De gode nyheder først: den store københavnske tegneseriefestival Copenhagen Comics blev afholdt i år, og det gik og gled, i det store hele, rigtig fint.
Den samlede danske tegneseriebranche troppede trofast op, der var et rigt udvalg af nye danske tegneserier, og entusiasmen og hittepåsomheden var vanlig stor hos standeholderne, der både bød på champagne, snøfler og Star Wars-cookies. Festivalens mange frivillige var som altid søde og rare og aktiviteterne: signeringer, paneldebatter, tegnebattles, cosplay-opvisning, osv., blev i det store hele afviklet fint og professionelt, og om end den krakilske besøgende sagtens kunne finde fodfejl (det kommer jeg til).
Den begejstrede indsats det danske tegneseriemiljøs ujævne sammenrend af engagerede frivillige, sultende kunstnere og sporadiske professionelle kan levere til sådan en festival, er altid smittende
Og publikum kom. Min fuldstændig ufaktuelle finger i luften-fornemmelse fortæller mig, at der var lidt færre end der plejer at være i Øksnehallen, men der var stadig mange besøgende, og stemningen var god. Ikke underligt, for den begejstrede indsats det danske tegneseriemiljøs ujævne sammenrend af engagerede frivillige, sultende kunstnere og sporadiske professionelle kan levere til sådan en festival, er altid smittende. De, og så de omvandrende cosplayere udklædt som mangafigurer, superhelte og en enkelt sej rockende Rocket Racoon, sikrede som altid glade gæster.
Det var rart, og i virkeligheden både betryggende og halvstor positiv overraskelse.
For en hjemmeside der op til festivalen længe lignede en kirkegård for 2017-udgaven, en PR- og kommunikationsindsats der bumlede hostende afsted som Anders Ands bil (for så pludselig, et par uger før festivalen gik i luften at accelerere fra 0 til 100 som en toptunet Mark Breton-racer), og en noget tynd international gæsteliste, gjorde, at forventningerne på forhånd var sat lavt hos denne signatur.
Særligt gæstelisten var skuffende. Copenhagen Comics har siden etableringen som Komiks.dk i 2004 været moderskibet. De danske tegneseriefestivallers Roskilde Festival, der ikke kun havde det største og mest varierede program, men også det kunstnerisk mest interessante.
Og altid med et eller flere internationale hovednavne i superligaklassen. Jeg nævner i flæng Art Spiegelman (2015), Dave McKean (2017), Chris Ware (2010), Daniel Clowes (2010), Jiro Taniguchi (2013) Jean-Claude Mézières/Pierre Christin (2008) og Don Rosa (2008). Innovatører, fyrårne og publikumsmagneter.
I år: not so much.
En håndfuld solide og dygtige håndværkere, krydret med et par dejligt left of center-navne i den japanske tentakel-porno-pioner Toshio Maeda og den svenske feminist-humorist Liv Strömquist til at give lidt kant, blev det til. De to sidstnævnte pyntede, men bedømt på publikumsinteressen var største navn måske den danske websensation og Hit Girl tegner Pernille Ørum, der fyldte den åbne scene og mere til da hun blev interviewet af Jakob Stegelmann tidligt søndag formiddag.
Imponerende nok, og kæmpe respekt for talentet der har foldet sig ud som en svane langt væk fra den hjemlige andedam. Men stadigvæk: nogen Art Spiegelman eller Chris Ware er hun ikke.
Skidt var det også, at mange af de internationale navne ikke kunne opleves på festivalens scener.
Skidt var det også, at mange af de internationale navne, i modsætning til Pernille Ørum, ikke kunne opleves på festivalens scener. Signeringer er fin fanservice, men også tomme kalorier. En stor del af hvad der har gjort Copenhagen Comics til noget specielt, har været muligheden for at høre de internationale navne fortælle om deres arbejde eller debattere interessante tegneserie-faglige emner.
Jeg ville da gerne have hørt engelske Mark Buckingham fortælle om sit arbejde med Fables og med Neil Gaimans serier – særligt det genoptagne projekt med at færdiggøre deres myteomspundne Miracleman-samarbejde, der af juridiske grunde har ligget stille i 25 år. Eller høre de stilsikre franskmænd Olivier Schwartz og Ralph Meyer diskutere arven fra mestre som Hergé, Franquin og Giraud, der er så tydelig i deres egne serier.
I det hele taget var programmet noget magert i forhold til det sønderjyske kaffebord af paneler og interview festivalen plejer at diske op med, og også i børneområdet syntes ambitionsniveauet at være skaleret ned. Jeg talte kort med festivalens kommunikationsmand, der fortalte at man overvejer fremover at udlicitere en del af scenetiden til andre aktører. Det er en god ide. Jeg er sikker på at mange forlag og organisationer som f.eks. Danske Tegneserieskabere, Dansk Tegneserieråd, Zine-fest og os selv på Nummer 9, sagtens kunne løfte den opgave.
Og så var der fodfejlene. Jeg ved det, de tæller i småtingsafdelingen, og det føles krakilsk overhovedet at nævne dem, men der var flere end der plejede og de bidrog til fornemmelsen af en Copenhagen Comics-årgang af de mere usikre. Jeg oplevede flere billedløse interview og paneldebatter, og det er altid en lille katastrofe, når vi taler om tegneserier. Så sad vi dér og hørte om Cav Bøgelund og Simon Petersens Necropolis, uden et eneste eksempel fra tegneserien på scenens store lærred. Og programmer at orientere sig i havde været dejligt, både sådan fysik, i print, i hånden, men også ved de forskellige scener og aktivitetsområder.
Alt det sagt, alle lussinger givet, så bestod Copenhagen Comics 2019 selvfølgelig. Det var, som indledende nævnt, stadig en fin og vellykket tegneseriefestival, med et solidt bundniveau.
Når min kritik alligevel er forholdsvis hård, skyldtes det kun, at vi er endnu bedre vant, for Copenhagen Comics har over årene sat en tårnhøj barre for tegneseriefestivaller i Danmark.
Copenhagen Comics har over årene sat en tårnhøj barre for tegneseriefestivaller i Danmark.
Den nåede festivalen ikke i år, men jeg håber at de gode frivillige kræfter bag 2019-udgaven holder fast. Festivalen har lidt af hyppige udskiftninger på nøgleposter, men kontinuitet er forudsætningen for at man kan lære af fejlene og bygge videre på succeserne. Og så må nye dygtige folk gerne melde sig under fanerne. Der er brug for både erfaring og friske ideer, hvis topniveauet skal hæves og næste udgave af københavnerbegivenheden skal blive den vi alle drømmer om – igen.
– Kristian Bang Larsen, chefredaktør for Nummer 9