Bag 15. låge af Nummer 9s julekalender gemmer sig seneste danske udspil fra japanske Jiro Taniguchi, en oplagt opfølger til gennembrudsbogen “Min fjerne barndomsby”.
I femten år har Yoichi undgået enhver form for familie-tamtam ved at hellige sig det, der trumfer alt andet i Japan: Arbejdet. Men den gode stime får en ende, da grafikeren ringes op af sin søster og får at vide, at hans far er død.
Nu går turen langt om længe hjem til fødebyen Tottori, hvor Yoichi konfronterer de begivenheder, der i sin tid fik ham til at lægge familien og fortiden bag sig. Det handler om branden, der raserede Tottori i 50’erne og lagde familieøkonomien i ruiner, men også om familiære forviklinger, der ikke skal afsløres her.
Måske kan man tillade sig at antyde, at de ikke er så dramatiske endda? Som i “Min fjerne barndomsby”, der skaffede Taniguchi et overraskende dansk gennembrud i 2010, fortæller den japanske mangamester med “Min fars dagbog” – hvori der sjovt nok ikke optræder nogen dagbøger – en grundlæggende ret almindelig historie om fjerne og fraværende faderfigurer og rastløse drenge på jagt efter identifikationspunkter. Og om tiden, der går og aldrig vender tilbage.
Styrken ved Taniguchis bog ligger ikke i plottet, men i måden, han afvikler det på: Ét efter ét graver de nøgterne ord og billeder sig zen-sindigt ned i figurernes psyke og i de begivenheder, der har formet dem. Det er svært at pege på enkeltstående, særligt brillante sekvenser eller indsigter i “Min fars dagbog” – dens gennemslagskraft vokser organisk ud af mange små tematiske gentagelser med subtile skift i perspektiv og accent.
Som så meget velkonstrueret manga læser Taniguchis bog næsten sig selv. Den ene side tager den næste, tilsyneladende uden at gøre det store væsen af sig, men når slutbilledet binder en sløjfe på den barndomserindring, der indleder bogen, har fortællingen sat sig i kroppen som en klump i halsen og en lumsk kløen i øjenkrogen.
“Min fars dagbog” er sentimental på en meget spiselig måde. Taniguchis elegante, krystalklare tegninger og jordnære prosa er en del af forklaringen, men Forlaget Fahrenheits fornemme udstyr er det måske også: Det virker okay at blive lidt rørstrømsk, når man læser i en bog med smudsomslag og indbygget bogmærke af stof.
Eller man kan undskylde sig med, at man bliver klogere på solens rige. For som i “Min fjerne barndomsby” serverer Taniguchi her et lille stykke Japan, inciterende fremmedartet, men stadig lige til at gå til for en vesterlænding. Et flygtigt kig ind bag maskerne, der for Guds skyld ikke må falde til jorden, og en mundsmag på en tilknappet kultur, der efter endt læsning er en smule mindre gådefuld.
“Julegodterne” er fundet ved afstemning blandt Nummer 9s skribenter, der har peget på deres bedste tegneserieoplevelser i 2012. De valgte tegneserier præsenteres én for én frem mod juleaften, hvor udgivelsen, der har fået allerflest stemmer, afsløres.
