Del fem af vores artikelserie om, hvordan den oprindelige Captain Marvel inspirerede rundt regnet 100 andre helte og skurke: Captain Marvels britiske lillebror kommer også i juridiske problemer.
Vi kommer nu til den mest indviklede del af historien om Shazam og hans kopier. Sagaen om den britiske superhelt Marvelman har utroligt mange forviklinger, blandt andet fordi den involverer copyright-problemer. Jeg er ikke advokat, så jeg er ikke ekspert i copyrightlovgivning; men så vidt jeg kan se, udspringer problemerne af, at der heller ikke er nogen af denne artikels hovedpersoner, der er advokater.
Historien tager sit udgangspunkt i efterdønningerne af det juridiske slagsmål mellem DC og Fawcett Comics.
Som tidligere nævnt stoppede Fawcett Comics med at udgive tegneserier med Captain Marvel i 1953 (se artikelseriens del 1). Dette påvirkede desværre det britiske forlag L. Miller & Son, som udgav sort-hvide genoptryk af de amerikanske Captain Marvel-tegneserier.
I USA var interessen i superheltetegneserier faldet støt i slutningen af 40’erne og starten af 50’erne, men det var ikke tilfældet i England. Her var Captain Marvel-tegneserierne ret populære, og L. Miller & Son var ærgerlige over, at produktionen af tegneserierne endte.
De fik derfor deres ansatte tegneserieskaber Mick Anglo til at udvikle en ny superhelt, de kunne udgive i stedet for. Superhelten skulle minde så meget som muligt om Captain Marvel, så forlaget kunne holde fast i den amerikanske series læsere.
Mick Anglo skabte superhelten Marvelman i 1954. Marvelman var i virkeligheden den unge reporter Micky Moran, som fik skænket superkræfter af en videnskabsmand. Når Micky Moran herefter sagde det videnskabelige (og på ingen måde magiske) ord KIMOTA, forvandlede han sig til superhelten Marvelman. KIMOTA er ordet atomic læst baglæns med et k i stedet for et c.
Kort efter skabelsen af Marvelman skabte Mick Anglo også versioner af Captain Marvel Jr. og Mary Marvel. De blev til henholdsvis Young Marvelman (1954) og Kid Marvelman (1955).
Young Marvelmans alter ego var Dicky Dauntless, og Kid Marvelmans var Johnny Bates. Begge bruger de ordet MARVELMAN til at forvandle sig.
Præcis som Superman og Captain Marvel var Marvelmans ærkefjende en gal videnskabsmand, nemlig Dr. Gargunza. Utroligt nok havde Dr. Gargunza stadig sit hår til trods for at begge hans forbilleder (Dr. Sivana og Lex Luthor) var skaldede.
Young Marvelman havde desuden Dr. Gargunzas nevø, Young Gargunza, som en af sine fjender. Denne skurk havde også stadig sit hår.
En anden af Young Marvelmans fjender, der er værd at nævne, er Young Nastyman. Young Nastyman var et rumvæsen, der fik sine superkræfter fra The Elixir of Power og havde en dragt der var identisk med Young Marvelmans, blot var den i en ond sort farve.
Nu skulle man tro, at Mick Anglo ville være træt efter at have skabt alle disse forskellige kopier af Captain Marvel og hans figurgalleri, men det var åbenbart ikke tilfældet. Mick Anglo skabte nemlig adskillige andre lignende superhelte frem til starten af 60’erne.
I 1954 skabte han Captain Universe for forlaget Arnold Books. Forlaget var ejet af sønnen fra L. Miller & Son.
Videnskabsmanden Jim Logan kunne forvandle sig til superhelten Captain Universe ved at sige det magiske ord GALAP (Galileo, Archimedes, Leonardo da Vinci, Aristotle, Pythagoras). Der blev dog kun udgivet to hæfter med Captain Universe.
I 1958 skabte Mick Anglo superhelten Superhombre til det spanske forlag Editorial Ferma. Juan Montalban fik en magisk solamulet af en troldmand, og når Juan trykkede på solikonet på amuletten, kunne han forvandle sig til Superhombre. Senere ændredes det, så han kun forvandlede sig ved at holde amuletten og sige de magiske ord EL DISCO DEL SOL (spansk for ”solskiven”).
Superhombre fik også et sidekick kaldet Super-Frac (spansk for super-kjolejakke). Super-Frac havde en fin herrejakke med svalehaler (jakken til kjole-og-hvidt) hvori der var indsyet en solskive. Super-Frac fik derfor de samme superkræfter som Superhombre, når han tog jakken på.
Superhombre blev en stor succes i den spansktalende del af verden og blev derfor udgivet i flere andre lande, blandt andet England (Miracle Man, 1965) og utroligt nok også Danmark i 1967, hvor der udkom et enkelt hæfte (Mirakelmanden).
I 1960 brød Mick Anglo med forlaget L. Miller & Son. Anglo og forlaget mente begge, at de ejede rettighederne til Marvelman.
Anglo startede sit eget forlag for at udgive tegneserier. Han udgav blandt andet genoptryk af Marvelman historier. Han valgte dog at omtegne dem en smule og omdøbte også hovedpersonen til Johnny Dee, som med de magiske ord EL KARIM forvandlede sig til Captain Miracle. EL KARIM er blot miracle læst baglæns, og igen er c byttet ud med k.
Captain Miracle havde desuden den yngre allierede Captain Miracle Jnr.
På dette tidspunkt havde England desværre for Mick Anglo løsnet lovgivningen og gjort det muligt at importere amerikansk udgivne tegneserier. Som følge heraf blev de britiske superhelte udsat for hård konkurrence fra de amerikanske superhelte. Captain Miracle overlevede ikke længe, og allerede i 1961 stoppede udgivelsen, hvorefter Mick Anglos forlag lukkede.
Miller & Son fortsatte med at udgive Marvelman-tegneserier, men ligesom Mick Anglos udgivelser var det blot genoptryk af tidligere Marvelman-historier.
Forlaget gik konkurs i 1963, og herefter stoppede udgivelsen af Marvelman. Nogle af forlagets aktiver blev solgt til et andet forlag, Alan Class Ltd, der ligesom L. Miller & Son udgav genoptryk af amerikanske tegneserier. Hvorvidt Marvelman var en del af denne handel er uklart, og Alan Class Ltd. udgav aldrig nogen tegneserier med Marvelman. Grunden til at jeg overhovedet nævner Alan Class Ltd. er, at spørgsmålet om hvem der ejer Marvelman bliver centralt senere i denne saga.
I 1982 begyndte det britiske forlag Quality Comics at udgive historier med en opdateret version af Marvelman og hele hans figurgalleri.
Forlaget genoptrykte også nogle af de gamle historier, hvilket de betalte Mick Anglo for at få lov til, men de betalte ikke nogen for retten til selve figuren. Quality Comics tænkte nemlig, at der ikke var nogen, der ville blive sure, selvom Quality måske ikke helt havde rettighederne til Marvelman.
De fem personer bag de nye historier (redaktør, forfatter, tegner, osv.) lavede en aftale om at dele rettighederne til Marvelman i fem lige store andele. Nogle af disse andele blev senere igen delt op da andre tegnere kom på serien.
Hvis nogen sidder og fører regnskab over, hvem der ejer Marvelman, så er der indtil videre omkring 10-15 personer/forlag, som med nogen ret kunne påstå, at de ejer alle eller nogle af rettighederne til Marvelman.
Forfatteren til de nye historier om Marvelman var Alan Moore. Som barn var han stor fan af Mick Anglos Marvelman, men i stedet for blot at videreføre Mick Anglos tone, gjorde han det samme ved Marvelman, som han før og siden har gjort ved så mange andre superhelte. Han dekonstruerede Marvelman, hvilket vil sige at han skrev en historie, hvor Marvelman selv blev nødt til at forholde sig til sin status som superhelt. Samtidig blev Marvelman konfronteret med utilstrækkeligheden og naiviteten i sit moralkodeks i konfrontationen med den ”virkelige” verden.
Alan Moore arbejdede samtidig også for Marvel Comics UK, hvor han var forfatter på Captain Britain-serien. Det lykkedes Moore at snige sig til at give Marvelman en cameo i denne serie. Marvelman kunne ses blive dræbt af skurken The Fury i et enkelt panel i en Captain Britain historie.
Apropos Marvel Comics UK så var de ikke særligt glade for, at et andet forlag udgav en superhelt med Marvel i navnet. De havde dog svært ved at gøre noget ved det, da Marvelman er blevet udgivet i England fra før Marvel UK kom ind på det britiske marked.
De holdt sig dog ikke for gode til at genere Quality Comics. I 1982 introducerede Quality Comics superhelten Big Ben – the man with no time for crime. I marts 1984 begyndte Marvel Comics UK kortvarigt at udgive et blad kaldt The Thing is Big Ben.
Alan Moore og forlæggeren fra Quality Comics kom op at toppes om nogle pengespørgsmål, og Marvelman stoppede derfor med at udkomme.
Licensen til at bruge Marvelman-figuren blev herefter solgt til det lille amerikanske forlag Pacific Comics. De nåede dog at gå konkurs, inden de kunne udgive nogen Marvelman-tegneserier. Herefter blev licensen købt af et andet amerikansk forlag, Eclipse Comics.
Da Marvelman nu skulle til at udgives i USA valgte Eclipse at omdøbe figuren til Miracleman for ikke at få problemer med Marvel Comics. Denne beslutning var Alan Moore ikke glad for.
Rettighederne til figuren blev igen delt. Denne gang beholdt Eclipse 2/3 af rettighederne, mens seriens forfatter og tegner tilsammen ville have 1/3 af rettighederne. Selvom Eclipse havde købt rettighederne, var det ikke alle rettighedshaverne fra Quality Comics, der var blevet betalt. Blandt andet fik nogle af tegnerne ikke betaling for genoptryk af deres historier. Så cirkusset om Marvelmans ejerskab fortsatte.
I 1987 introducerede Alan Moore Miraclewoman. Selvom Mick Anglo oprindeligt kopierede Captain Marvel-universet, så skabte han aldrig en kvindelig version, på trods af at Mary Marvel var en prominent superhelt i Captain Marvel-historierne.
Alan Moore gjorde sin historie med Miracleman færdig i 1989. Herefter overdrog han serien til sin protegé Neil Gaiman.
Alan Moore har dog lavet adskillige andre pasticher over Shazam, siden han forlod Miracleman. I 1997 skrev han en historie, hvor Supreme (en pastiche over Superman) kom op at slås med Omniman (en pastiche over Shazam). I 1999 skabte Moore serierne Tom Strong, Promethea og League of Extraordinary Gentlemen. Alle tre serier rummer referencer til Shazam og alle hans mange kopier. Særligt interessant er Promethea, som nok må tælles med blandt Shazams kopier. I hver generation kan en særligt udvalgt kvinde forvandle sig Promethea ved at lave kunst om hende.
Efter Neil Gaiman havde overtaget Miracleman, skrev han historier der fokuserede på, hvordan det var at være et gudelignende supervæsen, og hvordan almindelige mennesker forholdt sig til disse levende guder. Dette mindede en del om, hvad Neil Gaiman gjorde i serien Sandman, som han arbejdede på samtidig med Miracleman.
I 1994 gik Eclipse konkurs, og Neil Gaiman fik derfor ikke mulighed for at færdiggøre Miracleman.
Todd McFarlane købte Eclipses intellektuelle ejendom, herunder også rettighederne til Miracleman. Det ville dog senere vise sig, at Miracleman alligevel ikke fulgte med i dette køb.
Todd McFarlane havde sammen med en række andre tegneserieskabere startet forlaget Image Comics i 1992. Til forskel fra de to store forlag Marvel og DC havde Image den grundide, at tegneseriefigurerne ikke var ejet af forlaget, men af tegneserieskaberne selv.
McFarlane var en superstjerne i 90’ernes superheltetegneserier, og derfor fik han mange af de andre store tegneserieskabere til at skrive historier til hans tegneserie Spawn.
Forfatteren på Spawn #9 fra 1993 var Neil Gaiman. I dette nummer introduceres tre nye figurer til Spawn-universet: Medieval Spawn, Angela (billedet tv) og Cogliostro.
Eftersom Neil Gaiman var forfatter på historien og McFarlane havde tegnet den, delte de ophavsretten til karaktererne. McFarlane og Gaiman forsøgte at indgå en byttehandel, så McFarlane fik hele retten til de tre Spawn-karakterer, mens Gaiman ville få retten til Miracleman.
Det lykkes dog ikke at få byttet karakterer. Ifølge Gaiman var det fordi McFarlane blev ved med at forhale tingene og samtidig forsøgte at ændre aftalen.
Omkring årtusindskiftet besluttede McFarlane, at han alene ejede rettighederne til både Miracleman og de tre omtalte Spawn-karakterer. Medieval Spawn og Angela var ifølge McFarlane blot uoriginale kopier af den oprindelige Spawn, mens McFarlane selv havde fundet på Cogliostro.
McFarlane besluttede sig herefter for at skrive Miracleman ind i sit Spawn-universe. I 2001 dukkede Miraclemans alterego Mike Moran op i tegneserien Hellspawn.
Dette fik Neil Gaiman til at lægge sag an. For at få råd til at føre retssagen skrev Neil Gaiman en tegneserie for Marvel Comics kaldet Marvel 1602. Gaiman dedikerede tegneserien til McFarlane med ordene ”Til Todd, for at gøre dette nødvendigt.”
Alle Gaimans indtægter for tegneserien gik til firmaet Marvels and Miracles, som Neil Gaiman havde startet for at føre retssagen og få klarlagt, hvem der reelt ejede retten til Miracleman.
Neil Gaiman endte med at vinde retssagen i 2003 og havde nu rettens ord for, at han var medejer af Medieval Spawn, Angela og Cogliostro. Samtidig kom det under retssagen frem, at McFarlane alligevel ikke ejede retten til Miracleman. Det eneste, han ejede, var et særligt design af Miraclemans logo.
I Eclipse Comics’ aftale om at udgive Miracleman var der en klausul, som lød, at copyrightet på Miracleman ville blive ført tilbage til de tidligere rettighedshavere i tilfælde af, at der skete en stor organisatorisk ændring hos Eclipse Comics. At forlaget gik konkurs, og McFarlane herefter købte deres intellektuelle ejendomme, talte som en sådan organisatorisk ændring.
Så McFarlane havde i denne retssag mistet retten til alle fire karakterer. I Spawn-tegneserierne viste Mike Morans karakter sig at være Man of Miracles, som faktisk også var Jesus.
Alle personer ser ham forskelligt, så det var kun et tilfælde, at han lignede Miracleman. McFarlane lancerede dog i 2006 en figur af Man of Miracles, hvor han lignede Miracleman temmelig meget. Kort inden sagsanlægget fra Neil Gaiman blev endelig afgjort i 2003 lancerede McFarlane også en Miracleman-figur.
Hele denne misere var faktisk ikke første gang, McFarlane havde noget at gøre med Shazam og hans kopier. I Spawn #10 fra 1993 så Spawn, hvordan alle andre superhelte og skurke blev holdt fanget. I den røde ring ses Shazams arm.
Ovenstående billede henviste meget “subtilt” til, at Spawn var fri, da han blev udgivet på det frie forlag Image Comics, mens alle de andre figurer blev holdt fanget af de to store forlag Marvel og DC.
Det store spørgsmål efter retssagen var: Hvem ejede Miracleman?
Marvel Comics besluttede sig for at hjælpe Neil Gaiman med at rede trådene ud. De mest sandsynlige rettighedsejere var:
- Mick Anglo
- Miller & Son
- Alan Class Ltd.
- Neil Gaiman
- Alan Moore
- Alle andre der har arbejdet på Miracleman-serien.
- Quality Comics
- Fawcett Comics
- DC Comics
- Marvel Comics
- Dalai Lama
- Alle andre i verden
Til Comic Con i 2009 annoncerede Marvel Comics så, at de havde fået styr på ejerskabet af Miracleman. Det viste sig, at det faktisk var Mick Anglo, der stadig ejede figuren, han havde skabt.
Marvel Comics havde købt rettighederne af Anglo og ville nu genudgive tegneserierne fra 80’erne og 90’erne af Alan Moore og Neil Gaiman, og Neil Gaiman ville herefter få lov til at færdiggøre serien alle disse år senere.
I 2013 annoncerede Marvel Comics, at de var stødt ind i nogle nye juridiske problemer omkring ejerskabet, men de havde heldigvis løst dem. Marvel Comics ejede nu med sikkerhed Miracleman.
I 2018 annoncerede Marvel Comics så, at man endnu en gang var stødt ind i nogle uforudsete juridiske problemer. Man var godt nok begyndt at genudgive serien, men man havde været nødt til at stoppe på grund af disse nye problemer. Marvel Comics lovede dog, at nu var de løst, og nu ejede Marvel Comics med fuldstændig sikkerhed Miracleman.
I 2022, efter endnu flere problemer, annoncerede Marvel Comics, at man nu endelig ville kunne udgive Neil Gaimans afslutning på serien. Herefter vil Miracleman blive en del af Marvel-universet. Så nu ejer Marvel Comics med fuldstændig og uomtvistelig sikkerhed Miracleman.
En af de ting, der formentlig oprindeligt forhalede processen om at udgive Miracleman, var at Alan Moore ikke ønskede at have noget at gøre med det. Siden Marvelman skiftede navn til Miracleman, har Alan Moore været sur på Marvel Comics og nægtet at arbejde for dem. Af den grund står der blot ”Story by the Original Author” på de historier, Moore har skrevet.
Sagaen om Marvel/Miracleman slutter her for denne gang, men jeg vil ikke blive overrasket, hvis der dukker flere juridiske udfordringer op længere henne ad vejen.
