Nummer 9 fyldte 9 år forleden. Vi lader grå eminence Thomas Thorhauge jubilæumsinterviewe vores første chefredaktør, Erik Barkman.
Den 17. maj 2010 gik Nummer 9 i luften, og således havde herværende digitale tegneserietidsskrift 9 års jubilæum forleden. 9-tallet har en særlig betydning hos os, der beskæftiger os med den 9’ende kunstart, tegneserien, og således fejrer vi jubilæet med et interview.
Vi har ladet en af Nummer 9’s stiftere, tegner, tegneserieentreprenør og grå Nummer 9-eminence, Thomas Thorhauge, interviewe Nummer 9’s første chefredaktør, og nuværende anmeldelsesredaktør, Erik Barkman. Om hvordan Nummer 9 kom til verden og hvordan tegneserielandskabet har forandret sig sidenhen.
Erik Barkman i Cat Azevedos streg.
Erik Barkman, det er ni år siden du blev Nummer 9’s første chefredaktør. Hvordan bar du dig ad?
Altså, grundlæggende tog jeg jo bare telefonen, da du ringede! Og sagde ja, efter du havde leveret en begejstret pitch om et nyt dansk site for alle slags tegneserier – et virtuelt lejrbål, tegneserie-Danmark kunne samles omkring. Eller noget i den stil. Hvorfor du lige ringede til mig, kan du vel egentlig bedst selv svare på? Mit bedste gæt er, at dig og de andre skyggefulde bagmænd havde set mine skriverier i Strip! og på en eller anden måde havde fået den idé, at jeg var purung og propfuld af energi!
Det kan jeg ikke huske. Men du var en stjerne i svøb lige fra starten. Men rids lige helt kort op hvordan du mener Nummer 9 opstod. Helt kort, og gerne med erindringsforskydelse.
Altså, efter jeg var blevet hevet ombord i redaktionen, begyndte vi jo at diskutere – på et online-forum, old school! – hvordan vi skulle gribe projektet an. Hvad skulle sitet hedde, for eksempel? De to varmeste bud var Ping og Nemo, men begge domæner var optaget. Jeg husker også en masse principielle diskussioner af den slags, man har, før hverdagen og den daglige drift rammer. Målet var hele tiden at være flyveklar og i luften til Komiks.dk 2010 – og det mål nåede vi jo.
Men hvem var de andre egentlig?
Altså, dig og Matthias Wivel og Ulf Reese Næsborg, som selv drev sit eget site og skulle være web-troldmanden bag Nummer 9. Aben maler-forlægger Steffen Rayburn-Maarup, som bare hed Maarup dengang, og Henry Sørensen, Michael Thomsen og Allan Haverholm. Maarup og Wivel var garanter for lidenskabelige diskussioner, kan jeg huske, og jeg holdt som regel med Maarup, fordi jeg synes Wivel var møgbesværlig. Altså på skrift. I dag ved jeg jo, at han er et mensch og i øvrigt så lynende begavet, at det er i orden at være lidt irriterende.
Da Jean “Moebius” Giraud døde, samlede Nummer 9 hyldesttegninger ind – her af Mikkel Sommer.
Men Erik, du bor jo Skanderborg, langt fra alle de andre. Hvordan hulen kunne du koordinere det hele? Det gik måske bare helt af sig selv, du sagde bare ‘gå i gang’ og så skete det? Eller hvad?
Ha ha, måske ikke helt. Altså, det hele blev jo meget virtuelt med mig i Skanderborg og stort set alle andre i København, og i starten gik tingene meget omkring det dér onlineforum. Det fungerede ret fint i en periode, men som jeg husker det, blev responstiden længere og længere derinde, efterhånden som folk indså, at de også havde andre prioriteter end Nummer 9 i deres liv. Forståeligt nok! Så kommunikationen rykkede over på mail og blev mere og mere unilateral: Ikke “hvem har lyst til at gøre x?”, men “kan du ikke lige lokkes til at gøre x?”. Stadig faldt det kollektive aktivitetsniveau gradvist, og på et tidspunkt besluttede jeg mig for, at hvis det skulle være højere, blev jeg selv nødt til at være mere aktiv. Så jeg endte med at skrive 30-40% af stoffet på sitet, altid med uvurderlig hjælp fra en anmelderredaktør – Johan Krarup, dig, Michael Lindal. Og det var egentlig helt okay, for på dét tidspunkt var jeg på udkig efter et projekt, noget at brænde for. Det kunne mit daværende pengejob ikke rigtig levere. Og jeg var nok også på udkig efter et fællesskab som det, jeg oplevede i den lille danske tegneserieverden – mest virtuelt, men også ude i virkeligheden, på redaktionsmøder og til tegneseriefestivaller.
Ja, og i dag er du ham den ene af de to, der bestemmer, hvem der får lov at uddanne sig på verdens bedste tegneserieskole, og ham der bestemmer om Weekendavisen synes godt eller dårligt om de nye tegneserier. Det fører skisme til noget at lave idealistisk, frivilligt kulturarbejde.
Absolut! Den tid, jeg brugte på at lave Nummer 9 – og det var ret meget, typisk et par timer hver aften bortset fra lørdag – var givet godt ud på alle mulige måder. Ikke kun fordi jeg grundlæggende nød arbejdet, men også fordi det banede vejen for andre, spændende muligheder. At være redaktør på Nummer 9 ændrede mit liv til det bedre, simpelthen.
Nummer 9-postkort med fransk/belgisk tema af Mårdøn Smet.
Men apropos dengang, hvordan har tegneseriekulturen ændret sig siden?
Godt spørgsmål. Jeg husker datidens klima herhjemme som meget præget af en splittelse mellem en fraktion af tegneserieskabere, der var formet af albumboomet i 80’erne og en anden fraktion, der var bannerførere for graphic novels og manga. Det gamle mod det nye, firkantet sagt, krydret med personlige sym- og antipatier. Jeg blev rodet ind i mange ophedede debatter dengang, både i kommentarfelter og på email. I dag er der meget længere mellem den slags konflikter, og det er jo sådan set rart nok. På den anden side kan jeg ikke lade være med at tænke på, om det også er et symptom på en afmatning, på at engagementet og lidenskaben i det danske tegneseriemiljø er blevet lidt mindre?
Sådan helt overordnet set forekommer det mig, at vi står i et vadested, hvor der er en generation af 40+ tegneseriefolk, som måske ikke længere helt orker, hvad de orkede engang, og så en ny generation under de 30, som stadig arbejder på at tage over. For eksempel er sådan én som den nye Dansk Tegneserieråd-formand Line Høj Høstrup jo en dynamo af aktivitet; det er lige præcis sådan nogle som hende, tegneseriekulturen herhjemme har brug for.
Som chefredaktør for Nummer 9 har man også plads i Pingjuryen. Her deler Erik Barkman en Pingpris ud i 2014.
Enig! Men fortsæt lige. Hvordan tænker du at tegneserien har ændret sig kulturelt og æstetisk og måske endda teknologisk? Nationalt som internationalt?
Åh, der er sket meget, også bare her i lille Danmark. På alle mulige ledder og kanter. Kønsfordelingen har ændret sig, så flertallet af unge tegneserietegnere i dag er kvinder – det er en enorm forandring, som vi kun er begyndt at mærke omfanget af. Tegneserien er blevet en mere accepteret kunstform i det gode selskab, hvilket både har gjort det lettere at søge penge til at lave dem og betydet, at vi ser flere illustratorer og billedkunstnere, der gerne vil udfordre og prøve kræfter med sekventiel historiefortælling. Begge de to tendenser har skubbet på en udvikling, hvor begreber som “tegneserieagtigt” giver mindre og mindre mening – fordi tegneserier kan se ud på alle mulige måder og handle om alt muligt. Til et punkt, hvor der de seneste år er opstået en opmærksomhed omkring behovet for OGSÅ at lave og udgive tegneserier til børn og unge – og til helt almindelige mennesker, der bare gerne vil have velfortalte genrehistorier, ikke artsy-fartsy græfik nåvels tegnet sådan helt kunstnerisk.
I virkeligheden har vi jo brug for det hele, men måske er Danmark bare lidt for lille til, at vi kan have alle jernene i ilden på én gang?
Internationalt set tabte bølgen af litterære graphic novels noget af pusten – med åbenlyse undtagelser som f.eks. “My Favorite Thing Is Monsters”, “Sabrina” og nye værker fra fejrede mestre som Chris Ware. I stedet så jeg en udvikling i retning af fragmenterede fortællinger båret af unikke visuelle udtryk, som hos en Michael DeForge eller Connor Willumsen, mod genrefiktion og mod værker båret af (identitets)politisk engagement, der fejrer diversitet og fortæller minoritetshistorier på relativt konventionelle måder.
Teknologisk er der sket mindre, end man skulle tro. Platforme som Kickstarter og Patreon har gjort det muligt at skære forlagene ud af ligningen og leve af at publicere sine ting online, men samtidig har en enorm tilstrømning af talentfulde webserieskabere betydet, at der er virkelig mange om buddet. Det er muligt, men ikke nemt. Comixology har markeret sig mere entydigt som markedsleder indenfor digitaliserede tegneseriehæfter, men alt andet end dedikerede webcomics indtages stadig langt overvejende på papir. Det er helt ude af sync med en tid, hvor flow-TV og fysiske medier er ved at blive totalt udkonkurrerede af streaming, men sådan ligger landet altså. Så længe det varer.
Ja, det er et vanvittigt landskab. Og som tegner skal man i øvrigt hele tiden forholde sig til at ens arbejde skal kunne fungere på en lille mobilskærm, hvilket tit er vildt hårdt og demotiverende. Men jaja. Hvis du nu var statsminister, hvilke initiativer ville du så sætte i gang på tegneseriefronten?
Jamen, så skulle vi have en national institution til tegneseriens fremme på linje med Seriefrämjandet i Sverige eller Sarjakuvaseura i Finland. Her skulle 1-2 ansatte og en masse ivrige hænder samle de danske tegneseriekræfter og være med til at koordinere festivaler, prisuddelinger, museumsudstillinger og alt muligt andet, der sætter tegneserier på landkortet herhjemme. Der er masser af god energi og vilje i det danske tegneseriemiljø, men det er svært at afvikle store arrangementer som f.eks. Copenhagen Comics på et konsistent niveau, når alle kræfter er frivillige. Folk brænder ud, finder andre interesser eller rammer livskriser, og så er hele projektet i fare. Det ville et Dansk Tegneseriecenter – eller whatever – kunne afhjælpe, tror jeg.
Angoulême-dagbog af Karoline Stjernfelt med Barkman-cameo
Hvad med Nummer 9? Hvis du var Kristian Bang og havde unlimited power, hvad så?
Nu er Kristian Bang jo med afstand den bedste Kristian Bang, jeg kender – det kunne jeg ikke gøre bedre selv! Men både han og jeg ville selvfølgelig kunne udrette endnu mere som redaktører, hvis Nummer 9 havde midlerne til at købe os fri fra dele af vores daglige arbejde og midlerne til at lønne skribenter og tegnere for at lave bidrag til sitet. Sådan hænger det bare ikke sammen. Vi har været heldige at få Tidsskriftsstøtte og tak for det, men ikke mere end vi skulle bruge til webteknik, porto og indkøb af udenlandske anmeldereksemplarer – måske et redaktionsmøde med forplejning hist og her. Sådan krummer kiksen. Men selvfølgelig er Kristian og jeg forskellige, det er folk jo. Som Nummer 9-redaktør var jeg nok allermest begejstret, når jeg kunne sætte fokus på noget fremstormende talent eller processen bag et spændende nyt tegneserieprojekt eller begge dele på én gang – som da jeg interviewede Karoline Stjernfelt om “I morgen bliver bedre” og en del folk i tegneseriedanmark fik øje på, hvor dygtig, hun var og stadig er. Det var i dén slags situationer, jeg følte, at jeg udrettede noget væsentligt med Nummer 9.
Til allersidst den obligatoriske. En virkelig virkelig fed Nummer 9-fødseldagsanbefaling. Altså en VOLDgod tegneserie?
Erik Barkman anbefaler “Mister Morgen”.
Sidste uge læste jeg “Mister Morgen” af den kroatiske plakatkunstner Igor Hofbauer, og den var overrumplende god. Ikke så meget i kraft af de korte, lidt stereotype fortællinger, den er stykket sammen af, men på grund af den foruroligende stemning og det fremmedartede univers, der knytter dem sammen. Som en østeuropæisk David Lynch fremmaner Hofbauer en dyster mareridtsverden, hvor desillusionerede lønslaver søger mening i brutalistiske bygninger og intet er, hvad det giver sig ud for at være. Så snart jeg var færdig med den, fik jeg lyst til at læse den igen. Og ellers er jeg jo bare en gammel fis, der glæder mig som et lille barn til de samlede udgaver af Kevin Huizengas “Ganges” (“The River at Night”), Chris Wares “Rusty Brown” og Seths “Clyde Fans”. De tre bliver med statsgaranti VOLDgode.
Erik Barkman, tak for ordene og tillykke med jubilæet!
Tak og i lige måde!
