Forside
Michael Kuppermans Tales Designed to Thrizzle er friske 1960’er-inspirerede tegneserier, der har været en tur i absurdteater.
Forestil dig de dårligste genretegneserier fra 1950’erne og de tidlige 1960’ere, udført af et nu glemt b-hold af tegnere, og udsæt dem for Monty Python’sk absurdhumor, og du har sådan cirka Kuppermans Tales Designed to Thrizzle. Seneste opsamling (hæfterne 5-8) findes nu i hardcover fra Fantagraphics, og det er indimellem hylesjov læsning. Den bedste effekt opnås dog ved at læse bogen i små bidder, da en snigende monotoni truer med at gøre læseren kold overfor Kuppermans univers.
Kupperman er et sært, humoristisk og fascinerende bekendtskab, der fuldstændig sætter sin læser tilbage i tiden. Der er en friskfyr-stil i både historierne, de fiktive reklamer og tegneserieforsiderne i hans hæfter, der gennemgående simulerer den måde, man kommunikerede til sin læser back then. Familieværdierne ridses klart op, og specielt reklamerne plæderer for det gode og sunde liv i kernefamilien. Deres tiltaleform er det evige du: “Er du træt af…?”, “Kender du den følelse…?”, “Kunne du tænke dig at…?”, “Så har du brug for…!” (Se fx det ret morsomme eksempel med kampsporten ‘Catare’, der bruges mod katte).
Eksempel på reklame for den fiktive kamsport “catare” – uundværligt, hvis du har en aggressiv kat!
Ligeledes med tegneseriernes fortælleform, der på konstant overpædagogisk vis vil sikre sig at have læseren med ved at overforklare handlingen i både tekst, billeder og replikker. Man tør ikke lade billederne tale for sig selv, så enhver dramatisk drejning skal for en sikkerheds skyld også lige verbaliseres, selvom det er tydeligt, hvad der sker på billederne. Denne gammeldags, klodsede fortælleteknik udnytter Kupperman til at foretage nogle overrumplende drejninger, hvor historierne og reklamerne begynder at referere til sig selv og til det latterlige i at overforklare alting (som når en tegning af en arm og en elpære er påklistret teksterne ‘arm’ og ‘light bulb’).
Hos Kupperman forbliver vi (med få undtagelser) i de tidlige 1960’ere, og absurdismerne opstår oftest som følge af sammenblandingen af den tids herskende genrer.
I historien “Legs to Die For” render en mand rundt og vækker opsigt med sine ‘sexy woman’s legs’. Manden er en fuldstændig stereotyp som klassisk gentleman, mens hans ben er samme slags stereotyp som klassiske sexede dameben. En virkelig banal sammensætning, men dog ret morsom efterhånden som galskaben udvikler sig: Det er nemlig rumvæsener (et andet virkeligt issue i de tidlige 60’ere), der forsøger at invadere jorden ved at give folk sexede dameben for herved at få folk til at ligne rumvæsenerne selv, da disse har sexede dameben som hoveder. Og historien gives en endnu helt ny drejning til slut, hvor scenen pludselig skifter til en gammel fortællerske, der arbejder i bytteafdelingen i en tøjbutik. Man skal virkelig gide de her skift, og denne læser skiftevist grinede eller sukkede.
Historie om faren ved at gå i bad, specielt når man aldrig har prøvet det…
Eksemplet er sigende for Kuppermans måde at fortælle sine historier på. Han opridser indledningen til at plot, tager fat i nogle tilforladelige detaljer og kører ud ad vanvittige tangenter. Af og til finder han tilbage til udgangspunktet, og andre gange ender historien et helt andet sted. I ‘Bath of Death’ skildrer han et ægtepar, der tager den svære (!) beslutning at købe et badekar, som manden beordres til at prøve først. Badekarret er en klassisk gysergenstand, som kan bruges til enten at drukne sig i eller at blive druknet i. Denne Hitchcock-agtige genstand bliver gyserhistoriens hovedperson, der som hverdagsgenstand tillægges en suspekt dimension fra start til slut, hvilket den stakkels ægtemand fornemmer. Det ender med, han bliver slået ihjel af et monster, der dukker op af det uhyggelige vand i badekarret og æder hans kønsdele.
Ofte er Kuppermans historier slet og ret bare platte, men sjældent dumme. Fx har han gået Søren Kierkegaard (som jo fylder 200 år i år) i bedene med historien om rumvæsenet ‘Fart Boobs’, der af jordboere ikke bliver taget alvorligt grundet sit latrinære navn. Kupperman spørger, om vi også vil more os over rumvæseners sjove navne den dag Jorden går under? Her får Kierkegaard det sidste ord: “Det hændte paa et Theater, at der gik Ild i Coulisserne. Bajads kom for at underrette Publicum derom. Man troede, det var en Vittighed og applauderede; han gjentog det; man jublede endnu mere. Saaledes tænker jeg, at Verden vil gaae til Grunde under almindelig Jubel af vittige Hoveder, der troe, at det er en Witz.”
Historien om “Fart Boobs”
Hos Kierkegaard er det æstetikeren (og ironikeren), der taler; han, der lever sit liv moralsk uforpligtende. Kuppermans tegneserier lever også deres liv på overfladen; de er sjove, så længe de varer, de er æstetisk overbevisende og intelligent udført, så tomme kalorier er for hård en betegnelse, men rigtig proteinrige er de heller ikke.
Karakter: 3/5
Titel: Tales Designed to Thrizzle, Volume Two
Forlag: Fantagraphics Books
Tegner: Michael Kupperman
Form: Indbundet, ca. 180 sider i farver
Pris: 25 $
Udgivelsesår: 2012
ISBN: 978-1-60699-615-7
Udgivelsesland: USA
