Gigi Simeonis “Morderens mesterværk” er en drabelig krimi om seriemord som kunstnerisk inspiration. Nummer 9 har grillet italieneren.
Milano, 1908. Da kunstmaleren Alessandro Simonetti ser sin kæreste dø, finder han samtidig sit livs motiv. Men erindringen om glimtet i den døende Luisas øjne blegner, og snart går han på jagt efter ny inspiration i den italienske industribys mørke gyder. Alt for kunsten!
Så kort kan handlingen i “Morderens mesterværk” opsummeres. Italienske Gigi Simeonis 300 sider lange graphic novel er grundlæggende en ganske traditionel krimifortælling, men udmærker sig ved en usædvanligt omhyggelig miljøskildring, der tydeligvis er baseret på mange timers research. Maleren Simonetti er en interessant karikatur på den grænsesøgende avantgardist, og i jagten på seriemorderen gennemspiller bogens ordenshåndhævere en interessant konflikt mellem nye og gamle opklaringsmetoder.
Simeoni har tidligere udmærket sig som tegner på den italienske udgave af Gru og serien om sci fi-helten Nathan Never. “Morderens mesterværk” var det første større værk fra den i dag 44-årige serieskabers hånd.
Hvor kom idéen til ”Morderens mesterværk” egentlig fra, Gigi Simeoni?
– Forholdet mellem det gode og det onde fascinerer mig. De er både modsætninger og spejlbilleder, ligner ofte hinanden til forveksling. Historisk set har mange store kunstnere også være store forbrydere eller det, der ligner. Deres hverdagsliv var ikke indbegrebet af god opførsel. I deres sjæl og deres sind var der ingen klar grænse mellem godhed og ondskab.
Hvorfor valgte du Milano i det tidlige 1900-tal som ramme om fortællingen?
– Fordi Milano, akkurat som Paris og mange andre store europæiske byer, var dér, hvor århundredets mest nyskabende idéer blev født og udviklede sig. Det tidlige 1900-tal var en ”belle epoque” med art nouveau’ens gennembrud, teknologiske landvindinger, vældige skibe til at krydse atlanterhavet i, politisk uro, adelen mod de sultende masser og borgerskabet i front for den industrielle verden. Og så var det selvfølgelig den kunstneriske avant-gardes tid. Måden, man skabte og tænkte om kunst på blev revolutioneret i de tider, hvor kunstnerens blik ud i verden blev rettet ind i ham selv i stedet.
”Morderens mesterværk” efterlader et indtryk af, at du har researchet perioden grundigt, blandt andet fremgår det af dine noter, at du har været en flittig gæst på de lokale arkiver …
– Research er et vigtigt skridt og en pligt for en forfatter, hvad end han skriver bøger, film eller tegneserier. Hvis man vælger at give sin fortælling en historisk ramme, mener jeg også man bør skildre den så seriøst og præcist som muligt. At researche er hårdt arbejde, men også interessant og udfordrende. Jeg har fyldt rigtig mange historiske fakta i min historie, måske for mange, og der var også enkelte fejl og uklarheder. Det kan ikke undgås, når man jonglerer med et væld af informationer for at genskabe en verden, der ikke længere findes.
Din hovedperson, Alessandro Simonetti, er en af de mest sympatiske seriemordere i nyere fiktion. Hvorfor blev han sådan?
– Fordi det er svært at skildre en flink morder – at vise, hvordan han bliver ”ond”. Jeg elsker udfordringer. Og så ser man det jo efterhånden dagligt i nyhederne, at normale mennesker pludselig forvandler sig til mordere af en eller anden årsag. Så siger alle deres venner: ”Jeg havde aldrig forestillet mig, at han kunne myrde et menneske. Han virkede så venlig og generøs!” Og alligevel sker det. At fortælle historien fra morderens perspektiv gør den anderledes, ellers ville det bare være endnu en Sherlock Holmes-detektivhistorie.
Simonetti lyder ikke så forskelligt fra Simeoni, i hvert fald ikke i mine danske ører, he …
– Faktisk er mit fulde navn Luigi Alessandro Giuseppe Simeoni, så fornavnet har han også fra mig. Jeg valgte et navn, der lød som mit eget, fordi jeg gerne ville helt ind under huden på den her figur. Og så lyder Simonetti også lidt som Marinetti, den navnkundige grundlægger af futurismen.
Du nævner i bogens lange forord, at du tidligere i din karriere har haft svært ved at gennemføre større projekter – hvorfor det?
– Fordi jeg er doven. Jeg har en tendens til at efterlade projekter ufærdige, fordi jeg forelsker mig i en anden idé undervejs. Men den her gang fik jeg overbevist mig selv om, at ”Morderens mesterværk” var en fortælling, der fortjente at blive fulgt helt til dørs, og jeg dedikerede al min energi til den. Mit råd til andre med samme problem som mig: Overvej meget nøje, om din idé er god nok til at fortjene alle de anstrengelser, det vil kræve at føre den ud i livet. Og hvis ikke, så drop den med det samme.
Hvordan var det så at arbejde så længe og koncentreret med én bog frem for at lave kortere historier?
– Lidenskaben er en fjeder, der driver dig frem. Tiden flyver, når man nyder det, man gør. Også selvom det drejer sig om to et halvt år! Nu skriver jeg også romaner, og det kræver mindre tid og energi. At løfte en så ‘tung’ opgave som ”Morderens mesterværk” var godt for mig, for nu virker alt let til sammenligning …
Kan du give Nummer 9s læsere en idé om, hvordan du arbejder – fra manus til færdig tegneserie?
– Allerførst kommer idéen. I tilfældet ”Morderens mesterværk” havde den hjemsøgt mig siden jeg var 18-20 år. Siden handler det om at skabe den optimale ramme omkring idéen – og ikke træffe valg, der svækker dens effektivitet. Det er som at bygge en racerbil: Når motoren er på plads, gælder det om at finde det rigtige karrosseri, de rigtige hjul og alle de mekaniske dele, der skal arbejde med og ikke imod motoren. Det handler om at få så mange hestekræfter ud af den oprindelige idé som overhovedet muligt. I jagten på de rigtige reservedele dukker nye muligheder op, nogle fører én tættere på målet og nogle ender i blindgyder, og tricket er hurtigt at kunne kende dem fra hinanden. Man kan også risikere at komme til at tilføre elementer, der distraherer læseren fra fortællingens hovedtema, og så er der ikke andet for end at revidere og skrive om.
– Når det så kommer til at illustrere fortællingen, så står den helt klart i bevidstheden – selve det at tegne den bliver på sin vis en smal sag. Selvom mange tegneserielæsere tror, at det forholder sig modsat, så kræver en god historie mere anstrengelse og arbejde end flotte tegninger.
”Morderens mesterværk” er et af relativt få livstegn fra Italien på det danske tegneseriemarked – hvis vi lige ser bort fra Jumbo-bøgerne. Hvordan går tegneserien og har det dernede i støvlelandet?
– Alt er ved det gamle. Heldigvis, for der er masser af potentiale i den traditionelle tegneserie, når den er i hænderne på en forfatter, der forstår at blande de klassiske ingredienser i spritnye hybridfortællinger. Vi europæere er gode til den slags, bedre end amerikanske forfattere, der kan finde på de mest latterlige ting – ”Cowboys vs. Aliens”, for eksempel … Alle ved, at italienske tegneserier holder et meget højt niveau både på tekst- og billedsiden, og de sælger rigtig godt på hjemmemarkedet. Nogle af de mest populære titler, som Tex Willer og Dylan Dog, udgives i hundredetusinder af eksemplarer hver måned. Til gengæld begrænses eksportpotentialet af, at vores tegneserier næsten altid er lange, i sort/hvid og trykt på billigt papir.
Hvad har du haft gang i siden ”Morderens mesterværk”, Gigi Simeoni?
– Jeg har netop udgivet en ny graphic novel, der hedder ”Stria” (”Heks”). Det er en gyserhistorie, der udspiller sig i Italien mellem 1983 og nutiden. I juli tegnede jeg en historie til Dylan Dog. Nu arbejder jeg på en kortere fortælling, der følger nogle af figurerne fra ”Morderens mesterværk”. Jeg har skrevet et post-nukleart eventyr, en slags brutal science fiction, jeg brygger på en Nathan Never-fortælling, jeg har skrevet to romaner … Altså, du ved, jeg keder mig i hvert fald ikke!
Del på
