Tegneserietegner, underviser og udgiver Josh Bayer fra Harlem, New York, er en af de mest aktive i den amerikanske tegneserieundergrund i øjeblikket. Nummer9s udsendte har interviewet Bayer så grundigt, at vi bringer interviewet i to dele. Her er del et.
Josh Bayer udgiver sine egne tegneserier, men også andres i hans antologi Suspect Device. Her bidrager et hav af undergrundstegnere med deres weird fortolkninger og parodier på klassiske tegneseriestriber baseret på udklip. Josh Bayer har en meget speciel og let genkendelig streg, der dog ikke nødvendigvis altid lige let aflæselig. Han er god til at tænke ud af boksen, inspireret af punk og udvikler sig hele tiden – og fortæller selv, at han er socialt akavet, undtagen når han underviser. Nummer9 har stillet ham nogle spørgsmål.
Hej Josh, vil du starte med at introducere dig selv?
Jeg hedder Josh Bayer, jeg er 44 år og jeg tegner, skriver og underviser i tegneserier. Jeg bor i Harlem.
Hvordan startede din interesse for tegneserier? Hvad var de første tegneserier, du kunne lide og hvordan blev du interesseret i alternative tegneserier? Hvornår og hvordan begyndte du at lave dine egne tegneserier?
Det ville være nemmere at lave en liste over de ting, som jeg IKKE har været påvirket af med hensyn til tegneserier. Jeg har altid læst alt, hvad jeg kunne få fingre i.
Du underviser i tegneserietegning. Hvordan underviser du? Har du selv gået på nogen form for kunstskole?
At forklare i et interview, hvordan jeg underviser, er som at prøve at forklare nogen, hvordan man svømmer uden vand. Det er forskelligt fra dag til dag og jeg bruger alle tilgængelige ting til at hjælpe mine elever med materialer, anatomi og metoder til at stoppe dårlige arbejdsvaner. Jeg gik på The School of Visual Arts i New York, og det ændrede alt for mig.
Der er mange Marvel-referencer i dine tegneserier, og meget af det handler om Marvel-tegnere og forfattere, for eksempel dine ting i “Marvel Comics Presents” og “The Greater Good”. Hvordan er dit forhold til Marvel – et had/kærligshedsforhold, kunne det se ud til?
Yeah, Marvel sutter tydeligvis røv, og jeg ville aldrig arbejde for dem, medmindre de bad mig om at skrive Crystar eller sådan noget – så ville jeg være sådan “Cool, hey folkens, jeg er med på teamet nu” og så ville jeg kigge på, mens alle Marvels ansatte stod i kø for at skide på mit tegnebord.
Du har også genfortolket Marvel tegneserien ROM. Lidt ligesom når bands spiller coversange, så laver du “covertegneserier”. Hvordan kom du på den idé og hvorfor lige ROM?
ROM er bare awesome. Det begyndte som et eksperiment, hvor en kammerat udfordrede mig til at lave et “cover” af en gammel tegneserie til en antologi, der aldrig udkom. Tim Krieger skulle lave et cover af Dick Tracy, Box Brown skulle lave Jack Chick tegneserier og overskuddet skulle gå til The Sequential Art Workshop i Florida. Jeg valgte ROM lidt tilfældigt og har leget med at kopiere gamle tegneserier lige siden.
Punkrock ser også ud til at have stor indflydelse på dine tegneserier?
Yeah, i attituden og i den forstand at du kan gøre dig selv til et ideal. Det hele handler om fremførelse; punk fjernede den traditionelle afstand mellem publikum og performer og inviterer til at genskabe en selv. Jeg er ældre nu, men mine helte er stadig mine helte. Jeg kan godt lide, når folk skaber nye alter egoer, som svarer til den, de er i virkeligheden. Der er ingen forskel mellem en Dee Dee Ramone sang og Dee Dee Ramone som person, og du kan sige det samme om Wendy O Williams og Ian MacKaye. For nyligt faldt jeg over rapperen Antwan. Hans baggrund er punk og hardcore, men han har brugt det som inspiration til at skabe noget i et andet medie. Jeg kan relatere til ham.
Jeg ved, at du er venner med Raymond Pettibon, som nok er mest kendt for sit artwork for det legendariske punkband Black Flag. Hvad er historien bag jeres venskab?
Ja, jeg opsøgte ham i 1998. Jeg hørte gennem en pige fra galleriverdenen, som jeg datede, at han underviste på en workshop. Jeg crashede hans kursus og han adopterede mig ikke eller noget, men han blev en god ven. Ray er virkelig god til at omgås folk på en rar måde, meget bedre end jeg selv er. Jeg er rimelig akavet, udover når jeg underviser. Jeg elsker Raymond. Han gav mig et kæmpe boost ved blot at behandle mig som en ven, selvom jeg var en nobody. Han var en million gange rarere mod mig end nogen klassekammerat, kollega eller nabo jeg nogensinde har haft.
Jeg håber ikke, at jeg fornærmer dig, når jeg siger, at du har en virkelig speciel og personlig tegnestil, der ved første øjekast kan ligne noget rod og som ikke altid er så nemt at aflæse. Jeg kan huske, at jeg engang læste et Daniel Clowes interview, hvor han sagde noget med, at når man læser tegneserier og er kommet ind i historien, så aflæser man lynhurtigt tegningerne og går videre uden at nærstudere dem og “sådan burde det være”. Jeg forstår, hvad han mener, og nu er det naturligvis taget lidt ud af kontekst, men han kan vel ikke tale om din slags tegneserier? For når jeg læser dine ting skal jeg nogle gange lige give mig tid til at studere tegningerne og finde ud af, hvad fanden der foregår. Hvad tænker du om det og hvordan er din tegnestil blevet udviklet?
Well, tak for at give dig tid til at aflæse mine tegninger. At sammenligne Clowes eller nogle af de andre strammere indietegnere med mig svarer til at sammenligne en smuk kvindes hår – sådan nogle fra et bryllupmagasins – med en billig hårafblegning, hvor man kan se den naturlige hårfarve i bunden. De prøver begge at opnå noget forskelligt. Måske prøver de begge at være sexede, men de opsøger det på to forskellige måder. Clowes er awesome og han formår at opnå en punket sensibilitet, der samtidig er meget polerert. Jeg er, hvad jeg nu engang, er og mine ting bliver, som de bliver.
Læs del 2 af interviewet om nogle dage.
