Den USA-bosatte serieskaber, netop nu aktuel med samlebindet “Tribeca Sunset”, tegner på en fortælling om manden, der startede 1. verdenskrig.
Siden albumdebuten med “Drømmen om langskibene” i 1987 har Henrik Rehr markeret sig som en af landets flittigste serieskabere. Både med egne projekter som “Hyldest” og “Sankt Kain”, samarbejdsprojekter som “Danmark Besat” samt som hyret hånd på Ferd’nand, Rasmus Klump og Basserne.
Seneste udgivelse herhjemme er “Tribeca Sunset”, der samler Rehrs øjenvidneberetning fra terrorangrebet på New Yorks World Trade Center 9. september 2001, “Tirsdag”, og hans fiktive fortælling om fire drengerøve post-9/11, “Tribeca Sunset”. Næste store projekt fra Rehrs hånd lægger på sin vis i tematisk forlængelse af de to tegneserier, selvom det foregår omkring forrige århundredeskifte. Fællesnævneren er en interesse for terroren, dens væsen og konsekvenser, fortæller Rehr.
– Min tegneserie “Gavrilo” handler om Gavrilo Princip, den unge serbiske student, der skød Ærkehertug Franz Ferdinand i Sarajevo i 1914 og således gav anstød til 1. Verdenskrig. Det kan lyde som en historisk tegneserie, men jeg har prøvet ikke at lægge mig op af den europæiske tradition for historiske tegneserier, serieskabere som Jacques Martin (Alix), Tardi (Adele Blanc-Sec) og selv en amerikaner som Jason Lutes (Berlin) er eksponenter for, hvor man prøver at genskabe tidsbilledet og den historiske kulisse så autentisk og præcist som muligt. Jeg har allerede været rodet ud i noget lignende i “Drømmen om Langskibene” og “Danmark Besat”, og det er ikke det, der rigtigt interesserer mig i “Gavrilo”. Jeg prøver i stedet at behandle personer og lokaliteter, som om min bog i højere grad var et skuespil opført på en ofte dunkelt belyst scene end en film a la “Gladiator” eller “Gangs of New York”. Jeg går efter en mere ekspressionistisk tilgang end i f.eks. “Danmark Besat”.
Hvis ikke det er en historisk tegneserie, hvad er det så?
– Mit håb er, at læseren mere vil se min fortælling som en historie om terrrorisme generelt end som en historie om terrorisme i begyndelsen af det tyvende århundrede. Derfor kommer jeg heller ikke ind på nogle af de konspirationsteorier/historiske teorier, der omkredser det famøse skud i Sarajevo. Der findes bl. a. en teori, som mener, at Franz Ferdinand blev skudt som et resultat af et frimurer-komplot, selv den østrigske anklager forfølger emnet i den efterfølgende retsag mod Gavrilo og hans netværk af serbiske anarkister. For de temaer, jeg er interesseret i at afsøge med min fortælling, kom det imidlertid til at smage alt for meget af “Da Vinci Koden”, hvis jeg seriøst havde forfulgt f.eks. frimurer-teorien eller ideen om, at Europa bevidst blev manipuleret i krig af en kreds af amerikanske industrimagnater med J.P. Morgan og Rockefeller i spidsen, for at de kunne kontrollere Mellemøstens oliereserver. Med andre ord er jeg altså ikke overvældende interesseret i historien, som den udspiller sig i historieundervisningen (og slet ikke interesseret i den som den spekuleres om på vidtløftige websites), men meget mere optaget af historien, som den udspiller sig i og imellem de involverede personer. Det er naturligvis nødvendigt at give så meget baggrund, at læseren kan forstå, hvad der foregår og se begivenhedernes konsekvenser, men jeg håber meget, at jeg primært er i gang med en fortælling om en gruppe unge mennesker, der kaster sig ud i en dåd/udåd, hvis konsekvenser de aldrig har været i stand til at forudse.
Hvorfor gå i gang med “Gavrilo” lige præcis nu?
– Jeg har kendt til Gavrilo Princip og skuddet i Sarajevo, siden jeg som teenager læste om 1. Verdenskrig, men det var ikke før jeg for en fem-seks år siden faldt over en faktuel beskrivelse af selve begivenheden i en temmeligt trashy bog om berømte politiske mord, at jeg overvejede, om der måske var en graphic novel her. Efter en del research, mente jeg nok, at det var tilfældet, men nu må vi se, hvad læserne til sin tid siger.
– Oprindeligt var det meningen, at Allan Haverholm skulle tegne, og siden han på det tidspunkt var ved at færddiggøre “Sortmund” og havde meget lidt mod på nok et langt projekt, prøvede jeg at skrive manuskriptet så kortfattet og minimalt som muligt. Allan kunne imidlertid ikke rigtigt få hul på projektet på en måde, han fandt meningsfuld, og gav op efter et par år. Jeg lagde manuskriptet i min stak af mulige kommende projekter, men tog det frem nu og da og skrev videre på det, tilføjede nye scener og mere dialog. Det endte med at blive næsten dobbelt så langt som det oprindelige udkast, noget jeg grumme har fortrudt, efter jeg er begyndt at tegne!
– Der gik dog et par år fra manuskriptet var færdigt og til jeg slog den første streg, idet jeg i stedet rodede mig ud i en trio af formelle eksperimenter, “Hyldest”, “Svøm!” og “Reykjavik”. Da jeg havde afsluttet “Reykjavik” følte jeg imidlertid, at jeg var kommet så langt ud af den eksperimentielle tangent, som jeg var i stand til på det tidspunkt i min karriere. Desuden trængte jeg til igen at lave en tegneserie, der var mere straight narrativ, så jeg læste min lille bunke af (mere eller mindre) ready-to-go manuskripter igennem. Udover “Gavrilo” lå der et færdigt manus til en Sankt Kain 2 (med godt 20% tegnet), et second draft og 25 kasserede sider i farver på en anden graphic novel (der gudhjælpemig er endnu længere end “Gavrilo”) med arbejdstitlen “Doktor-historien” og et first draft af en samling af korte, løst sammenhængende New York-historier. Jeg diskuterede mulighederne med min forlægger Paw Mathiasen, og vi besluttede, at det nok var smart at lave “Gavrilo” nu. Paw har en fiks ide om, at der mangler nogle flere lange graphic novels af danske tegneserieskabere – nemt nok for ham at synes, siden manden ikke selv skal sidde og svede ved tegnebordet for at lave dem!
– Jeg modtog arbejdslegater fra Kulturminsteriet og Tegneserieskabernes Fond, og det afgjorde endeligt sagen. Tegnearbejdet har desværre indtil videre foregået noget sporadisk, mest fordi jeg ofte har været begravet i kommercielle jobs, jeg ikke ville sige nej til, men det går trods alt støt og roligt fremad.
Fortæl lidt om de tanker, du har gjort dig om “Gavrilo”s visuelle udtryk …
– Stilistisk prøver jeg at være så afslappet som muligt. Hvis jeg skal kæmpe mig igennem at tegne 240 sider, så bliver der nødt til at være plads til at daske tingene lidt rundt grafisk. Uden det spillerum er jeg bange for, at den stilistiske rastløshed, jeg tit lider under, skal få mig til at gå død inden slutstregen. Tegneserietegninger har traditionelt været meget konturfikserede og præcist artikulerede, sikkert fordi mediet primært henvendte sig til børn, men det ser jeg altså ingen grund til at sidde fast i nu, hvor mange udgivelser henvender sig til voksne. I stedet for ligne claire går jeg efter ligne mudret.
Hvordan går du rent praktisk til opgaven?
– Min arbejdsproces er den samme kedeligt metodiske som jeg har benyttet i over 25 år (siden min første længere tegneserie Drømmen om Langskibene faktisk): Synopsis, manuskript, (mindst to, nogle gange tre drafts) og derefter tegninger. Jeg layouter som regel hele scener af gangen, inden jeg går i gang med de egentlige tegninger. Man kan nemt miste overblikket, når man først går ned i den specifikke illustration, så jeg er forholdsvis trofast mod både manuskript og layout. Jeg tegner med så mange forskellige redskaber som muligt, blyanter af forskellig hårdhed (fra HB til 7B), fedtstifter, dyppepenne af forskellig størrelse og beskaffenhed, pensler, diverse spritpenne og tablet. Tekst, talebobler, billedrammer og gråtoner laves i Photoshop, hvor jeg også nogle gange ændrer kompositioner og sådan generelt gør siderne færdige. Jeg er meget begejstret for computeren som redskab, den giver rig mulighed for at ændre mening og foretage kreative beslutninger langt henne i processen, noget jeg finder både frugtbart og inspirerende.
Det ser ud, som om du arbejder billede-for-billede snarere end side-for-side, når du går fra skitser til færdige tegninger; hvad er fordelene og ulemperne ved dén tilgang?
– Fordelen ved at tegne den enkelte illustration for sig selv – i stedet for som traditionelt at tegne en hel side af gangen – er, at det er nemmere at rode lidt rundt med kompositionerne i computeren efter tegningerne er færdige. Jeg har allerede lavet en layout-skitse af hele siden eller scenen for at tage hensyn til flow og fortællerytme og såd’n, men foretrækker at have større mulighed for at skifte mening og eksperimentere også efter tegningerne stort set er færdige. Jeg ser ikke rigtigt nogle bagdele ved metoden.
Du oplever ikke, at du har mindre overblik over den helhed, det enkelte billede vil indgå i, end hvis du sad med hele siden på én gang?
– Nej. Jeg tegner alligevel en streg af gangen, i den situation ER overblikket smuttet, he. Desuden gøres siden som sagt færdig i computeren. Det er sidste skridt i processen. Masser af overblik der.
Rehr håber at have “Gavrilo” på gaden i efteråret 2012 eller foråret 2013. Et uddrag af tegneserien kan ses i første bind af antologien inKurabel (Blækfabrikken).
