaen og EC-veteranen Wally Wood sit fanzine Witzend, stort set simultant med undergrundsseriens opståen som for sin del knyttede sig til hippiebevægelsen. Bladet var et helle, hvor professionelle tegnere kunne få afløb for kunstneriske eller på anden vis afvigende tilbøjeligheder, som tegneseriemarkedet ikke havde hjerterum til. Her startede Ditko serien om Mr. A. Figuren var personificeringen af den russisk/amerikanske forfatter og stifter af den højredrejede filosofiske retning objektivismen samt fortaler for laissez-faire kapitalismen Ayn Rands forestilling om helten – ubestikkelig, kompromisløs og med ene retvise mål baseret på objektivt deducerbare sandheder. Verden var ifølge Rand, og Ditko, en af hendes trofaste tilhængere, opdelt i sort og hvid uden nogen mellemvej. Som Ditko yndede at udtrykke det: Compromise = Corruption = Evil!
Mr. A var en landvinding for Ditko i den forstand, at serien lod ham udtrykke sit verdenssyn uden filter, men som et bud på hvad publikum skulle fordrive Lørdag aften med af underholdning, var den chanceløs. Kortvarigt skrev og tegnede han for sin gamle forlægger Charlton serien The Question over samme idékompleks, ikke overaskende blev det en kortvarig affære. Men hvis Mr. A ikke fik hul igennem til verden udenfor, fik den en afgørende betydning for Ditko selv. Resten af hans tegnerliv kørte han i to spor, ét med betalte jobs uden nogen nedre kvalitativ bundgrænse, og èt med personlige værker, gerne af objektivistisk tilsnit, selvredigerede og kompromisløse.
Halvfjerdserne så Ditkos sidste tændte livtag med mainstream på et seriøst plan, og her er det værd at fremhæve DC-serien Shade The changing Man fra 1978 som et højdepunkt. Men arbejde som var uden personlig interesse for ham, lod han nu rentegne af andre, hvorfor de efterhånden kun nødtøftige skitser begyndte at volde hans samarbejdspartnere problemer. Serier af personlig interesse led på den anden side under hans kompromisløse livsanskuelse, og de endte derfor ikke sjældent op i ingenting på grund af samarbejdsvanskeligheder. Det var frihed og fængsel i ét! Langsomt men sikkert gled Ditko ud af syne og sind, men han lagde aldrig pennen fra sig. De sidste tredive år har set en stadig såvel lind som upåagtet strøm af selvpublicerede hæfter og bøger fra hans hånd, 54 af slagsen siger internettet, sammen med den mangeårige samarbejdspartner Robin Snyder.
Der blev en ende på legen, men det vil være passende, at spare på metaforer som “må han hvile i fred”. Han hviler jo ingen steder, han er død. Irrationelle omskrivninger var ikke i Ditkos ånd, så send i stedet en kærlig tanke til mandens umistelige bidrag til mainstreamkulturen, eller, hvis du foretrækker at færdes langt fra alfarvej, til hans stivsindede bandbuller i objektivismens tjeneste. Du kan også slet og ret og i al stilfærdighed bøje dig for hans ubøjelighed. Han er her ikke længere til at give dig en røffel for det.