Jeg bliver ved, så længe jeg kan stå på benene, forsikrer serieskaber Carsten Graabæk.
Så vidt nogen kan huske, startede stribeserien Statsministeren 1. september 1982 i BT under titlen Som landet ligger. “3. september samme år trådte Anker Jørgensen tilbage,” som ophavsmand Carsten Graabæk ynder at sige, “Sådan var det jo heller ikke ment!”
Før Statsministeren havde Graabæk undervist i engelsk på en række forskellige læreanstalter og arbejdet med montager og underholdning på Danmarks Radio. Men striben blev hans skæbne, og i dag, præcis 30 år senere, er serien stadig særdeles populær. Ved seneste optælling gik den daglige stribe i 19 aviser herhjemme – flere end nogen anden dansk eller udenlandsk serie – og dertil kommer oversatte optrædender i Norge, Sverige og Finland.
Nummer 9 tog en snak med den succesfulde serieskaber om hans 30 år med Statsministeren.
Hvordan tager tiden siden 1982 sig ud i bakspejlet?
– 1982 er en forfærdelig fjern fortid. Begivenheder i firserne er på det nærmeste en sag for arkæologer. Hvem husker måske Falklandskrigen, afskaffelsen af dyrtidsregulering, Pershing 2 raketterne, NATOs dobbeltbeslutning, dunkpetroleum og fodnotepolitikken? Og mine striber var rædsomt studentikose og politisk korrekte, før begrebet vistnok var opfundet. I dag håber jeg, at humoren har fået overtaget på bekostning af satiren. Mine striber skal naturligvis være satiriske, men humoren skal gøre satiren spiselig.
30 år er lang tid at gøre noget som helst nu om dage, og daglige stribeserier er notorisk arbejdskrævende. Hvad motiverer dig?
– Når man sidder derhjemme på sin pind og kommenterer verdens gang, så føler man, at man er med, hvor tingene sker. Det er en herlig fornemmelse, dog naturligvis en ren illusion, men den har jeg levet med i tredive år, og den ville jeg slet ikke kunne undvære.
Hvordan har betingelserne for at arbejde som stribetegner – og hele det danske avistegneserielandskab – forandret sig, siden du startede i 1982?
– Først og fremmest er den danske bladverden på det nærmeste blevet halveret, siden jeg startede, dernæst har aviserne reduceret antallet af striber fra hele sider med tegneserier til blot en håndfuld striber – men på mirakuløs vis har jeg indtil nu holdt skansen. Blodbadet er navnlig gået ud over amerikanske serier, og det er måske i grunden ikke så galt. Mange af dem var ren lal, og man kunne ønske at unge, danske kræfter ville udnytte tomrummet med noget, der har saft og kraft, så bare kom i gang.
Kan du lokkes til kort at give os en idé om, hvordan du arbejder med striben – hvordan genererer og organiserer du idéer, hvordan arbejder du med at give dem form?
– Jeg lader P1 kværne det meste af dagen, og før eller senere dukker der noget op, som er pudsigt, tragisk, sensationelt, irriterende eller bare tankevækkende. Så finder man på en pointe, og derefter skabes striben ”baglæns”.
“Statsministeren” går i rigtig mange aviser, mig bekendt med meget forskellige politiske hældninger. Er det en udfordring at skabe en politisk stribeserie, der er morsom i alle ender af det politiske spektrum?
– Mit holdningsmæssige udgangspunkt er de to knastørre tyske filosoffer Horkheimer og Adorno, som flygtede fra Hitler-Tyskland og i 1943 skrev en bog med den fængende titel ”Oplysningens dialektik”. Den indeholder en snedig analyse af herredømme-begrebet, som ret beset ikke har noget med ”højre” eller ”venstre” i det politiske spektrum at gøre. Magten som sådan er skydeskiven for min satire, og det kan man forhåbentlig godte sig over både i skurvognen og på direktionsgangen.
Hvordan forestiller du dig fremtiden for “Statsministeren”?
– Så længe jeg kan stå på benene vil Statsministeren følge vågent med i verdens gang og ikke forsømme nogen lejlighed til at kvaje sig.
