På julekalenderens 16. dag står den på dommedagsmaskiner, rumvæsener og “alternative history” i Jonathan Hickmans The Manhattan Projects.
Meget er allerede blevet sagt om Image Comics’ kanonår og især om den glimrende science-fantasy serie Saga af Brian K. Vaughan og Fiona Staples. Men man skal sandelig ikke glemme Jonathan Hickmans skamløse og nærmest svimlende opfindsomme science fiction-serie (ikke noget fantasypjat her), The Manhattan Projects.
“We have become death. The destroyer of worlds”.
Den historisk interesserede har nok allerede opdaget, at den gode dommedagsmaskine-opfinder Robert Oppenheimer her er fejlciteret. Men det er der altså en pointe i, da Hickman her gør sig i en af science fictions mange subgenrer, nemlig alternative history. Hvad nu hvis historien slet ikke er, som vi mener at kende den? Mere specifikt, hvad nu hvis opfindelsen af atombomben i virkeligheden var en dækhistorie skabt for at skjule en mere kompleks, grummere og sprængfarlig sandhed? En virkelighed så uhyggelig, at normale mennesker aldrig ville kunne komme ud af køjen om morgenen, hvis de kendte sandheden? En sammensværgelse så gennemgribende, at ikke engang den mest hardcore paranoiafetichist ville kunne forestille sig den? Hvad nu hvis ikke engang den amerikanske præsident var indviet?
Vi møder Oppenheimer, da han bliver hyret til The Manhattan Projects, der viser sig at dække over alt fra kontakt med fremmede planeter, portaler til andre verdener og det ene dommedagsvåben efter det andet. I et lokale sidder den gale, fulde Albert Einstein og stirrer på en mystisk maskine og i Nazityskland går en gal militærmand rundt med en futuristisk robotarm, imens han har lange samtaler med Hitler. I løbet af dette første bind smider Hickman om sig med hints og antydninger, som man kan håbe på, at han får fulgt op på. Men hvis man bruger hans tid på Marvels Fantastic Four som reference, så er der en god chance for, at han har styr på alle sine mange, mærkelige brikker.
Serien er en god blanding af hård science fiction, politisk satire, grov historieforfalskning, kulsort humor og dyb nihilisme. Hickman blander højpandet science fiction med yderst pulp-agtige virkemidler og krydrer retten med et farverigt persongalleri af underholdende røvhuller, der har absolut nul respekt for alt det, der gør det rart at være menneske. Det er hamrende underholdende.
Nick Pitarras detaljerede tegninger giver historien et næsten europæisk look og en detaljerigdom og sirlighed, der passer perfekt til seriens skævhed. Farvelægningen er eminent og især brugen af blå og rød er effektiv og foruroligende.
En mainstreamserie af den slags, der kun kan komme fra et modigt forlag som Image. Mere af den slags, tak!
“Julegodterne” er fundet ved afstemning blandt Nummer 9s skribenter, der har peget på deres bedste tegneserieoplevelser i 2012. De valgte tegneserier præsenteres én for én frem mod juleaften, hvor udgivelsen, der har fået allerflest stemmer, afsløres.
