Nummer 9 bringer Copenhagen Comics’ “Tyve danske tegneseriefavoritter”-liste. Første levende billede: Klassisk anarki fra Rune T. Kidde.
Før dette års Copenhagen Comics spurgte festivalen en lang række tegneserieskabere, oversættere, anmeldere, gallerister, forlæggere og andre, der beskæftiger sig professionelt med mediet, om deres danske tegneseriefavoritter. I alt 250 titler fandt vej til bruttolisten, og de 20 mest populære endte på udstillingen.
Bagefter blev nogle af stemmeafgiverne bedt om at begrunde deres favoritter. Teksterne, de skrev, kan over de næste 20 hverdage læses her på Nummer 9.
Den danske tegneserie er først i nyere tid blevet begunstiget med ærværdige institutioner af den slags, som kan levere krudt til en rigtig kanon – professionelle uddannelsesinstitutioner, specialiserede kritikere, akademiske tegneserieforskere og så videre. Derfor er der heller aldrig opstået en bredt anerkendt dansk tegneseriekanon. Listen her giver et bud på, hvilke værker, der nyder højest agtelse i tegneseriemiljøet.
—
20. Den Lilla Møghætte og Pulven
af Rune T. Kidde, 1987
I mange år havde Rune T. Kidde været en stjerne for et begrænset publikum. Hans femte album Den lilla møghætte og pulven bragte ham ind i mainstream og gjorde ham kendt for den bredere befolkning.
Præmissen er ret simpel – og genial. Kidde genfortæller kendte eventyr, men med en spiddende sarkasme, bevidste misforståelser og ordspil, som er tilsat en gedigen dosis samfunds- og litteraturkritik. Alt bliver vendt på hovedet. Det er ret studentikost og respektløst. Men effektivt. Og sjovt.
Albummet affødte i 1988 Litterærlige klassikere, der brugte samme recept, et af Kiddes kendemærker – den fejlfortalte fortælling.
Genistregen er netop at bruge de kendte eventyr til at etablere et fortællerfundament – og en intim dialog med læseren – som lynhurtigt gør fortælleren i stand til at skyde punchlines og gags lige ind i læseren. Vi bliver insiders, der sammen med Kidde sidder og laver frække tegninger i et kladdehæfte på bagerste række.
Albummet er, siden det blev udgivet i 1987, blev trykt i over ti oplag – og blev siden opsat som teaterforestilling med musik af Fuzzy. Dermed er det også en af de sjældne kommercielle succeser i dansk tegneseriehistorie.
Uden at være respektløs, så har albummet ikke en superhøj produktionskvalitet. Det ligner noget, der er nedfældet ligeså hurtigt, som det er tænkt. Jeg spurgte Rune en gang i midt-90’erne, hvor lang tid han havde brugt på at lave albummet – og han svarede enigmatisk ”et-par-og-tyve-år”. Jeg antager, at han mente ”lige siden jeg lærte at læse”.
Rune mistede synet i 1990, men fortsatte sit aktive virke, til han døde i 2013.
– Niels Falk, tegneserieskribent
