”Statsministeren: Plads til forbedringer” af Carsten Graabæk og ”Doonesbury 31: Blev Jesus måske afkrævet en fødselsattest?” af G.B. Trudeau
Både ”Doonesbury” og ”Statsministeren” har øje for tidens politiske forviklinger. Ellers er det småt med lighederne.
De fleste dagbladsstriber fokuserer på nære relationer. Mellem mænd og koner, børn og voksne, hunde og katte. Politiske emner overlades traditionelt til avisernes redaktionelle illustratorer, der spidder samtidens politiske aktører i enkeltstående tegninger med og uden replikker og billedtekster.
Arbejdsdelingen giver god mening af flere årsager. De redaktionelle illustratorer arbejder med korte deadlines, hvor stribetegnernes typisk er længere. Ikke mindst fordi stribeserier ofte går i flere forskellige aviser og skal kunne distribueres i god ro og orden. Hvilket i øvrigt udgør endnu en forhindring i forhold til at levere knivskarpe politiske pointer: Når det gælder holdningshumor, er det ikke nødvendigvis det samme, der vækker latter hos læsere af BT og Horsens Folkeblad.
G.B. Trudeaus Doonesbury og Carsten Graabæks Statsministeren tilhører begge det eksklusive selskab af stribeserier, der trodser oddsene og serverer politiske pointer i stribeform. Men de løser udfordringen på meget forskellige måder.
Doonesbury fejrede i år sit 40-års jubilæum. Stribens figurer ældes i noget, der ligner realtid, og eftersom flere af dem både har skiftet partnere og fået børn undervejs, er persongalleriet omfattende. Tilsammen dækker menageriet hele det politiske spektrum – fra højreorienterede B.D. til venstresnoede Mark – og tidens trends og politiske tildragelser påvirker dem på vidt forskellige måder. Som i det nyeste, 31. bind, hvor titelfiguren Mike Doonesburys mor går på barrikaderne i protest mod Obamas ”dødspaneler”, mens hans datter kærester med en hjerneskadet Irak-veteran og bloggeren Rick Redferns søn stikker hånden i afghansk magtpolitiks hvepserede som CIA-agent. Og så videre.
Serieskaber Trudeau jonglerer ekvilibristisk med de mange handlingstråde, og Doonesbury fungerer fornemt i samlet form. Tidens emner behandles måske ikke på dagen, men til gengæld belyses de gennem persongalleriets pluralistiske optik. Hvis den redaktionelle satiretegning svarer til en dugfrisk nyhedshistorie, så er Doonesbury featureartiklen, der sætter nyheden i et vedkommende perspektiv.
Hvor Doonesbury appellerer bredt i kraft af sin alsidige rollebesætning og de soap-agtige plots og sideplots, så vælger Carsten Graabæks Statsministeren en anden vej til Rom. I ”Plads til forbedringer” står hver stribe alene, og seriens figurer er stort set stereotyper. Kun Statsministeren og til dels hans kone har noget, der ligner en personlighed. Men nok om, hvad Statministeren ikke kan. Hvad er det ved Graabæks serie, der gør, at dens lige knap dagsaktuelle satire efter 28 år stadig figurerer både i BT, Horsens Folkeblad og en lang række andre aviser inden- og udenlands?
Det grove svar ville være ”udvanding”. Ved at reducere figurerne til deres jobbeskrivelse forhindrer Graabæk, at de identificeres med virkelige magthavere, man som læser på forhånd har større eller mindre sympati for. Og ved at gøre pointerne almengyldige indtil det banale sikrer han sig, at de hverken fremstår daggamle eller falder nogen for brystet. Medier er sensationslystne, politikere er opportunistiske, vinterbadere er underlige – det er de færreste helt uenige i. Rigtig skarpt (og kontroversielt) bliver det først, når der sættes navne på journalister, der går over stregen, og ministre, der meler deres egen kage. Det gør der aldrig i Statsministeren.
Serien har sine øjeblikke. Som i striben, hvor Statsministeren adresserer folkemængden foran Christiansborg (?) med parolen ”vi skal have udryddet fattigdom herhjemme!”, hvilket får en kvik borger til at spørge: ”Skal vi så også udrydde rigdom?” Dén skal Statsministeren tygge lidt på, før han peger en anklagende finger mod spørgeren: ”Socialist!”.
Bedre bliver det så heller ikke. Statsministeren fungerer ikke specielt godt i samlet form, fordi Graabæks greb bliver monotone. Alt for mange striber følger blot Statsministeren, mens han diskuterer et semi-aktuelt emne med en rådgiver af den ene eller anden art, og med så mange striber samlet på ét sted bliver det tydeligt, at bundniveauet er lavere, end topniveauet er højt. Statsministeren er fornuftigt stribehåndværk, men jeg savner lidt mere kant og lidt større ambitioner. Og det ville jeg også have gjort, selvom jeg ikke lige havde siddet med 31. bind af Doonesbury mellem hænderne.
Karakter: 2/5
Værkets titel: Plads til forbedringer
Seriens titel: Statsministeren
Forlag: Hovedland
Forfatter/tegner: Carsten Graabæk
Farve og form: Farve, softcover
Sidetal: 64
Pris: 69,00
ISBN-13: 978-87-7070-215-7
Aktuelt udgivelsesår: 2010
Udgivelsesland: Danmark
Karakter: 4/5
Værkets titel: Blev Jesus måske afkrævet en fødselsattest?
Seriens titel: Doonesbury
Forlag: Cobolt
Forfatter/tegner: G.B. Trudeau
Farve og form: Sort/hvid, softcover
Sidetal: 64
Pris: 168,00
Oversat af: Ole Steen Hansen
ISBN-13: 978-87-7085-414-6
Aktuelt udgivelsesår: 2010
Udgivelsesland: Danmark
Del på
