3 piger
Rikke Villadsen og Bjørn Rasmussen lader to af deres “9 Piger” møde en ny pige i denne opsamling af Hesten og Liftet. Den nye pige får endda lov til at indlede samlingen, der slet og ret hedder 3 Piger. Det er foruroligende og smukke sager for læseren, der ikke er bange for at slippe taget i logikken.
David Lynch har beskrevet sin film Eraserhead som en “drøm om mørke og foruroligende ting”. Yderligere forklaring vil han ikke give. Rikke Villadsen og Bjørn Rasmussens serie af små tegneserier om piger i forskellige former for beklemte situationer skal ikke som sådan sammenlignes med Lynch – det er simpelthen for nemt at hive ham op ad hatten hver gang, der er noget, der kæmper imod rationelle forklaringer og irriterer tilskuerens irriterende trang til lette forklaringer lige der, hvor man ikke kan klø igen – og “3 Piger” er helt sin egen. Men det er Lynchs ord om Eraserhead, der dukker op, når jeg tænker på de tre historier i dette bind.
Det er ikke første gang, vi møder to af pigerne i “3 Piger”. De har tidligere været udgivet i softcover med titlerne Liftet og Hesten, hvor historierne fik lov til at stå alene. Små tegneserier, der kunne læses på ti minutter, hvis man gav sig god tid. Men effekten var ikke sådan lige til at jage ud af kroppen, sindet og den verden, man som læser skulle befinde sig i resten af dagen. Der er tilføjet en tredje pige, som dog ender med at blive den første pige i samlingen. Det sker i den ekstra korte historie Familien, der nok ikke ville have kunnet bære sin egen udgivelse og derfor nyder godt af at have blive inkluderet i denne opsamling.
Oprindeligt hed serien 9 Piger, og her møder vi altså tre af dem. Jeg håber, at der er flere på vej. I den første korte historie møder vi en pige, der er på nippet til at flygte fra sin familie. I den anden historie samles en pige, der vistnok er vokset op ad jorden som en plante (og her må jeg altså pege på David Lynch igen, da han i tidernes morgen har begået kortfilmen “The Grandmother”, hvor hovedpersonens forældre også vokser op ad jorden, hvorefter han gror en bedstemor i en bunke jord på sit værelse), op af en måske lusket og pervers lastbilchauffør. Og i den tredje historie må en lidt sygelig og sandsynligvis fattig pige gå til nåde hos en dreng, der bor i fine omgivelser og vistnok samler på døde dyr. For hun vil så gerne have råd til billetten til Amerika. Der sker flere ting i de historier, men det ville være synd at ødelægge den oplevelse af rådvildhed og forbløffelse, der burde ramme enhver, der kaster sig over de tre pigers små historier.
Der er flere måder at læse de tre historier på. Hvis man læser dem med den logisk tænkende side af hjernen, så render man hurtigt ind i problemer, men vil til gengæld kunne nyde mange, lange timer, hvor man kan lege Holger Fortolker, til man segner. Alting foregår i et univers, hvor billedet er vigtigere end ordet, fornemmelsen er vigtigere end sammenhængen, og drømmens logik har erstattet realismen. Villadsens tegninger åbner i især de to sidste historier op for et mørkt hul af ren følelse, som man kan styrte hovedkuls ned i, hvis man vil. Bliver man bare stående på kanten sammen med sin intelligens og logik, så kommer man til at stå der længe, tror jeg. Medmindre jeg har misset en eller anden helt åbenlys tolkning, der trævler hele værket op og placerer den nydeligt i små bunker på gulvet. Det kan da godt være. Jeg læste den med mine følelser og min intuition, og det vil jeg måske nok anbefale. Da jeg i sin tid læste Hesten første gang, efterlod den mig så urolig, at jeg ikke helt vidste, hvilket ben jeg skulle stå på. Der var et lille hul inden i mig, som historien med sin giftige og nådesløse tekst og smukke, grusomme billeder havde revet. Det helede til sidst, men jeg husker det og kan sommetider stadigvæk mærke det.
Vi har at gøre med historier om magtforhold mellem mennesker. Måske mere specifikt mellem mænd og kvinder, men det er nu ikke noget så simpelt som tre fortællinger om magtfulde mænd, der undertrykker kvinder (selvom det sandelig også er en del af pakken!), da magtforholdene hele tiden skifter. Lastbilchaufføren er tydeligvis en lummerkarl, men hvad er pigen egentlig? Og hvad er det for en familie, som pigen i den første historie vil flygte fra? Der stilles hele tiden spørgsmål i form af undladelser. Noget bliver twistet eller forbliver usagt, og tanker dukker op hos læseren. I hvert fald hos læseren, der giver sig tid.
Rasmussens tekst er sparsom, men veldoseret. Den giver plads til at lade Villadsens tegninger trække et meget stort læs. I Hesten og Liftet er afgrunden under tegningerne uendeligt dyb.
Mørke, afgrunde, skygger og en fornemmelse af, at intetheden og det grusomme både står på lur og når helt ind i uendeligheden. Drømmen føles klaustrofobisk og kvælende. Der er dybde, tyngde og logikken er lige uden for rækkevidde. Villadsens streg har nærmest aldrig været strammere, end den er i Hesten (ikke at denne observation skal ses som en kritik af hendes løsere, mere udflydende stil i andre værker – slet ikke), og ansigter, omgivelser og genstande står helt klart, og der er en fornemmelse af at se en gammel, sort-hvid film. I Liftet er især chaufføren et grotesk væsen, der nærmest er flydende og vokser og krymper i forhold til, hvad historien skal bruge ham til. Der er kradset linjer og mørke ind, så alting ender med at føles både stramt og organisk, samtidigt med, at intet er absolut.
I den første historie møder vi en lidt anden stil. Den foregår i lyse lokaler og er tegnet noget mere enkelt end de to andre. Historien er også kortere. Det er måske lidt synd, at den eneste nye historie, der er med i samlingen, også føles som den mindste og den hurtigste, men den slår nu alligevel tonen fint an. Da de to historier stod alene, var de netop det: Alene. Nu læses de i forhold til hinanden, og det åbner op for nye fornemmelser og tanker. Jeg – og denne oplevelse er nok helt og aldeles personlig og ikke alment gyldig – oplevede en slags sammenhæng og et flow i de tre historiers rækkefølge. Det er tre forskellige piger, men der er alligevel ting, der spejler sig og en fornemmelse af noget kontinuerligt. Men igen er det noget, der lige akkurat undslipper min logiks grådige fingre. Det forbliver en fornemmelse. Som i en drøm, hvor man ved, at en person er en bestemt person, selvom vedkommende ligner en anden person. Eller man ved, at man er på flugt, men man ved ikke fra hvad.
Jeg ved ikke, hvad arbejdsfordelingen har været mellem Villadsen og Rasmussen. Det er egentlig heller ikke så væsentligt, når resultatet er en række flydende, svævende, mørkt drømmende og alligevel stramt komponerede og – måske med undtagelse af den lidt hurtige første historie – stramt tegnede historier, man aldrig rigtigt bliver færdig med at læse. Som læser står jeg tilbage med en oplevelse. Og endda en oplevelse, der er så meget en tegneserie, at den ikke kunne være andet. Rasmussen har skrevet sine historier til Villadsens styrker som tegner og kunstner, og Villadsen har skabt billeder, der ikke ville kunne fortolkes som hverken prosatekst eller bevægelige billeder. Hun har en evne til at tegne følelser, at indlejre fornemmelser og noget usagt i sine streger.
Som sagt blev jeg ved første kig lidt skuffet over den nye, første pige, der mere føltes som en indledning end som en ny, selvstændig historie. Tegningerne var markant anderledes fra de to andre historier og forekom løsere. Men kigger man på bogen som et værk, så er denne historie med til at forberede læseren til det kommende mørke, og der er billeder i denne historie, som jeg har svært ved at ryste af mig. En pige med et jaget blik, der hiver en kuffert frem fra under en seng. Der er noget i det blik, jeg ikke kan glemme igen. Jeg håber aldrig, at jeg får det sådan.
På en eller anden måde er de tre historier nærmest horror, men så alligevel ikke, da man ikke helt kan lade være med at trække lidt skamfuldt på smilebåndet over nogle af de groteske ting, der udspiller sig. For hvad er man egentlig vidne til her? Men det er alligevel en udefinerbar fornemmelse af gru, der sidder tilbage i mig ved endt læsning. En af historierne slutter med en slags forløsning og forsoning, som det er meget svært at acceptere, så heller ikke her var der hjælp at hente.
Jeg håber, at vi får de næste seks piger at se. De drager mig, og jeg glæder mig til at have det halvskidt, imens jeg lader Villadsen og Rasmussen drømme deres små historier for mig. De er fyldt med mørke og foruroligende ting.
