Hej og velkommen til et nyt afsnit af Supersnak.
Her mellem jul og nytår bliver det kun til et kort, lille afsnit med et glædeligt budskab (velsignet bud, fristes man til at sige): Det skal handle om Planetary.
Hvis du ikke allerede har den stående i samlingen, og hvis du ikke synes, du fik ordentlige julegaver i år, så find straks bilen, cyklen, bussen, toget, taxi’en, løbehjulet, eller hvad du nu end bruger til at transportere dig selv, og tag til tegneseriebutikken. Forkæl, nej, berig dig selv med Planetary. Så bliver det alligevel jul.
Og når du så først har læst, så lyt. Til seneste afsnit af Supersnak.
Planetary er ikke en hvilken som helst serie. Det er en af de bedste amerikanske tegneserier, som har set dagens lys de sidste 20-25 år.
Den er skrevet af engelske Warren Ellis, som du måske kender fra The Authority, Transmetropolitan, Iron Man: Extremis, Hellblazer eller sidste års Moon Knight-serie fra Marvel Comics (…alle er tegneserier, vi sagtens kunne bruges et helt podcast på). Tegneren er formidable John Cassaday, som mange vil kende fra den Joss Whedon-skrevne Astonishing X-Men eller Marvel Comics’ kassesucces, Star Wars-tegneserien, som udgives p.t.
På overfladen ser Planetary måske ikke ud af så meget. Den kørte kun over 27 hæfter, som det tog de to gode skabere bag et årti at få udgivet. Hvert nummer handlede om noget nyt, men altid om nogen eller noget, der havde med superheltegenren som sådan at gøre: Det kunne være Warren Ellis’ke versioner af Wonder Woman, Tarzan eller Godzilla, eller lidt lettere fordrejede udgaver af Superman, Fantastiske Fire, Hulk, Grønne Lygte eller andre.
Men Planetary er hverken parodi, pastiche eller (for den sags skyld) en hyldest til superhelte. Det er en udforskning af genren, i overført forstand en arkæologisk udgravning, og en omfavnelse af populærkulturens kvaliteter. Hvert nummer har sit pulp-fokus og udgør sit lille afsluttede forløb, men tilsammen udgør de 27 numre (og et par one-shots) samtidig en større og stærkere helhed.
Argh. Jeg plaprer. Det er underligt svært at sætte fingeren på, hvad det helt præcis er, der gør Planetary til noget ganske særligt. Forhåbentlig lykkes det lidt bedre mundtligt og sammen med Marvel-Morten i dette afsnit af Supersnak. Lyt med herunder:
Du kan abonnere på podcastet på iTunes og på Soundcloud og følge Supersnak på Facebook.
Og så kan du selvfølgelig høre det her på siden.
Glædelig jul og godt nytår!
Kim Helt
Tidligere afsnit af “Supersnak”: