Serieskaberen bag “Ind fra havet” tegner på opfølgeren, en vaskeægte cowboytegneserie. Nummer 9 besøger hende ved tegnebordet – og i hestestalden.
Alle sort/hvide fotos: Kajsa Gullberg
I 2011 udgav Rikke Villadsen den symbolmættede – og anmelderroste – graphic novel “Ind fra havet”. Opfølgeren bliver tilsyneladende en noget anderledes størrelse: Sømænd er skiftet ud med cowboys og havvand med præriesand.
Men alt er vist ikke, hvad det giver sig ud for i Rikke Villadsens kommende hesteopera. Nummer 9 har kastet et nøjere blik på værket i en lidt anderledes udgave af “På tegnebordet”, hvor serieskaberen kommer helt til hest …
Bare for lige at starte dér, hvor vi plejer: Hvor bliver cowboytegneserien til?
– Mange steder. Jeg arbejder primært med hovedet, og derfor kan mange forskellige steder med forskellige input være relevant for mit arbejde. Lige nu er jeg meget optaget af heste og derudover læser jeg en hel del litteratur om kvindelige antihelte eller androgyne skikkelser. Men ellers tegner jeg i min store stue på Amager ved mit tegnebord, der hælder lidt.
Hvad er den for en størrelse, den her cowboytegneserie?
– Den handler om det barske vilde vesten. Den handler om desperation og idioti og ild. At brænde fingrene, om støv og tørst, og ikke mindst om surrealistiske transformationer. Jeg har tegnet 38 sider og netop modtaget et stort arbejdslegat til færdiggørelsen.
Hvorfor lige dét tegneserieprojekt lige nu?
– Cowboytegneserien er en naturlig forlængelse af min første grafiske roman “Ind fra havet”. I den er hovedtemaet havet og livet og kvindens formeringstrang. Vandet er et næsten overtydeligt, men visuelt stærkt og meget sensuelt symbol på det kvindelige, bølgerne er uregérlige som ubevidste drifter, håbet langs stranden etc. Og så det fantastiske barn.
– Allerede da “Ind fra havet” var i trykken, tegnede jeg de første tegninger til cowboytegneserien. På det tidspunkt i mit liv tænkte jeg ret meget på sex og vrede. Kønnets forskelle og begæret imellem dem. Underkastelse og den slags. Jeg tænkte også på Clint Eastwood. Og så opstod der altså nogle billeder, der kunne danne grundlag for en hel fortælling (se også Nummer 9s Rikke Villadsen-interview fra 2011, red.).
– Også denne gang bevæger jeg mig i de tunge symbolikker og livets store spørgsmål – iblandet godt med humor, underfundige spil, fjollet billedsprog og platheder. Men hvor “Ind fra havet” var våd, bliver den her helt tør. Hovedsymbolet er ild. Ild betyder maskulinitet, vilje og handling.
Hvordan har du konkret arbejdet med cowboytegneserien? Fortæl om din proces.
– Jeg arbejder forskelligt fra mange tegnere, fordi jeg ikke bryder mig om processen i at lave thumbnails, skitser, rentegning, og til sidst computerfarvelægning. Nu skal jeg forsøge at forklare hvorfor:
– Når en idé manifesterer sig i mit hoved, har den ikke en tydelig visuel aftegning endnu, den er blot en retning eller et spørgsmål. Jeg mener, at mine første streger af idéen er de reneste. Her undersøger jeg den, jeg mærker efter i mit hele følelsesregister – og det ikke så lidt, skulle jeg hilse og sige – og forsøger at ramme. Hvis jeg thumbnailer først, sidder mine rene idé der og er lille og præcis, men ubrugelig. Og min næste tegning viser sig altid at blive en sølle kopi af det første tilfælde. Derfor holder jeg mig altså til et fokuseret nærvær i den første tilstræbelse. Og undgår dermed tegningen af tegningen af skitsen af thumbnailen af idéen. Der efter min mening alt for ofte efterlader et stift og stiliseret billede på en stemning eller en følelse. Uden liv. Det er lidt ligesom cirkus med et sikkerhedsnet. Hvis tegneren først har planlagt hele tegningen, knuger sit viskelæder hårdt med venstre hånd og har sikkerhedsnet med hele vejen igennem, så dør billedet, der er ingenting på spil. Ingen risiko for fejl.
– Jeg tør godt lave fejl. Jeg bliver nød til at være levende, intuitiv, impulsiv, nærværende i mine billeder. Hvis det engang imellem betyder en dårlig tegning, der ikke er så stærk, så må det være prisen. Jeg gør det helst ikke om. Men jeg har lært, at jeg så måske kan bruge svagheden til noget.
– Jeg arbejder med opslaget som helt billede, der kan opleves som et afsluttet værk. Det skal være gennemkomponeret og den enkelte rude er kun en brik, der ikke kan adskilles fra opslaget. Derfor kan et sært grimt afbræk i en rude være et element, der får hele opslaget til at fungere. Åh, jeg simpelthen elsker den perfekte fuck-up. Det er måske lidt svært at forklare som idé, men det handler om, at en fejl – tegnefejl, skævhed, overtegning – får billedet til at vælte, men samtidig viser en ny og uventet, sensibel erkendelse.
Der må være visse udfordringer forbundet med aldrig at lave skitser eller thumbnails, f.eks. at få “sidelayoutene” til at gå op. Hvad er de udfordringer, som du ser det?
– Jeg planlægger selvfølgelig de fleste opslag, jeg gør det bare på ikke-tegnet plan, allerhøjest med et kryds og en pil og et stikord. Nogle billeder leger jeg også bare frem, dem kalder jeg key drawings. De må ud af mig… Det er jo derfor, jeg gør det her. Jeg skal se, om jeg kan tegne en karakter, der føler sådan eller sådan. Derefter planlægger jeg de opslag, der skal bevæge sig op til det primære billede.
– Men jo, selvfølgelig er det en kæmpe udfordring at arbejde løst og uden at kontrollere den dér “praksis”. Og jeg kan naturligvis kun tegne frit og impulsivt, hvis jeg kender det, jeg skal tegne, virkelig godt. Eller VIL det. Undersøgelsen og studier af mine karakterer er meget vigtigt i mit arbejde. Jeg bruger nogle gange lang tid på at afsøge og indkredse, inden jeg går til værks. Lige nu står jeg overfor at skulle tegne en hest. Og det er nærmest det sværeste, jeg kunne forestille mig. Hesteben er ligesom bare vinklet på en uigennemskuelig måde.
– Udover at tegne hesten vil jeg også gerne tættere på det her store dyr. Lære dyrets natur at kende. Der er noget fascinerende ved alle dyrets muskler, dets hove og dets elegance. Jeg vil gerne forstå dyrets anatomi til fulde og måske det også indebærer kendskab til dets væsen. For jeg tror simpelthen, jeg bliver bedre til at tegne en hest, hvis jeg lærer at ride. På den måde går jeg som en nysgerrig og åben kunstner ud i verden, får nye erfaringer og gør mig nye tildragelser ved hvert værk.
– På min heste-research i mandags tog jeg nummer 9 med langt ud i Kongelunden. Jeg mødte Ida på min lokale kaffebar for et par måneder siden, og hun vil gerne hjælpe mig. Hendes hest hedder Rao, og har kastet rigtig mange ryttere af. Til at starte med var jeg derfor helt vildt bange, er I overhovedet klar over, hvor stort sådan et dyr er?! Men som dagen skred frem blev vi så fortrolige, at jeg pustede ham i næseboret.
– Hovedpersonen i min tegneserie er en kvinde, der drømmer om at være mand. Hun tror, verden åbner sig for hende, hvis hun tager mandens tøj og mandens hest og rider vildt ud på prærien. Denne her scene, hvor hun ligesom brager ud i verden, skal have en vildskab og en styrke, der skal tegnes mellem kroppen og dyret og støvet på jorden. Hestens bevægelser skal være formfuldendte og energiske. Så er det sgu ikke nok at google “hest med fart” og tegne detaljer af. Tegningerne skal ligesom være kødfulde og sanselige, tænker jeg.
– Det bliver indlevelsen, der afgør, om billederne kommer til at fungere i den her scene. Om det hele ligesom kommer til at syde og fråde.
– Erfaringen af at mærke 600 kg i rytme under sig gør en forskel. Nu red jeg ikke stærkt i mandags, kun lidt trav, som jeg slog numsen på, men det er det, der er målet: At lære det, slippe frygten og galopere over vest-Amager i total frihed. Og bagefter skynde sig hjem og formidle de følelser og den energi, der har været i oplevelsen.
– Efter vi havde redet og Rao havde fået et økologisk æble, fik jeg lov at tegne ham i 30 minutter. Det er rigtig lang tid siden, at jeg har lavet iagtagelsestegninger, og det var meget intenst. Når man tegner objekter, der flytter på sig, når det passer dem, er man virkelig på. Man arbejder så hurtigt og ivrigt, som man overhovedet kan i den tid, der er. Det er som et kapløb. Og alle de spændstigheder, man får registreret, gør at man bliver helt høj.
– Lugten kan Nummer 9s læsere ikke lugte, men det kunne jeg. Og ja, faktisk tror jeg på, at lugt betyder noget i graphic novels. Siden min dag i den stald er jeg blevet bedre til at tegne heste. Eller det er jo ikke bare heste. Det er Rao nu.
