Sidste år afsluttede Peter Madsen en 30 års lang rejse med 15. og sidste album i den elskede serie Valhalla. Det første af fem luksusbind, der samler hele serien, er netop udkommet og anmeldt på Nummer 9.
Peter Madsen deltager i Nummer 9’s interviewserie “♥ tegneserier”, hvor tegneseriefolk fortæller om deres tegneseriefavoritter. Peters smag går fra Franquin til Alan Moore, og så har skandinaviske tegneserier især en stor plads i hans hjerte.
Hvad er den første tegneserie, du husker at have læst?
– De første serier, jeg stiftede bekendtskab med, var utvivlsomt Anders And, Tintin og stribeserier i ugebladene. Men skal jeg nævne den første tegneserie, jeg virkelig LÆSTE ordentligt, må det være ”Les Nid des Marsupilamis” af Franquin. Det er et Splint & Co. album, der senere udkom på dansk med titlen ”Den vilde spiril”. Når jeg skriver det på denne krukkede måde med fransk titel og det hele, er det fordi albummet endnu ikke var kommet på dansk, da jeg som stor knægt fik fingre i det (faktisk udkom det helt tilbage i 1960, da jeg var 2 år!).
– Jeg blev så fascineret af Franquins univers, hans måde at fortælle på og hans karikerede tegnestil, hvor alt føltes “virkeligt”, og jeg lærte mig faktisk fransk ved at læse hans serier. Specielt Spiril-albummet husker jeg, at jeg pløjede igennem igen og igen med ordbogen i hånden, og selv om det ikke er særlig ordrigt, brugte jeg timer på at slå op og føje nye brikker til historien. Det var også fascinerende, hvordan han kunne holde spændingen oppe helt uden skurke og pistoler, bare med ren natur-magi.
Hvis du skulle nævne en tegneserie, der i sin tid inspirerede dig til selv at lave tegneserier – hvilken én ville du så pege på?
– Nu startede jeg meget tidligt med at lave serier. Jeg har vel mere eller mindre føjet billeder sammen til fortællinger siden barndommen. Jeg legede mig ind i serieverdenen, havde stor glæde af det, og tænkte ikke på det som et voksent “job”. Så det var først sent i forløbet, at det gik op for mig, at det skulle være min levevej.
– En af de ting, der for mig pegede ind i fremtiden (også min fremtid som serieskaber), var opdagelsen af Will Eisners “En kontrakt med Gud”. Bogen udkom i 1978 på amerikansk (på et “rigtigt” bogforlag), og allerede året efter på dansk. Jeg købte den amerikanske udgave nede i Fantask, og blev helt væltet omkuld af denne nye måde at lave tegneserier på. Bogen var helt sin egen, fortællingerne flød, og emnerne var anderledes og mere spændende at dykke ned i end de “genre-stykker”, der ellers var dominerende. Jeg fik et glimt af, at dette medie havde masser af muligheder for at fortælle historier, man også gad beskæftige sig med som voksen.
– I dag kan man godt sige, at Eisner til tider er lige lovlig forenklet, karikeret, patos-fyldt osv., og at der sidenhen er kommet en sværm af graphic novels (ligesom han selv har lavet større værker end denne tidlige novellesamling – f. eks. “Livskraft”). Men “En kontrakt med Gud” viste vejen.
– Sjovt nok er den første af fortællingerne i bogen inspireret af Jobs Bog fra det gamle testamente, en fortælling, jeg selv har tumlet en del med, bl.a. i “Historien om Job” og “Historien om en Mor”.
Hvis du skulle vælge én favorittegneserie, hvilken ville det så være?
– Hvis jeg kun må vælge én tegneserie, må det blive Peter Kiellands “Kun i aften”, der udkom i 1983 på Runepress.
– Peter er en af de mest originale serieskabere, jeg kender, og han har altid gået (og fortsætter med at gå) sine egne veje. “Kun i aften” er en rejse i vold, vanvid og vidunderlig poesi, og hver gang jeg kigger i albummet, bliver jeg mindet om, at verden ligger åben derude for os som serieskabere. Vi kan gøre lige, hvad vi vil, kun vores egen fantasi sætter grænser. Det er ikke mange dage siden, jeg sidst kiggede i “Kun i aften”.
Hvilken tegneserie ville du ønske, du havde lavet?
– Nu går jeg ikke og ønsker, at jeg havde lavet andre folks tegneserier. Det er jo deres personlige fingeraftryk, ligesom jeg har mit. Men hvis jeg skal prøve at svare på spørgsmålet alligevel …
– Der er mange tegneserieskabere, der inspirerer mig. Nogle for deres billedmæssige fantasi: Sienkiewicz, McKean, Mattotti. Nogle for deres æstetik: Jeff Jones, Moebius, Kenneth Williams. Nogle for deres udforskning af mediet: Chris Ware, Mazzucchelli. Nogle for deres “impact”: Frank Miller, Corben. Nogle for deres følelse: Baudoin, Loisel. Og så videre …
– Men som regel er de fleste tegneserier spændende på nogle områder og mislykkede eller uinteressante på andre. Vi kender det alle: Der er nogle stærke scener, men slutningen skuffer.
– Selv oplever jeg ofte, at jeg starter med spændende, vilde billed-ideer, men føler jeg må banke tingene på plads, stramme stil og historie op, så det flyder som fortælling – og dermed må give køb på de store formeksperimenter, som inspirerer mig hos andre. For mig er tegneserien først og fremmest historiefortælling, derfor kan jeg ikke her nævne en tegneserie med vildt varieret grafik eller andre spændende delelementer, men én, der er helstøbt, hvor det lykkes at komme helt i mål med fortællingen.
– “A Small Killing” af Alan Moore og Oscar Zarate (udgivet i England af VG Graphics) er en lille perle. Alan Moore har skrevet mange gennemførte seriemanuskripter, men af og til synes jeg, han fortaber sig i konstruktion og bliver lidt kold i sit udtryk. Og selv om han vender ting på hovedet, er en stor del af hans serier (også mange, som jeg selv holder af) for mig “genrestykker” med smarte replikker og klicheer, bare på en anden måde.
– Men i “A Small Killing” falder alt på plads. Beskrivelsen af turen tilbage i tiden til “ur-svigtet” er både underfundig, original – og gribende. Og i Oscar Zarate har Alan Moore fundet et værdigt modspil, en tegner, der bidrager med en både smuk, personlig og stramt fortællende billedside. Et lille mesterværk. Synd at albummet aldrig er kommet på dansk.
Nævn en tegneserie, du selv er vild med, men som du har svært ved at overbevise andre om at påskønne efter fortjeneste …
– Joakim Pirinen var en af hovedkræfterne bag avantgarde tegneseriemagasinet Galago i Sverige i 1979. Han har tegnet serier lige siden, er ekstremt alsidig og produktiv, og selv om han for det meste er ret smal, er han også nået ud til det brede publikum i Sverige, ikke mindst med albummet “Socker Conny”, som blev kult og solgte mindst 100.000 eksemplarer, samt blev sat op som teaterstykke. Pirininen har udstillet på Moderna museet i Stockholm og er i det hele taget inde i varmen hos kultureliten – også dem, der ellers ikke er specielt optagede af serier. Og med god grund, for han er fremragende – og meget original! Jeg går altid på jagt efter nye ting fra hans hånd, når jeg er i Sverige. Hans seneste tegneseriebog købte jeg for et par måneder siden. Den hedder “Döda paret och deras vänner”, og er udkommet på Galago förlag.
– Men af en eller anden grund har jeg aldrig mærket den store lydhørhed for hans værk her i Danmark. Gad vide om det har den simple forklaring, at tingene er trykt på svensk, og at danskere som flest har en vrangforestilling om, at svensk er umuligt at læse – og at de nok er lidt bagefter os derovre? Jeg skulle hilse og sige, at ingen af delene er tilfældet!
– Et godt sted at starte for en ny læser kunne være “Kvarteret Kolossen”, en opsamlingsbog med flere forskellige Pirinen-serier.
Nævn en serieskaber, du har ”opdaget” for relativt nyligt, hvis ting har gjort indtryk på dig – og den tegneserie, der introducerede dig for ham …
– Uh altså, jeg synes, jeg ser så mange gode nye serieskabere for tiden – ikke mindst her i Danmark og i resten af norden. En af dem, der har gjort særligt indtryk på mig er Tor Ærlig fra Norge. For et par år siden købte jeg hans serieroman “Ser du meg nå?” og ellers har jeg læst hans serienoveller i hæftet “Hjertemosaikk”. Tor Ærlig har en personlig stil, han har noget på hjerte i sine historier, og så er han en god seriefortæller. Hans serier bliver udgivet på Jippi Forlag, som også udgiver mange andre gode ting, bl.a. Jason.
“♥ tegneserier” er en Nummer 9-interviewserie, hvor tegneseriefolk fortæller om tegneseriefavoritter. Tidligere: Jacob Rask. Flere interviews følger.
