I sluttresserne begik to jazzmusikere og en billedkunstner metastriben ”Kosmo”, der spændte lige fra det banale til det smågeniale. Ny samling genopliver fænomenet.
”De sidste års store tegneserierenæssance over det meste af den vestlige verden har ikke ført til nogen større fornyelse af genren,” lød Erik Thygesens friske påstand i 1967, da han skrev for magasinet Billedkunst om Kosmo.
Seriens ordløse gag-striber var undtagelsen, der bekræftede reglen om stilstand i tegneserieland, mente Thygesen: ”Fornyelsen ligger i dens begavede leg med tegneserien som genre, dens bevidste udnyttelse af mange af tegneseriens absolutter, af tegneseriens tegnsprog …”
Thygesens påstande er måske forståelige, men også forvrøvlede. Tegneserier, der leger med tegneseriens formsprog, har eksisteret i hvert fald siden avisstribernes spæde barndom – med figurer på udforskning mellem panelerne, eksperimenter med sidelayouts, nedbrydning af den ”fjerde væg” og meget mere – og få år før Thygesen skrev sin artikel, skabte Mort ”Basserne” Walker en af tegneseriehistoriens allermest metatekstuelle avisserier, Sam’s stribe.
Eller man kunne skæve til animationens verden, når f.eks. Daffy the Duck skred ud af filmstrimlen, løb tør for baggrund eller adresserede biografsalen. Kosmo var langt fra uden fortilfælde.
Alligevel har striben formentlig fremstået som lidt af et særsyn dengang i 1965-67, før internettet og den store kabelpakke, hvor den gik i Information, Svenska Dagbladet samt nu og da Die Zeit (!). Bag løjerne stod et aparte trekløver: Jazzmusikerne Tom Prehn og Poul Ehlers samt reklametegneren Mogens Gissel, der i dag er en anerkendt billedkunstner på livsvarig ydelse.
”Kosmo Kolorit” bringer et udvalg af striber i dæmpet nyfarvelægning fra forfatter Paulina Olsen. Som genudgivelsesprojekt kunne bogen stå stærkere: Gissels streg fremstår lidt ulden, brugen af farvegradients er ikke altid lige vellykket og kriterierne bag udvalget er svære at gennemskue. En hurtig Google-søgning afslører flere Kosmo-striber med højere niveau end en del af dem, der faktisk har fundet vej til ”Kolorit”.
Alligevel er samlingen fortjenstfuld, simpelthen fordi flertallet af striberne er (gen)synet værd. GEPs leg med tegneseriemediet er inspireret og ofte vidtrækkende i avisstribe-sammenhæng, og seriens finurlige tresser-surrealisme er ganske charmerende. Samtidig har Gissel trods sin lidt upolerede streg et fint greb om fysisk komik, der egenhændigt redder flere af de knap så skarpt tænkte striber.
Kosmo leger flittigt med ”non sequiteurs”, altså umotiverede, ulogiske hændelsesforløb. I starten kan de fremstå indforståede og intetsigende, som da hovedpersonen Kosmo lægger an til at putte på golfbanen og ud af det blå får en potteplante i hovedet. Men hurtigt finder idémagerne Prehn og Ehlers ud af, at absurditeterne fungerer bedst i par: Kosmo lægger an til at putte, da en meteor dumper ud af himlen lige bag ham. Straks efter lander et rumvæsen med en golfkølle og lægger an til at sende meteoren endnu tættere på det store, kosmiske golfhul. Non sequiteur + non sequiteur = Kosmo.
Så er der metastriberne, som da Kosmo på en gåtur studser over et skilt med en heftigt bugtende vej – for i næste billede at befinde sig i en lige så bugtende tegneserieramme. GEP har mange tricks i meta-værktøjskassen: Lydeffekter og fartstriber, der får fysisk form, perspektivforvrægninger, billeder, der er ude af water eller rives i stykker, baggrunde som teaterkulisser, brændbare striber og meget, meget mere.
Det er mildt afhængigshedsskabende at bladre ”Kosmo kolorit” igennem på jagt efter den næste inspirerede idé og punchline. Man fornemmer, hvordan Prehn og Ehlers ”jammede” over situationer og temaer uden at sortere for meget i indfaldende undervejs, og tilgangen gav serien et niveau, der rakte lige fra det banale til det nærmest geniale.
Kosmo er svagest, når GEP moraliserer eller lader underfundighederne gøre arbejdet alene, og den konsekvente brug af arketypiske scenarier – Kosmo strandet på en øde ø, Kosmo som tryllekunstner, Kosmo som tørstig ørkenvandrer – får undertiden striben til at ligne den lavkomik, den vil parodiere.
Men når Kosmo var allerbedst, ramte den et internationalt niveau, og det kan ikke siges om så mange danske stribeserier endda. På dén led er ”Kosmo kolorit” et mere end velkomment indslag i Danmarks egen beskedne udgave af ”the golden age of reprints” – også selvom en komplet samling i sort/hvid med en lidt skarpere reproduktion formentlig havde fungeret bedre.
Karakter: 3 ud af 5
Værkets titel: Kosmo kolorit
Forlag: Mellemgaard
Forfatter/tegner: Tom Prehn, Poul Ehlers, Mogens Gissel
Form: Hardcover, 92 sider
Pris: 179,95
ISBN: 978-87-92801-85-2
Udgivelsesår: 2012