Hvilken tegneserie er din guilty pleasure? Her er otte bud fra Nummer 9’s skribenter.
I vores tilbagevendende feature Nr. 9 spørger, stiller vi Nummer 9s bidragsydere et tegneserierelateret spørgsmål.
Sidst handlede det om kritikeroste serier der ingenting sagde os, og det gav selvfølgelig debat. Det gør det måske også denne gang, hvor vi har vendt spørgsmålet om, og spurgt: Hvad er din ”guilty pleasure” inden for tegneserier? Altså en tegneserie du elsker, selv om kritikerne hader den, og du måske godt selv ved, at den ikke er særlig god.
Charlotte Johanne Fabricius, aka Femi-nichen
Der bør aldrig være skam forbundet med at elske tegneserier og derfor vil jeg også glædeligt bekende, at Chuck Dixon og Scott McDaniels Nightwing-tegneserier fra 90’erne og de tidligere 00’ere har et helt særligt sted i mit hjerte!
De er totalt for meget, med hysterisk opsvulmede mandekroppe og groteske skurke; vor helt laver damer og angst’er over, hvor hårdt det er at være Batmans adoptivsøn, og det er FREMRAGENDE! Jeg genlæser dem i forbindelse med mit arbejde pt. og det er en fornøjelse af den allermindst højpandede slags.
Cecilie “Q” Maintz Thorsen, anmelder
Jeg har heldigvis haft fornøjelsen af at få en masse af de bedste tegneserier anbefalet af andre, så jeg ikke selv har skulle sortere igennem bunkerne. Når det så er sagt, bryster jeg mig af ikke at være for snobbet når det kommer til ting jeg læser. Man skal ikke undskylde for sin underholdning, synes jeg. Så især én slags tegneserie læser jeg gerne i flæng trods de tomme kalorier: “relatable” web comics.
I kender formatet; tre-fire paneler, simpel stil, facebook-delevenlig, tongue-in-cheek kommentar om livet som ung og usikker, tilsat nuttede katte og at det der med at tegne, det er faktisk rigtig hårdt. AD LIBITUM. Der er så mange. Jeg er så på.
Sajmon, udsendt reporter
Det er nok ikke det mest originale valg, men mit svage punkt indenfor elendige tegneserier er helt klart tidlige IMAGE superhelte- serier fra starten af 90’erne. Rob Liefeld og hans slæng. Alene reklamerne for disse serier er det rene guld: “Bludstryfe returns.. this blud’s for you!” “Cyberforce… this time it’s for real!” De titler jeg lige har nævnt, er opfundet “on the spot” men de kunne meget vel være ægte.
Jeg gør intet forsøg på at følge med i handlingen, det er helt på LSD: “Cybercables søn er hans fars datter fra en anden dimension, som har brudt “the dark equation” for at kunne snigmyrde hans mor i timeline x!” Men den som ler sidst, ler bedst. Rob Liefeld har fået gigantisk succes med Deadpool filmene og har lige lavet en million-dollars aftale med Netflix om at filmatisere alle hans gamle Deathkill og Exxtremeblood figurer…
Christian Aarestrup, anmelder og skribent
Min skyldstyngede fornøjelse må være serien om den ubehagelige mellemkrigstids-gangster Luca Torelli, kaldet Torpedo. Eller rettere – det er nok snarere en tvangsneurotisk besættelse end nogen egentlig fornøjelse. For lige siden jeg som ganske ung stiftede bekendtskab med bemeldte i Ekstrabladets tegneserietillæg Kilroy tilbage i 80’erne, endnu for lille til en serie, der udelukkende omhandler vold, voldtægt og drab for disses egen skyld, og nok kun tilladt det, fordi de voksne betragtede tegneserier over en kam som harmløse og ”for børn”, har jeg købt alt, hvad der udkom af den: Først de danske oversættelser fra Interpresse, derefter de spanske eller franske fra Glénat, selv om jeg ikke forstod, hvad der stod i taleboblerne, og for nylig også Torpedo 1972 i Faraos Cigarers udgave.
Og hver gang har det været utilfredsstillende – fordi der ikke er nogen mening med serien, ingen, intet formål, kun ren misantropi og misogyni og alt mulig andet grimt, der slutter med -i. Der er ingen grund til at lave og da slet ikke at læse Torpedo. Heller ikke selv om Jordi Bernet på toppen af sin ydeevne for omtrent 25 år siden var en helt fænomenal tegner; det er bare ikke længere nogen undskyldning. For jeg står der givetvis igen med visakortet trukket, hvis der udkommer mere i serien, tegnet af ham eller af andre, af grunde, som jeg ikke kan forklare rationelt og/eller ikke vil erkende.
Jakob Albrethsen, tegner og anmelder
“Stjernernes fange” (bind 1-3) er skrevet og tegnet af spanske Alfonso Font, og jeg har læst serien i hvert fald ti gange, og gør det nok snart igen. Det er et actiondrama, og handlingen er så ligegyldig at jeg ikke kan huske den. Det er noget med at solen er blevet forstørret og Jordens overflade er derfor stegende varm, og ubeboelig. Vores helt er skåret efter Bruce Willis skabelonen, og hans hans partner (og, hvem ved, måske også en dag, kæreste!?) har kolossalt store bryster. De onde er nogle nedrige slyngler, som vil indføre en fascistisk verdensorden, med straffelejre og alt det der, og bind 3 slutter med beskeden ”Fortsættes…”, men serien blev aldrig fortsat. Slutningen må man gætte sig til.
Hvorfor er serien så god? Jeg ved det ikke. Den slags science fiction fortællinger lykkedes bare nogle gange, men oftest gør de ikke. Man fornemmer også en lille ironisk distance og det er jo altid godt. De tre albums kan købes til en billig penge brugt.
Michael Lindal Andersen, anmelder og skribent
Jeg har tror ikke på, at man bør skamme sig over kultur, så jeg er helt enig med flere af mine Nummer 9-kammerater. Kærlighed er kærlighed, og det skal være tilladt at ELSKE!
Men det være sagt, så har jeg for længst gennemskuet Alexandro Jodorowsky. Han bliver meget tit ophøjet til kunst og noget ”fint” og ”dybt”. En STOR kunstner, der SPRÆNGER den niende kunstart og sætter den sammen på nye måder! ”Inkalen” var vild og balstyrisk, så den får han (og Moebius, naturligvis). Men derudover er der ofte tale om det rene vrøvl fyldt med tvivlsomme new age-motiver, macho-gejl, hamrende kulørte og pulpede fjollerier tilsat lidt europæisk frisind, som man ikke vover at modsige, da man hurtigt kan blive kaldt snerpet.
Men altså… jeg kan sgu meget godt lide det. Der er en barnlig entusiasme og en underholdende selvfedhed, jeg ikke kan stå for. F.eks. er “Metabaronernes Kaste” en særlig fornøjelse. En slags ”Conan the Barbarian” i rummet fyldt med mytologisk vrøvl og svulmende muskelvold. Jodorowsky skammer sig ikke, og det er også charmerende. ”Den Hvide Lama” er også en dejlig omgang nonsens, som jeg slugte råt.
Inden i mig er der en lille satan af en bedrevidende kultursnob, der ryster på hovedet af mig. For jeg HAR gennemskuet ham der Jodo… men kommer hele tiden tilbage efter mere, og kultursnobben i mit indre skal bare knytte sylten.
Mads Bluhm, skribent
Mit tegneserielæseliv er fyldt med guilty pleasures. Konstant sniger det ubehageligt tæt på kroppen og giver en på en gang frydefuld men også knugende fornemmelse i maven. For mig er begrebet dog en smule anderledes end den gængse forståelse.
Lad mig uddybe; Jeg GENlæser mange ting og med stor fornøjelse, men hver gang jeg kaster mig over et nyt genlæsningsprojekt, så vælder skylden og skammen frem, fordi det det gør indhug i netop den vare, som jeg anser som den mest dyrbare for en passioneret tegneserielæser, nemlig TIDEN. Jeg har fornyeligt genlæst fremragende serier som Bill Willinghams ”Fables”, Jack Kirbys ”Fourth World”, Anders Nilsens knugende mesterværk ”Don’t Go Where I Can’t Follow”, og i øjeblikket er jeg ved at geare op til at genlæse Marvels fantastiske kosmiske saga som spænder over ”Annihilation”, ”Annihilation Conquest”, ”War of Kings” og ”Realm of Kings”. Alt i alt et projekt som spænder over mere end 4000 sider, og det er her skylden sætter ubønhørligt ind! For mens jeg mæsker og fornøjer mig med genoplevelsens glæde, så vokser bjerget af nye tegneserier på mit natbord som en veritabel skamstøtte, der truer med at vælte ned over mig, når jeg sover.
Og hvis der er noget jeg har måttet sande, efterhånden som der er kommet flere og flere lys i fødselsdagslagkagen, så er det, at jeg kommer ikke til at nå det…
Dagen hvor det er uigenkaldeligt for sent tramper nærmere og nærmere…. Og genlæsninger gør det kun værre… Men det er også herligt! Game over, man!
Kim “Helt” Schou, podcaster i Supersnak
Jeg hader udtrykket “guilty pleasure”. Tror ikke på det. For hvis jeg læser, har jeg ikke noget at skamme mig over.
Jeg elsker, hvad andre kalder ”guilty pleasures”. Husk lige: Tegneserier er, næsten per se, ”guilty pleasures”, i (alt for) mange menneskers øjne.
Men jeg har ikke noget at skamme mig over. Jeg læser med største fornøjelse det hele.
Indrømmet, jeg konsumerer mere litteratur på en måned, end de fleste af mine venner gør på et år. Jeg læser. Meget. Fordi det er det, jeg slapper bedst af til. Andre har andre preferencer, og hey, whatever rocks your boat. Gør som du vil, nyd det, du nyder, nyd det til fulde, skam dig aldrig.
Selvfølgelig betyder mixet noget. Det er med litteratur, inklusive tegneserier, som med mad: Godt med det sunde, men nogle gange skal du også have chips, slik, popcorn. Selvfølgelig skal du det!
Lige nu kigger jeg på min bogstak. Den indeholder, hvad nogle vil kalde low brow og high brow. Jeg er ligeglad; jeg læser, hvad jeg har lyst til i øjeblikket. Sådan ser min bogstak ved siden af sofaen ud i dag:
”A Higher Loyalty”, ”Drømmen om Hollywood”, ”The Maker of Dune”, “Writing Tools”, ”Doctor Who: Shada”, ”Anubis Gates”, ”How We Learn”, ”Dangerous Visions”, “The Salmon of Doubt”, “Foundation”, “Lev Tolstojs bekendelser”, ”Days of Fire” – og tegneserierne: “Lazarus”, “Daredevil”, “Turtles”, ”Doomsday Clock”, ”Saucer Country”, “Garfield”, “Plantetary”, “Walking Dead“, “Silver Surfer”, “Batman”, “Sherlock Frankenstein”.
Skidt og kanel. Gourmet og fastfood. Jeg læser mere lortelitteratur end skidne tegneserier – jeg må være passeret de første 100 Star Trek romaner – men hvis det er det, der får mig til at slappe af? So be it. Nej. So shall it be!
Læs. Læs alt. Læs med glæde. Læs, hvad der gør dig glad. På et tidspunkt når du dertil, hvor du ikke kan holde mere Garfield, Basserne og Star Trek ud – så får du læst den Martin Luther biografi og Kierkegaards Enten Eller. Eller Chris Ware. Hvis du er virkelig overmæt.
Har jeg altid haft det sådan? Nej. Hvis sandheden skal frem, så var jeg vel selv lidt hovskisnovski i mine tidlige tyvere. Der læste jeg primært Kafka, Herbert, førnævnte Kierkegaard, Camus og meget få tegneserier. Så blev jeg syg. Dødeligt syg og nærmest blind.
Spoiler: Jeg kom mig, overraskende!
Og ved du hvad, der reddede mig fra at blive, hvem ved, deprimeret og fortabt? Udover venner og familie? Hjernedøde distraktioner. The Simpsons på en computer, jeg lånte af en ven i nøden. Daredevil af Brian Michael Bendis og Alex Maleev. Bone af Jeff Smith. Smudslitteratur og skod-tv.
Det holdt mig oppe.
Senere døjede jeg i en periode med stress. Så startede jeg Supersnak med Marvel-Morten – for at dykke ned i og tale om de ting, der gør mig glad.
Det hjalp.
“Prædikeren” bag Ordsprogenes Bog i Bibelen siger (hov, der blev jeg pludselig højtragende, hvad?), at der er en tid til alt.
Der er en tid i et hvert menneskes liv – et hvert menneske, der lytter til sig selv – til det skønne og til det uskønne, til det, der rører mig på et højere plan, og det, det rører mig … andre steder. Der er en tid til alt, hvis du giver dig tid. Bruger du al din tid på det fine, bliver du u(ti/l)idelig. Bruger du alt din tid på det platte, bliver du tom og (vover jeg) dum. Men vi har brug for det hele.
Derfor: Der findes ikke ”guilty pleasures”.
Det bør der i hvert fald ikke.
Jeg skammer mig ikke.
