Jack Kirby nåede i løbet af sin lange karriere at arbejde for talrige forlag. Ét forlagsskifte vakte dog større opsigt end alle andre til sammen. Efter at have etableret Marvel-universet sammen med Stan Lee i 1960’erne og således revitaliseret en hensygnende superheltegenre, skiftede Kirby ved indgangen til 70’erne pludseligt over til konkurrenten DC Comics. Det nye forlag slog selvfølgelig på tromme, og annonceringen af skiftet antog nærmest messianske proportioner. Men kunne Kirby indfri forventningerne? Her følger anden og sidste del af vores gennemgang af Kongens karriere.
Hvad Jack Kirby bragte med sig til DC, var et idékompleks så vældigt, at det ikke kunne indeholdes i blot en enkelt eller to månedlige serier. Man blev enige om fire titler, der, som noget helt nyt, skulle interagere med hinanden, og måned efter måned føje nyt til den stort anlagte mytologi om The New Gods, som var Kirbys oprindelige paraplybetegnelse for foretagendet. Det var en vældig satsning.
Den sammenhængskraft som var at finde i de allerede eksisterende Marvel- og DC-universer var blevet til hen ad vejen og var funderet i titler, som alle havde vist sig sliddygtige over en årrække under forskellige forfattere og tegneres regi. Med de fire serier som skulle komme til at udgøre The New Gods – og som Kirby i første omgang selv skulle både forfatte, tegne og redigere – postulerede man for første gang en sådan sammenhæng på forhånd. Derudover var det første gang, at et stort amerikansk tegneserieforlag satsede en hel række titlers bæredygtighed på kunstnerens navn alene. Meget sigende var ”Kirby’s here!” den eneste, triumferende tag line for DC Comics’ nye række af serier.
Kirby havde tre nye titler parat: Orion, The Forever People og Mister Miracle, men DC insisterede på, at han også skulle overtage en af forlagets eksisterende serier. Selvom der var frit valg på alle hylder, var det Kirby meget imod – dels fordi han havde svært ved at se, hvordan nogen af de etablerede titler kunne inkorporeres i hans overordnede plan, dels fordi han ikke ville tage levebrødet fra de af hans kollegaer, som allerede arbejdede på disse titler.
Til sidst gav Kirby dog efter under forudsætning af, at han fik tildelt en serie, som ikke allerede havde tilknyttet et fast forfatter/tegner-team. Ergo blev Superman’s Pal Jimmy Olsen – en af forlagets mest fjollede serier – udnævnt til fjerde hjørnesten i Kirbys vældige projekt. De fire titler blev lanceret i begyndelsen af 1970, men ikke uden en redaktionel brøler: serien om Orion var af uransagelige årsager blevet omdøbt til New Gods, hvorfor projektet som helhed herefter – igen uvist af hvilken grund – blev kendt under betegnelsen ’The Fourth World’.
The Fourth World er vildtvoksende i alle retninger, fabulerende ud over alle grænser, dystopisk og delirisk, mytologisk og samtidskommenterende på en og samme tid.
The Fourth World er – på godt og ondt – Jack Kirby i reneste destillat. Som sagt var det idéer, han havde barslet med siden arbejdet på Thor, men Kirby føjede nu en række motiver dels hentet fra Det gamle Testamente, dels fra sin opvækst i ghettoen og sine oplevelser under anden verdenskrig til sin vældige plan. Sagaen om The Fourth World er vildtvoksende i alle retninger, fabulerende ud over alle grænser, dystopisk og delirisk, mytologisk og samtidskommenterende på en og samme tid, intuitivt fortalt med tonsvis af pludselige indskydelser og afvigelser, men hele tiden sammenholdt af et større, om end konstant fluktuerende, perspektiv.
De første kapitler af sagaen finder paradoksalt nok sted i serien, som Kirby havde mindst interesse i, men han går ikke desto mindre til sagen med en ildhu og et overskud, man skal lede længe efter i vore dages superhelteserier: blot to numre inde i serien om Superman’s Pal, Jimmy Olsen har Kirby fået vendt op og ned på hele seriens univers, introduceret allehånde nye indslag, og sat sin egen dagsorden – for så øjeblikket efter at vende det hele på hovedet én gang til.
Han genbruger skamløst af skatkisten med tidligere succeser som drengebanden The Newsboy Legion, men introducerer også spritnye – og aldeles fremsynede – koncepter som et tophemmeligt, underjordisk militærprojekt, hvor drengenes fædre – den oprindelige Newsboy Legion – har haft held til at bryde DNA-koden, og nu går frisk til værks med alle former for genetisk manipulation og kloning af mennesker, bl.a. med den retskafne The Guardian – endnu en gammel figur og blot én af flere inkarnationer af den ultimative supersoldat Captain America – som resultat. Alt sammen i det godes tjeneste, forstås. Men inden længe har onde kræfter selvfølgelig luret dem kunsten af, og snart må Jimmy Olsen, Superman og drengebanden kæmpe for livet mod konkurrenternes klonede D.N.Aliens!
I serien om Jimmy Olsen lægger Kirby i øvrigt hårdt ud med en metabiografisk uppercut: The Daily Planet – den hæderkronede gamle avisredaktion, som sikrer bl.a. Clark Kent, Lois Lane og Jimmy Olsen deres levebrød – er blevet opkøbt af mediekonglomeratet Galaxy Broadcasting System, og deres mand på posten, Morgan Edge, der står i ledtog med den onde selv i form af Darkseid, ser det som sin fornemste opgave at skaffe vore helte helt af vejen. Referencerne til Perfect Films overtagelse af Marvel Comics og deres efterfølgende behandling af Kirby er til at tage og føle på.
Kirby havde i løbet af 60’erne oparbejdet en vis fascination af ungdomskulturen, og sympatiserede resten af tilværelsen med mærkesager som generationsopgør og antikrigsbevægelser. Det kommer bl.a. til udtryk i serien om The Forever People, der beretter om en kvintet af unge superhelteguder, som ankommer til vores verden via en slags interstellar portal kaldet The Boom Tube. Med deres spraglede kostumer og navne som Mark Moonrider og Beautiful Dreamer har de ikke så lidt til fælles med samtidens hippiebevægelse, men selvom de kommer med fred, formår de gang på gang at trække destruktive – og ligeledes udefrakommende – kræfter med sig i deres kølvand.
Stort set den samme præmis ligger til grund for serien om Mister Miracle: den unge Scott Free, hvis baggrund i første omgang er både læseren og medaktørerne i dramaet forholdt, sværger på en gammel udbryderkonges dødsleje at overtage hans metier. Den gamle mester er blevet offer for gangstervældet Intergang, og vi erfarer snart, at de opererer som håndlangere for et endnu større og endnu vældigere Ondskabens Imperium. Scott Free bliver i mellemtiden den nye Mister Miracle, som konstant forsøger at raffinere sin udbryderkunst i forbindelse med en turné som aldrig indtræffer, men som kommer ham til gode, når onde ånder fra hans dulgte fortid dukker op og sætter nye dødbringende fælder for ham.
Kilden og Anti-livsligningen
Hovedserien er imidlertid The New Gods, og det er her, alle projektets kardinalpunkter knæsættes og de overordnede omdrejningsakser sættes i sving. Serien åbner med en epilog, hvor vi bliver vidner til de gamle guders endeligt: en hel verden går under i et kolossalt ragnarok, og to nye opstår: den grønne og jomfrueligt uberørte klode New Genesis – med den idylliske og fredfyldte sattelitby Supertown i evigt kredsløb – og i dennes skygge, dødsstjernen Apokolips, hvor alt synes tynget af skygger, slagger og svovl.
På Apokolips hersker Darkseid – en dyster despot, der holder en hel verden i sit jerngreb med Orwell’ske slogans og opdragelsesanstalter, der ikke lader det tredje riges koncentrationslejre noget at høre.
På New Genesis hedder overhovedet Highfather – en klassisk vismandsskikkelse med langt hvidt skæg, kjortel og hyrdestav, som ikke desto mindre går ind for en aldeles flad struktur, hvor ikke blot alle er jævnbyrdige og frie til at forfølge deres egen dagsorden, men hvor især ungdommen og den næste generation sikres de bedst mulige betingelser for at realisere deres potentiale. På Apokolips, derimod, hersker Darkseid – en dyster despot, der holder en hel verden i sit jerngreb med Orwell’ske slogans og opdragelsesanstalter, der ikke lader det tredje riges koncentrationslejre noget at høre. Scenen er med andre ord sat for det godes kamp mod det onde, men kampen kommer, som vi skal se, ikke til at udspille sig helt så forudsigeligt, som man skulle tro – ikke mindst fordi mange af de voldsomste bataljer kommer til at være af individuel og indvortes karakter.
Hæfte efter hæfte afdækkes langsomt den indbyrdes sammenhæng serierne imellem. The Forever People, erfarer vi, stammer fra New Genesis’ Supertown, men er ankommet til jorden, for at imødegå Darkseids tropper, der har iværksat en offensiv her. Også de onde videnskabsmænd, som sender deres degenererede D.N.Aliens i en lind strøm imod Superman og Jimmy Olsen, viser sig at være håndlangere for Darkseid. Og i serien om udbryderkongen Mister Miracle, finder vi snart ud af, at Scott Frees allerførste forsvindingsnummer fandt sted, da han undslap det infernalske Apokolips, hvor han voksede op.
Til sagaen om The Fourth World tilføjes der undervejs en række koncepter, som snart får funktion af grundpræmisser i den overordnede mytologi. Der er først og fremmest ’The Source’, som repræsenterer hele fiktionsuniversets metafysiske forankring, og som manifesterer sig lejlighedsvis i form af en løsrevet hånd, der med flammeskrift nedfælder beskeder på en mur. ’Kilden’ er så at sige Altets stemme, det livgivende og altdominerende metafysiske princip, som kan rådgive guderne på New Genesis, men ikke beslutte for dem. ”Retten til at vælge frit er vores egen. Det er Livsligningen”, som Highfather siger i New Gods #1.
I forlængelse heraf introducerer Kirby fænomenet ’The Mother Box’, en teknologisk problemknuser af rang, som adskillige af sagaens helte er udstyret med i form af en større eller mindre æske. Moderboksen korresponderer direkte med The Source, og bliver således en veritabel deus ex machina, som gang på gang redder dagen, når vore helte ikke længere synes at ane deres levende råd. Den er sagaens mest håndfaste bevisførelse for, at selv den mest retskafne ikke overlever denne verdens fortrædeligheder uden guddommelig intervention.
Som modvægt hertil føjer Kirby idéen om ’The Anti-Life Equation’, der viser sig at være den uhellige gral, som Darkseid efterstræber. Anti-livsligningen er den fascistiske idé sat på formel, et løsen, som Darkseid mener, er latent indeholdt i en eller flere af jordklodens beboere, og som giver ejermanden magten til at dominere alt liv i universet. For at bane vejen for sin snarlige magtovertagelse har Darkseid bl.a. allieret sig med despoten Glorious Godfrey, der prædiker Anti-livets velsignelser for masserne med slogans som ”Livet vil få dig til at tvivle – Anti-liv vil give dig ret”, og giver de omvendte sjæle rang af ’justifiers’. Og troen på Anti-liv gør netop enhver handling forsvarlig, i det man fralægger sig ansvar. Anti-liv er hinsides moralsk stillingtagen: alt er tilladt, alt er lige gyldigt.
Darkseid selv er Doctor Doom og Galactus i ét – som førstnævnte er han en magtgal enehersker med talrige både kødelige og kybernetiske håndlangere til at løbe ærinder for sig, men samtidig har han også sidstnævntes gudelignende status: i Kirbys Fourth World – og senere i DC-universet som sådan – repræsenterer Darkseid den alttranscenderende negative kraft. Han udviser ingen interesse for sine proselytters selvtilfredsstillende mærkesager; for ham er såvel den sadistiske DeSaads eksperimenter som Glorious Godfreys demagogiske tæft blot midler, som i sig selv ikke kan være af interesse for én, der kun har målet for øje. Darkseid formulerer det selv meget præcist i en klassisk monolog henvendt til Glorious Godfrey: ”Du er vækkelsesprædikanten, der begejstres alene af ordenes fejende effekt. Men jeg er selve vækkelsen! Tigerkraften, der findes i alle tings kerne! Når du vræler om natten i dine drømme, er det Darkseid, som du ser!”
Kirby leverer en kostelig parodi på sin tidligere samarbejdspartner Stan Lee i form af den sølvtungede djævel Funky Flashman
Fourth World-sagaen er som sagt en vildtvoksende affære med adskillige højdepunkter af såvel humoristisk som gravalvorlig karakter. I Mister Miracle #5 leverer Kirby fx en kostelig parodi på sin tidligere samarbejdspartner Stan Lee i form af den sølvtungede djævel Funky Flashman, mens han få måneder forinden har præsteret en sønderlemmende kritik af den vestlige verdens evne til at more sig halvt ihjel, alt imens andre folkeslag må kæmpe for blot at overleve, i en parabel, hvor The Forever People er fanget i dødbringende fælder, mens et intetanende publikum opfatter deres kamp som blot endnu et underholdende indslag i den forlystelsespark, som Darkseids håndlanger DeSaad har stablet på benene.
Men Fourth World-sagaen finder først og fremmest sin hele raison d’être i de tre numre af The New Gods, som giver os fortællingerne ”The Glory Boat”, ”The Death Wish of Terrible Turpin!” og ”The Pact” Hver for sig præsenterer fortællingerne os for forskellige facetter af Kirbys hovedemne: det moralske valg, og faren ved, kun at efterleve det i tale, omkostningerne ved at efterleve det til punkt og prikke, og endelig som nævnt indledningsvis: at skæbnen kan give én så hårde betingelser, at man ender som den diametrale modsætning af det, man ønskede at være.
Pagten
”The Glory Boat” udspiller sig bogstavelig talt i kølvandet af et længerevarende opgør mellem New Genesis-duoen Orion og Lightray og en håndfuld undersøiske monstre søsat af Apokolips. Fortællingens tematiske knudepunkt er henlagt til et skibsvrag, hvor en trio af ganske almindelige mennesker er i færd med et familieopgør, der kommer til at spejle seriens overordnede moraldiskussion og samtidig former sig som en kommentar til den i samtiden verserende Vietnamkrig. Ombord er en midaldrende veteran fra anden verdenskrig, hans datter og hans søn, som er militærnægter og pacifist. Det bliver i mødet med gudesønnerne og den igangværende konflikt, at fader og søns uforenelige verdensanskuelser bryder ud i lys lue, og som i sidste ende tvinger dem til at vise, hvilket stof de hver for sig er gjort af.
Den brovtende og slagkraftige far kan dårligt vente med at blive inddraget i det forestående søslag, mens sønnen vægrer sig ved at involvere sig i en konflikt, han ikke kender forudsætningen for. Da et af søuhyrerne entrer vraget og truer dem alle på livet, står faderen imidlertid som naglet til stedet, lammet af frygt er han ude af stand til at handle. Sønnen derimod betænker sig ikke: han tager kampen op – og betaler med sit liv. På fortællingens sidste side står faderen alene tilbage, symbolsk placeret på den synkende skude. ”The Glory Boat” får nærmest karakter af et allegorisk kammerspil, der stiller spørgsmålet: er vores idealisme overhovedet noget værd, hvis ord ikke bliver fulgt op af handling?
Ikke en døjt, ville politimanden Daniel Turpin nok svare. At de moralske paragraffer hos ham ikke blot er mejslet i sten, men at han også har til sinds at efterleve dem til punkt og prikke, kan man forvisse sig om i fortællingen ”The Death Wish of Terrible Turpin!” fra New Gods #9. Endnu engang er det et opgør mellem gudesønnerne Orion og Lightray og en udsending fra Apokolips, der leverer baggrunden for fortællingen. Turpin har længe været naget af de ødelæggelser, krigen afstedkommer i hans by, og nu kaster han sig med fuldkommen dødsforagt ind i kampen, så selv guderne må se måbende til.
Når Kirby her, såvel som i ”The Glory Boat” inddrager helt almindelige mennesker i sit kosmiske gudedrama, sker det selvfølgelig dels for at fremme læseridentifikation, men også for at understrege, at moralske valg og heltegerninger ikke er forbeholdt overjordiske supermænd. Det mest forbløffende ved den menneskelige natur, siger Kirby, er evnen til, når situationen påkræver det, at finde noget ekstra frem i sig selv, et mod og en styrke som blot venter på at blive forløst, og som gør os til helte.
Fortællingen om ”The Pact”, som er at finde i New Gods #7, er en af hovedhjørnestenene i den samlede fortælling, og er helt central for forståelsen af The Fourth World-sagaen. I den griber Kirby tilbage i sin egen mytologi, og fortæller om grundlaget for den igangværende krig: På New Genesis nyder tronarvingen Izaya en stille stund sammen med sin elskede Avia, da de pludselig angribes af Apokolips-generalen Steppenwolf og dennes nevø, Darkseid. Under kampen kommer Steppenwolf uforvarende til at dræbe Avia, og fortvivlet over sin elskedes død iværksætter Izaya en offensiv mod Apokolips, der bliver startskuddet til en ny krig af endnu voldsommere dimensioner end den, der lagde den gamle verden øde. Under et angreb på Apokolips lykkes det Izaya at dræbe Steppenwolf, hvorfor Darkseid forfremmes til øverstbefalende med en intensivering af ødelæggelserne til følge.
Krigen antager kosmiske dimensioner, hele kloder og sole går under, og da ødelæggelsernes omfang går op for Izaya, rystes den engang så stolte general i sin grundvold. Han indser, at han er i færd med at gentage de gamle guders forbrydelser, og at han selv ikke er et hak bedre end Darkseid. Gennem det sønderbombede New Genesis går han, mens han affører sig sin rustning og halvt vanvittig brøler sit eget navn igen og igen, som kaldte han på en anden. Da kommer han til muren med flammeskriften.
Mødet med det guddommelige bliver skelsættende for Izaya. Han skifter sit våben ud med en hyrdestav, og transformeres således til New Genesis’ fredsfyrste, Highfather. Samtidig indgår han en ikkeangrebspagt med Darkseid, hvis rige ligeledes har lidt kolossale tab. For at forsegle pagten beslutter de at udveksle deres førstefødte. Således kommer den iltre Orion i lære hos den vise Highfather, mens dennes søn bliver forvist til Apokolips’ hermetisk lukkede opdragelsesanstalt, hvor han får tildelt det ironisk-spottende navn Scott Free.
”The Pact” er en fuldstændigt nådesløs skildring af en mand, som på baggrund af en personlig tragedie træffer det forkerte valg og bevæger sig så langt ned ad den fejlslagne vej, at han til sidst bliver helt væk for sig selv.
Man oplever et sus af dimensioner under læsningen af ”The Pact”. Først og fremmest selvfølgelig på grund af fortællingens prægnans og dens fuldstændigt nådesløse skildring af en mand, som på baggrund af en personlig tragedie træffer det forkerte valg og bevæger sig så langt ned ad den fejlslagne vej, at han til sidst bliver helt væk for sig selv. Men også fordi der er talrige elementer i historien, som ikke bare kaster nyt lys over de foregående kapitler i sagaen, men som for alvor cementerer den sammenhæng de enkelte serier imellem, som i mange henseender hidtil kun har været antydet. Pludselig forstår vi Orions dæmoniske dobbelthed – man kan tage en mand ud af ghettoen, men ikke vice versa – og hvorfor en så retskaffen skikkelse som Mister Miracle har kunnet udspringe af det infernalske Apokolips. Med fortællingen om de forbyttede førstefødte tager Fourth World-sagaen hul på spørgsmålet om arv og miljø, og accentuerer dermed projektets diskussion af den fri vilje.
Kan man være prædisponeret for ondskab? I Orions tilfælde er svaret umiddelbart ja. Selvom Highfathers indflydelse har mobiliseret ham til at stride imod ondskaben, forfalder han ikke sjældent til mønstre, der kun kan betegnes som medfødte. Som fx i mødet med det undersøiske monster Slig: her ikke alene udsletter Orion sin modstanders Mother Box – en i seriens univers fuldstændigt utilgivelig handling og noget, vi hidtil kun har set den sadistiske DeSaad forsøge – han hoverer tilmed over det, hvilket efterfølgende får den slagne Slig til at konkludere, at Orion på sæt og vis er sin egen værste fjende.
Men Orion er imidlertid også den figur i serien, som Kirby havde udset som det endelige våben i kampen mod Darkseid i et definitivt, mønsterbrydende faderopgør, der skulle afrunde hele sagaen og sætte en fed streg under, at det aldrig er for sent at bryde ud, at det aldrig er for sent at tage ansvar for sit eget og sine medmenneskers liv. Men sådan skulle det ikke blive. Salget af hæfterne var ikke tilfredsstillende, og efter blot to år besluttede forlaget derfor at lukke ned for sagaen om The Fourth World.
Efter apokalypsen
Hvad enten det svigtende salg nu skyldtes de prisstigninger, som hæfterne oplevede på et tidspunkt eller en generel afmatning i tiden, er svært at sige. Måske var Fourth World-sagaen i virkeligheden for kompleks og for svær at hitte rundt i for nye læsere, eller måske var tiden bare ikke den rette til opulente science fiction-allegorier. Under alle omstændigheder var lukningen af serierne et hårdt slag for Kirby. Det var på mange måder hans livsværk han måtte se smuldre mellem fingrene på sig. Men Kirby ville ikke være Kirby, hvis ikke han straks havde kastet sig over en række nye projekter for DC. Hvor sagaen om The Fourth World havde været hans hjertebarn, bar mange af de kommende serier dog præg af, at være koncepter, som DC-bosserne havde kogt op i et forsøg på at lukrere på populære tendenser i tiden.
Den postapokalyptiske serie om Kamandi, The Last Boy on Earth, der debuterede i oktober 1972, trak i de første numre til eksempel ikke så få veksler på blockbuster science fiction-filmen Planet of the Apes og dens efterfølger, Beneath the Planet of the Apes fra henholdsvis 1968 og 1970. Kirby, der ikke havde set nogen af filmene, gik straks i clinch med de afstukne retningslinjer, men fik snart gjort serien til sin helt egen. Serien blev en moderat succes, og fortsatte sågar nogen tid efter, at Kirby havde forladt den.
I 1971 lempede den ovenfor omtalte Comics Code Authority en smule på sit regelsæt, hvilket atter gav forlagene mulighed for at udgive deciderede horrorserier. Året efter bød DC ind med serien The Demon som, typisk for Kirby, var funderet i mytologisk stof, denne gang legenderne om Kong Arthur og ridderne af det runde bord. The Demon er dæmonen Etrigan, der hidkaldes fra Helvedes dyb af troldmanden Merlin, i et sidste forsøg på at vinde slaget om Camelot mod Kong Arthurs onde halvsøster Morgaine le Fey. Serien blev dog ingen videre succes og måtte lukke efter blot 18 numre.
Kirby fik også lejlighed til endnu engang at dykke ned i sit nærmest bundløse kar af historier fra anden verdenskrig. Til bladet Our Fighting Forces skrev og tegnede han 11 kapitler af serien om The Losers – en specialenhed under 2. verdenskrig, der gang på gang finder sig selv i brændpunkter rundt omkring i verden, som ingen andre tør betræde. Men det var en opgave, som Kirby tog hul på med blandede følelser. Først og fremmest fordi han blev bedt om at brodere videre på andre kunstneres koncepter, hvilket uvægerligt måtte stride imod hans innovative drivkraft, men også fordi han fandt seriens titel aldeles uværdig som emblem for en gruppe amerikanske soldater. Sin ambivalens til trods, fik Kirby dog skabt en række mindeværdige fortællinger som under den nogen gange lidt kulørte og altid noget skabelonagtige overflade, emmer af selvoplevet angst, vrede og lede ved krigen.
De sidste år
Da Kirbys kontrakt med DC udløb i 1975, vendte han for en tid tilbage til Marvel, hvor han bl.a. skabte science fiction-serien The Eternals, som på mange måder virker som et forsøg på at videreføre motiverne og grundstrukturerne fra den ufuldendte Fourth World-saga. Kirby var imidlertid på indeværende tidspunkt på vej mod de tres, og det er ikke utænkeligt, at han simpelthen har været ude af stand til at mobilisere kræfterne til én gang til at tackle så stort anlagt et projekt. Serien slog i hvert fald aldrig rigtig an, og efter halvandet år måtte også den lukke. Den sidste tid hos Marvel resulterede også i endnu et livtag med Black Panther og Captain America, hæderkronede gamle figurer, som han i sin tid selv havde været med til at søsætte, og en tegneserieadaption af Stanley Kubricks 2001 – A Space Odyssey, som blev efterfulgt af en hæfteserie, hvor Kirby fabulerede videre på fortællingens univers.
De sidste 15 år af Jack Kirbys liv blev karrieremæssigt omskiftelige og kan bedst sammenfattes som afstikkere ned ad adskillige avenuer. I 1979 blev han ansat i tegnefilmsbranchen som art director på en række projekter – bl.a. en tegnefilmsversionering af The Fantastic Four, hvor han nødtvungent måtte se sig genforenet med Stan Lee, der var producer på foretagendet. Et sidste tegneseriesamarbejde mellem de to så desuden dagens lys i form af en graphic novel om The Silver Surfer.
Nye vinde blæste på den amerikanske tegneseriescene i slutningen af 70’erne: den generation af unge tegneserielæsere, som Kirby havde været med til at indfange i 60’erne via sine Marvel-serier, var nu et voksent, købestærkt publikum. Det resulterede i en opblomstring af tegneseriebutikker og en ændring af distributionssystemet som atter bevirkede, at mindre forlag nu fik mulighed for at nå ud til et større publikum.
Store dele af talentmassen sagde farvel og tak til de to store forlag og goddag til ét af de mindre. En gammel hund som Kirby var selvfølgelig den første til at hilse en sådan udvikling velkommen.
Talrige uafhængige forlag skød op som paddehatte i begyndelsen af 80’erne, og alle kunne de tilbyde deres forfattere og tegnere det, som hverken Marvel eller DC kunne – eller ville – levere: anstændige arbejdsbetingelser i form af bl.a. kunstnerisk frihed og ophavsretten til deres arbejde. Det resulterede naturligvis i, at store dele af talentmassen sagde farvel og tak til de to store forlag, og goddag til ét af de mindre. En gammel hund som Kirby var selvfølgelig den første til at hilse en sådan udvikling velkommen, og lancerede snart to helt nye – om end begge ret forglemmelige – serier, Captain Victory og Silver Star på forlaget Pacific Comics.
Udviklingen havde naturligt nok en afsmittende effekt på branchen som helhed, og man oplevede et stigende fokus på tegnerne og forfatternes ringe arbejdsbetingelser og de nærmest ikke-eksisterende rettigheder, der siden branchens begyndelse var blevet de fleste til del under de store forlags såkaldte work for hire-princip. Så da en ny copyright-lovgivning af 1978 fordrede, at der til grund for alt freelance-arbejde skulle foreligge en skriftlig kontrakt, fik forlagene pludselig travlt med retroaktivt at nedfælde sådanne. Det skulle få den latente animositet, som i årevis havde ligget og ulmet imellem Kirby og forlaget Marvel, til endelig at bryde ud i fuldt flor.
Alle Marvels freelancere blev bedt om at returnere et dokument i underskrevet tilstand, hvor de frasagde sig ophavsretten til det materiale, de havde leveret for forlaget. Som tak for hjælpen ville de til gengæld modtage deres originalsider retur. Samtlige af disse kontrakter fyldte hver et A4-ark. Kirbys alene var formuleret over fire sider med alle tænkelige klausuler indfældet. Også Kirby ville få sine originalsider retur, men under forudsætning af, at han frasagde sig selv den mindste indflydelse på figurer og hele koncepter, som han i mange tilfælde i virkeligheden havde skabt fra grunden af. Han skulle desuden være indstillet på ikke at udstille, sælge eller reproducere de returnerede oiriginalsider – og at forlaget i øvrigt efter forgodtbefindende havde tilladelse til at inddrage dem igen, såfremt de fandt det nødvendigt. Kirby nægtede at skrive under, og det blev begyndelsen på en årelang og meget opslidende retssag mellem parterne.
Sagen gik ikke upåagtet hen. Fra alle sider af tegneserieindustrien stod folk frem for at støtte op om manden, der om nogen havde været med til at etablere forudsætningerne for branchens succes. Tegneserietidsskriftet The Comics Journal var de første til at kaste lys over sagen. For forlaget DC, som ganske vist opererede ud fra de samme work for hire-principper som Marvel, men som rutinemæssigt havde returneret alle originalsider til deres kunstnere siden midten af 70’erne, var det en opportun lejlighed til at fremstå som et forlag, der satte kunstnernes interesser i højsædet, hvorfor de med nogenlunde sindsro kunne kommentere på de utilstedelige vilkår, som konkurrenten præsenterede deres fremmeste kreative åre for. Også Kirbys gamle arbejdsgiver Will Eisner forfattede et åbent brev, hvor han gav udtryk for sit mishag, mens 80’ernes måske varmeste navn på den amerikanske tegneseriescene, Frank Miller, støttede op om sagen ved – meget elegant – at give Marvel en mavepuster så at sige på deres egen hjemmebane, idet han dedikerede et nummer af Daredevil – hvor bl.a. Captain America spillede en væsentlig rolle – til Jack Kirby.
Også ude i ’virkeligheden’ – et sted Kirby ikke havde frekventeret meget gennem de sidste 50 år – mødte han opbakning. På tegneseriemesserne kunne han se Marvels chefredaktør Jim Shooter blive underkastet forhør af fansene, mens han selv blev mødt med stående ovationer. Det kan vel være, at Kirbys serier fra de senere år kun opnåede sløje salgstal, men fanbasen glemte ikke, hvad han havde bidraget med, da han var på sit højeste. Striden mellem Kirby og Marvel trak som sagt ud i årevis, men det endte med, at Marvel måtte bøje sig på grund af det kolossale pres, som manifesterede sig i store dele af tegneserieverdenen. Under retssagen mente Marvel kun at kunne lokalisere 88 af Kirbys originalsider i deres arkiv, men det endte med, at han fik 2100 sider retur. Det var stadig kun en femtedel af det, han havde leveret til forlaget, men åbenbart nok til, at den aldrende Kirby kunne slå sig til tåls.
En lang karriere i en omskiftelig branche havde forlenet Kirby med en meget pragmatisk tilgang til sit arbejde – viste et projekt sig at kuldsejle, måtte man bare lægge desto større ildhu for dagen i det næste.
Kort før han valgte at gå på pension, fik Kirby mulighed for et sidste livtag med sit hjerte- og smertensbarn. Hos DC havde en ny ledelse påbegyndt et genoptryk af hans Fourth World-saga, og de opfordrede ham nu til at lave en graphic novel, der skulle afrunde det ufuldendte værk. Kirby havde sine betænkeligheder. Hans syn var mærkbart svækket, og desuden var det år siden, han sidst havde beskæftiget sig med sagaen. Og selvom annulleringen af hele projektet i sin tid havde taget hårdt på ham, havde en lang karriere i en omskiftelig branche også forlenet ham med en meget pragmatisk tilgang til sit arbejde – viste et projekt sig at kuldsejle, måtte man bare lægge desto større ildhu for dagen i det næste. At se sig tilbage var ikke Kirbys kop te. Samtidig følte han ikke, at han havde nået at fortælle alt det han ville med Fourth World-sagaen, hvorfor tanken om en pludselig afrunding syntes ham forhastet.
Det færdige resultat, den 64 sider lange The Hunger Dogs, er da også en både rodet og i adskillige henseender utilfredsstillende finale, ikke mindst fordi forlaget gang på gang blandede sig i arbejdet, og i øvrigt helt modsatte sig Kirbys ovenfor beskrevne tiltænkte afvikling af projektet. Darkseid detroniseres ganske vist, men det endelige, fatale opgør mellem ham og Orion er udeladt, fordi forlaget ikke ville lade figurer, som med tiden alligevel havde vist sig at være indbringende, afgå ved døden. I stedet væltes den tyranniske Darkseid af de undertrykte masser fra Apokolips’ slumkvarterer. Og selvom slutningen på Kirbys livsværk således ikke blev helt som først intenderet, er man er mere end velkommen til at læse en pointe ind i dén slutning.
Afslutning
I løbet af hele sin karriere var Kirby kendt som en hurtig tegner, som manden, der kunne levere. Og hurtig var han. Da det brændte på for en kollega, sprang han til, og producerede et helt nummer af Captain America i løbet af en weekend! Hans kolossale produktivitet var dog ikke alene et udslag af hurtighed, men også af det antal arbejdstimer, som Kirby formåede at tvinge ud af døgnets 24 timer. Han gik som regel i gang med at tegne ved middagstid, og fortsatte gerne til langt ud på natten. I snit leverede han et sted mellem to og fire sider om dagen. Hver dag. Hele året rundt. At kunsten i sin tid havde været hans vej ud af ghettoen, glemte Kirby aldrig, og han betalte den hundredefold tilbage ved stort set aldrig at forlade sit tegnebord.
At overvurdere Jack Kirbys betydning for udviklingen af den amerikanske tegneserie lader sig kun dårligt gøre. I løbet af en karriere der spændte over seks årtier, og hvis samlede resultat beløb sig til svimlende 24. 000 sider, formåede Kirby gang på gang at flytte grænserne for mediets formåen – vel at mærke såvel på det indholdsmæssige som på det formelle plan. Fra 40’ernes knæsættelse af tegneseriesidens dynamik, over 50’ernes frodige genreeksperimenter, 60’ernes redefinition og raffinement af superheltegenren, og frem til 70’ernes dybt personlige projekter, stod Kirby aldrig stille.
Det er sandt, at ikke alle Kirbys projekter opnåede den succes, man kunne have undt mange af dem. Særligt sagaen om The Fourth World synes at have fortjent en bedre skæbne og en kunstnerisk mere forsvarlig afrunding end den, der blev den til del. At Kirby aldrig formåede at levere en decideret bestsellertitel efter bruddet med Stan Lee, ligner i høj grad en tanke, og blev da også af mange i samtiden taget som udtryk for, at Lee rent faktisk havde været den drivende kraft bag Marvel-serierne. Kirby selv tillagde til gengæld Lees betydning mindre og mindre vægt over årene, og endte med – i et interview fra begyndelsen af 80’erne, hvor tovtrækkerierne om originalsiderne var på sit højeste – at påstå, at Lee ikke havde bidraget med noget som helst andet end sit navn.
Sandheden ligger nok, som den så ofte gør, et sted midt imellem. Hvad Stan Lee uomtvisteligt bragte til torvs, var evnen til på det indholdsmæssige plan at forlene fortællingerne med et skær af realisme i form af troværdige karakterbeskrivelser og små dagligdags optrin, og ikke mindst evnen til på det formelle plan at tøjle Kirbys kreative bersærkergang via godt overblik og sans for kontinuitet. Sådanne ting kommer man ofte til at lede forgæves efter i Kirbys post-Marvel arbejde.
Heltene i The Forever People fx synes mere eller mindre at være modelleret over The Fantastic Four, men vi kommer aldrig rigtigt ind under huden på figurerne, ligesom der heller ikke ofres megen tid på gruppens indbyrdes dynamik. Kirby var en meget intuitivt arbejdende kunstner, hvis frodige, nærmest rastløse fantasi fordrede, at han hele tiden måtte skabe nyt. Idéerne formeligt vælter ud over siderne i Fourth World-sagaen, og det er ikke utænkeligt, at Kirby ind imellem har haft for travlt med de store linjer til at kunne koncentrere sig om de små – og nogle gange vice versa.
The Fourth World bør således betragtes som det første deciderede auteur-værk i den amerikanske tegneseriemainstream; som en kolossal mytologisk arena hvor én mands frygt, håb, idéer og idealer mødes og brydes.
At Kirbys soloarbejder aldrig kom i nærheden af at opnå de salgstal, som han præsterede i samarbejde med henholdsvis Joe Simon og Stan Lee, gør dem dog ikke nødvendigvis til ringere værker. Men det var en anden type værker, en anden form for fortællinger, som, når Kirby ramte det helt sublime i historier som ”The Glory Boat” eller ”The Pact”, blev udtryk for en helt unik personlig vision og kunstnerisk mission. The Fourth World bliver da at betragte som det første deciderede auteur-værk i den amerikanske tegneseriemainstream: en kolossal mytologisk arena hvor én mands frygt, håb, idéer og idealer mødes og brydes.
Jack Kirby døde i februar 1994, men hans værk lever stadig, og hans ånde svæver fortsat over vandene i den amerikanske tegneseriebranche. Som tegneserieskaberen og -teoretikeren Scott McCloud har påpeget, så har Kirbys betydning for udviklingen af den amerikanske tegneseries formsprog været så markant og så gennemgribende, at man i dag nærmest ikke skænker den en tanke, fordi hans dynamiske lay outs og banebrydende tilgang til sidekomposition simpelthen er blevet grundstrukturen i amerikanske mainstream-tegneserier. At Kirbys indflydelse også rækker ud over de amerikanske breddegrader, kan man i øvrigt forvisse sig om i Nummer 9s fire gallerier, hvor danske tegneserieskabere hylder kongen.
Få måneder før han afgik ved døden, blev Jack Kirby i et tv-interview spurgt om, hvad han selv betragtede som sit væsentligste bidrag til tegneserierne. Her er, hvad han svarede: ”Jeg tror mit største bidrag til tegneserien har været, at jeg har været med til at opbygge en fast læserskare. Jeg tror, folk har accepteret mine historier, fordi de genkender deres egne værdier i dem. Den gennemsnitlige læser tror ikke på eventyr, så det har jeg aldrig serveret for dem. Jo, jeg har givet dem fiktive dramaer, men disse dramaer har altid været opført af rigtige mennesker”.
Med disse ord runder Nummer 9 af for fejringen af Jack Kirbys 100 års fødselsdag. Tak fordi du læste med og LONG LIVE THE KING!
