Læs med når Academaniac nærstuderer netværker og forbindelser i Nikoline Werdelins fabelagtige storbykrønike Homo Metropolis.
Passage nr. 79 – “Fortsættes i næste nummer”
Dette blogindlæg er skamløs promovering af min første rigtige, akademiske artikel, som udkom sidste år – i det danske tidsskrift Passage. Jeg vil virkelig anbefale alle interesserede at få fingrene i netop dette nummer af Passage som bære undertitlen Fortsættes i næste nummer og, som titlen antyder, handler om serialisering. Studiet i serialisering er studiet i kultur der udgives i seriel form, og Passage nr. 79 har artikler om ikke bare tegneserier, men også Marvels film, Westworld og andre tv-serier, mysterieromaner fra 1800-tallet og meget mere. Køb det! Ikke at jeg tjener på det (sådan er den akademiske verden), men god forskningsformidling fortjener at blive læst!
Her bringer jeg et kort uddrag af min artikel om Homo Metropolis. En slags trailer:
Storbyens mennesker
I Homo Metropolis møder vi et stort, varieret persongalleri af mennesker der på én gang er genkendelige typer i storbyen og levende, komplekse mennesker, læseren kan spejle sig i. Hver enkelt stribe er komponeret til at stå for sig selv med både drama og humor, men på samme tid bindes striberne sammen i fortløbende fortællinger (mellem 2 og 15 uger i avisen) om disse forskellige individer der til sammen udgør Homo Metropolis.
Homo Metropolis handler måske nok om mennesker, men handler jo netop om mennesket i forhold til storbyen. Menneskene og deres historier er forbundet til hinanden, ikke som en slægtsfortælling eller en historisk gennemgang af årene fra 1994 til 2014, men snarere som et virvar af små fortællinger der tilsammen danner en mangfoldig helhed. Der sker noget med læsningen af Homo Metropolis når man træder tilbage og ser på disse mindre fortællinger, og undersøger hvordan de er bundet sammen på kryds og tværs. Netværket og forbindelserne træder frem som det egentligt menneskelige i højere grad end de enkelte fortællinger hver for sig. Det er netop spændingsfeltet mellem de individuelle fortællinger og så de forbindelser der skabes mellem dem, der skaber den variant af realisme som vi møder i en tegneseriestribe som Werdelins.
Ægte klichéer
Werdelin balancerer hele tiden mellem at skabe karakterer der er særlige, anderledes og interessante – samtidig virker fortællingerne som anekdoter om virkelige mennesker fra vores egen hverdag, måske din mosters venindes søster som kender én der oplevede netop dette. På den måde kan læseren til tider opleve sig selv som en del af dette netværk af mennesker, og i den forstand omslutter værket ikke bare det København som det ofte omhandler, men snarere hele Danmark – ved at vise specifikke eksempler på mere eller mindre særlige fortællinger. Som i historien om ”Helmutsen” der bliver fyret fra sit job i banken og nu skal til at genopfinde sit liv helt fra bunden. Historien handler på den ene side om forskellige almene problematikker ved fyringsrunder, leder-ansat-forhold, fyringskonsulenter, at blive fyret når man har rundet 50 osv. På den anden side handler det om lige netop Helmutsens ret syrede rejse gennem dette klassiske scenarie – hvor han ender med at vende konsulentens rollespils-coaching på hovedet så konsulentens skrækkelige arbejdsvilkår kommer i fokus i stedet.
Helmutsen modarbejder virksomhedspsykologen
Eksemplet Hetmutsen
Vi kender alle sammen nogen der er blevet fyret fra én eller anden arbejdsplads, og vi kan alle sammen genkende frustrationen over skæve forhold mellem leder, mellemleder og ansat. Men det som historien tager fat i, er især denne konsulent-kultur som i højere grad fremstilles som et storbyelement; hele sprogbrugen omkring selvudvikling og lommepsykologien der anvendes som funktions-terapi i en virksomhed der kun har øje for bundlinjen. Over for denne fremstilling af det umenneskelige arbejdsmarkedssamlebånd står så Helmutsens menneskelige fortælling der rykker lidt ved rammerne, og i sidste ende kommer han ud af situationen i relativt god behold (omend stadig fyret). En væsentlig del af Helmutsens fortælling er desuden bevægelsen fra at være alene til måske at finde nogen at være samhørig med. Som ansat i banken havde han netop fokuseret sit liv omkring jobbet, og på intet tidspunkt tænkt på at etablere en familie eller et netværk af andre mennesker. Gennem processen med fyringsrunder og samtaler med konsulenten, finder han sig i samme båd som Grethe – en anden af de fyringstruede – og de ender med at følges ud af banken. Den lille smule lykke der afslutter fortællingen er centreret omkring forholdet mellem Helmutsen og andre mennesker. Han har nærmet sig sin chef, han har givet konsulenten den hjælp hun søgte at give ham, og ikke mindst, så har han fundet en ven i Grethe. Historien slutter da de bevæger sig ud i byen, og med dem bevæger læseren sig videre til de næste mennesker vi skal lære at kende i denne storby.
Sidste stribe i fortællingen om Helmutsen
København, Danmark, Storbyen
Fortællinger om individer er Werdelins metode, men det føles mere som at stå højt oppe og se ned på en by – en by hvor individerne går hver sin vej, men hvor disse individuelle veje er præget på afgørende vis af alle de andres bevægelser. Kun set som helhed går dette billede af storbyen op – som et kort over mangfoldige bevægelser og potentielle ruter der kun kan ’give mening’ i konteksten af hinanden. Homo Metropolis er på den vis et levende kort over den danske metropol. Werdelin skriver og tegner først og fremmest København frem; med bydele, konkrete steder, sociale lag og forskellige kulturmøder, men det er en større, dansk metropol i den forstand at vi alle implicit er en del af det samme netværk. I det store perspektiv forstås København ikke som centrum, men som knudepunkt eller katalysator for menneskenes liv og dermed fortællinger. Således handler både ingen af historierne og alle historierne om storbyen. Selv når vi er langt væk på en båd i Kattegat, på et hotelværelse i Paris eller i et sommerhus i Vestjylland, ja, så er det altid i forhold til storbyen København.
Individerne, disse såkaldte ’homo metropolis’, som Werdelin skriver og tegner frem, står ved siden af hinanden i et netværk af spændingsfyldte forhold og tilfældige møder, og frem dukker der historier som, heldigvis, stadig kan nydes – også selvom man ikke længere kan læse dem i avisen.
Ovenstående er et uddrag af artiklen “Rytme og netværk i Homo Metropolis” af Felix Kühn Paulsen. Den kan findes i seneste nummer af tidsskriftet Passage. Tryk her for at læse mere om Passage nr. 79.
Læs også Thomas Thorhauges store Nikoline Werdelin-interview fra 2014: Jeg synes ikke, jeg skylder noget.
Del på
