Kristian Bang Larsen tygger på brugen af helsides billeder i ”Glimt” og ”The Walking Dead”.
I Rikke Bakmans grafiske erindringsroman ”Glimt”, der foregår over en sommerdag ved stranden i 1980’erne, er der kun ét billede på hver side.
– På den måde får alt lige stor vægt, for alt er lige vigtigt for et barn – alt er dramatisk, og det skulle formen afspejle,” forklarede Rikke Bakman sig over for Erik Barkman i et interview her på Nummer 9.
I det korte citat ligger der en forforståelse af tegneseriers formsprog, som Bakman nok deler med de fleste af os, mig selv inklusive, uanset om vi er os det bevidst eller ej: For det første er billederne i en tegneserie normalt ikke lige store. For det andet er der en relation mellem størrelsen af billederne og vigtigheden af dem. De store billeder er vigtigere end de små. Og for det tredje er helsides billeder særligt dramatiske.
Intet er dramatisk, når alt er dramatisk
I ”Glimt” bruger Rikke Bakman helsides billederne til at understrege hovedpersonens oplevelse at sommerdagens dramatik. Men læseren oplever ikke ”Glimt” som dramatisk, for gentagelsen af de store billeder afdramatiserer dem.
Ovenstående eksempel, hvor Rikke falder ud af bilen, er det mest udvendigt dramatiske i hele ”Glimt”. Men Bakman underspiller dramatikken: Her er ingen lydord, ingen hård krydsklipning, intet blod, ingen rumlig fornemmelse, af hvor alvorligt faldet er. I stedet fokuserer hun på barnets oplevelse af situationen og æstetikken i faldet, kroppens bevægelser i luften på en baggrund af blå himmel. Og hjælpes godt på vej af formen, der klipper det dramatiske forløb op i helsides-tableauer.
Nu er det jo anderledes at læse på skærmen end på papir. Det er mindre tydeligt her, hvor alene billederne står, og man får heller ikke automatisk dæmpet læserytmen, når man ikke hele tiden skal bladre.
Men i papirudgaven af ”Glimt” sker der det, at man læser det enkelte billede langsommere, end man ville have gjort, hvis det var ét billede i et forløb af billeder på en side. Samtidig har Bakman givet billederne en ”illustrationsagtig” kvalitet, så de kan stå alene. Og den ekstra tid, man som læser giver billederne, dæmper læserytmen, og dermed dramatikken.
Død v. zombie
En serie der, i modsætning til ”Glimt”, arbejder meget bevidst med at skabe dramatiske forløb ved at variere brugen af små og store billeder, er forfatteren Robert Kirkman og tegneren Charlie Adlards amerikanske zombieserie The Walking Dead (og så er vi også så langt fra milde sommerdage ved Vesterhavet som muligt).
The Walking Dead er en karakterdrevet serie med fokus på de overlevende menneskers psyke og indbyrdes relationer. Den undersøger, hvordan mennesker reagerer under ekstremt pres, og deri ligger dens store kvaliteter. Kirkman er vanvittigt god til at skabe karakterer, man som læser engagerer sig i. Og fuldstændig nådesløs, når det kommer til at slå dem ihjel.
Her er et eksempel fra bind syv, ”The calm before”. Gruppen af overlevende har forskanset sig i et forladt fængsel. De har fanget en kvindelig zombie, som de holder bundet til en pæl, for at kunne undersøge den. Nu går kvinden Carol, der har mentale problemer, hen til zombien:
Noget af det, der gør The Walking Dead ekstremt læsevenlig, er dens nærmest filmiske fortællerytme. Her starter vi med fire mindre billeder, der med skiftende perspektiv følger Carol over gårdpladsen. Først i det fjerde billede opdager vi, at hun er på vej hen til zombien, og først i det femte, store billede, bliver det tydeligt, at det er Carol.
De fire små billeder læser man hurtigt, men ved det femte store stopper øjet op, og man dvæler, og spørger sig selv, hvorfor hun taler med zombien, der jo intet forstår. Det her er det vigtige billede, fortæller Adlard og Kirkman, dels ved at vise Carol frontalt, og dels ved simpelthen at gøre billedet større end de andre.
På næste side gentages opbygningen:
Her fortsætter Carol med at tale med zombien. Igen bygges sideforløbet op med fire mindre billeder, der veksler i beskæring og perspektiv, og et femte, større billede, der fungerer som klimaks. Beskæringerne er forskellige, men indstillingen er det samme i billede 1, 3 og 5, der bringer Carols ansigt tættere og tættere på læseren. Hun fortæller zombien, at de andre i gruppen ikke respekterer hende, at de synes, hun er skør. Og så kommer pointen i det femte, store, billede: Fra nu af tror jeg kun, jeg vil snakke med dig. Jeg håber virkelig, du kan lide mig.
Og så:
Puha. Uhyggeligt.
Mens du sunder dig, kan jeg fortælle, at man som trofast læser har kendt Carol siden midten af bind 1. Og da hvert bind er på 120 sider, vil det sige, at man har fulgt hendes udvikling over omkring 800 sider. Man har styr på hendes skrøbelige psyke, og på hendes relationer til de andre overlevende og hendes datter. Det er en kvinde man kender godt, der nu vælger en voldsom og pludselig død v. zombie.
Men tilbage til det med billedernes størrelse: I den fysiske tegneserie skal man bladre for at nå til siden. Det er tegneserielogik. Chokket er større, når det kommer som en overraskelse.
Normalt i tegneserier er der et forløb af billeder på en side, hvor det ene billede naturligt leder videre til det andet. Men når der kun er et billede på siden, standser forløbet: Stop, siger billedet. Giv dig tid til at betragte mig. Se detaljerne. Carols på en gang forpinte og lykkelige ansigtsudtryk, blodet der sprøjter fra halsen, ordene: åh, godt. Du kan jo lide mig. Lad chokket synke ind. Nu dør Carol.
Og så er du hurtig videre:
Size is everything
Det er det samme, der sker, når Rikke Bakman insisterer på kun at bruge helsidebilleder i “Glimt”. Det enkelte billede får mere vægt, og man læser det langsommere, end man havde gjort, hvis billedet havde været en del af et sideforløb.
I ”Glimt”, hvor der kun er store billeder, er effekten, at læseoplevelsen bliver afdramatiseret, men i The Walking Dead, der lever af at bygge spændingskurver op og rive dem ned igen, skaber Kirkman og Adlard en dramatisk læseoplevelse ved hele tiden at variere billedstørrelsen. Rolige passager, med dagligdags gøremål i den postapokalyptiske hverdag, brydes af voldsomme og blodige scener. Lange forløb, hvor man læser hurtigt, når deres klimaks i store helsidesbilleder, hvor man som læser er nødt til at standse op.
Det kan virke banalt: man kan variere billedernes størrelse i tegneserier. Eller lade være. Men det er en mulighed og et vilkår, der er unikt for tegneseriemediet, og både Bakman og Kirkman/Adlard viser i deres meget forskellige værker, hvad man kan få ud af at arbejde meget bevidst med billedstørrelsen.
“Seriesprog” er en artikelserie på Nummer9.dk, hvor Kristian Bang Larsen undersøger tegneseriemediets formsprog og virkemidler med udgangspunkt i udvalgte tegneseriescener.
