Tegneserierne savner ord, se bare Jim Woodrings “Mellem dyrene” eller Shaun Tans “Ankomsten”. Hvad er meningen? Nummer 9 har spurgt tre danske pantomime-veteraner.
A
llerede i debuten “Kun i aften” fra 1983 eksperimenterede Peter Kielland-Brandt med tegneserier uden ord, og hans “Fisk” (1994) er et pantomime-mesterværk. Også i dén henseende var den eksperimenterende tegneseries danske godfather tilsyneladende forud for sin tid.
Foråret har budt på store ordløse oplevelser som Shaun Tans “Ankomsten” og Jim Woodrings “Mellem dyrene”, mens danske serieskabere som Allan Haverholm, Anders Brønserud og Mikkel Sommer har minimeret eller helt afskaffet talebobler og tekstkasser i deres tegneserier. Dagens interview med Peter Kielland-Brandt er det første af i alt tre, hvor danske serieskabere sætter ord på pantomimefænomenet.
Hvornår og hvorfor begyndte du at arbejde med pantomimeserier?
– Som jeg husker det, var min første ordløse tegneserie med i ”Kun i aften”, der blev udgivet i 1983. Men selve serien, der var tegnet på bagsiden af sådan nogle blomsterstrukturerede tapetrester, blev lavet omkring 1978. Det, der fik mig til at arbejde med ordløse forløb, var nok muligheden for at spille noget mere på figurernes mimik, og så kan jeg huske, at der i forbindelse med den nævnte tapetserie var en mulighed for at lege og være spontan. Men det var nok mere selve tapetet, der inviterede til den del. Og så er sådan noget blomsterstruktureret, dybtrykt tapet jo ikke ligefrem velegnet til håndtekstning. Så det var måske sådan en slags indirekte, ubevidst benspænd, der foranledigede et for mig nyt udtryk.
Hvad kan tegneserier uden ord?
– Som allerede nævnt er der i de ordløse forløb en øget opmærksomhed på det visuelle. Man kan spille mere entydigt på figurernes mimik, eller man kan underspille deres mimik, men alt bliver set og skal ses, fordi forståelsen af historien ikke beror på læsningen af talebobler og tekstkasser med ord og betydninger, for nu at være helt formalistisk, men på det, der sker i selve tegningen. Man skal altså læse tegningerne grundigt, når der ikke er et lag af ord. Hvis tegneren så er dygtig til det, opdager læseren slet ikke, at de ikke sagde noget. Det får i hvert fald ingen betydning for, om det bliver opfattet som en god eller dårlig tegneserie.
– Sat på spidsen kan man måske sige, at stemninger, miljøer og den slags får en betydning, der kan række ud over det rent plot-orienterede. Og så sker der nok nemmere en direkte kobling til det, man kalder underbevidstheden, det inviterer måske til noget mindre filtreret tegnearbejde, fordi der ikke er det her ekstra lag af formidling, som ord jo også er. Oftest er det jo ordene, der styrer historien og figurernes ageren.
Hvad kan tegneserier uden ord ikke?
– Generelt har jeg haft den opfattelse, at tegneserier uden ord ikke er velegnede til netop at formidle komplekse, plot-orienterede serier. Man kan jo gøre sig det tankeeksperiment, at man f.eks. tager Stan Lee og Steve Ditkos Spiderman og forestiller sig, hvordan man formidler dén fortælling uden ord. Jeg har ikke prøvet, så jeg vil ikke sige, at det ikke kan lade sig gøre, men man skal finde en hulens bunke metaforer frem for at gennemføre det. Men der skal nok komme et eller andet, måske er det der allerede, som gør, at jeg må ændre min opfattelse.
Hvad ser du af tendenser i den ordløse tegneseries udvikling?
– Det er svært at sige, jeg er ikke sikker på, at jeg følger godt nok med til at udpege nogen tendenser. Jeg er heller ikke sikker på, at det er den rigtige måde at anskue det på, fordi mange ordløse serier netop lykkes med at indfange noget tidløst og lidt drømmende.
– Jim Woodrings serier kan f.eks. læses igen og igen, og man opdager hele tiden nye facetter af historien. Hans historier er lige så organiske som hans streg. Men man kunne også fremhæve en gammel klassiker som Raymond Briggs’ “Snemanden”. Den har i mine øjne hele pakken, en sand klassiker. Så er der jo også de serier, der ligger i grænselandet mellem tegneserieverdenen og kunstverdenen, eksempelvis Martin Tom Diecks eller Signe Parkins’, der hver især måske er mere i familie med Palle Nielsen, Frans Masereel eller Saul Steinberg. Men om det er en tendens eller en naturlig, inspirerende udveksling af ideer på tværs af generationer, det ved jeg ikke.
Interviews med Anders Brønserud og Allan Haverholm følger de kommende dage.
Del på
