Peter Becher byder Gigi Simeonis småperverse og lurvede italienske kioskbasker velkommen på dansk.
Jeg smider hermed alle kortene på bordet. Jeg har gennem RIGTIG mange år hørt “Shadow Zone Media”s enmandshær, forlagsdirektør Bjarne Kristensen, tale varmt, inderligt og næsten manisk om italienske pulptegneseriers fortræffeligheder. Og jeg har gennem samtlige år afvist snakken som ævl.
Samme Shadow Zones storsatsning for små fem år siden, med at udgive Sergio Bonnellis bizarre rædsels-syre-serie ‘Dylan Dog’, var modig. Men med en udgivelsesrække på kun fem numre, inden man måtte stoppe serien, var det måske et tegn på, at det danske marked ikke helt var modent til den specielle italienske kiosk-lekture.
Alligevel har Shadow Zone Media vovet pelsen, og igen taget ladegreb på itallo-bøssen. Gigi Simeonis “Morderens Mesterværk” er seneste satsning fra det lille forlag, og skulle man være lidt bagklog, havde det måske været en bedre indgangsbøn til det danske marked for de italienske “fumetti” end ‘Dylan Dog’.
Den ambitiøse kunstmaler Alessandro Simonetti lever et sikkert liv i Milano i begyndelsen af forrige århundrede. Hans liv er roligt, og hans fremtid som ægtemand til rigmandsdatteren Luisa synes sikker … lige til en skæbnesvanger sommerdag i 1907, hvor han og Luisa kører galt. Hans elskede dør, og han selv bliver pludseligt konfronteret med dødens grusomme, konsekvente væsen.
Hermed begynder Alessandro en blodig odyssé, hvor han finder ud af, at han gennem mord kan komme det konsekvente og kunstnerisk guddommelige nærmere.
Men hans blodige gerninger går naturligvis ikke ubemærkede hen, og efter kriminalinspektør Matteo De Vitalis, der tænker i lige så utraditionelle baner som morderen selv, sættes på sagen, strammes nettet om den mere og mere vanvittige Alessandro.
“Morderens Mesterværk” er 304 siders ufortyndet tosse-fumetti. Der er trukket et tyndt lag eftertænksomhed og lommefilosofi ud over en basalt spændende kriminalhistore, hvor der dvæles på næsten pervers manér ved de rigelige mængder af blodsudgydelser.
Simeonis gør et helhjertet forsøg på at besjæle sin seriemorderhistorie med noget mental dybde, ved at lade Alessandro filosofere over regel- og normbrud som nøglen til at transcendere det trivielle, og opnå noget nærmest guddommeligt.
Det står selvfølgelig Simeoni helt frit at grave dybt i bukselommerne og hælde filosof-fnuller ud over sin tegneserie, men historien i sig selv er faktisk så spændende og velfortalt – på bedste kiosk-krimifacon – at han sagtens kunne have holdt lidt igen.
Især kommer det højpandede fortællelag til at virke postuleret, når Alessandro fører kniven. I de blodige sekvenser fornemmer man klart, at Simeons mestrer sine makabre virkemidler, nyder dem, grænsende til det småperverse … og så prøve at retfærdiggøre løjerne med lidt indre dialog og tankespind.
Det er næsten som om, Simeoni har skammet sig en smule over sit eget blodige moppedreng af et tegneserieværk. Og det har faktisk hverken han, eller hans danske udgiver grund til at gøre.
Karakter: 4 af 5
Titel:“Morderens Mesterværk”
Tegner/forfatter: Gigi Simeoni
Oversætter: Sophus Helle
Forlag: Shadow Zone Media
Form: 304 sider i sort/hvid, softcover
Pris: Kr. 199,-
ISBN: 978-87-92048-07-3
