Rikke Villadsens graphic novel “Ind fra havet” udkommer i dag på forlaget Aben Maler, og i den anledning tog Ida Dybdahl på besøg hos den højgravide tegner på Amager.
“Ind fra havet” åbner som en sørøverhistorie fra de syv verdenshave og spiller gennemgående på mange af de tangenter, der hører til sådan en fortælling – fiskerens ordforråd, når han siger ”bappe lidt snade” og hans anekdoter og sømandsviser. Men det her macho-verdensmands-univers punkteres gang på gang, når han konfronteres med ikke at være en rigtig sømand. Det er som om fortællingen kastrerer sig selv? At hovedpersonen er sat ind i et univers, hvor konventionelle (tegneserie)billeder af en sømand ikke kan godtages?
– Det er jo rigtigt nok, at der er tale om en genrefortælling. Jeg bruger en karakter, som har en fortælling i sig på forhånd. Vi kender sømanden, han er nærmest et ikon, og når han indeholder det, så kan jeg gå ind og lave nogle modstridende bevægelser i ham, nogle modstridende drifter, det du kalder en kastrering. Jeg sætter mig selv, min egen nysgerrighed, min egen naivitet og dumhed ind i ham. Og der kan jeg så skabe et eller andet surreelt. Det arbejde, jeg synes er interessant, er netop at tage nogle af de identitetsskabende ikoner omkring os eller omkring vores selvforståelse. At gå ind og se, ”hvor er de henne i mig?”, hvor er sømanden i mig?
Ja, og det er sjovt, for sådan en som Skipper Skræk er jo f.eks. en af de tegnede karakterer, man stifter tidligt bekendtskab med. Og man er altid Skipper Skræk, selvom man er pige – man er jo ikke Olivia, vel?
– Nej, hun er guldet. Hun er den man vinder, et objekt. Det er også et spørgsmål om, at de her grundfortællinger næsten alle sammen er bygget op omkring mandspersoner. Men jeg har jo alligevel som kvinde identificeret mig med dem og taget dem til mig, så de bor i mig. Der er i virkeligheden ikke særlig mange kvindefortællinger, som jeg finder brugbare i et identitetssøgende perspektiv. Mit arbejde kredser om, at tage nogle masker på, som jeg synes, jeg er blevet fodret med igennem min kultur. Men samtidig tillader jeg mig jo at fjolle med dem. Så i virkeligheden peger jeg også på, at det er højst besynderligt og sammensat at se mig og min person og mit feminine væsen i det her ikon. Der bliver noget, der støder sammen.
Hvordan har arbejdsprocessen med “Ind fra havet” været?
– “Ind fra havet” er mit første større projekt, hvor jeg skaber en fortælling på den måde. Jeg havde en start, som var ret spæd, og det var denne her sømand, som fanger et barn, og så vidste jeg egentlig ikke så meget mere om, hvad der skulle ske. Og så kan jeg huske, at jeg drikker kaffe med Jakob Martin Strid og pitcher første version af fortællingen for ham, og han synes den er rædselsfuld, for man kan slet ikke tage livet af sin karakter, det kan man ikke gøre overfor sin læser. Og derudover siger han ”i øvrigt så er det slet ikke en sømand, det er en fisker”. Det satte mig så i gang med en diskussion med min egen læser, og det er en metode, jeg ikke selv var klar over kunne være brugbar. Men jeg fandt ud af, at idet han bliver konfronteret med ikke at være sømand, sker der noget. Og han bliver selvfølgelig vred. Der kunne jeg så allerede begynde at forme ham. Og så ligger han ligesom alle sine tatoveringer som bevis på, at han er en verdensmand. Han bærer en fortælling i de tatoveringer.
Ja, hvordan dukkede tatoveringerne, der ifølge den sidste side i bogen er autentiske sømandstusser fra 1850, op som fiskerens måde at visualisere sin historie på?
– Jamen, når jeg starter et projekt, så skal jeg undersøge tingene. Så jeg gik ned og købte for 500 kr. bøger om søfart og sømænd i et antikvariat, og der var en bog, jeg fandt, som hed ”Sømanden og Kvinden”, som handler om hele det mytiske forhold kvinden havde for sømænd – de måtte jo ikke være ombord på skibet, det bragte jo uheld, så gik det ned… Og så var der et helt afsnit om tatoveringer, og det var jo tegninger som fortalte utrolig meget – jeg var helt solgt over det. De bar en historie i sig selv, og så klippede jeg det ind. Det passer også fint til min måde at arbejde på, det her med at bruge det, der allerede har en iboende fortælling, og det har de her tegninger virkelig. Både deres kejtethed og de symboler og værdier, der ligger i dem. Men hele research-delen og undersøgelsesdelen fylder enormt meget i processen, jeg prøver at gøre mig selv så uvidende som overhovedet mulig. Jeg vil ikke fortælle nogen noget, jeg ved i forvejen, så bliver det krukket. Jeg går ind i det for at lære noget. Min arbejdsproces er at undersøge og ikke at kende for meget til plot eller storyline, men at fyre alle mulige bolde op i luften, for så til sidst at ligge vågen i mange nætter med en virkelig svær sudoku af karakterernes viljer og drifter, der skal gå op, før jeg får søvn. På den måde er det endelige værk også et bevis på en proces, mere end en idé ført til dørs.
Udover at pin-up pigerne på fiskerens overarme fortæller hans historie, så står de også i kontrast til det ”andet” kvindebillede i din tegneserie. Jeg tænker på kvinden, der optræder i babyens fortælling om sin egen undfangelse. Kvinden er i samspil med havet selvbefrugtende, og du portrætterer jo faktisk en kvinde, der i yderste ekstrem overflødiggør en mands tilstedeværelse, altså sådan biologisk set, idet hun simulerer et knald op af det kæmpe falliske fyrtårn. For mig at se spiller køn en stor rolle i din tegneserie?
– Ja. En kvindes roller spænder jo over et bredt felt, og det er helt sikkert også et af de emner og temaer, jeg konstant afsøger. Pin-up’en er ret forskellig fra denne her handlekraftige kvinde på stranden. Og det handler igen om identifikationen og ”hvem er man som kvinde?”… og menneske. Hvad er en kvinde i sømandsskrønen, hvilken fortælling bærer hun? Hun skulle ligesom være noget – et jeg – på land. Og kvinden på land er vel det samme som håbet? Men da jeg installerede hende, har jeg – ligesom med de andre – ikke helt vidst hvad hun var for én. Hun er i sin fysiske fremtoning et portræt af Anna Ancher, en af de kvindelige kunstnere, som stod i skyggen af sin mand. Der var bare et eller andet ved hendes ansigt – det kunne jeg godt lide, det ville jeg gerne bruge. Men hun er jo også vældig tilknappet, og faktisk er fyrtårnet som start tegnet for at lave en markering af, hvor hun er henne på stranden. Det er et geografisk nedslag, så hvis jeg tegner fyret, så ved vi kvinden er i nærheden. Men da så Ina (Kjølby Korneliussen, red.) henledte min opmærksomhed på den falliske værdi af det fyr, så jeg mit snit til at lave en sexscene. ”Selvfølgelig! der skal bare være et kæmpe hvidt lem, som kvinden elsker med”. Og det var jo perfekt til at få knappet hende op og vist hende som et erotisk element i fortællingen.
Der står bagerst i bogen, at hændelserne, der finder sted i tegneserien, bygger på virkelige begivenheder. Hvordan inkorporerer du din virkelighed, eller dine erfaringer, i en sømandsfortælling med talende rødspætter, selvbefrugtende kvinder osv?
– Når man arbejder så åbent og intuitivt som jeg gør, kommer det der sker i livet omkring én nemt til at spille en stor rolle i den fortælling, man udvikler. Da denne her selvbefrugtende kvinde blev en del af historien, begyndte fortællingen at tage en form, hvor undfangelse stod i centrum, og det var også på samme tid, jeg selv gjorde mig en masse overvejelser om det at være blevet gravid uden en mand. Jeg har nok haft et behov for på en eller anden måde at forklare, hvordan jeg var blevet så gravid lige pludselig. Så jeg har i en eller anden forstand haft et personligt formål med at tegne denne her scene ud.
– Og det er så der, hvor man bagefter tænker ”hvor selvbiografisk er det her egentlig”? Mennesker er jo ikke kun skostørrelser og sodavandsis. Der findes et hav af fortællinger og beretninger om det, vi mennesker oplever som virkeligheden. Man kan vel nærmest sige, at objektivitet i selvbiografiske fortællinger overhovedet ikke findes. Så måske selvbiografisk materiale også kan have en mere fantastisk størrelse. Jeg tager altså uvirkelige, mærkværdige karakterer og propper dem med min egen historie. Cirka. Og så opstår der en surrealisme. Fordi en rødspætte ikke får grineflip, og en sømand ikke er så dramatisk og psykotisk. Men det har noget at gøre med at bruge forskellige følelser og elementer fra det nære og fra det virkelige. At gøre hovedstolen helt gakket og surreel. Og så er det jo i en eller anden forstand holdt ud i strakt arm, ik? Og det gør det legalt for mig at tale om.
Du tager lidt pis på din egen emotionalitet?
– Ja, det gør jeg vel. Hvis man laver et totalt gakket og humorfyldt univers, jamen så kan der ligge noget ømt mellem linjerne uden at det virker konstrueret eller krukket og gammelklogt. Der kan være finere ting, som kan få lov at stå. Men helst derude et stykke væk fra mig selv (peger langt ud over skrivebordet).
Og en stor del af “Ind fra havet” har jo sådan en umiddelbar gakkethed i sig. En nøgen baby, der sidder i en gammelmands-positur i en plastickasse med en talende rødspætte og en sømand, der siger fuck og røvbanan … Man fornemmer en tegner, der både er optaget af nærvær og menneskelig skrøbelighed og samtidig har brug for at holde det på en armslængdes afstand. Det minder mig lidt om David Shrigleys umiddelbare humor, der altid har en skæv parodi i sig?
– (studser lidt over sammenligningen) Jeg synes, det Shrigley gør, er at være meget søgende, filosofisk i sine betragtninger. Så hiver han det sprogligt sådan ned til en lidt ”dum” sætning, som står sammen med en eller anden fuldstændig grim og hjælpeløs tegning. Og deri opstår der noget, man ligesom kan tage ind. Jeg ved ikke, om jeg arbejder på samme måde … Men det kan da godt være, at man kan lave en sammenligning. Shrigley bruger nogle helt klare billeder og sætninger, ”your ex-husband is now magnetic”, f.eks., og det står som et enkelt værk. Tegneserien som en narrativ størrelse med et kronologisk forløb opererer jo anderledes. Men det er rigtigt nok … Det her med at man måske kan tillade sig at lave nogle sammenstillinger, som kolliderer, og så er det netop i det felt, der kan opstå noget, som både er morsomt og forhåbentlig også en lille smule sandt, ik.
Ja, og måske er det netop derfor, den scene med kvinden og fyrtårnet virker utrolig stærkt på en som læser. Fordi den gakkede dialog pludselig forsvinder? Man forventede ikke at “Ind fra havet” havde noget så, som du selv siger, ømt i sig?
– Nej. Det virker måske stærkere, det her afsnit, fordi det står som en kontrast til resten. Ligesom gennemgangen af tatoveringerne, som også har en mere poetisk væremåde. Og mågen, der flyver gennem siderne som sådan et stilfærdigt symbol og tager læseren lidt ved hånden, hver gang der er sceneskift.
Dit udtryk er præget af synlige udviskninger, variation i håndskriften, ujævne skraveringer og så videre. Ofte kan man ane, at der før har stået noget andet i taleboblerne. Det er karakteristika, man også ser hos din kollega Rikke Bakman. Det virker, som om tilblivelsesprocessen er en vigtig del af din fortælling?
– Til dels er der en teknisk forklaring, og det er at blyanten tillader sig at søge. Den kan sådan sidde og modellere det frem (modellerer i luften) … Man har ikke nogen idé om, hvordan billedet bliver, man har ikke nogen skitser, man sidder simpelthen og søger i små skraveringer. Så er man nødt til at rette til, hvis der er noget, der ikke fungerer. Man kan jo ikke lave et nyt billede, for så bliver man træt, og der vil ikke være den samme intensitet eller lige det der blik, man fandt, dengang man sad og søgte efter det. Og så er der også en anden forklaring og det er, at det er et meget moderne formsprog indenfor tegning, som man ser mange andre samtids-kunsttegnere bruge. F.eks ham her den svenske Jockum Nordström (tager en bog med illustrationer ned fra hylden) … og Anke Feuchtenberger og Amanda Vähämäki og Rikke Bakman. Jeg tror, det er en måde at give sig selv frihed til at søge i billedet. Det der med at ting er hvisket ud og tegnet igen, det giver en enorm følelse af tvetydighed i billedet, det står sådan og ved ikke om det er det ene eller det andet. Samtidig peger det på processen i at tegne og skabe billeder.
Og er vel også en nødvendighed, hvis man tænker på, hvordan det mere klassiske formsprog, f.eks. i tidligere superhelteserier, blev brugt til at fortælle nogle helt andre historier? Omridset at en batmobil har måske ikke brug for samme tvetydighed?
– Ja, det er nødvendigt, for hvis man bearbejder billedet længe, så ligger der bare rigtig meget i det, fordi man har tænkt og følt og overvejet i lang tid gennem modelleringen. Og der hører udviskningen med. Nu er jeg så gået i gang med vandfarve, og det er noget helt andet. For der kan der jo ikke hviskes ud …
Hvad er det for et projekt?
– Jeg kaster mig nu over den næste kliché, og det er cowboyen. Ham med våd cerut i mundvigen og halvnørdet poncho over gøbben. Jeg er gået i gang med at lave en western ready-made. Præmissen er, at replikkerne er taget fra amerikanske westerns – så skal jeg ikke selv finde på, hvad de skal sige. Og allerede dér har man sådan et puslespil. Fortællingen skal nok primært udspilles i billederne. Det eneste jeg ellers ved er, at jeg har en cowboy, og han er, som sådan én jo er, barsk og kynisk! Han er både sådan lidt Clint Eastwood, men han er også lidt en kryster eller én der flygter fra noget. Og det vil jeg så prøve at finde i mig selv, til dels. Her er der jo virkelig tale om et rigtigt mandeunivers, så der er også et eller andet i det, som skal undersøges … Jeg tror nok, det er en erotisk fortælling. Så lige nu arbejder jeg både med en mandlig og kvindelig karakter, og nogle gange så bevæger de sig ind i hinanden … Altså i den forstand, at de bliver til hinanden. Hun skal simpelthen male sig et overskæg og blive til ham. Så det bliver igen at afsøge kønnene i forhold til hinanden – hvem er kvinden i de her identiteter, der allerede bærer en fortælling. Og hvor fanden er Clint Eastwood inde i mig?
