Det er ikke hver dag, endsige hvert år, at der kommer nyt fra den belgiske tegneserieskaber og billedkunstner Dominique Goblet. Hendes projekter er som regel mangeårige, intenst engagerede arbejder, der vægter følelsesmæssig resonans og analytisk refleksion lige. I 2010 har hun imidlertid udsendt to bøger, der på karakteristisk stadig nytænkende vis udfolder sig i feltet mellem traditionelt opbygget tegneserie og billedkunstnerisk serialitet. Les Hommes loups (‘Ulvemændene’) er en serie associativt sammenhængende billeder, der modstiller jæger og bytte, alt i mens den sammenstiller ulv og mand i et magt- og kønskritisk, fabelagtigt realiseret drømmeagtigt forløb.
Chronographie, lavet i samarbejde med datteren Nikita, er imidlertid den vægtigere udgivelse, og for denne skribent den mest udfordrende, interessante og smukke tegneserie udgivet i flere år (måske siden Goblets sidste større udgivelse, Faire semblant c’est mentir fra 2007). Præmissen er enkelt, men har krævet disciplin og tålmodighed: næsten hver uge i ti år — over 270 seancer — fra da Nikita var 7 og Dominique 31, tegnede/malede de to et portræt af hinanden, nogle gange tilføjet en smule tekst, der reflekterer deres tanker eller følelser i skabelsesøjeblikket (særligt Nikita udtrykker i en periode sin utilfredshed med (tvangs)arbejdet).
Det er blevet til en diger bog på 560 sider, der kortlægger deres udvikling på mange niveauer: vi kan iagttage, hvorledes Nikita vokser med opgaven og udvikler sig som menneske qua kunstner under sin mors kyndige vejledning, men også hvorledes sidstnævnte er mere fastlåst i sin kunstneriske praksis og anspores til bryde med sine vaner af datterens ligefremme tilgang. De iagttager hinanden og vi kan således følge deres fysiske udvikling, men fordi deres billeder er improvisatoriske og fordi de i lige så høj grad koncentrerer sig om det følelsesmæssige udtryk, bliver det også en kortlægning af en mor og en datters individuelle og indbyrdes følelsesmæssige udvikling over et årti.
Ikke en tegneserie i konventionel forstand, men et helt igennem overbevisende og suverænt realiseret bud på hvorledes tegneseriens serialitet åbner op for muligheder, der ville være vanskelige at realisere i andre medier — udtryksregistret er bredt og personligt, men også opmærksomt repræsentativt; det handler så at sige både om at tegne og tænke — men først og fremmest er bogen et frapperende menneskeligt udsagn, der får en til at fundere over sin egen tilværelse i tid og sammenhold med andre.
Læs også Domingos Isabelinho om Chronographie.
