Rikke Bakmans ”Glimt” udkom 7. januar, og siden er den blevet overdænget med anmelderroser. Nummer 9 tog en snak med debutanten om at starte fra nul som tegneserietegner og gå på opdagelse i barndommens land.
De seneste to år har Rikke Bakman hørt stemmer. Hun har hørt sin storesøster kalde hende en ”ogginok” og en ”røvspasser”. Hun har hørt sin far skælde ud og sin mor trøste.
– Det har været en konstant knævren, sukker serieskaberen.
Bakman har netop udgivet ”Glimt”, en anmelderrost graphic novel (anmeldelse, preview), hvor hun rekonstruerer en sommerdag fra sin barndom i midtfirserne. Familien ferierer ved Vesterhavet, og for Bakman var det meget vigtigt at ramme tonen i deres samtaler. Hun vendte og drejede opmuntringer, bebrejdelser og irettesættelser i hovedet, til de lød helt rigtigt. Og så lagde hun dem i munden på sin familie, skildret i naivistisk blyantsstreg.
– Jeg bliver nødt til at finde en måde at stoppe de knævrende stemmer på, hvis jeg skal lave sådan noget igen, griner Bakman.
– Heldigvis hjælper motion lidt.
Det store i det små
Arbejdet med ”Glimt” startede på Serieskolen i Malmö, før Bakman vendte tilbage til Det Fynske Kunstakademi, hvor hun havde bogens første 100 sider med til afgangsudstillingen. Siden brugte hun endnu et år på at tegne og forfatte bogens i alt 288 sider, ”mere eller mindre på fuld tid.”
– Egentlig er jeg kunstuddannet, så som tegneserietegner startede jeg helt fra nul. Hvordan tegner man f.eks. biler rigtigt? Det var jeg overbevist om, at jeg ikke kunne, så jeg prøvede at klippe-klistre nogle fotos af rigtige firserbiler ind. Men det funkede ikke, konstaterer Bakman.
Hvorfor lave en selvbiografisk fortælling?
– Jeg har nok en tro på, at de bedste historier findes lige for næsen af os. Ved at tage udgangspunkt i min egen barndom håbede jeg at kunne ramme en stemning, som andre kunne relatere til. Det handler om at finde det store i det små!
Alt er lige vigtigt
”Glimt” foregår over en enkelt dag i Bakman-familiens sommerhus, dengang Rikke var seks år gammel. Eller sådan præsenterer historien sig i hvert fald. I praksis er dagen sat sammen af en række erindringsglimt fra Bakmans barndom: Rikke piller ved et håndtag i bilen og vælter ud. Hendes storesøsters undulat flyver væk. Forældrene får besøg af et par venner, og aftenen ender i et jalousidrama. Stort og småt, skulder ved skulder.
– Det er også derfor, tegneserien skrider frem med ét billede per side. På den måde får alt lige stor vægt, for alt er lige vigtigt for et barn – alt er dramatisk, og det skulle formen afspejle.
Ingen af erindringerne i ”Glimt” er opdigtede, men nogle er en slags rekonstruktioner:
– For eksempel går vi på jagt efter en undsluppet skildpadde i bogen, men den passage er reelt sat sammen af to forskellige episoder, som jeg blander lidt sammen, indrømmer serieskaberen.
På opdagelse i fortiden
I starten var Bakman meget optaget af at ”fortælle sandheden”. Hun bladrede i familiens fotoalbum, tog billeder af sommerhuset og udspurgte sine forældre om de mindste detaljer fra firsernes ferier. Men med tiden lod hun den gode fortælling vise vejen:
– Jeg har læst en del selvbiografiske tegneserier, og min oplevelse er, at det langt fra er nok at fortælle hudløst ærligt om sit liv. For at være interessant for andre, skal historien også være godt fortalt.
Alligevel var researcharbejdet gavnlig, for billederne og detaljerne var en vej ind i den tid, Bakman skildrer i ”Glimt”.
– Da jeg lavede bogen, var jeg meget inspireret af den amerikanske serieskaber Lynda Barrys bog ”What it is”. Det er en slags selvbiografisk, kunstfilosofisk håndbog, og nogle af øvelserne i den var enormt inspirerende. De handler meget om at tage udgangspunkt i nogle konkrete ting og steder fra fortiden og gå på opdagelse i de erindringer, det sætter gang i. Det er en virkelig frugtbar tilgang, synes jeg.
Har arbejdet med ”Glimt” haft en betydning for, hvordan du husker?
– Jeg er blevet mere opmærksom på at huske og på, hvordan man gør det. I starten skulle jeg virkelig arbejde for at hente sanseindtryk frem fra min barndom, men efterhånden er det blevet meget let. Nu skal jeg bare forestille mig sommerhuset, så kan jeg nærmest lugte lyngen, fortæller Bakman.
Barneliv i nuet
Hvordan valgte du de erindringer, der kom med i bogen?
– Det var meget en fornemmelsessag. Selvfølgelig skulle begivenhederne foregå om sommeren, og når jeg havde valgt, at hele fortællingen skulle afvikles over én dag, udelukkede det nogle ting. Men grundlæggende handlede det om at finde de øjeblikke, hvor verden blev lidt større og man kunne ane noget utrygt og kaotisk bag hverdagens forudsigelige rutiner, funderer Bakman.
Men selvom seks-årige Rikke både bliver sparket over foden, ser en død hare og får myrer op i tissekonen, så efterlader ”Glimt” et indtryk af en harmonisk barndom. Problemerne løser sig altid for vores lille hovedperson, før de bliver rigtig alvorlige. Bakmans historie rummer ikke ret meget konfliktstof – til gengæld er den usædvanligt stemningsmættet.
Hvad håber du, at vi som læsere får ud af ”Glimt”?
– Jeg har forsøgt at skildre barndommen som tilstand. Forhåbentlig kan folk genkende sig selv og deres egne børn i ”Glimt”. Bruge bogen som en indgang til en tid, hvor man er helt til stede i sin egen krop og i nuet. Hvor pubertetsårenes akavede selvbevidsthed ligger foran én, og man lever intenst fra øjeblik til øjeblik.
– Hvis bogen overhovedet har en dagsorden, så er nok det: At det er en måde at leve på, som vi burde lade os inspirere af. Ikke mindst mig selv! griner Bakman.