Bibelens monstrøse filister bliver til en følsom sjæl i Tom Gaulds “Goliat”, der udkommer i morgen. Nummer 9 interviewer den skotske serieskaber.
Grundidéen i Tom Gaulds første graphic novel, Goliat, er ganske enkel. Hvad nu hvis man tager en af bibelens allermest sort/hvide konflikter – og vender rollefordelingen på hovedet? Hos Gauld er filisterkrigeren Goliat ikke en blodtørstig kolos, men blot en digtersjæl og skriverkarl, der parerer ordre.
Med sin karakteristiske streg og knastørre humor skildrer den skotske serieskaber alle de trivielle øjeblikke, der omgiver bibelfortællingens blodige highlights. Undervejs sætter han drilske spørgsmålstegn ved vores hang til at glorificere og dæmonisere og til at tænke i individer frem for grupper og bevægelser. Men først og fremmest er “Goliat” en sjov og uventet rørende skildring af manden, der blev offer for Davids velplacerede slangebøsseskud.
Hvorfor lige hive fat i historien om Goliat, Tom Gauld?
– Tilbage i 2008 lavede jeg en fire siders historie om Noahs ark til den 7. Kramers Ergot-antologi, og den var jeg meget tilfreds med. Jeg fik appetit på endnu en bibelfortælling, og samtidig havde jeg en idé om, at jeg gerne ville lave en historie om en gigant – mest fordi jeg tænkte, at det ville være visuelt interessant. En dag gik det op for mig, at beretningen om David og Goliat rummede begge dele, så jeg slog den op i biblen og fik øjeblikkeligt en fornemmelse af, at her var noget at arbejde med.
Hvad mener du mere specifikt med “visuel interessant”?
– Jamen, kontraster i skala er jo interessante, og det dér lidt overjordiske ved en gigant, der ser ud som os, men er meget større – det fascinerer mig. Samtidig differentierer størrelsesforskellen figurerne, formentlig også samfunds- og personlighedsmæssigt. Før jeg faldt for fortællingen om David og Goliat, havde jeg en meget større kolos i tankerne, men biblen fortæller os, at Goliat var omkring 2½-3 meter. Det er selvfølgelig stort, men vel ikke decideret overnaturligt.
Ud over højden, hvad var det så ved bibelfortællingen om Goliat, du faldt for?
– At den var fuldstændig ensidig. Goliat skildres dårligt nok som et menneske, han er bare summen af nogle mål – hans højde, længden af hans spyd, vægten af hans rustning – og nogle bombastiske taler. Så der var masser af huller i beskrivelsen af ham, som jeg kunne fylde med mine egne idéer. Jeg fik lidt ondt af manden, faktisk: Folk betragter David og Goliat som et opgør mellem en lille dreng og en frygtindgydende gigant, men i virkeligheden er det jo en knægt og universitets almægtige skaber mod en overdimensioneret kriger.
Hvorfor egentlig tage afsæt i en kendt bibelhistorie? Ville det være fair at sige, at du generelt har en svaghed for arketypiske scenarier og figurer – riddere, astronauter, den slags?
– Ja, det ville være fair, og jeg ved faktisk ikke helt, hvorfor arketyper tiltrækker mig så meget. En af grundene er vel, at det giver mig et forspring som fortæller, når jeg tager afsæt i noget, læseren kender i forvejen: Så er der mindre at forklare og mere, jeg kan undergrave og vende på hovedet. Jeg synes, det sværeste ved at lave tegneserier er at få idéer, og dér hjælper det mig i gang at starte med historier eller scenarier, som allerede findes.
Kan du fortælle lidt om bogens tilblivelse – arbejdet har taget sin tid, forstår jeg?
– Før “Goliat” havde jeg lavet en del andre tegneseriefortællinger, men de var alle langt kortere, og det med at arbejde på en længere fortælling faldt mig ikke let. Historien brugte et par år på at falde i hak: Undertiden skred arbejdet godt fremad og andre perioder lå projektet i en skrivebordsskuffe i månedsvis, mens jeg lavede andre ting. Da jeg endelig var tilfreds med manuskriptet, tog jeg fat på at lave det til en tegneserie, først ved at disponere siderne med bittesmå thumbnail-tegninger og siden ved at redigere og tegne dem i fuld størrelse med blyant. Så viste jeg resultatet til nogle gode venner og udgiveren og rettede lidt til, før jeg rentegnede siderne. Jeg traf en masse forkerte beslutninger undervejs, men forhåbentlig har jeg lært noget af dem.
Kan du give eksempler på de “forkerte beslutninger”?
– Jamen, når tingene ikke virkede, så mistede jeg modet og droppede hele projektet, til jeg igen følte mig inspireret – eller til min samvittighed var tilstrækkeligt sort. Det kunne der gå lang tid med. Nu har jeg indset, at det er bedre at køre på og få tingene lavet, også selvom de ikke bliver helt, som man vil have dem: Du kan altid vende tilbage og justere senere. Det næste bogprojekt vil jeg gerne tackle på en mere afslappet facon, hvor det første udkast ikke skal finpudses ned i mindste detalje. Forhåbentlig vil det lykkes at lade tingene flyde mere naturligt og så først stramme op senere.
“Goliat” portrætterer titelfiguren som et følsomt gemyt i en overdimensioneret krop. Hvorfor valgte du dén vinkel på ham?
– Generelt har jeg en tendens til at skabe figurer, der minder lidt om mig selv. Jeg kan godt lide den her kontrast mellem de store “larger than life”-begivenheder, jeg tegner, og så figurernes prosaiske, hverdagsagtige tilgang til dem. Det skulle gerne være sjovt, men samtidig håber jeg også, at det hjælper læseren på bølgelængde med Goliat.
Kæmpens udvikling gennem bogen er interessant – han ender med næsten at sætte en ære i sin bizarre skæbne …
– Ja, hvorfor flygter han ikke bare fra konflikten med David? Det er et godt spørgsmål, som jeg har tænkt meget over. Jeg forsøgte mig endda på et tidspunkt med en udgave af historien, hvor David dræber Goliat, mens han løber sin vej. Måske er Goliats svaghed, at han skyr konflikter. Han vil ikke gøre sin befalingsmand vred eller svigte nogen, så i stedet ser han tiden an og satser på, at tingene løser sig selv. Jeg har selv samme tilbøjelighed, og det går sjældent bedre, end det gør i “Goliat”.
– I øvrigt tror jeg faktisk ikke, at Goliat har så mange steder at flygte hen. Han er ikke interesseret i at tage på eventyr i fremmede lande, han vil allerhelst bare hjem til sit papirarbejde.
Når vi skildrer historiske og quasi-historiske begivenheder, bliver det ofte noget med “store mænd”, der præsterer mægtige heltegerninger eller grumme nederdrægtigheder. Kan “Goliat” læses som et benspænd til dén måde at skrive historier – og historie! – på?
– Tjah, altså fortiden er jo fuld af markante mænd, der gjorde gode og onde ting. Det er deres handlinger, vi læser om i dag, og derfor kommer det nemt til at fremstå, som om alle gik rundt og var store i slaget, mens de erobrede ting og fremsagde proklamationer. Jeg kan godt lide at mudre dramatiske øjeblikke til i små, banale ditto, fordi jeg tror, det er sådan, livet er og altid har været – formentlig også for historiens helte og skurke.
“Goliat”s skurk er en general, der dænger Goliat til i “Mission accomplished”-fraser og politiker-spin, mens han sender ham i døden. Skal han minde os om nogen?
– Jeg ville ikke sige, at “Goliat” er en kommentar til noget, der sker nu og her. Men kaptajnen er den type, som i kraft af sin overdrevne selvtillid og sit tårnhøje ambitionsniveau kan være til stor fare for alle os andre. Han er så sikker på sin plan, at han dårligt nok overvejer muligheden for fiasko – og så selvoptaget, at han ikke ser Goliat som andet end en ressource, han kan udnytte.
Du har dit helt eget visuelle udtryk, et karakteristisk mix af super-stiliserede karakterdesigns og heftigt skraverede skygger og baggrunde. Hvor kommer det fra?
– Omkring 1995 opdagede jeg Edward Goreys bøger i biblioteket på mit college, og de påvirkede mit arbejde på mange måder, ikke mindst hvad angår skraveringerne. Det dér med at blande enkle karakterdesigns og komplekse baggrunde kommer naturligt til tegneserier, se bare Tintin, hvor Hergé tegner titelfiguren helt enkelt, men placerer ham i minutiøst skildrede miljøer. Selvom, indrømmet, kontrasten er klart mere ekstrem i mit arbejde.
– Figurerne i mine tegneserier er blevet enklere og mere grafiske med tiden, dels fordi jeg har indset, at jeg ikke er særligt god til at tegne realistiske ansigter og ansigtsudtryk, og dels fordi jeg tror, at jo færre detaljer, jeg fylder på, jo mere plads har læseren til at forestille sig, hvad figurerne tænker.
Præcis hvor tidskrævende er det at lave alt det skraveringsarbejde? Føler du dig nogensinde fristet til at skyde genveje?
– Jeg har tidligere forsøgt at slippe billigere, men resultaterne blev aldrig tilfredsstillende. Med tiden har jeg lært at acceptere, at hvis jeg vil ramme det her udtryk, bliver jeg nødt til at gøre benarbejdet. Faktisk tror jeg ikke, skraveringerne tager lige så lang tid som folk tror, de gør, og det er god terapi. Det er svært at sige, præcis hvor tidskrævende, arbejdet er, for jeg gør det i korte stræk: Skraverer, til jeg begynder at kede mig, laver noget andet og tager det så op igen senere. Åbningsscenen i “Goliat” – der finder sted om natten – tog rigtig lang tid, fordi den er så mørk. Men jeg synes for godt om det varme, naturlige præg, skraveringerne giver, til at droppe dem.
Du træffer en række interessante valg som visuel historiefortæller i “Goliat”. Et af dem er, at du viser alle figurer i profil – bortset fra generalen og en sjælden gang imellem Goliat selv. Hvorfor det?
– Jeg kan godt lide at holde ting enkle, og jeg kan også godt lide dogmer. Med “Goliat” besluttede jeg, at billederne skulle have så lidt perspektiv som muligt, næsten alt skulle foregå på samme plan, lidt som en teaterscene. Jeg ville ikke have konstant skiftende synsvinkler, men understrege monotonien i visse dele af historien og måske også fornemmelsen af at sidde fast – som Goliat. Reglen om kun at vise figurerne i profil voksede ud af ønsket om at vise begivenhederne på ét plan.
Hvorfor brød du den så med generalen og nu og da også Goliat?
– For at gøre tingene mere intense. I kaptajnens tilfælde handlede det om at antyde, at han forsøger at kue Goliat, han næsten hypnotiserer ham. Samtidig sætter det læseren i Goliats sted. Når vi ser Goliat forfra, er det fordi han reagerer på noget usædvanligt eller farligt, hvor jeg gerne vil skabe en dramatisk effekt.
Hvad bliver det næste for Tom Gauld? Er der flere længere fortællinger på vej?
– Jeg har lavet en ugentlig tegneseriestribe for The Guardian de sidste seks år, og det fortsætter jeg med. Næste år kommer der en samling af de bedste af striberne, “You’re all just jealous of my jet pack”, som jeg arbejder på at stykke sammen nu. Der er også en ny graphic novel på vej, men den er stadig i sin vorden. Dertil kommer mit illustrationsarbejde, som jo er det, der betaler regningerne …