Mareridtsfortællingen “INSOLITUS” tager tråden op fra en næsten 20 år gammel fanzine-serie af Henrik Rehr og Jan Solheim. Forfatteren forklarer.
Sidste uge udkom “INSOLITUS”, der med ét billede per side fortæller den grumme historie om en kvindelig stofmisbruger, der hvirvles ind i et net af bedrag, magtspil og onde drømme. For et par måneder siden besøgte vi tegner Jan Solheim ved tegnebordet, hvor han lagde sidste hånd på værket, så i dag får forfatter Henrik Rehr ordet.
Først skal vi lige have forhistorien på plads:
“INSOLITUS” tager tråden op fra en 20 år gammel fanzine-serie på fire sider, “Infection”. Hvordan kom den oprindelige kortfortælling til verden og hvordan nåede dig og Jan Solheim frem til at udfolde den til en 144 siders graphic novel?
– Hvordan den oprindelige korte serie kom i stand, kan jeg ikke huske længere, men for et par år siden snakkede Jan og jeg om den til en Komiks.dk-festival og blev enige om, at jeg skulle prøve at skrive videre på historien. Det gjorde jeg, så udgangspunktet er altså det samme, fundamentet som sådan har ikke ændret sig, men blev selvfølgelig udvidet i kraft af at fortællingen blev længere. Eller store dele opstod vel i virkeligheden i kraft af udvidelsen, der måtte ligesom noget mere til end blot den oprindelige, lille idé.
Hvad var det præcis ved “Infection”, som gav jer lyst til at fortsætte den?
– Tjaeh … Det er faktisk svært at svare på, hvorfor vælger man at lave et projekt og ikke et andet og i dén dur? Ved det ikke rigtigt. Det bedste svar er vel, at det, der gav os lyst til at fortsætte, var, at vi havde lyst! Også til at arbejde sammen, selvfølgelig.
Én væsentlig ændring i forhold til oplægget er, at “INSOLITUS” fortælles med ét billede per side. Hvorfor traf I dén beslutning? Hvad giver det bogen?
– Jeg skrev manuskriptet uden at bryde det ned i sider, det giver tegneren mere plads til at folde vingerne ud fortællemæssigt, synes jeg, og Jan vendte tilbage og sagde, at han gerne ville lave den med eet billede per side. Min mening om dét, som jo altså er dannet med et kig i bagspejlet, er, at Jans tegninger gør sig grumme godt med eet billede per side. Derudover prøver vi jo at placere “INSOLITUS” et sted mellem tegneserien og kunstbogen, og på dén led lægger et billede per side sig mere op af Lynn Ward og Frans Masereel end af Franquin og Herge.
Nye er også drømmesekvenserne. “INSOLITUS” har rigtig mange af dem – hvad var ræsonnementet bag at fortælle så meget af historien gennem hovedpersonens drømme og mareridt?
– Det er et forsøg på at fortælle hovedpersonens baggrundshistorie på en lidt anden og mere tvetydig måde. En drøm kan jo snildt være usand, især i detaljerne, og “INSOLITUS” bestræber sig på ikke at være alt for entydig. Faktisk kredser den meget om falskhed og forræderi og et slags psykologisk syndefald, så nogle måske uhæderlige drømme passede fint ind.
“INSOLITUS” er jo en kryptisk fortælling af den slags, der inviterer læseren til at efterforske sine spor og ledetråde. Ligger der en “facitliste” bag fortællingen, eller er den mere intuitivt skruet sammen?
– Jeg plotter sjældent hovedpersoners skæbne helt ud, tværtimod foretrækker jeg at lade være, det giver plads til at figurerne i højere grad kan åbenbare sig for en, imens man skriver. Men jeg mener nok, at der er mindst to-tre facitlister eller nøgler til, hvordan bogen kan fortolkes, men det var altså i lige så høj grad nogle, jeg opdagede hen ad vejen. Så det er et udslag af, at tegneserien blev skrevet meget intuitivt og på en måde fremstod eller afdækkede sig for mig i selve processen. Den slags sker ikke altid, men jeg elsker, når det gør det.
Når figurer i tegneserien taler et sprog, som den kvindelige hovedperson ikke forstår, gengives det som et besynderligt kaudervælsk à la “Rigeligt velstand! Nøjcist!”. Det er en interessant måde at skildre en sprogbarriere på – hvorfor valgte du dén løsning?
– Det ligger i forlængelse af hele fortællingens grundtone og ambition. Der foregår noget her, som man ikke nødvendigvis er helt klar over, hvad er, og dele af teksten fremstår på samme måde. Det lyder som rigtige ord i rigtige sætninger, men … lidt som en sang på et sprog, man ikke forstår meget af. Eller som en vellykket abstraktion, hvor man mere aner end præcist forstår, hvad man kigger på og oplever. Derudover er det jo downright ski’esjovt for en forfatter at skrive verbalt vrøvl!
Kan du lige her til sidst sige lidt mere om, præcis hvordan dit manuskript så ud?
– Det nemmeste ville jo være bare at sende et prøve fra manuskriptet, men nu kan jeg sgutte hitte det! Nå, men altså, mine manuskripter ser under alle omstændigheder næsten altid sådan her ud:
Bld 1
Billedbeskrivelse (f.eks. En golfbane. Vi ser silhouetten af en mand på en bakkekam.)Bld 2
Billedbeskrivelse (f.eks. Kameraet zoomer ind. Vi ser nu at manden skubber en græslåmaskine hen over græsset. Han ser trist ud.)
Dialog (f.eks. Mand: “Græs er flinkt? Hvorfor skal jeg tvinges til at slå det? Vi kunne være venner i stedet!”)
Dialog (f.eks. Græs: “Det er naturens orden. Jeg opgiver gerne min langhårethed på golfens hellige alter.”)Bld 3
Billedbeskrivelse (f.eks. Klip til en sejlbåd på havet. En ung kvinde i hvidt tøj og en bredskygget hat sidder ved rælingen. Hun smiler vemodigt. På havet ses en bøje med et skilt fastgjort.)
Tekstkasse (f.eks. “Samtidig, i Biscayen ikke så helvedes langt fra Bilbao.”
Dialog (f.eks. Kvinden: “Hvorfor er min husbond altid så morgengrim om onsdagen? Er det mon min skyld eller putter min onde sviger-stedmor noget grimmer stads i tirsdagsbollerne?”)
Tekst (f.eks. Tekst på skilt på bøje: “Gu’ er det så langt fra Bilbao! Fjog!”Bld 4
Billedbeskrivelse: (f.eks. Zoom ind på kvindens ansigt. Hun smiler stadig, men nu løber en enkelt tåre ned af hendes kind)Bld 5
Billedbeskrivelse: (f.eks. Bølgerne under sejlbådens køl.)
Dialog (f.eks. Off-camera: “Min oldemoster havde ret, jeg skulle ALDRIG ha’ giftet mig med en græsslåmaskineoperatør.”
Henrik Rehr arbejder netop nu hårdt på sin graphic novel om manden, der udløste 1. verdenskrig – den udkommer i 2014, 100-året for skuddet i Sarajevo.
