Endelig kan det danske publikum glæde sig over på deres modersmål at kunne læse serien, som slog Godzillas rekord og smadrede Tokyo hele to gange i én historie.
Sidst i 80’erne brød manga, japanske tegneserier, for alvor igennem på det amerikanske marked, men herhjemme har vi, ud over Interpresses kortlivede blad med Kazuo Koike og Goseki Kojimas Ensom ulv og hvalp og Masamune Shirows Ghost In The Shell fra Aboris, ikke set meget til japanske serier. Det er der en helt konkret grund til. Serierne er ofte på over 1000 sider, og man læser dem i en rasende fart, da billedsproget er meget filmisk og teksterne korte. Et manga-album med en traditionel europæisk længde på 46 sider vil derfor være læst på ingen tid, og på et vigende marked som det danske er risikoen for en røvtur af dimensioner ret sandsynlig. Derfor er det med en blanding af glæde og is i maven man modtager nyheden om, at Carlsen er på trapperne med den største manga-satsning i Vesten til dato – Katsuhiro Otomos Akira.
Amerikanske Epic Comics startede som det første vestlige forlag med udgivelsen i 1988, og i 1995 var det 38. og sidste bind i handlen. Udgivelsesfrekvensen for denne mere end 2100 sider lange serie var meget ujævn, med afbrydelser på op til flere år, men det krævede også et stort grundarbejde at konvertere serien. Dels læser japanerne fra højre mod venstre, så hele molevitten skulle spejlvendes, dels bevæger teksten sig vertikalt, så alle talebobler måtte bortretoucheres og tegnes, så de passede til en horisontal tekst. Oven i det blev Akira som noget helt nyt for manga i Vesten farvelagt. Det var amerikaneren Steve Oloff, der efter Otomos eget ønske kom til at tage sig af det, og som noget helt nyt igen dengang blev det med computerfarver. Alt i alt et meget dyrt og tidskrævende arbejde, men essentielt for alle senere udgivelser af Akira i Europa, og det er blevet til en del. I 1988 kom desuden en mere end to timer lang tegnefilm bygget over serien, instrueret 
af Otomo selv, som udmærkede sig ved en langt højere standard end anime, japanske tegnefilm, generelt.
Akira har fået så stor opmærksomhed verden over, at Otomo i dag er den absolut mest læste manga-kunstner uden for Japans grænser.
Det startede ellers alt sammen så stille og fredeligt. Otomo kom til verden i april 1954 i Miyagi-provinsen i det nordøstlige Japan, og selv om fiskeri og landbrug var dagens orden i dette hjørne af verden, blev det de nye toner i 60’erne fra moderne jazz, og film som Bonnie and Clyde, Easy Rider og Five Easy Pieces, som ansporede Otomos kunstneriske løbebane. I 1973 flyttede han til Tokyo og startede sin karriere som serietegner med en version af den franske forfatter Prosper Mérimèes novelle “Mateo Falcone,” fulgt af en række egne serienoveller, der alle som debuten blev bragt i det ugentlige seriehæfte Action, og siden er blevet udgivet i bogform, som det sig hør og bør i Japan (den engelsksprogede antologi Memories fra Mandarin Paperbacks indeholder dette tidlige arbejde). I 1979 kastede Otomo sig ud i sit første forsøg på at skabe en lang episk serie efter devisen mand mod maskine. Fire Ball, som serien kom til at hedde, er aldrig blevet færdiggjort, men med sit science fiction-tema og sin mere japanske volumen indvarslede den en ny tid for såvel sin ophavsmand som for seriemediet.
Domu blev Otomos gennembrud. Serien startede i 1980 og blev efter sin afslutning to år og 230 sider senere samlet i en revideret udgave, som gik hen og blev den første tegneserie, der vandt Japans science fiction grand prix for årets bedste historie. Det var i 1983. Prisen var indtil da kun blevet givet til romaner.
Handlingen i dette epos er henlagt til et elskeligt betonhelvede af den slags, der gennemsyrer alt levende med sin sterile anonymitet, hvad enten det hedder Farum Midtpunkt eller Neo-Tokyo. Science-fiction-elementet i Otomos værk er her trådt tilbage for en kort bemærkning, og menneskets slumrende mentale kræfter sætter i stedet den skjulte dagsorden i en ellers tilsyneladende helt almindelig dagligdag, hvor gamle hyggeonkler og små skolepiger udkæmper drabelige psykiske dueller, så blodet sprøjter op og ned ad siderne. På engelsk er Domu blevet udgivet af Mandarin Paperbacks.
Den hårdkogte moderne stil var som skabt til et ungt publikum, der var fortrolige med det nye årtis nye og mere hæsblæsende toner. Mediegiganten Kodansha havde i flere år uden held bejlet til netop denne målgruppe med bladet Young Magazine, som hver fjortende dag var i handlen med 300 siders blandet underholdning. Her præsenterede Otomo i 1984 sit hidtil mest ambitiøse epos, Akira. Serien resulterede i et millionsalg for Young Magazine og skaffede sin ophavsmand verdensberømmelse.
Terror og ultravold
Nogen historier er dybe, fordi de indeholder dybe tanker. Andre historier er dybe, fordi de griber fat dybt dybt nede i dit mellemgulv og river dig med, om du vil eller ej. Akira hører til den sidste slags!
Vi er i Neo-Tokyo år 2030, små 10 år efter tredje verdenskrig. I en bunker under et afspærret bombekrater fra krigen leder “obersten” et forskningsprojekt med en række børn, som har stærke psykiske evner. En lokal motorcykelbande støder ved en tilfældighed på denne velbevarede militære hemmelighed, og så er spillet kørende. Kaneda, bandeleder og historiens hovedperson, finder en allieret i pigen Kay fra en politisk undergrundshær, der modarbejder oberstens projekt. Sammen søger de Tetsuo, et bandemedlem, som ufrivilligt er blevet forsøgsperson på den underjordiske base.
Tetsuo har imidlertid opdaget, at han ligesom børnene i forskningsprojektet har uanede psykiske kræfter, som bliver forstærket ved indtagelsen af sanseudvidende stoffer. Men Tetsuos sind er formørket af et helt livs nederlag, og han slipper sine nyvundne kræfter løs i et orgie af vold. Militæret er ude af stand til at stoppe ham, det eneste som ser ud til at kunne stå i vejen for ham er Akira – et legendarisk væsen med en destruktiv kraft, der overgår selv den vildeste fantasi. Tetsuo føler en megalomanisk trang til at udfordre denne ukendte modstander. Han finder frem til det hermetisk lukkede kammer, Akira er frosset ned i, og vækker ham til live igen.
Akira viser sig at være et barn! En lille indadvendt dreng med kosmiske kræfter så ufattelige, at de overskrider alle fysiske love. Akira er som en gud med et barns krop og sind, og hvis noget formår at trænge gennem hans kokon, reagerer han på det som et barn, men resultatet er en guds værk.
Kaneda og Kay formår at få Akira væk fra Tetsuo, men under den intense efterfølgende jagt overværer den paralyserede dreng nedskydningen af et af de andre telepatiske børn, og det vækker ham. Rædslen og sorgen, han føler, forårsager en øjeblikkelig energiudladning så kolossal, at hele Neo-Tokyo styrter i grus. Man kan næsten kalde det seriens egentlige klimaks, og ødelæggelsessekvensen, som varer mere end tredive sider, er da også en Gustave Doré værdig, men kun knap og nap halvdelen af serien er gået.
Da røgen har lagt sig, og det viser sig at persongalleriet på mirakuløs vis stort set er intakt, begynder Tetsuo at samle magten blandt ruinbyens overlevende omkring Akira, der er gledet tilbage i apatien. Tetsuo indser, hvilken kraft den tavse dreng besidder, og bruger denne viden til at fremme sine egne despotiske mål. Kaneda og Kay forstår, hvor katastrofale følger den nu stofafhængige Tetsuos planer kan få, og resten af historien forsøger de desperat at få Akira ud af galningens magt, mens et hav af bifigurer og sidespor krydser hinanden i én lang action-sekvens.
Den røde tråd i al den ramasjang er Tetsuos kamp med sig selv for at styre sine indre dæmoner, og hans utrættelige forsøg på at begribe og få del i den kraft, der er Akiras, et projekt, som er dømt til at mislykkes. Tetsuo forstår aldrig den uskyld og renhed, der er i kraften, og transformeres selv gradvist af sit eget plagede sind til en grotesk kæmpebaby, som skvulper ud over et helt fodboldstadion under det endelige opgør.
Akira udfolder her sin kraft fuldt og helt, i en supernova af revsende lys, som opsuger Tetsuo og endelig giver ham fred. Otomo lader os vide, at Akiras kraft er en uafvendelig del af menneskehedens fremtid. Vores skæbne er en storhed, vi er for små til at fatte!
Verdenssamfundet repræsenteret af FN spiller andenviolin gennem hele sidste halvdel af serien og må se sig endeligt slået på målstregen. Kaneda, Kay og de øvrige overlevende omdøber Neo-Tokyo til Akiras Imperium og afviser den korrupte fremmede magt med løfter om køllesmæk, hvis der er noget!
Den gamle verdens herskere ser vantro deres magt smuldre, mens Kaneda, Kay og deres følge i bedste Easy Rider-stil forsvinder ind i ruinerne på deres brølende motorcykler. Hvad der ved første øjekast lignede en apokalypse viser sig at blive skabelsen af en ny verden, ikke beboet af omnipotente supermænd, men af mennesker, som har rørt ved en gud, mennesker, som mødet med noget, der er så uendeligt meget større end dem selv, har gjort stærkere og fri!
Alt hvad hjertet begærer
Man røber ikke for meget ved at sige, at serien ender her. I Akira er der ikke noget snedigt udtænkt plot kørende, og morderen bliver ikke fanget til sidst. Som læser er man ganske enkelt med for turens skyld alene, men det er da også rigeligt til at efterlade selv den mest forhærdede action-tilbeder i stakåndede spasmer på stuegulvet efter denne endeløse række af biljagter, motorcykeljagter, helikopterjagter, hangarskibsjagter og gavmildt omkringstrøede kosmiske katastrofer. Man kan indvende, at hele herligheden er lidt lang, at Otomo halvvejs inde i historien mister styringen og til sidst må nøjes med at klinke skårene, som det nu bedst kan lade sig gøre. Men trods det er Akira i en klasse for sig selv. Det er ikke en historie, der nøjes med at løbe ud i sandet, den høvler simpelthen derud på motorcykel med 200 kilometer i timen! De europæiske album-serier, som de danske læsere er blevet fodret med de sidste 30 år, er også for længst havnet på et sidespor, men til en sammenligning kan man sige, at deres deroute er foregået på tandem.
Vores hjemlige publikum har fortjent endelig at få præsenteret en så gennemført tegneserie som Akira på dansk. Den står ikke tilbage for franske mesterværker som Moebius og Jodorowskys saga om inkalen, hverken hvad æstetisk udformning eller underholdningsværdi angår, og den kan slå en hvilken som helst amerikansk superhelteserie med flere banelængder, når det er hastighedsrekorden for hovedkulds action det handler om. Og så kan vi, mens vi venter på, at Carlsen får udgivet et af seriemediets absolutte mesterværker i sin helhed, kun glæde os til det næste udspil fra Otomo. Det skulle efter sigende være en serie med arbejdstitlen Hunchback, med tekst af førnævnte Jodorowsky.
Mårdøn Smet
Artiklen blev oprindelig bragt i STRIP! nr. 1. Carlsen har siden udgivet hele Akira på dansk.
Del på
