Som serieskaber er han et relativt ubeskrevet blad, men rygterne vil vide, at modelbygger Christian Skovgaard har noget stort oppe i ærmet.
“Efter København” bliver et skrummel af en tegneserie. Godt nok vil den kun løbe over et halvt hundrede sider eller deromkring, men hver side bliver efter planen en hel lille plakat i A3-format. Manden bag er Christian Skovgaard, der tidligere har bidraget til antologien “Blæk” og gratisbladet Free Comics samt udgivet en 676’er ved navn “Selvtægtsmanden“, men som ellers ikke har gjort det store væsen af sig. Indtil nu.
Nummer 9 har set prøvetryk af sider fra “Efter København”, og med sine store, arkitektoniske tableauer og sit kontrastrige, grafiske udtryk ligner den ikke noget, vi har set herhjemme før. Derfor hev vi fat i arkitektmodelbyggeren for at høre mere om projektet. Men allerførst:
Hvor tegner du, Christian Skovgaard?
– På Konstfack i Stockholm, hvor jeg netop har påbegyndt min Master i Storytelling. Skolen ligger i kvarteret Telefonplan, i det der engang var Ericssons gamle telefonfabrik. Min arbejdsplads findes, hvor der før var produktionshal, og vores lærere har kontor i de gamle manager kontorer, med udsyn og overblik over alle os studerende på produktionsgulvet. Rummet har højt til loftet og masser af sollys fra de klassiske fabriksovenlys.
Hvad er det så, du sidder dér og arbejder på?
– Jamen, det er jo blandt andet end grafisk roman ved navn “Efter København”, en arkitektonisk fiktion, der henter inspiration fra naturskribenten Richard Jefferies’ “After London; Or, wild England” fra 1885. Og fra arkitekten Joseph Gandy’s tegninger af Bank of England som ruin fra 1830. Det er at forsøg på at skildre byen som landskab og bygningerne, som man skildrede flora i botaniske tegninger i det forrige århundrede og længere tilbage. I “Efter København” er byen den egentlige hovedperson snarere end en scenografi eller kulisse, hvor en fortælling udspiller sig.
Vil det sige, at “Efter København” ikke har noget plot i klassisk forstand?
– Jo, eller den er i hvert ikke plotløs. Første del er en pantomime, der mest skal ses som en levnedsbeskrivelse af den verden, fortællingen er sat i. Anden del følger en opdagelsesrejsende, der er på jagt efter København, og som dokumenterer sin rejse i en bog. Strukturen har jeg taget fra forlægget, altså “After London”.
Hvor langt er du med bogen?
– Første del, som er på godt 30 sider, ligger stort set færdig – caveat emptor, det er før de folk, jeg sparrer med, for alvor har haft kløerne i det. Til anden del har jeg cirka halvdelen af skitsematerialet. Jeg er bagude, fordi jeg reviderede en stor del af det, efter “Ruiner” af Adam O. udkom. Den gav mig en klarere idé om, hvad mit eget projekt handlede om.
Hvorfor lige dét projekt lige præcis nu?
– Jeg forsøger altid at arbejde stedsspecifikt, og mine projekter tager udgangspunkt i mine umiddelbare omgivelser. Jeg arbejder meget med dokumentation og de historier og fortællinger, som steder, objekter og bygninger gemmer på, og “Efter København” udspringer i høj grad af det. Det og så mine sidste to år som københavner og mit job som modelbygger for Henning Larsen Architects. Det er grundlæggende min motivation.
Hvordan har du arbejdet med den?
– Min proces har blandt andet involveret besøg på Københavns Byplanlægnings kontor i Njalsgade for at finde tegninger af specifikke bygninger. En del fotodokumentation og også en del tid med streetview funktionen i Google. Jeg har også læst en række relevante værker sideløbende med projektet, hvor Paul Austers “In the Country of Last Things’, Palle Nielsens “København”, Pablo Bronstein’s “Post Modern London” og Francois Schuitens serie om København kan anbefales. J.G. Ballards “The Drowned World” er den næste, jeg skal igang med.
Hvordan med selve tegnearbejdet?
– Noget af det mest specielle for mig ved at arbejde med “Efter København” er nok, at jeg farvelægger den ved at bruge to farver, der overlapper og danner en tredje. Den teknik har jeg været varm på, siden jeg læste “Discovering America” af David Mazzucchelli i Thomas Thorhauge og Matthias Wivels “Forandringstegn” for nogle år tilbage. At arbejde på dén måde kræver, at man hele tiden har trykkeprocessen for øje.
– Helt konkret skitser jeg først med blyant. Her er en skitse af et opslag fra “Efter København”:
– Og her er en arbejdsprøve til Statens Kunstfond, der er rentegnet i tusch:
– Men sådan kommer den færdige udgave ikke til at se ud! De endelige sider bliver nemlig tegnet op i grafikprogrammet Adobe Illustrator og farvelagt i to farver: Bordeaux og grønblå (teal), der tilsammen danner en tredje farve dér, hvor de overlapper:
– Men det giver heller ikke noget helt godt indtryk. For den måde, jeg arbejder med farverne på, betyder, at jeg reelt ikke ser det færdige resultat, før det trykkes. Jeg er simpelthen nødt til at bruge nogle helt andre farvenuancer for at kunne arbejde med overlappende farver. Dén måde at arbejde på knytter trykkeprocessen tættere til den kunstneriske proces på en fin måde, synes jeg, men det betyder i praksis også, at jeg efter det første års arbejde med “Efter København” stadig ikke havde set en færdig side.
– Derfor fik jeg fremstillet et risografi-tryk af de sider, jeg havde på det tidspunkt, på Ditto Press i London. Risografi er en proto-farvekopieringsteknologi fra firserne, en slags fattigmands-seriegrafi, og resultatet er så tæt på noget færdigt, som man nu kan komme:
“Efter København” forventes færdig i 2012.
