Forfatter Henrik List udsendte i 2001 sin novellesamling “Pussyland – Historier fra Amerika”. Sammen med tegnere Søren Mosdal, Pedro Lopez og Jørgen Bitsch har List nu skabt “Pussyland Express”, hvor tre af novellerne er blevet til tegneserie. Vi har interviewet List og de tre tegnere om bogen. I denne fjerde og sidste del snakker vi med Jørgen Bitsch.
Bladtegner, tegneserietegner, satiriker, tegner af retssalstegninger. Jørgen Bitsch kan kaldes mange ting, men er herligt svær at sætte i kategori. Han har blandt andet leveret retro-chic og satirisk tegneseriekunst til Erwin Neutzsky-Wulffs manus til tegneserien ”Lawman”, og så er han manden bag den venstredrejede satireserie ”Overdanmark”. Hans bidrag til ”Pussyland Express” emmer af smukt forfald.
Jeg kan forstå, at du kendte Henrik List i forvejen. Er det her et projekt, I har snakket om før? Eller hvordan blev du hevet ind i det?
Jeg har kendt Henrik siden 2004. Faktisk har han en del gange i årenes løb foreslået at lave en Graphic Novel – og forskellige emner har været i spil, herunder ”Pussyland” som Graphic Novel. Han plejede at sige, at ”Pussyland” som GN jo lå “lige til højrebenet”, og det havde jeg nok noget sværere ved at se. Samtidig var jeg betænkelig ved at springe ud i et 100-120 siders projekt med de risici for uenighed og dermed afbrudt proces og spildt arbejde, der altid er indbygget i et kunstnerisk samarbejde.
Det ændrede sig dog i 2015, hvor jeg så hans manuskriptomarbejdning af historien “76 lande og 17 moteller”, som i udgangspunktet var lavet med henblik på Mosdal som tegner. Det skal indskydes her, at i starten var det meningen, at Mosdal skulle have tegnet alle tre historier, og da han sprang fra i første del af 2015 efter at have tegnet titelhistorien, blev det så Lopez og mig selv, der tog de to andre. Men jeg syntes “76 lande og 17 moteller” var blevet et fremragende manuskript, som både strammede historien op, og også var godt tænkt i forhold til det visuelle, og derfor sagde jeg ja tak til at tegne historien.
Skulle jeg fremhæve kvaliteter ved manuskriptet, så vil jeg sige, at der var lagt op til mange interessante billedsammenstillinger, som jeg i mangel af bedre udtryk vil kalde “associative billedskift” (de mangler i øvrigt i Scott McClouds typologi), hvor forskellige metaforer, symboler og opstillinger krydsrefererer til hinanden billederne imellem. Dette gør, at man kan lave en visuel stream of consciousness med hovedparten af det verbale skrællet fra. Fortællingen i sig selv virker casual og sammensat af mere eller mindre tilfældige rejseindtryk, men der er en dramaturgisk gennemførthed nedenunder, hvor det overflødige og det tilfældige er skåret væk. Det slog mig, at der nærmest er en opbygning i, hvad en strukturalistisk antropolog ville betegne som binære oppositionspar; såsom ung-gammel, hvid-farvet, behåret-glat, kriminel-lovlydig osv., og at det er de indre modsætningsforhold mellem disse størrelser, der driver historien frem i et forløb, der bliver uundgåeligt. Og indlysende nok bliver tegneseriefortællingen bedre, desto mere man som tegner får disse kontrastforhold til at fungere
Hvordan foregik jeres samarbejde? I følge List mødtes i rent faktisk ude i virkeligheden. Hvor meget medbestemmelse havde du?
Ja, vi mødtes nogle gange, hvilket ikke er så usædvanligt for os, da vi kendte hinanden i forvejen, og plejer at mødes vel gennemsnitligt en gang i kvartalet. Men det meste forgik over mail.
Netop fordi jeg kendte ham i forvejen, og derfor vidste, at han let kan stille sig på bagbenene i en diskussion, havde jeg forventet, at der kom nogle hårde skænderier inden den blev hevet i land. Men den del af det forløb faktisk meget glat og over al forventning. Der var et par enkelte steder, hvor jeg blev bedt om at lave grafiske rettelser på detaljer, som virkede meningsforstyrrende, hvilket var helt berettiget når jeg så på det med friske øjne. Andre steder lavede jeg selv mindre justeringer i forhold til oplægget, som jeg ikke hørte nogen indvendinger imod. Der vil nødvendigvis være noget, der fungerer bedre grafisk end andet fx inden for påklædning. Jeg fik også skubbet detaljer og referencer ind hist og her uden forlæg i manus, som jeg mente tilførte værdi og var i fortællingens ånd. Som eksempel: På et tidspunkt sidder den sleazy motelvært på sit kontor med en gammel Commodore 64 i baggrunden. Det var en detalje både Henrik og Paw gerne ville af med, fordi de mente det ville forvirre yngre læsere, som fejlagtigt ville se det som personens forbrug af internetporno, hvilket jo ville være ukorrekt, da historien foregår i 1993. Men det forestiller det primitive computerspil “Girls They Want To Have Fun”, som var meget udbredt i 1980’erne. En meget lavpixeleret kvindefigur i to farver bevægede hånden op og ned på sit eget skridt, når spilleren interaktivt hev frem og tilbage i joysticket. Og det var så det. Ufatteligt Old School efter nutidens forhold. Lidt ligesom postkort fra før 1. Verdenskrig med can-can-piger med påklistrede skørter, som man kunne puste på. Dette 80’er-spil var dog den direkte forløber til senere årtiers internetporno, og detaljen her tilfører noget til personskildringen, og den vil glæde midaldrende nørder over hele verden, så den kom med som pornografihistorisk nødvendighed.
Med hensyn til omfanget af medbestemmelse, så er det klart, at præmissen på forhånd er, at det må foregå i loyalitet over for historien. Men inden for disse rammer synes jeg egentlig også, jeg har haft en ret stor medbestemmelse. Eller også har jeg bare ramt plet i forhold til det ønskede. Det har nok også hjulpet, at jeg generelt var tilfreds med manuskriptet. Der var et enkelt sted, hvor jeg godt ville have udvidet med en side, og det tror jeg da Henrik havde været helt med på, men af tidshensyn blev det droppet.
Noget, der var særdeles vigtigt for at bære historien igennem, var skildringen af den kvindelige hovedperson. Min skildring er nok lidt mere kurvet end den, der var lagt op til i teksten, hvor der stod noget med ribben og kraveben. Her havde jeg forventet, at der kunne opstå uenighed med Henrik, der kunne torpedere projektet, men den uenighed udeblev. For mig var det afgørende, at hun bliver opfattet som sexet. Hvis hun var for tynd ville det blive et postulat, og læseren ville se hovedpersonens fascination som noget nasty og sygt, og identifikationen med fortælleren ville ryge sig en tur, og dermed ville fortællingen også falde til jorden. Læseren skal kunne identificere sig med problematikken. Hovedpersonen er betaget af pigen, men har samtidig samvittighedskvaler og frygter at blive straffet.
Det er samtidig en almen problematik i den moderne vestlige verden, som er langt mere aktuel i dag end dengang Kubrick filmede Lolita og Nabokov skrev den. Som et underligt paradoks ser vi hvordan reklameindustrien, modebranchen og medierne i stadig højere grad medvirker til skamløs seksualisering af mindreårige, samtidig med at det bliver mere og mere tabuiseret og nærmest forbundet med halshugning at reagere på det som seksuelle signaler.
Din novelle er klart den mest… hvad skal man sige… grafiske af de tre. Og tegningerne gør intet for at skjule, hvad der foregår, kan man roligt sige. Hvad var overvejelserne om det? Var det altid tanken, det skulle være så in your face?
Ja, du mener “it’s very graphic” i den amerikanske betydning. Nu ligger der flere ting i dit spørgsmål. At den er “in your face” har vel også noget med tegnestilen og fremstillingsformen at gøre frem for indholdet, og det har noget at gøre med, om det springer i hovedet på læseren. I den betydning mener jeg måske, den burde være endnu mere in your face. At bevæge eller ryste læseren må være noget at stræbe efter, men det opnås ikke nødvendigvis gennem blotlægning.
Uanset om man tegner et stykke muggent tapet eller en krop, så gør den et større eller mindre indtryk alt efter, hvordan den er tegnet. Det er for mig vigtigt i ”Pussyland”, at en sådan skildring er sanselig, at den i bedste fald formidler en indlevelse, en stemning og en følelse, der er den rigtige i sammenhængen, hvad det end måtte være. Hvis historien her havde været tegnet med pictogrammer havde den været ligegyldig. Ikke fordi det er en dårlig historie, men fordi tegningerne skal være andet end symbolske repræsentationer for at fortælle historien. Ellers er der information, der går tabt. Frasen om at det kan være mindre vigtigt om tegningerne er sindsoprivende eller ej, hvis bare historien er god gælder ikke generelt inden for tegneserier. Det gælder kun for nogle typer tegneserier.
Her vil jeg også gå i rette med en vurdering inden for tegneseriedebat, som jeg før har set og (med fare for at blive personlig) også har set dig fremføre på Nummer9, nemlig at det er omfanget af afklædthed, der er afgørende for om en tegneserie med seksuelt indhold har ben at gå på. Men det drejer sig ikke om hvor meget man ser, men hvordan man ser det
Der er eksplicitte fremstillinger i mine billeder også af kønsdele, men jeg vil vove at påstå, at størstedelen af den seksuelle eller erotiske fremstilling faktisk foregår ved antydningens kunst. Det kunne sagtens have været mere eksplicit forstået som mere pornografisk, men det havde ikke nødvendigvis været mere vellykket som skildring af seksuel affektion. Hvis vi tager et eksempel fra bogen med billedet side 92, hvor pigen siger ”IH, DU ER SÅ STOR, HI-HI!”, så vil du sikkert mene, at det er in your face.
Men faktisk kunne den erigerede penis sagtens være helt eller delvist dækket af eksempelvis et lagen eller af pigens hår eller den kunne være klippet mere eller mindre væk i billedbeskæringen, og billedet ville da kunne være indholdsmæssigt intakt, for det er situationen og skildringen af pigen, der bærer billedet – det er ikke nøgenheden. Hun er afbilledet med et liderligt ansigtsudtryk, der samtidig har en dobbelthed. Hun udstråler underdanighed, men den er falsk, for hun styrer situationen. Tungen virker særdeles uartig, men den lover noget, den ikke holder. Mundstillingen og tungens position er bevidst tegnet som umulig i forhold til replikken, der ender på “hi-hi!”. Hun ville sagtens kunne sige Håh-håh-harh! men ikke “hi-hi!”. Det er som om en grovere stemme taler gennem hende, hvilket i en hurtig billedaflæsning ubevidst vil give læseren det indtryk, at hendes udsagn ikke er oprigtigt – det er jo tilmed også en kliché. Hendes replik er en løgn, som den mandlige part er tvunget til at acceptere gladeligt som del af et seksuelt spil. Alt dette er selvfølgelig ikke noget, læseren sidder og afkoder bevidst som Fortolker-Holger. Det er ikke meningen. Det er meningen, at billedet aflæses hurtigt som del af et flow, på samme måde som vi i In Real Life aflæser hinanden og aflæser situationer på et splitsekund. Det foregår hurtigt og uden nogen bevidst analyse. Ofte vil vi ikke kunne sætte ord på det, hvis en person virker uærlig eksempelvis, men vi ved det med det samme.
Min påstand er så, at det “in your face“-indtryk, du måske har fået af et billede som dette, faktisk er forårsaget af pigens mimik og ikke tilstedeværelsen af et synligt lem.
Alt ser meget beskidt og tilsnasket ud i den novelle, du har illustreret. Tyggegummi kommer til at ligne noget andet, når det eksploderer på den unge piges ansigt. Der er snask og kakerlakker i badekarret osv osv. Man har næsten ikke lyst til at røre ved siderne af frygt for at få en sygdom. Hvor stor en del af forfaldet og det uhumske er Henrik List, og hvor stor en del er Jørgen?
Hvor stor en del af forfaldet og uhumskheden, der stammer fra mig og hvor stor en del, der stammer fra Henrik, kan du nok bedst få svar på ved at sammenligne med den oprindelige novelle. Men netop side 82 i bogen med badekarret og kakerlakkerne, var i øvrigt ret løst formuleret i manusform uden breakdowns, idet jeg blev bedt om at skildre i x antal billeder noget, der svarede til en passage i prosateksten, og der tænkte jeg, at tegneserieversionen i hvert fald ikke skulle stå tilbage for prosaversionen.
Når der i novellen stod: “En størknet kage af blod, skæl, pubeshår og halvmåneformede negleafklip sad rundt om afløbet i badekarret, hvor kakerlakker mæskede sig i pragtmåltidet, mens vandhanen dryppede ned på dem ovenfra”, så ville det selvfølgelig være forfejlet at skildre det bogstaveligt. Kakerlakker, der bogstaveligt sidder og mæsker sig i et måltid, ville høre hjemme i Funny Animal. Men man kan, fordi tegneserien er en anden kunstart end litteratur, lave noget tilsvarende, som afføder en tilsvarende følelse eller et tilsvarende indtryk hos læseren.
At alt er beskidt og tilsnasket er nok også en tilsnigelse. Dels rummer forfaldet sin egen æstetik, og dels er historien fortalt med kontraster, således at det beskidte og tilsnaskede udgør en kontrast til skønheden, uanset at denne selv er tilsølet, og selvom historien aldrig er skønmalende, efterlader den indtrykket af, at der op fra uhumskheden og elendigheden kan opstå noget smukt. Men man skal have været igennem skidtet for at kunne se det.
Jørgen Bitsch (tv.) tager sig en pause sammen med Henrik List ved udgivelsesreceptionen i Nyhavn. Foto: Maiken Kildegaard
