Johan F. Krarup har arbejdet som freelanceillustrator, tegneserietegner, animationsfilmmager og oversætter siden 2007. I to år forinden var han ansat i Udlændingestyrelsen, som han nu udkommer med et 224 sider langt værk om. Nummer 9 har talt med ham i anledning af den forestående udgivelse på Copenhagen Comics.
Hvem er Johan, og hvordan kom han til at lave tegneserier?
Oprindeligt er jeg cand.mag. i filosofi, men som så mange akademikere fra humaniora er jeg endt med at lave noget helt andet end at arbejde med filosofi. Tegneserier har jeg lavet, siden jeg gik i folkeskole og har hele tiden lavet dem på sidelinjen, hvad enten jeg læste på universitetet eller arbejdede med familiesammenføring.
Lige for øjeblikket bygger jeg en virksomhed op med min bror, hvor vi laver grafisk facilitering (animationsfilm, live tegning osv.) for virksomheder. Det er det, jeg lever af. En sjælden gang imellem får jeg lidt støtte fra Kunststyrelsen til at lave tegneserier for, men det er hverken til at leve eller dø af, så det opfatter jeg mere som et statsligt klap på skulderen.
Søgte du ind i Udlændingestyrelsen for at finansiere tegneriet?
Nej. Jeg søgte stillingen, fordi jeg på jobcentret som nyuddannet cand.mag. fik at vide, at der ikke var relevante stillinger nok til alle os akademikere, så vi skulle søge bredt. Regeringen ville i 2005 “stresse de arbejdsløse”, så vi skulle søge minimum 5 opslåede stillinger om ugen. Dette skulle vi i øvrigt dokumentere. Senere blev reglen lavet om til, at man bare skulle trykke på en knap inde på jobnet.dk, for virksomhederne var dødtrætte af at få så mange jobansøgninger. Spild af alles tid, men sådan fungerer det offentlige jo ofte. Anyway, jeg fik så en af de mange stillinger, jeg rent faktisk søgte, og det var tilfældigvis i Udlændingestyrelsens kontor for familiesammenføring.
I hvor høj grad er Styrelsen autobiografisk/baseret på virkeligheden?
Styrelsen er ikke autobiografisk, men et forsøg på at fortælle en sandsynlig historie. Udgangspunktet er dokumentarisk: En svindelsag fra Udlændingestyrelsen i 2004, hvor to ansatte modtog bestikkelse for at lave opholdstilladelser til kinesiske studerende. Men herfra er resten fiktion. Dog kender jeg jo kontorerne indefra, så jeg trækker på en hel masse detaljer omkring sagsbehandling osv., men persongalleriet er fiktivt.
Hvad ville du sige, den seneste udgivelse her primært handler om?
Den handler om korruption. Og universet placerer sig tæt på realisme. Men den satiriske kant har jeg ikke lagt fra mig, selvom den nok er nedtonet i forhold til mit tidligere arbejde.
Min historie er en fortælling om en glidebane: Fra en stort set uskyldig fodfejl til den fuldbyrdede og overlagte bestikkelse.
Danmark har i mange år ligget i toppen af Transparency Internationals liste over de mindst korrupte lande i verden. Jeg læste for mange år siden en artikel om, at korruption er den største barriere for et lands udvikling – og at det er den primære grund til fattigdom i Afrika. Og i researchen til min historie læste jeg om den ene af de to sigtede ansatte i Styrelsen, der stod frem med sin version af historien i pressen. Vedkommende følte sig taget ved næsen og nægtede sig skyldig. Og endte med kun at bliver dømt delvist skyldig. Disse to historier – korruption i Afrika og korruption i Danmark – har været en motor i mit projekt. Danmarks succes som land skyldes i høj grad den tillid, vi har til hinanden. Så hvordan kan korruption så forekomme? Min historie er en fortælling om en glidebane: Fra en stort set uskyldig fodfejl til den fuldbyrdede og overlagte bestikkelse. Men her er budskabet, at selv den lille fodfejl faktisk også tæller med som en mild form for korruption.
Man fornemmer, at den slags arbejdspladser bliver mere og mere udsat for et politisk pres, men var det slået igennem for 10 år siden?
Politisk pres var i den grad en del af Styrelsens virkelighed. Personalet var få år forinden min ansættelse blevet drastisk beskåret, mens juraen var blevet mere kompliceret med stramninger i tide og utide. Resultatet var som forventeligt, at sagsbehandlingstiderne bare steg og steg. Og folk blev ansat – f.eks. fra vikarbureauer – til at komme igennem sagspuklerne. Det er mit indtryk, at den form for virkelighed resulterer i mange fejl og meget sjusk. Udlændingestyrelsen har været under konstant pres, anklager og beskydning fra både presse og politikere gennem de sidste 15 år. Men det er også mit indtryk, at de ansatte derinde gør det bedste de kan under de givne betingelser.
Du holder op i udlændingestyrelsen og begynder at tegne fuld tid?
Ja. jeg begyndte med at have nogle få tegnejob, lige efter jeg sagde op i styrelsen (officiel slang for Udlændingestyrelsen). Men ret hurtigt stoppede jobbene med at komme, og så søgte jeg dagpenge. Tilbage til alle jobansøgningerne. Jeg fik en plads på en tegnestue nede i Sydhavnen (drevet af Esben Horn) sammen med Mårdøn Smet, Thomas Thorhauge, Miwer, Simon Bukhave og Søren Mosdal. Så jeg lavede jobansøgninger om formiddagen og tegnede som en rasende om eftermiddagen. Jeg arbejdede virkelig hurtigt der i 2007-2009. Styrelsen begyndte jeg på i 2008. Jeg begyndte på den i en temmelig presset periode: Min kæreste var lige blevet gravid, min bedste ven var lige død af kræft og min ældste datters mor gik ned med depression.
Og du har arbejdet på den i otte år, sammenfaldende med Episk fejl på heltnormalt.dk?
Jeg har arbejdet på Styrelsen i perioder og i andre perioder har jeg lagt den til side. Jeg har faktisk været ved at droppe den to gange, fordi jeg kørte fast i plottet. Den begyndte for alvor at tage form på en god måde, da forfatter Benni Bødker læste den igennem og kom med to-tre gode og afgørende råd til plottet. På det tidspunkt havde jeg allerede tegnet den igennem to gange.
Jeg skal aldrig mere arbejde med striber. Men har fået cirka 300% større respekt for folk, der gør det.
Episk fejl har intet med Styrelsen at gøre, og den stribe lavede jeg for Wulff og Morgenthaler på et tidspunkt, hvor arbejdet med Styrelsen stort set lå stille. Jeg tror, alle tegnere har godt af at knække nakken på at arbejde med striber (eller få succes med det, hvilket kun gælder for ganske få). Jeg skal aldrig mere arbejde med striber. Men har fået cirka 300% større respekt for folk, der gør det.
Er det korrekt, at det smålige, sølle, begrænsede er et gennemgående tema, også for Styrelsen?
Det er korrekt, at satire i det hele taget nok udstiller nogle sørgelige eller begrænsede sider af mennesket. Men som sagt har jeg nedtonet det lidt i Styrelsen, så personerne nok fremstår mere “hele” end personerne i mine tidligere serier.
Du er 
også i gang med et længere værk om din egen ungdom i det jyske; bevæger du dig mod længere og mere personlige værker, væk fra satiren?
Jeg laver stadig satire, men er også interesseret i det selvbiografiske. Og ja, jeg har lige nu tre projekter i startfasen, alle sammen længere serier. Lige nu er det nok tilfældigheder, der afgør, hvilket projekt jeg laver (først). De har alle sammen en satirisk kant, men to af dem lægger sig tættere på realisme. Min Batman-parodi klart mest satirisk.
Nu har du efterhånden været i branchen i 15 år; har den ændret sig meget, siden du startede? Er det fx blevet nemmere at udgive en 250 siders sag som Udlændingestyrelsen?
Uh, det er et stort spørgsmål. Styrelsen endte på 224 sider, skal jeg lige sige, men jeg tror nu nok, der har været udgivere til en sådan tegneserie også for 15 år siden. Antallet af forlag er vokset i takt med, at selvpublicering er blevet nemt og billigt. Det er i hvert fald en forskel. Digitalt trykte tegneserier er af så god kvalitet i dag, at man godt kan lave oplag på 200 eks., uden at det koster en formue.
Jeg tror, tegneserien har mistet mange læsere, men nye er også kommet til. Kunstformen har det fint i nicherne, men den kommercielle mainstream-tegneserie i stort oplag hører desværre mest fortiden til. På den anden side tror jeg bare, det er et spørgsmål om den rigtige historie på det rigtige tidspunkt. Kvernelands Munch solgte fx 20.000 eks. i Norge, såvidt jeg husker. Dette burde jo også kunne lade sig gøre i Danmark.
Og så er der også lige udkommet et nyt antologimagasin – Fiesta – med dig som både redaktør og bidragyder.
Det var Mårdøn Smets idé. Han savnede den tid, hvor man købte et blad i en tegneserieforretning, tog det med hjem og grinede højt af de syrede, komiske, groteske, perverse osv. serier. Så Fiesta Magasinet er en tilbagevenden til de gamle amerikanske undergrundsblade. Og noget vi laver, fordi vi synes det er sjovt. Oplagene er små og økonomisk kører vi næsten konsekvent med underskud. Men sådan er det.
Er det meningen, at Bruce skal husere her fremover; måske de kortere ting i det hele taget?
Ja, det er lige præcis min plan. Det er fornøjelige afbræk fra de lange fortællinger.
Udgivelse
Styrelsen udkommer lørdag d. 25. januar om eftermiddagen, hvor Johan F. Krarup signerer og forlaget Cobolt serverer et lille glas bobler til alle interesserede. Søndag eftermiddag taler han om Styrelsen sammen med Lars Horneman (Zenobia) og Mads Bluhm (som moderator).
Del på
