Nummer 9s Henry Sørensen rister en rune over tegneserielegenden Gene Colans liv og karriere.
Som Nummer 9 kunne berette forrige fredag, er den amerikanske tegneserietegner Gene Colan afgået ved døden 84 år gammel efter længere tids sygdom. Colan var først og fremmest kendt for sit arbejde på Marvel-serierne Daredevil og Tomb of Dracula, men i løbet af sin mere end 50 år lange karriere arbejdede han på talrige serier indenfor et væld af genrer. Med sin let genkendelige, nær realistiske og dog sært deliriske streg blev Colan i løbet af 1960’erne og 70’erne et navn, man bed mærke i. Også herhjemme kørte man først og fremmest historier signeret af Colan i stilling, da man i 1967 for første gang skulle introducere forlaget Marvels serier i Danmark.
Eugene Jules Colan blev født i The Bronx, New York i 1926, og begyndte at tegne allerede som 3-årig. Efter gymnasiet blev han optaget på en kunstskole, og landede allerede som 17-årig sit første professionelle job som tegneserietegner – en krigsflyverserie for forlaget Fiction House. Anden verdenskrig kom i vejen for den videre karriere, da den unge Colan blev udstationeret på Filippinerne, men tegnearbejdet blev vedligeholdt idet Colan leverede illustrationer til landets største avis. Tilbage i New York i 1948 troppede Colan op hos tegneserieforlaget Timely, og blev hyret indenfor ti minutter af den blot få år ældre og forholdsvist nyudklækkede redaktør Stan Lee.
Det var usikre tider i den amerikanske tegneseriebranche, og Colan måtte som alle andre tage de jobs han kunne få. 1950’erne spenderede han på at tegne krigs-, western- og romanceserier for forskellige forlag, og leverede i en årrække bl.a. tegninger til Hopalong Cassidy for forlaget National – det senere DC Comics. Det var imidlertid først da han vendte tilbage til Timely – nu Marvel Comics – at Colan for alvor trådte i karakter som tegner. Til en begyndelse fik han bl.a. til opgave at revampe Bill Everetts proto-Marvel-figur The Submariner til bladet Tales to Astonish, og senere overtog han tegnearbejdet på Captain America efter selveste Jack Kirby. Her skabte han sammen med Stan Lee bl.a. figuren The Falcon – én af de første superhelte med et afroamerikansk alias.
I midten af 1960’erne var Marvel i den grad et forlag i fremgang med en række superhelteserier, der kunne brøste sig af stærke kreative teams, som sørgede for konsistens og solid sammenhængskraft i deres respektive serier fra måned til måned. Den samlende og drivende kraft var naturligvis redaktør og forfatter Stan Lee, der hævede en check for snart sagt hver eneste af forlagets titler, men også på billedsiden var de fleste af forlagets hovedserier begavet med en fast tegner og kreativ gigant. Fantastic Four havde Jack Kirby og Spider-Man havde Steve Ditko.
Serien om den blinde advokat Matt Murdock, som, når mørket faldt på, gjorde lovens lange arm endnu længere ved at bekæmpe kriminalitet som superhelten Daredevil, blev skabt i 1964 af Stan Lee og Bill Everett. Sidstnævnte forlod imidlertid allerede serien efter første nummer, og en lang række tegnere tog på skift en tørn på Daredevil: Joe Orlando, Wally Wood, Jack Kirby og John Romita – alle fremragende tegnere hver især, men uden mulighed for at sætte en markant og blivende dagsorden for seriens visuelle udtryk. En sådan blev først for alvor sat, da Gene Colan overtog tegnearbejdet på Daredevil.
Det var fast arbejde. Colan tegnede Daredevil hver måned – med undtagelse af tre numre – fra seriens #20 og helt frem til #100 knap syv år senere. I Marvel-regi var det kun giganten over dem alle, Jack Kirby, der havde præsteret noget lignende på Fantastic Four. Og Colans arbejde på Daredevil blev helt grundlæggende for seriens videre tonalitet.
Når vore dages Daredevil-fortolkere som Brian Michael Bendis og Alex Maleev eller Ed Brubaker og Michael Lark spinder velturnerede noir-fortællinger med krasse kommentarer til det omgivende samfund, er det som regel Frank Millers tid på serien, der nævnes som inspiration. Men før Miller var der Colan. Og mens det måske nok var Stan Lees tæft for at inkorporere dagsaktuelle emner i sine historier, der lagde kimen til i dag klassiske fortællinger som ”Brother; Take My Hand” om en hjemvendt Vietnam-veterans trakasserier, var det Colan der forløste dem med sin meget personlige – og i Marvel-sammenhæng helt unikke – illustrationskunst.
Colans streg var altid umiddelbart genkendelig. Der var kort og godt ikke andre, der tegnede lige som ham. Hos Marvel fik tegnerne som regel besked på at lægge sig i kølvandet på enten Kirby eller Ditko, men Colan fik lov at tegne som Colan. ’Gene the Dean’ eller ’Gentleman Gene’, som Stan Lee døbte ham, hentede inspiration i film noir og i klassisk amerikansk illustrationskunst. Hans tegneseriesider var, når de var bedst, et fornemt destillat af Norman Rockwells realisme og N.C. Wyeths dramatiske chiaroscuro, og Colan besad den sjældne evne at indfange kropsprog og ansigtsudtryk med noget nær fotorealistisk akkuratesse, uden at resultatet blev stift eller dødt i udtrykket.
På samme tid var der dog også ofte noget lidt skævt og lidt forvrænget i den Colanske optik – som om alting blev set gennem et prisme eller et fiskeøjeobjektiv. Hvad der ofte bidrog til den søsyge fornemmelse, en Colan-side kan fremkalde i beskueren, var den til tider anarkistiske tilgang til sidekomposition, som Colan hentede hos sin første læremester og livslange inspiration, Syd Shores.
Hele denne evne til at fremkalde urovækkende fornemmelser i læseren via de formalistiske træk alene, har højst sandsynligt været medvirkende til, at Stan Lee i begyndelsen af 1970’erne hyrede Colan til at varetage tegnerjobbet på Marvels nye, store horrorsatsning, The Tomb of Dracula – på trods af, at Lee oprindeligt havde udset sig veteranen Bill Everett til jobbet. Colan var simpelthen den perfekte mand til jobbet, og han takkede for tilliden ved at blive på serien i hele dens levetid.
The Tomb of Dracula er Gene Colans hovedværk. Det blev til over 70 numre, og efter et par indledningsvise indspark fra forskellige forfattere og rentegnere, fik Colan følgeskab serien igennem af forfatter Marv Wolfman og rentegner Tom Palmer, hvis kongeniale forkærlighed for det fotorealistiske gjorde ham til den måske bedste inker, Colan nogensinde har haft. Wolfmans historie var en skønsom blanding af Bram Stokers forlæg, som dengang var i public domain, og nye plot lines, der bevægede sig fra begyndelsens banale røvere-og-soldater-rutiner til den helt forrygende metafysiske finale, hvor Gud og Satan blev hentet indover for ligesom at slutte af med maner.
For afsluttes skulle der, og ifølge Marvels kontroversielle nye editor-in-chief Jim Shooter, hellere før end senere. Den abrupte lukning af The Tomb of Dracula var medvirkende til at Wolfman, i lighed med adskillige andre af Marvels hovednavne, søgte over til konkurrenten DC Comics – og han tog Colan med sig. Makkerparret fortsatte så at sige hvor de slap med serien Night Force, som endnu engang afsøgte de okkulte randområder og endnu engang tog afsæt – om end nok så løseligt – i det Bram Stokerske univers. DC var naturligvis begejstrede over at have erobret én af Marvels mest distingverede tegnere, og Gene Colans mørke, atmosfærefyldte tegnearbejde fandt snart vej til et af forlagets flagskibe, Batman, som han illustrerede fra 1982 og en håndfuld år frem.
Blandt kollegaerne i branchen var der bred enighed om, at Colans blyantsarbejde var unikt og af en sådan mættethed og fylde, at rentegning dybest set ville have været overflødig, hvis ikke det havde været for de trykkemæssige omstændigheder. At det ikke bare var tom snak, forsøgte man i flere omgange at føre bevis for, bl.a. med de to mini-serier om privatdetektiven Nathaniel Dusk, som Colan skabte i samarbejde med forfatteren Don McGregor.
Som noget temmelig uhørt for tiden, var Colans blyantstegninger her gengivet direkte uden en rentegners mellemkomst, og mens ambitionen var god nok, blev det færdige resultatet ikke desto mindre ganske pauvert på grund af trykketekniske vanskeligheder. For DC leverede Colan desuden tegninger til maxi-serien Silverblade, der var en fortælling om en Eroll Flynn-agtig skuespiller, hvis karriere er gået på hæld. Et motiv, der i øvrigt skulle vise sig at blive sørgeligt profetisk for den efterhånden aldrende tegner ved indgangen til 1990’erne.
Det følgende tiår blev karrieremæssigt meget omskifteligt for Colan, der dog ufortrødent arbejdede videre hos diverse forlag på så forskellige serier som Predator, Archie og Buffy The Vampire Slayer. Den sorte vampyrjæger Blade, som Colan og Wolfman i sin tid havde introduceret i The Tomb of Dracula, opnåede i stærkt forfladiget form stor succes i slutningen af 1990’erne i kraft af en række film, som makkerparret per amerikansk tegneserieindustris automatiske udbytterpolitik selvfølgelig ikke så en krone af. Wolfman sagsøgte Marvel, Colan havde ikke midlerne, ikke helbredet og muligvis heller ikke viljen til at følge trop.
I sine sidste leveår leverede Colan sporadiske bidrag til flere af sine gamle Marvel-serier, bl.a. Blade, Daredevil og Captain America, og blev i 2009 belønnet med en Eisner Award for sit arbejde på sidstnævnte. Trods svære leverproblemer og grå stær forblev Colan aktiv til det sidste, og deltog så sent som sidste år på en større amerikansk tegneseriemesse, hvor han hilste på og tegnede for sine mange fans. Også herhjemme var Gene Colan populær, og er den dag i dag én af de Marvel-tegnere, der har flest værker repræsenteret i dansk oversættelse. Gene Colan døde den 23. juni i år, 84 år gammel.
