Fimbulvinter er Søren Mosdals hidtil mest omfattende tegneserie. I klassisk albumformat – men tyk som en moderne graphic novel – fortælles den stemningsfulde og dystre historie om vikingen Erik den Rødes sidste regeringstid på Grønland med både guder, kløvede pandebrasken og lakonisk, knastør vikingehumor.
Albummet udkom næsten simultant på selveste Tintins forlag Casterman i Frankrig, og har høstet flotte anmeldelser både her og der. Fimbulvinter repræsenterer samtidig nyt land for Mosdal, der tidligere primært har beskæftiget sig med internationale arttegneserier herunder Feuerwerk (2001), Dog Gog (2009) og Lost Highway (2010) eller humoristiske hudfletninger som i Rockworld-hæfterne (opsamlet 2013) – alligevel er der en klar tematisk sammenhæng i Mosdals oeuvre (både med og uden forfattermakkeren Jacob FZA Ørsted), nemlig det skarpe fokus på den besværede outsider.
Med Erik den Røde har Mosdal fundet et stærkt fundament for en episk og – siger han selv – bredt anlagt historie med manden, der opdagede Grønland som følge af landsforvisning og flugt, igen som følge af et hidsigt temperament og elendig dømmekraft.
Jeg havde fornøjelsen af at dele tegnestue med Søren, mens en stor del af Fimbulvinter blev til, og det er en stor glæde at se den fornemt realiseret af Aben Maler, som mig bekendt ikke før har udgivet en tegneserie med bare halvt så mange kløvede hoveder.
Denne læser synes dog ikke at albummet er helt så enkelt, som ophavsmanden postulerer.
Sammenhænge er gådefulde, de store knudemænd ligner hinanden til forveksling og mystisk, ofte abrupt indblanden af Tor og Odin er blandt de elementer, der er med til skabe en drømmeagtig stemning med sin egen logik, som af og til udfordrer læseren, som til gengæld ledsages suverænt sikkert af ekspressive, træsnitsagtige billeder – måske Mosdals smukkeste arbejder.
Kort sagt: masser af spørgsmål til Mosdal!
Sidste år udgav du Rockworld – sammen med Jakob FZA Ørsted – som jo er samtidssatire, og året før Lost Highway, et semibiografisk album om countrysangeren Hank Williams. Fra nutidig populærkultur til viking, det må da siges at være et spring. Hvad var det, der fik dig på sporet, var det viking i sig selv, eller specifikt Erik den Rødes historie?
– Et engelsk forlag henvendte sig til mig, og inviterede mig til at lave en tegneserie om en historisk person. Jeg sagde Erik den Røde uden at tænke nærmere over det. Det faldt mig bare ind.
Hvor meget kendte du til ham i forvejen?
– Altså, det var bare noget jeg sagde, og jeg tror måske jeg bildte mig ind at det ville være let. Måske også på grund af det danske eller skandinaviske aspekt. Men hurtigt fandt jeg ud af at jeg overhovedet ikke vidste en skid. Jeg begyndte at læse lidt op på det, og lavede et pitch, tegnede en fem sider. Det viste jeg til det engelske forlag, men de gad ikke fortsætte med det.
Dealen røg? Men du fortsatte jo så, var det fordi du tænkte: “De vil nok gerne have det alligevel, når de ser projektet i sin helhed”?
– Nej, det stod klart at det var slut. Men jeg var helt klart blevet fanget af stoffet, syntes det var skidespændende, og lavede det derfra for mig selv. Eller… man laver jo aldrig noget for sig selv, man laver jo altid noget for at få det ud. I stoffet ligger der en kæmpe fascination, som jeg tror de fleste af os nordboere undertrykker fordi det er … lidt pinligt. Lidt ligesom hvis franskmændene gik og snakkede om gallerne hele tiden. Viking er lidt tabu på en måde.
Så du andre perspektiver i stoffet?
– Hm, jeg syntes jo også det ville være forfriskende at komme væk fra mit ry – i visse kredse – som “heriontegneserietegneren”. Det ville være fedt at lave noget helt andet. Væk fra alt det der nonsensagtige undergrund, til det stik modsatte.
Og hvad er “det stik modsatte” af herointegneserier?
– Jamen det er da at tage sådan et berømt, nationalt fænomen som vikinger og arbejde seriøst med det. Et eller andet sted har jeg nok også taget mig selv i at synes det var lidt fjollet at lave Hank Williams-tegneserien, fordi jeg alt andet lige har så lidt kulturel, geografisk og anden relation til den verden. Helt banalt tænkte jeg det kunne være godt at vende blikket hjemad…
Okay, men..
– Kommer min ironi med i interviewet?
Haha, det må sørge for! … Men du besluttede dig til at fortsætte projektet uden kontrakt med forlag og så videre?
– Ja. Jeg kiggede på mit første forsøg, de fem sider, og syntes det var lovlig kulørt drengeeventyragtigt. Jeg begyndte forfra, med en ide om en Tintin-agtig hovedperson, en anonym figur hvis perspektiv man følger det hele fra. Det greb brugte jeg også i Lost Highway, hvor det var chaufførens blik der styrede handlingen. Men jo længere, jeg sad med det, jo mere tænkte jeg: “Erik den Røde er spændende nok i sig selv, hvorfor ikke bare gøre ham til bærende hovedperson, hvorfor danse om den varme grød?”
Hvordan sad du med det? Arbejdede du mens du researchede?
– Før jeg begyndte at skrive noget, læste jeg et år. Alle sagaerne og Eddaen og i det hele taget alt, hvad jeg kunne komme i nærheden af.
Jeg synes den udvikling, du beskriver, er ret spændende. Du er begyndt med kulørt ramasjang, og endt med noget meget anderledes. Noget meget ekspressivt, nærmest poetisk episk. Hvordan kom du dertil fra det mere enkle og traditionelle vold-og-seje-vikinger-koncept?
– Researchen i mit første, kulørte pitch begrænsede sig til Wikipedia, “Erik den Røde opdagede Grønland og blablabla”. Der stod ikke så meget, så jeg digtede bare videre. De måtte sikkert kæmpe med en ond isbjørn med det samme de gik i land, og videre i den dur… Men jo mere jeg læste af de gamle tekster gik det op for mig at den verden ikke var udpræget kulørt, selvom der helt klart sker mange kulørte ting. Der findes to sagaer om Erik den Røde, og grundtonen er temmelig dyster og tung. Selvom vikingerne fyrer mange vittigheder af, er alt inficeret af skummelhed. Jeg ved ikke… – jeg har aldrig læst sagaerne i skolen. Det er jeg gået glip af. Det har alle andre, ikke?
Øhh, det aner jeg ikke. Jeg læste Gunløg Ormstunges saga vistnok i gymnasiet, men husker det ikke som uomgængeligt pensum. Jeg husker bedst hardcore holmgang, altså volden, det må jeg indrømme. Men det var altså første gang, du læste dem. Hvad syntes du om dem?
– De er jo skide fede! Helt anderledes end jeg havde troet. Jeg ved godt, jeg lige har kaldt dem tunge og seriøse, men på den anden side er de jo enormt sjove og underholdende. De der psykovoldssekvenser… Mærkelige, mærkelige selvmodsigende ting, som måske gav mening for dem, men slet ikke for os…
For eksempel?
– Gudemyterne er et godt eksempel. Der er forskellige versioner af den samme historie, hvor en bestemt gud er god i den første, og så lidt mærkelig i den anden, og så sker der nogle andre ting, og så er der en mand, der bliver forvandlet til en hest, og så hjælper de ikke den ene mand, men kun den anden. Det er meget forvirrende.
Ja, det lyder meget forvirrende…
– Det er en meget mystisk verden, der beskrives. Man har følelsen af, at der faktisk er en mening nedenunder, men at den altid er udenfor rækkevidde.
… og den måde at fortælle på tiltalte dig? Som et alternativ til en mere moderne, realistisk skildring af vikingeliv, med moderne dramaturgi, hvor den indre konflikt altid skal løses før den ydre kan og blaaaaaaablabla?
– Jeg har forsøgt at kombinere det, at gøre begge dele. Fimbulvinter er først og fremmest en helt traditionel, regelret historie, med en far-søn konflikt, som afspejler det nye mod det gamle og sådan. Men samtidig er der også den… mystiske dimension. Det er den dimension som Eriks højre hånd repræsenterer.
Farsek.
– Farsek, ja. Det er igennem ham, man oplever de mystiske ting.
Lad os snakke om Farsek. Jeg har ikke læst de to sager om Erik den Røde og har intet googlet forud for vores snak. Er han frit opfundet, eller er han hentet et sted fra?
– Nej, han er god nok. Han er Erik den Rødes fætter. Eller onkel, afhængig af hvilken saga du læser. Der var noget mærkeligt ved ham. Han var usandsynligt stærk og kunne svømme i iskoldt vand og sådan nogle ting. På Grønland siger man han går igen, den dag i dag. Hans genfærd vandrer rundt, tæt på hvor han døde.
Å’be’ha’e’li!
– Å’be’ha’e’li! Det er sådan set hvad man får at vide om Farsek, som naturligvis også i min version er inspireret af Loke. Jeg mener, Odin kan man ikke regne med, men Loke kan man overhovedet ikke regne med. Man ved ikke helt om han vil hjælpe Erik. Det mener jeg nok han vil, men han modarbejder selv sin måde at hjælpe på, det er… ambivalent. Ligesom dig, Thomas [hånlig ironisk kluklatter]
Han fylder jo meget i historien [ignorerer den latente fornærmelse].
– Hvad mener du?
Jo, man regner jo hurtigt ud at Fimbulvinter primært handler om det brud, der opstår mellem far Erik og sønnikke Leif den Lykkelige. Og så kommer Farsek snigende ind ad historiens bagdør og løber med… i hvert fald megen opmærksomhed.
– Det er sandt. Farsek er min egen favoritperson i fortællingen, det er ham, jeg bedst kan lide. Nej, vent. Erik er lige et mulehår sejere. Men Farsek er uforudsigelig. Erik er også fed, men mere lige ud af landevejen, og man kan altid forstå ham, også når han gør noget dumt. Argh, det lyder dumt og plat, når jeg siger det, men Farseks uudgrundelighed er bare god. Alle de andre karakterer er i øvrigt også bygget på andre figurer eller mennesker andre steder fra, men ikke Farsek. Han er lidt mere ud af det blå. Han er måske en halvgud. Den bedst tegnede sekvens er også med Farsek, den hvor ham og mændende tager på jagt nordpå (side 47-65 ).
Hvad er det Farsek siger i de mystiske talebobler?
– Det er sådan nogle historisk ukorrekte indslag. Det er en slags magiske formler fra Island, fra 1500-tallet, tror jeg. Altså noget senere. De er beregnet til at blive påskrevet på en pind, og så lagt et eller andet sted, og så…
… går alle troldene og dæmonerne væk?
– Ja, nemlig. Nu kan jeg ikke lige på stående fod forklare dem, men symbolerne giver mening i forhold til det, der sker, når de bruges i Farseks talebobler.
De er pisseflotte.
– Ja. Jeg ved at Björk har tatoveret en af dem på sig.
Wow. Efter vi et kort øjeblik har dvælet ved dét billede, kunne vi måske lige runde Leif den Lykkelige?
– Ja?
Scenen for den vægtige del af historien er jo tidspunktet, hvor Erik den Rødes tid som chef for Grønland synger på sidste vers. Folkene er mere indtagede af Leif, der har fundet nyt land og en bedre religion og tilmed en fed præst, som godt nok har det ad Helvede til…
– Ja? Hvad, er det et spørgsmål eller hvad?
Måske mere et afsæt. Jeg kan også spørge konkret: historien har nogle flashbacks, men hovedparten af Fimbulvinter foregår nøjagtigt i det herrens år 1000. Hvorfor er det enden på Eriks tid, du beskæftiger dig med, i stedet for for eksempel de tidligere begivenheder, hvor Erik den Røde på klodset brushovedmanér kommer til at slå sin nabo og hans sønner ihjel, og derefter må flygte med lille Leif, som synes det er nedtur altid at skulle flygte fordi hans far er en idiot, hvorfor er det enden?
– hvis du vil høre sandheden…?
Sandheden!
– Sandheden er jo, at fortællingen oprindeligt var planlagt til at være længere, til tre bøger. Helt konkret skulle den have fortsat ind i den fase, hvor Erik langsomt synker ind i sindssygen og bliver sin egen Macbeth… eller er det Macbeth, hvor han bliver skør og gammel?
Fru Macbeth bliver i hvert fald skør. Kong Lear bliver skør og gammel, men gør de ikke det alle sammen?
– Han får en isbjørn, som han fodrer med sælkød, eskimoerne kom og angreb, der var… meget mere. Men så sad jeg og arbejdede, og kom dertil, hvor historien slutter nu, og så tænkte jeg “Arhh, der er ikke nogen grund til at træde rundt i han bliver sindssyg og gammel, og mere konflikt med Leif. Det var som om der ikke for alvor var mere.
Okay. Men lad os ikke glemme Leif, som du lige skulle til at sige noget om?
– Leif. Ham har jeg lavet som en stor teenager, der ikke rigtig har styr på det, og som måske er lovligt forført af præsten. Han træder lidt i karakter, det er jo trods alt ham, der opdager Amerika.
Hvad er det for noget med den mongolsøn, der kommer til sidst?
– Hahahahaaa…! Det er jeg.. glad for at du spørger om, haha… Det er en autentisk historie, der kom en mand med Leifs søn, som ifølge sagaen var speciel. Det antydes at han var evnesvag. Jeg valgte at gøre ham til mongol, de har ofte sådan en mystisk udstråling. Han er jo meget sød, faktisk. Der skulle rigtigt have været mere med ham. Det bør jeg nok ikke sidde og sige, men det var planen. Nu er der ikke så meget med ham, men han tjener til at øge hadet mellem Leif og Erik.
Jeg vil gerne tilbage til kernen i Fimbulvinter. Lidt ligesom i Apocalypse Now er fortællingen jo et mørkt digt, en dyster rejse, hvor det er lidt uklart hvad visse elemter betyder, men at man fornemmer en grundtone. Mongolsønnens komme til allersidst… der er sådan et mylder af detaljer med fortolkningsmuligheder, et, øh, mytisk skær. Og så er der jo også nogle passager, der er lidt svære at læse, fordi man kan blive i tvivl om hvem der er hvor, og er ham der den samme som ham der, fordi de jo allesammen er sådan nogle ordentlige knudemandsklepperter. Fimbulvinter er selvfølgelig en historie, men måske mere et ekspressivt statement af en art. Viking som en eksistentiel tilstand. Hvad tænker du om sådan en karakteristik?
– Joh. De gamle kvad eller digte rummer megen mystik. Virkelighedsopfattelsen i vikingetiden har været radikalt anderledes end vores. Torden, det er Tor, sådan helt banalt, men det virker ofte som om at mange begivenheder har kunnet tilskrives mystiske sammenhænge. Det har jeg klart prøvet at overføre, inklusive de tvetydige og uudgrundelige guder, som man kan ofre til uden at de hjælper af den grund.
Men der er jo også et andet aspekt, dine valg. Du lægger jo så at sige oveni. Der er for eksempel i første del af historien et vikingeskib, der er frosset fast i isen, som når du viser det er det lige forsynet med en mystisk damp eller røg omkring sig, gerne dvælende, i flere billeder. Hvad tænker du som fortæller, når du træffer sådan nogle beslutninger?
– Men det er jo naturen, der ser sådan ud, Thomas. Der findes tåge og skyer og vejret skifter jo…
Prøv at kig på side 50…
– Okay.. hmm, øjeblik, jeps. Haha, jamen det er jo en tågenbanke!
Men det første billede viser mændene, der ror i jollen. Så følger et nærbillede af skibet, og så et nærbillede af stævnen. Og så ser man mændene, der sejler tæt op ad skibet. Det er meget stemningsfuldt, og det er som om du pauser fortællingen, for at dvæle ved det der…
– Jeg ved ikke hvad jeg skal sige. Jo, du har ret …
Okay. Lad os afslutningsvis gå tilbage til noget mere håndgribeligt.
– Sopranos.
Sopranos?
– Ved siden af alt det andet, vi har snakket om, synes jeg det var sjovt at kombinere Erik den Røde med Sopranos. På en måde er jeg ligeså inspireret af Tony Sopranos-figuren i forhold til Fimbulvinter, som jeg er af alt det andet. Erik den Røde er på mange måder Tony Sopranos hensat til et vikingeunivers. Du nævnte “knudemandsklepperter” før, jeg har en stor fascination af de der store, stærke knudemænd. Altså, dig og mig, Thomas, vi er jo blevet nogle slapsvanse, ikke? Vi er blevet nogle slappe tegnere, og måske havde vi en eller anden drøm om at blive nogle stærke mænd, der havde styr på tingene. At kunne sørge for familien, og alle de ting, vi overhovedet ikke formår, samtidig med at man er helt bevidst om at den der mandetype slet ikke holder. Deres sidste storhedstid var måske 1950’erne, men de havde jo ikke styr på en skid, i hvert fald ikke mere end vi ikke har, højest nogle praktiske ting, men slet ikke… menneskelige ting. Sådan er det også at se Tony Sopranos. På den ene side er det fascinerende at se hans volumen, og al den magt han har, folk er bange for ham, fedt – men på den anden er det også, trods alt, dejligt at se at han ødelægger alt for sig selv. Sjovt nok ligesom Erik den Røde, der også ødelægger alt for sig selv. Tag hans forhold til Leif, som virker ondt, men det er jo bare hans måde at få Leif til at rette ind på. Selvom han er ved at slå sin søn ihjel, er det bare hans måde at være far på. På den der gammeldags måde, hvor man måske er for hård. Men det går jo så også galt i det her tilfælde.
Søren Mosdal arbejder i øjeblikket på at færdiggøre krigsromancetegneserien Madeleine – Une femme libre, som udkommer allerede til oktober på forlaget Sarbacane. Foto: Mari Ahokoivu