Manden bag “Einherjar” og “Troldmændene fra Vestmanneyjar” arbejder netop nu på en tegneserie om Tibets fodboldhold. Nummer 9 undersøger sagen.
For Thomas Mikkelsen var 2013 et stort år. Ikke alene udkom hans elegante, Mike Mignola-inspirerede debut “Troldmændene fra Vestmanneyjar” – inspireret af en islandsk saga – også vikinge/vampyr-billeddigtet “Einherjar” fandt vej til landets tegneseriebutikker. Til sammen tegnede udgivelserne et billede af en talentfuld serieskaber med en levende interesse for nordiske røverhistorier.
Næste projekt fra Mikkelsens hånd er noget helt andet, nemlig en tegneserieudgave af kaospiloten Michael Nybrandts larger than life-beretning om, hvordan han i starten af 2000-tallet stablede det første tibetanske fodboldlandshold nogensinde på benene. Nummer 9 hev fat i den unge serieskaber for at høre mere om projektet, men først måtte vi lige sætte scenen:
Thomas, hvor bliver Tibet-tegneserien til?
– Den har jo været undervejs i et stykke tid, hvor Michael har skrevet, vi har holdt møder, jeg har lavet en masse skitser og er kommet frem til et endeligt udtryk. I den periode har jeg siddet på min plads nede i Kulkælderen på Vesterbro. Men i sommers startede jeg på Serieskolan i Malmö, hvor jeg havde søgt ind med projektet. Det fungerer således, at jeg har en arbejdsplads, hvor jeg kan arbejde frit, kun forstyrret af evt. møder og fællesspisninger.
– Der er i grunden ingen fordel ved at sidde i Malmö frem for Kulkælderen, men jeg tror det er sundt med luftforandringen, og så er det også nogle vanvittigt dygtige folk derovre, med gode og inspirerende projekter. Men til sommer er jeg færdig og vender tilbage til Kulkælderen som jeg stadig er medlem af. Det er et rigtigt fedt fællesskab, som jeg savner meget og glæder mig til at komme tilbage til.
Hvad er den her Tibet-fodboldserie for en størrelse?
– Historien er bygget på virkelige hændelser, hvor man følger Michael Nybrandts rejse i Tibet, hans uddannelse som kaospilot og hans kamp for at oprette et tibetansk fodboldforbund og arrangere en landskamp mellem Tibet og Grønland.
– Projektet er et samarbejde med Michael Nybrandt, som også er hovedpersonen i historien. Det er ham, som har skrevet den og “ansat” mig til at tegne den. Men han har gjort meget for, at projektet skulle være mindst lige så meget mit som hans. Han har draget mig ind i manuskriptprocessen og givet mig stor frihed til at tegne, som jeg havde lyst til. Indtil videre har vi planlagt 184 sider, men det kan vel nå at ændre sig. Michael har skrevet historien færdig, og jeg har planlagt alle sidernes opsætning. Pt. nærmer jeg mig 40 færdige sider, så det går stille og roligt fremad. Vi ved ikke, hvor lang tid der går, før den er færdig. Vi er begge to enige om, at vi ikke skal skynde os alt for meget.
Hvordan fik du raget dén opgave til dig?
– Hmm, jeg var igang med min egen tegneserie “Rokoko Ronin”, da Michael ringede mig op. Jeg tror, han han var blevet kastet rundt af forskellige tegnere, og nu var havnet hos mig. I starten af samtalen var jeg egentlig overhovedet ikke interesseret, men hørte bare høfligt efter, mens jeg ventede på et godt tidspunkt til at afvise tilbuddet. Men han blev bare ved med at snakke og fortælle, og det var i virkeligheden ret spændende. Det er meget en historie om fodbold og politik, hvilket er to ting, jeg ikke interesserer mig den mindste smule for. Men Michaels oplæg var fuldt af eventyr, kamp mod uretfærdighed og eksotiske steder. Jeg fik lige pludselig helt vildt meget lyst til at tegne fodboldspillende munke i Himalayabjergene!
– Samtidig tænkte jeg også, at jeg nu havde chancen for at lave en mere alvorlig tegneserie. Jeg elsker mytologi og popkultur, men jeg prøver aldrig at sige noget dybere med mine historier, jeg vil bare tegne noget sjovt, og ikke tænke så meget på det bagved. Det er dejligt befriende ikke at skulle tænke på historien og bare tegne. Især når jeg nu synes, det er en god og vigtig historie, jeg tegner.
Hvordan bliver Tibet-tegneserien til?
– Jeg starter med at se på de thumbnails, som jeg har lavet ud fra Michaels manuskript. Jeg prøver at huske, hvad jeg egentlig havde tænkt mig, og om der måske er noget, jeg vil gøre anderledes. Jeg læser også det sted i manuskriptet igen for at se, om der er en note fra Michael, jeg skulle have glemt, eller om han har vedlagt billadreferencer.
– Her sætter jeg panelerne op med en mørk farve, og sætter teksten ind. Vi har ikke besluttet os på en skrifttype endnu, så indtil videre er det blot for at se hvor den skal være.
– Så laver jeg skitserne med en farvet streg. Jeg skitser direkte i Photoshop, så det er ikke, fordi det behøver at være i blå, jeg er bare blevet så vant til at skitse med farveblyanter, at jeg stadig gør det digitalt. For det meste i blå eller rød – alt efter mit humør. Hvis det er det sidste, jeg når på dagen, eller der er noget, jeg er i tvivl om, smider jeg en JPEG på min og Michaels fælles Dropbox, så han kan give sin mening, inden jeg fortsætter …
– Men oftest går jeg straks igang med at rentegne. Alt er digitalt, så der går stærkt at rette på det senere. Jeg har prøvet at finde en forholdsvis løs stil, som er hurtig og sjov at tegne i.
– Jeg rentegner gerne en hel scene, før jeg går i gang med at farvelægge. Der er ikke nogle rigtig gennemgående farver i historien, selvom det nok havde gjort det nemmere. Men Michael rejser både til Tibet, Nepal, Indien, Los Angeles og Danmark. Der er også en kort scene i Grønland, så jeg synes det kunne være sjovt at skifte meget alt efter location.
– Efter jeg har lagt de flade farver, går jeg ind og tilføjer nogle ret simple skygger, som passer til de hurtige tegninger. Ovenpå har jeg lagt et lag markertekstur. Det er ligesom teksten bare en placeholder indtil videre. Tekstning og talebobler gemmer jeg til allersidst …
Hvilke overvejelser gjorde du dig i forhold til tegneseriens visuelle udtryk? Det adskiller sig umiddelbart en del fra både “Troldmændene”s grafiske sort/hvid og “Einherjar”s vikingemanga …
– Det er meget anderledes, men det er også en meget anderledes historie. Fra starten gik jeg efter at finde en stil, som var hurtigere at arbejde med end tidligere. Jeg bliver hurtigt træt af at tegne på en bestemt måde, så jeg gik efter noget, der var lidt løst og skævt i forhold til, hvad jeg er vant til. Det hjælper meget at arbejde på en Cintiq, så tør man lave hurtige mærkelige tøjfolder og store mørke flader. Som reference har jeg kigget meget på nyere franske tegnere som Bastien Vivés og Merwan. Jeg har brugt ret lang tid på at nå frem til det her udtryk. Nåede endda at tegne cirka 15 sider i en anden stil, før jeg skrottede den og måtte starte forfra – men nu synes jeg, at den er der.
– Næste tegneserie bliver tegnet på en helt 4. måde!
Du bruger flere billeder per side end vanligt – hvilke tanker ligger der bag sidelayoutene til Tibet-tegneserien?
– Ha ha, det er fordi det her projekt har mere tekst. Jeg kan godt lide store paneler og lange ordløse pauser, men jeg har heller ikke lyst til at lave 400 sider. Igen, det er en meget anderledes historie, end hvad jeg selv ville skrive. Der er rigtig mange samtaler, og jeg er ikke vild med for mange talebobler i et panel, og så må man jo lave flere paneler per side.
– Bredformatet er Michaels idé. Jeg mener, det var et ønske fra et af vores første møder. Han syntes, det ville give tegneserien et mere filmisk look. Man skal tænke lidt anderledes i forhold til paneler og læseretning, men det ER et ret spændende format, som jeg synes passer til historien. Det giver også plads til nogle fine panoramaer.
– Vi har fået at vide, at boghandlerne ikke er pjattet med bredformatet. Men når Thomas Thorhauge må (med “Kom hjem”, red.), så må vi også!